
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL // ANMELDELSE – Folk rejser sig nærmest fra kørestole og danser hen ad midtergangene i salen. Mest seniorer. Stemningen er stor og rørende. Musikken er dansabel, sydlig og sydende. POV’s jazzentusiast Oscar Busch og fotograf Eddie Michel havde en nærmest kirkelig euforisk vækkelsesoplevelse, da den amerikanske verdensstjerne Dianne Reeves optrådte på festivalens næstsidste dag.
Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com
Jeg har taget mange tilløb til at formulere første sætning i den her anmeldelse. Årsagen er et miks af ærefrygt og ambition, tror jeg? For efter så generøs en gave, som det var at være vidne til den amerikanske sanger Dianne Reeves i DR Koncerthuset, kan man ikke andet end at ville give det bedste, man har som anmelder. Så her et ydmygt forsøg.
Setuppet i DR Koncertsalen består af flygel, keyboard, trommesæt, elektrisk bas og kontrabas, der står badet i en lyssætning af jazzens velkendte blå kulør. Jeg når at tænke “kliché”, men kommer hurtigt væk fra det, da det disede skær forvandler den lille midterdel af scenen i DR’s store sal til en gådefuld ø.
En kontorstol står foran et lille bord ved flygelet. Der er dækket op med blomster, to vinglas med vand og en kaffekop, nærmest som om vi bliver inviteret til bords.
Der er fart og temposkift. Det er nærmest en vækkelse fra en doven søvn, der skærper dine sanser
Den brasilianske bassist Itaiguara Brandão, amerikaneren John Beasley på klaver og hans landsmand Terreon Gully på trommer lægger ud alene. Det går så stærkt, at man nærmest ikke når at opfange det. Men vi er fandme i gang.
Det, de spiller, minder om en tur i metroen i den mest pakkede myldretid. Der er fart og temposkift. Det er nærmest en vækkelse fra en doven søvn, der skærper dine sanser samtidig med, at man bliver hypnotiseret af at overvære det.
Pianisten trækker en melodika-lignende vocoder/synth frem af intet, som en tryllekunstner trækker kaniner op af hatten. Og ja, så blev vi ellers ret fortryllede af det sære instrument, hverken jeg og nok de fleste publikummer formentlig aldrig har set eller hørt før. Turen i metroen bliver pludselig futuristisk. Og bang! Første sang er ovre og har høstet flere velfortjente bifald, inden jazzsuperstjernen Dianne Reeves overhovedet er trådt ud på scenen!

Vi går ned i tempo. Elbassen er blevet til en kontrabas, og keyboardet er forvandlet til et flygel. Reeves kommer ind fra venstre under stort bifald, sætter sig til rette og begynder at stemme sit instrument: vokalen.
Solsorten har i dén grad talt
Vi hører de første toner af ”Morning Has Broken” – en næsten 100 år gammel kirkehymne udødeliggjort af musikere som Cat Stevens og et utal jazzsangere. Reeves’ kraftige røst melder ud, at “Blackbird has spoken”, som er en af de første strofer i hymnen. Jeg kan ikke undgå kigge på hendes sorte top med store løse ærmer, der fremstår som mørke vinger og tænker: Solsorten er landet midt i DR Koncerthuset og er i dén grad begyndt at synge!

