SLACKCHAT – Nogle gange er det enten-eller. En film er enten virkelig vellykket eller komplet fejlslagen. Frederik Bové og Morgenavisen Jyllands-Postens filmanmelder Nanna Frank har taget diskussionen om, hvad der var hvad på Berlinalens anden dag, for de er lodret uenige om Zellner-brødrenes Damsel og Lance Dalys Black 47.
Frederik Bové (FB): God dag, kære læser, og hilsen fra Berlin, der i øjeblikket først og fremmest handler om film. Og kæmpevelkommen til dig Nanna Frank, og tak fordi du vil være med til at diskutere to pseudo-western-film, vi har set i løbet af konkurrencens første dage.
Nanna Frank (NF): Tak.
Den ene var virkelig god og vellykket, mens den anden var fejlslagen og virkelig irriterende. Vi er bare ikke helt enige om, hvilken der er det ene, og hvilken der er det andet…
FB: Vi tænkte, vi ville chatte om filmene Damsel af Zellner-brødrene og Black 47 af Lance Daly, da vi næsten var enige om dem. Vi var enige om, at de begge var en slags westerns. Vi var enige om, at de begge måske endda var en slags revisionistiske westerns. Og endelig var vi enige om den ene var virkelig god og vellykket, mens den anden var fejlslagen og virkelig irriterende. Vi er bare ikke helt enige om, hvilken der er det ene, og hvilken der er det andet…
NF: Du har ret. Men jeg har naturligvis mest ret i, hvilken film, der var god, og hvilken der ikke var. Nej, spøg til side. Uenighed er et godt udgangspunkt for en frugtbar samtale.
FB: Nej det er ej.
NF: Hahaha, så kommer vi ikke langt her, tror jeg.
Fjolleri og Smålighed
NF: Men fortæl mig, hvorfor du synes den fjollede Damsel med Robert Pattinson i en bærende rolle var god?
FB: Den var fjollet! Åh, hvor var det dog rart, at der blev gjort grin med western-klichéerne, og hvor var Robert Pattinson overraskende god som indbildsk førsteelsker. Og så havde den stadig kant. Men du buhede til slut?
NF: Jeg blev så skuffet. Det var sådan en Lucky Luke-hyggelig og morsom begyndelse, hvor man godt kunne regne ud, at der er noget løjerligt ved Robert Pattinsons figur. Han sætter ud i et tørt og brutalt westernlandskab for at finde den kvinde, han elsker. Hun er blevet bortført, og nu vil han befri hende og fri til hende samtidig. Derfor bringer han en mand, der giver sig ud for at være præst med sig. Og en pony. Og en guitar. Alt er fint so far, bortset fra at jeg ikke synes, at ham der spillede præsten (som er en af instruktørerne), kunne nå Pattinson til sokkeholderne.
Nanna Frank: Damsel forsøger at skabe en feministisk pointe om, at kvinder altid bliver brugt som en præmie for manden eller en, der skal reddes
Men så går det ned ad bakke herfra. For cirka halvvejs bliver det tydeligt, at filmen forsøger at skabe en feministisk pointe om, at kvinder altid bliver brugt som en præmie for manden eller en, der skal reddes.
Men filmen i sig selv spænder ben for den pointe, fordi instruktørerne er så travlt optagede af at bruge vældig meget tid på en flok helt vildt patetiske mænd. Faktisk bruger vi første del af filmen på at lære Pattinsons karakter at kende, og måske også sympatisere med ham, men så viser det sig, at han er en klam stalker à la hans blodfattige førsteelskervampyr i Twilight
Med andre, og meget færre ord, så synes jeg, at filmen gør sig morsom på bekostning af både en alvorlig og seriøs tematik, at den punkterer sine egne eventuelle både genre- og samfundsmæssige pointer ved at fjolle sig gennem det hele.
FB: Jeg sad lidt og tænkte over, hvordan den ville virke som feministisk film, for jeg kan godt se, hvad du mener. Det er også en pointe, at Mia Wasikowska netop ikke er den ‘Damsel’, alle mændene tror, hun er, men hun får ikke tilført så voldsomt meget personlighed heller. Omvendt begyndte jeg mere bare at tage den som en satire om mandekønnet, og der syntes jeg, den var ret spot on.
Der er en scene, hvor en mand efter at blive afvist noget så eftertrykkeligt tydeligt vrisser ‘You send mixed signals!‘ I’ve been there, må jeg nok med skam indrømme…
NF: Jo, men vel for pokker ikke i sådan en grad, at du pantsætter alt, du ejer for at drage ud i en uciviliseret del af verden på en pony og med en fordrukken fremmed på slæb for at fri til hende, hvis signaler du ikke ku’ forstå?
Frederik Bové: Der er en scene, hvor en mand efter at blive afvist noget så eftertrykkeligt tydeligt vrisser ‘You send mixed signals!‘ I’ve been there, må jeg nok med skam indrømme…
Selvfølgelig er overdrivelsen en del af farcen. Men så ville jeg hellere se Zellner-brødrene gå helt Mel Brooks på westerngenren.
