COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL // ANMELDELSE – Sinne Eeg er en lige så begavet sangskriver, som hun er en fuldendt musiker. Den generthed, der prægede hendes teenageår i barndomshjemmet, er for længst glemt. I går imponerede sangeren på Drop Inn, mener Henriette Hellstern.
Mens København blev omringet af ca. 500 lyn, og de mange jazzfestivalgæster måtte søge ly, var de heldige mødt op på et udsolgt Drop Inn, klar til at modtage jazzens evnerige sanger og sangskriver, Sinne Eeg.
Et forventningsfuldt publikum sad tætpakket, klar, spændt allerede en time inden koncertstart. En koncert, jeg har set frem til længe, eftersom det er første gang, siden pandemien lagde Danmark ned, og al live-optræden måtte pauses for en stund, at jeg har fået mulighed for at opleve hende live igen.
Dog formåede Eeg faktisk at samle sit publikum under pandemien via sine onlinekoncerter på Facebook direkte fra dagligstuen i eget hjem, et lyspunkt i en mørk tid, tak for det.
Sinne Eeg i symbiose med det københavnske regnvejr
Denne aften går vi også fra mørke til lys, fra tunge regnfulde skyer over København til en lys gylden sommeraften, tryllet frem af jazzens særlige væsen. Efter en kort lydprøve og et smut forbi baren træder bandet op på den lille intime scene. Dagens trio består, ud over Sinne Eeg, af pianisten og studiekammeraten fra Esbjerg Musikkonservatorium, Henrik Gunde, samt bas-kamæleonen fra USA, Billy Peterson. Meget passende lægges der ud med nummeret ”Come Rain or Come Shine”, efterfulgt af en stilsikker levering af ”The Night Has a Thousand Eyes”.
Sinne Eeg er begejstret for de store klassikere og synger dem med overskud og styrke i internationalt format, man føler sig altid sikker og tryg i hendes selskab. Der er noget ganske særligt ved Eeg, hun formår at levere en indlevende performance sammen med et tryllebindende nærvær. Tid og sted smelter sammen, og hun har publikum i sin hule hånd, også denne aften.
Inden pausen bliver Billy Petersons relation til Sinne Eeg uddybet med historien om, hvordan hun nærmest blev adopteret af Peterson-familien fra første møde i L.A.
Mellem numrene lever en let og lystig stemning, og vi får foræret en personlig og smuk version af John Lennons ”In My Life”, da turen netop er gået til Liverpool i anledningen af hendes fars fødselsdag, og det derfor er passende at tage denne klassiker op og gøre til hendes egen.
Sinne Eeg er en lige så begavet sangskriver, som hun er en fuldendt musiker. Den generthed, der prægede hendes teenageår i barndomshjemmet, er for længst glemt, men årene med observationer af diverse jamsessions må have skabt et fundament i hende, så alt, hvad der siden er kommet ned på et nodeark og fremført på en scene, er fejlfrit, hudløst ærligt og vedkommende.
Nok har hun altid haft en forkærlighed for de store melodier fra jazzens sangskat, men i min optik har hun selv skrevet nogle af jazzens helt store numre som ”Love Is a Time of Year” og ”Time to Go”. Denne aften er valget faldet på ”The Beauty of Sadness”, som Martin Schack har skrevet melodien til, mens hun selv har forfattet teksten. Et nummer, der ifølge Eeg selv var hele 12 år undervejs. Her mærkes den særlige nordiske jazzstemning, lyden fra Billy Petersons legende kontrabas og Henrik Gundes luftige klang på tangenterne klæder Sinne Eegs fløjlsbløde og mørke intonering.
Turen går forbi en løssluppen drilagtig levering af ”The Barista” samt Norma Winstone og Jimmy Rowles værk ”The Peacocks”, som ender på så høj en tone, at Eeg kan nøjes med at holde mikrofonen i hoftehøjde og stadig nå ind i hver en øjenkrog og hvert et bankende jazzhjerte.
Inden pausen bliver Billy Petersons relation til Sinne Eeg uddybet med historien om, hvordan hun nærmest blev adopteret af Peterson-familien fra første møde i L.A. og sågar spiste ”Mountain Lion” med barbecuesauce for foden af Montanas bjerge sammen med slænget. Sættet rundes af med ”Better Than Anything”, som swinger så meget, at taget nærmest letter på det lille, tætte spillested.