En indlevende solo fra Beasley lyder fra flyglet, mens Reeves kigger nærmest forelsket på sine bandmedlemmer.
Efter et brag af en intro presser de lige lidt ekstra overskud ud af jazzcitronen. For hvorfor i alverden tale til publikum, når man kan synge? Hvilket Reeves gør ved at synge sin introduktionstale! Ja, det fortjener et udråbstegn. Hun får sunget ting som “This show is just for you so sit back and relax” og “Do whatever makes you feel good on this new day in this new way”, hvilket jeg tror, får alle os, der sidder i salen, til at gøre præcis dét og give os hen til rusen, der lige nu hedder Dianne Reeves og hendes band.
Reeves går i dialog med nogle eksotiske oldtidsguder gennem sine ikke-lyriske melodier og kommunikerer på over tre oktaver, som kan nå ned til de dybeste steder
Brandão spiller tredje nummer ind, ”I’m All Smiles”. En sød ballade udgivet i sin spæde version med Barbara Streisand i 1964. “I’m all chills darling”, lyder det fra Reeves, men jeg tror mere, det er folk i salen, der får kuldegysninger over den enorme scat-session, som nu finder sted. Der er både håndtegn og en swagger, som bedst kan sammenlignes med en garvet rapper, der står og spytter vers end en jazzsangerinde på 65 år.
En guidet tur i den jazzens eksotiske have
De næste tyve minutters tid er vi inviteret på rundvisning i Reeves’ og hendes musikeres musikalske paradishave. Elegant får vi lov at dufte til det mere poppede og nærmest Disney-grandiose ovre ved blomsterbedet. Vi både ser og hører, hvor smooth afrojazz kan lyde ved bækken, der risler, og endda tage os et velfortjent hvil og en kammeratlig snak ved vores lille bordarrangement med verbale forfriskninger.
Det er her, vi som publikum er på visit.

Jeg elsker scat. Når det er er godt. Dét at improvisere melodier med vrøvlestavelser er lidt en knald eller fald-business. Men selv efter syv-otte sange, med ca. 70 % scat, er jeg på ingen måde blevet træt. For det er bedre end virkelig godt.
Den smukkeste af alle vokale oplevelser er Reeves’ cover af en Milton Nasciementos sang, jeg desværre ikke kender navnet på i skrivende stund. En sang, hun forbløffende og fabelagtigt vælger at synge til os på originalsproget. Sikken et mod. Sikken et overskud. Hele koncertsalen dvæler lidt i Brasilien og bossa-novaen anført af vores brasilianske bassist, som glider over i et a capella-stykke af Reeves, hvor ikke bare jeg, men alle publikummer i ivrig begejstring synes at tabe jazz-sutten.
Reeves går i dialog med nogle eksotiske oldtidsguder gennem sine ikke-lyriske melodier og kommunikerer på over tre oktaver, som kan nå ned til de dybeste steder, hvor djævle huserer, og de højeste luftlag, hvor engle bor. Omkring dette tidspunkt tager jeg en beslutning om at forlade parterren, hvor jeg sidder, for at afprøve lyden på første balkon. Det skulle kun vise sig at gøre hele oplevelsen endnu større. Her var lyden nærmest endnu mere intens og velafbalanceret end tidligere.
Hun går a capella-syngende mod udgangen, som et endegyldigt magtfuldt bevis på, at selv uden mikrofon kan hun snildt løfte taget af den 24 meter høje sal i DR Koncerthuset
Efter godt halvanden time er publikum nærmest møre af forpustelse. Hvilket er forståeligt. Vi har fået en intens musikalsk motion. Men… de stopper ikke her. I vores sidste stund med det samlede band og Reeves kommer alle op at stå. Vækkelsen indfinder sig igen. Folk rejser sig nærmest fra kørestole og danser hen ad midtergangene i salen. Mest seniorer. Stemningen er stor og rørende. Musikken er dansabel, sydlig og sydende.
Og som sin afsluttende magtdemonstration siger Gully og Brandão godnat og overlader scenen til Reeves, der går til stålet kun med Beasley og… dropper mikrofonen, som hun lægger fra sig.
Hun går a capella-syngende mod udgangen, som et endegyldigt magtfuldt bevis på, at selv uden mikrofon kan hun snildt løfte taget af den 24 meter høje sal i DR Koncerthuset.

Dianne Reeves (US)
Lørdag 9. juli, DR Koncerthuset
Line up:
Dianne Reeves – Vocals
John Beasley – Piano
Itaiguara Brandão – Bass
Terreon Gully – Drums
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.