Måske interesserer patetiske mænd mig heller ikke så meget…
FB: Hvad? Jeg finder emnet uendeligt fascinerende!
NF: Den tror jeg bare, jeg lader fare…
FB: Men jeg tror også noget, der bar mig igennem filmen, var den visuelle side, der i modsætning til tonen og plottet forblev nogenlunde konsistent. Jeg fornemmede en del Wes Anderson i de symmetriske kompositioner (og de patetiske mænd). Jeg har sjældent set en western, hvor alting virkede så… småt? Den bygning vi så mest til var dasset.
NF: Og det kunne man godt skrive noget syrligt om.
Synes du, filmen var særligt visuelt interessant?
FB: Ja! Og det overraskede mig virkelig, at folk er uenige. Jeg overhørte også andre anmeldere joke om, hvor kedelig den så ud, men jeg var virkelig glad for det. Landskabet og lyset var så smukt, og så var der bare den her… lidenhed over det hele. Den var ikke engang episk minimalistisk som en Bela Tarr-film, det var bare små billeder om små mænd.
NF: Det var jo i hvert fald i farvebrug en gammeldags western.
FB: Jeg synes dog, det var ret tydeligt den til dels var optaget i Oregon og ikke ude på prærien. Jeg elsker det nordvestlige landskab i USA (se også Pale Rider, Clint Eastwoods bedste western!)
Hunger-hævneren
FB: Apropos Eastwood: Var jeg den eneste, der fik heftige Eastwood-vibes fra Lance Dalys Black 47? Bare i Irland i 1847.
NF: Nej, det var virkelig en film, der på mere traditionel vis dyrkede historien om den enlige hævner og hans oprør mod undertrykkelse.
Så selvom den foregår i Irland under hungersnøden i 1847, hvor engelske adelsfolk lader den irske befolkning sulte ihjel, så kunne man godt kalde filmen en sult-western.
Ja, måske endda en kartoffel-western. Ligesom man kalder Vikingefilm fra Island for torske-westerns
FB: Lol. Ja, det er da i bogstavelig forstand en kartoffel-western. Og nu forestiller jeg mig, hvordan Dirch Passer havde passet ind i det hele.
NF: Hahaha, nej, du må ikke blande fantastiske Dirch Passer ind i det her.
FB: Nøj, hvor ville den tavse hævner Martin Feeney have skulet, hvis Dirch Passer var begyndt at synge. Og han var også en typisk western-helt, fyldt med grufulde tricks han havde lært af de lokale indbyggere i Afghanistan, hvor han havde været i krig.
Frederik Bové: Black47 – et virkelig forudsigeligt plot, kedeligt filmet, og med en masse scener hvis sociale pointer jeg var enig i, men som kom så meget på række, at det var ufrivilligt komisk
Og hvis der er nogle læsere, der ikke forstår kartoffel-referencerne, så skyldtes den store irske hungersnød oprindeligt, at kartoffel-høsten fejlede og millioner endte med at dø fra 1845 til 49 på grund af engelsk inkompetence. Som en revolutionær siden sagde det: “The Almighty, indeed, sent the potato blight, but the English created the famine.”
NF: Det er lige før, du helt ødelægger Black 47 for mig ved at nævne Passer. Nu kan jeg kun tænke på Præriens skrappe drenge. Men er der noget, Black 47 ikke er, så er det morsom. Til gengæld kunne jeg godt lide denne tavse og temmelig brutale Robin Hood-historie, det var en blanding mellem Michael Kohlhaas og så tv-serien Peaky Blinders.
Men du var ikke vild med den?
FB: Nej, jeg syntes mest af alt, den var kedelig. Et virkelig forudsigeligt plot, kedeligt filmet, og med en masse scener hvis sociale pointer jeg var enig i, men som kom så meget på række, at det var ufrivilligt komisk. Alt, hvad den onde-onde Lord sagde, var så meget over the top, at jeg ikke kunne tage det seriøst. Og det selvom Jim Broadbent er fremragende.
Den tager livtag med en periode og nogle forbrydelser, som ikke mange har lavet film om, men den gør det så konventionelt, at det alligevel virkede som om, jeg havde set det hele før.
Sort-hvid film/fortælling
NF: Filmen er vældig ligetil, ja. Men jeg blev ramt af den retfærdige harme og den sociale indignation, og så kunne jeg godt se gennem fingre med, at det ikke var de store overraskelser gemt i ærmet.
Titlen, og fotograferingen for så vel, lægger nærmest op til, at vi har at gøre med en ret så sort/hvid-fortælling
FB: Havde den dog bare været rendyrket sort/hvid! Jeg synes bare også lidt, harmen forsøgte både at blæse og have kartoffel i munden. Jeg bryder mig ikke ret meget om hævnfilm, med mindre det virkelig er katarsisk Tarantino-style. Her virker det lidt som om, vi både skal væmmes og tiltrækkes af de mange mord, som om den både vil svælge i den politiske vold, men samtidig også lige markere, at man skal passe på med den slags.