Skæv kønsfordeling til Copenhagen Jazz Festival
Mens publikum og band skynder sig i baren, tænker jeg lidt over jazzfestivalens kønsfordeling. Jazzens mange brødre har ofte gjort Sinne Eeg selskab, og mit håb er, at Eeg med tiden vil bruge sin platform til at få flere af jazzens søstre med. Jeg kunne snildt se et samarbejde med fx Cornelia Nilsson (trommer), Helle Marstrand (bas) og Makiko Hirabayashi (piano) eller hvad med Lisbeth Diers (percussion)? Konstellationerne og mulighederne er talrige, og det kunne være smukt at opleve et fælles skub til skævvridningen på jazzscenen.
De kvindelige talenter er derude, og den relationsbårne branche bliver nødt til at fjerne skyklapperne og invitere jazzsøstrene ind i bedste spilletid
Jeg har i skrivende stund ikke haft held med at få Copenhagen Jazz Festival til at oplyse mig om statistikken angående fordeling af køn blandt de mere end 1200 koncerter, men et hurtigt kig på programmet fortæller, at det er alt andet end lige. På Drop Inn kan man opleve koncerter med blot en håndfuld kvinder i front udelukkende ledsaget af jazzbrødre, en stor overvægt af mandlige musikere i centrum i spotlightet med ja, gæt engang, kun jazzbrødre i ryggen, og meget få bandkonstellationer med blandede køn på diverse instrumenter.
De kvindelige talenter er derude, og den relationsbårne branche bliver nødt til at fjerne skyklapperne og invitere jazzsøstrene ind i bedste spilletid. Jeg ved, de kan og vil, og jeg har et stort håb om forbedring. Hvis Roskilde Festival kan, kan Copenhagen Jazz Festival også, det værste, der kan ske, er, at du lærer nye musikere og sangskrivere at kende, og det er vel ikke så dårligt at få udvidet sin horisont.
Langdistanceforhold og rødvin
Når det er sagt, starter andet sæt meget passende ud med en hyldest til et af de store ikoner inden for dansk jazz, Gitte Hænning og hendes ”Jeg snakker med mig selv”, som Sinne Eeg begejstret fortæller har fået medvind på streamingtjenesterne i sin engelske version ”Talking to Myself”.
Vi drages derpå ind i en fortælling om en tragisk komisk Tivolitur, hvor illusionen om at sidde uforstyrret og nyde en iskold øl, mens lyset sænker sig i Tivolis ikoniske have, afbrydes af energifyldte børn med en helt anden agenda, et velkendt scenarie for mange. Igen et vidnesbyrd om hendes eminente måde at forvandle dagligdagstrummerum til skønne klange og forfatte nummeret ”The Last Ride”.
Billy Peterson leverer efterfølgende en smuk fortolkning af Stings ”Fields of Gold”, som han til anledningen er blevet bedt om at genskabe fra sin indre jazzharddisk, fra en våd jamsession år tilbage sammen med Sinne Eeg. Aftenen peaker for mig, da hendes egen moderne klassiker ”Waiting for Dawn” eksekveres.
en sang hendes tilstedeværende husbond og manager sjovt nok ikke bryder sig om grundet konteksten
Historien om ekskæresten i Asien og langdistanceforholdet, der brast, og den længselsfulde tekst, som blev inspireret af rødvinsdrikkeri. En finurlig og jordnær måde at beskrive den setting, der skabte en utrolig smuk melodi med en sorgfuld tekst om uforløst kærlighed med linjer som ”I wonder how long a morning kiss can fly” og ”I’m drinking this wine, both yours and mine”.
I øvrigt en sang, hendes tilstedeværende husbond og manager sjovt nok ikke bryder sig om grundet konteksten. En problemstilling, jeg tænker, Sinne Eeg kan løse med at skrive et endnu bedre nummer til ægtefællen, mon ikke han bløder op så.
Aftenen afsluttes med Rodgers & Hammersteins ”It Might as Well Be Spring”, der får publikum til at kvittere med en øredøvende klapsalve, der gør Henrik Gunde ”helt sandblæst”, som han selv siger, mens han tørster efter en drink.
Men bandet holder varmen ud lidt endnu, og vi forkæles med det helt nye nummer ”Lonely Waltz” skrevet af Frans Bak og Helle Hansen, vuggevisen køler rummet af, får pulsen ned, og et lidt lykkeligere publikum sendes ud i den lumre sommeraften med en tro på, at jazzens lys kan bære os gennem et ustadigt sommervejr.
Læs mange flere musikanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