NF: Der oplevede jeg noget andet: at brutalitet avler brutalitet. At den afstumpede måde, den irske befolkning blev behandlet på, afspejlede sig i hovedpersonshævnerens handlemåde.
Nanna Frank: Hvor Damsel bare er et filmisk udsagn à la stand-up-drengerøvens evige undskyldningssvar for en sexistisk/homofobisk/racistisk joke, nemlig “det er bare en joke”, så er Black47 et alvorligt, måske lidt tørt, udsagn om nød og undertrykkelse
Og volden blev netop ikke benyttet som en slags exploitation gimmick, men snarere som en barsk reminder om en virkelig grufuld del af verdenshistorien, som vi sjældent ser.
Havde det været Zellner-brødrene, der havde instrueret den, havde der både været en liderlig Dick Turpin og en dværg klædt ud som hofnar med i ligningen.
Nu er det bare enkelt og brutalt.
FB: Men med Dick og dværg havde det været en langt bedre film!
NF: Nej!
Hvor Damsel bare er et filmisk udsagn à la stand-up-drengerøvens evige undskyldningssvar for en sexistisk/homofobisk/racistisk joke, nemlig “det er bare en joke”, så er Black47 et alvorligt, måske lidt tørt, udsagn om nød og undertrykkelse. Der foretrækker jeg den film, der tør bekende kulør.
FB: Men det er her, noget udenomsfilmisk også sniger sig lidt ind på mig, for jeg er ikke sikker på, det var brutaliteten som var problemet i Irland. Snarere var det en ligegyldighed, der forplantede sig ud i det ekstreme. Der var f.eks. nogle politikker, som blev vedtaget, der betød, at det rent økonomisk bedst kunne svare sig for landejerne at lade deres bønder fryse ihjel, og det var jo ikke vedtaget pga. et ønske om brutalitet. Så dens kulør virker alligevel på mig at være alt for snæver i forhold til de virkelige forhold.
Alle englænderne i filmen er onde mennesker og får deres fortjente straf. Men i virkeligheden var det en systemisk engelsk kolonialistisk ondskab, som i sidste ende også hænger hos de englændere, der bare opførte sig neutralt. Her synes jeg, det bliver for nemt også for et engelsk publikum at lægge filmen fra sig.
Og her synes jeg Zellner-brødrenes politiske pointe virker stærkere, fordi den også inficerer filmsproget og hele det filmiske univers, og derfor fremstår langt mere universel og svær at slippe af med.
NF: Siger Jim Broadbents karakter ikke noget om, at på grund af nye skatteregler og indkrævninger, så kan det faktisk ikke betale sig for ham at beholde bønderne på sin jord? Jeg synes, der bliver markeret, at det er en systemisk brutalitet, vi har med at gøre. Og så er der den unge dreng (med det fantastiske surmulende fjæs, Barry Keoghan fra Dunkirk og Killing of a Sacred Deer), der jo er engelsk, men forsøger at sige fra overfor den inhumane behandling de fattige udsættes for. Det er altså ikke alle englænderne, der er nogle svin, ligesom det heller ikke er alle irerne, der er helgener.
Nanna Frank: Men nej, skal vi ikke lade være med at tælle en hest med som kvindefigur?
Men jeg synes, det er spændende, hvordan du kobler politisk pointer sammen med filmsproget, for det er noget, vi ikke er specielt trygge ved at tale om længere i filmkritikken. Dansk såvel som udenlandsk, alt efter hvad du læser.
Men lige præcis med Damsel, synes jeg netop, instruktørbrødrene træder i nælderne – præcis med denne kobling.
For de intenderer at ville lave en form for feministisk western, men det, de reelt gør, er det, som langt de fleste film i filmhistorien hidtil har gjort: de giver skærm- og taletid til mændene. Kvinden er der bare som pointe. Ikke som helt, psykologisk afrundet menneske.
FB: Ja, den klarer vist ikke Bechdel-testen. Måske hvis man tæller hoppen Butterscotch med, taler Mia Wasikowska ikke kort til hende?
NF: Om noget andet end mænd?
FB: Ja, om gulerødder, men måske husker jeg forkert…
NF: Men nej, skal vi ikke lade være med at tælle en hest med som kvindefigur?
Politisk Filmkritik
NF: Se, det er da så galt at være uenig, hvis man bare giver sig tid til at diskutere hvorfor.
Vel?
FB: Nej, men omvendt kan jeg godt lidt forstå, at kritikken kan være loren ved at koble filmsprog, filmisk kvalitet og politiske pointer, for så bliver det meget hurtigt enten-eller. Der er vellykket, og der er fejlslagent, og det bliver meget svært at passe ind på en skala fra et til seks.
Men det er måske også derfor, det giver mening at tage en snak om det i stedet.
Og så forskellige er de to film jo heller ikke. Jeg fandt et citat fra en anden western-klassiker, der på en eller anden måde danner bro mellem dem:
“Hvis vi møder en vanskelig boss / Yippee / Så får han tæv af os”.
POINT of VIEW International er en digital platform for freelanceskribenter. Du kan støtte Nanna Franks arbejde på hendes MobilePay 29 91 21 43.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
