Anmeldelser - Steve Cropper, nyt album, pressefoto

Anmeldelser af nye rockplader: Lyden af kulturen, vi forelskede os i

i Kultur/Musik af
ANMELDELSER – NYE ROCKPLADER – I vrimlen af nye plader er Jan Eriksen faldet over nye plader med artister, som han har haft store koncertoplevelser med. På hver sin måde. Det gælder – og her giver udtrykket mening –  legenden Steve Cropper, der var med til at danne Booker T. and the MG’s, og senere har arbejdet sammen med … ja, det er der ikke plads til her. Som det gælder Led Zeppelin-forelskede Greta van Fleet og et band, han troede var gået i sig selv for længst, Cheap Trick, som Kurt Cobain har kaldt 70’ernes Nirvana. “Men der, hvor den nye plade rører mig mest er i ’tunge’ numre som ”Two Wrongs” og “Heartbreak Street”, hvor vi befinder os et sted mellem rythm’n’blues og bigband blues. Det er massivt, og det swinger ad et eller andet meget fjernt sted til,” skriver Eriksen bl.a. om den nye Steve Cropper-plade.

Manden bag riffet på “Soul Man”, goddammit

I 1993 oplevede jeg et af mine to største Roskilde Festival øjeblikke, Neil Young på Orange Scene sammen med Booker T. and the MG’s. Den oprindelige studiegruppe fra Stax Studios klædte den canadiske multimusiker mindst lige så godt som hans ternede skjorte. Der var lidt mere blues og soul i Neil den aften, end normalt. Syntes jeg. Husker det tydeligt. For the record: jeg var i bil og derfor ædru.

Nu er guitarist Steve Cropper fra Booker T. and the MG’s aktuel med endnu et soloalbum – 52 år efter hans første. Hans CV i sig selv berettiger nogle ord med på vejen. Han har spillet sammen med alt fra John Lennon, Mavis Staples og Roy Orbison til Dolly Parton. Se mere her:

Han er medkomponist på genredefinerende soulklassikere som Otis Reddings ”(Sitting on) the Dock of the Bay”, Eddie Floyds “Knock on Wood” og Wilson Picketts “In the Midnight Hour” og Sam & Dave’s “Soul Man”. Han er manden bag riffet på “Soul Man”, goddammit. Tilhører den snævre gruppe af hvide musikere, der deltog aktivt i en musikalsk proces, der måske en gang vil føre til fuld ligeberettigelse mellem hvide og sorte i USA.

Med sig i studiet til indspilningerne af den nye plade Fire it Up havde Cropper en flok venner – og lyden af Stax. Allerede fra pladens begyndelsen lyder stærke referencer tilbage til Croppers tid i Booker T and the MG’s, hvis største hit var instrumentalnumre som ”Green Onions” og ”Time is Tight”.

Ret beset er ”Out of Love” skåret over en håndfuld blues-soulede standardfraser (på Mustang Sally-måden), men hør her: det var Steve og frænder selv, der skrev fraserne, og dét nummer har the Booker T-feel

Hvorfor der her skal være tre versioner af samme instrumentalnummer, ”Bush Hog”, forstår jeg så ikke. “Bush Hog 1”, med Croppers uforlignelige, cirkulære bluessvampede spil hen over et brusende orgel er rigeligt. På alle sangnumrene varetages vokalen blues-brøsigt af ven og kollega Roger C. Reale.

I det store billede må man imponeres over den erfaringens stilsikkerhed i de lydhøre musikeres indforståede sammenspil, efterhånden som de bevæger sig gennem opdaterede versioner af Stax’s forskellige udtryk.

Om det er southern soul-svamp prikket til af kildrende staccato-horn og en dunkende bas-linje oven på hårdt svingende trommespil. Måske leveret af manden med the blues swing, Anton Fig, der flere gange har arbejdet i Danmark. Han medvirker på flere numre på Fire it Up.

Jeg ved, at at vi er mange, der voksede op med USA brusende i blodet, som de seneste godt og vel fire år har fået et brat wake up call. En spand koldt vand i hovedet. Det var den drøm. Goodbye. Måske har vi bare set det sande USA

”I’m Not Having it” er en sej midtempo blues. Og så er der de småfunky ”Far Away” og ”Out of Love”, der tager imod på dansegulvet, hvor temperaturen i favnen er omvendt proportional med isterningerne i glasset, man efterlader i baren. Ret beset er ”Out of Love” skåret over en håndfuld blues-soulede standardfraser (på Mustang Sally-måden), men hør her: det var Steve og frænder selv, der skrev fraserne og dét nummer har the Booker T-feel. Og Croppers guitarspil er så sprødt og groovy som nogensinde.

Som “Say You Don’t Know Me”, hvor han hans grusede rytmeguitarspil lyder som en hyldest til Chuck Berry. Men der, hvor den nye plade rører mig mest er i ’tunge’ numre som ”Two Wrongs” og “Heartbreak Street”, hvor vi befinder os et sted mellem rythm’n’blues og bigband blues. Det er massivt, og det swinger ad et eller andet meget fjernt sted til.

Jeg ved, at vi er mange, der voksede op med USA brusende i blodet, som de seneste godt og vel fire år har fået et brat wake up call. En spand koldt vand i hovedet. Det var den drøm. Goodbye. Måske har vi bare set det sande USA. Om ikke andet er Steve Croppers nye plade lyden af kulturen, vi forelskede os i.

Der vil altid være musikken.


Steve Cropper: “Fire it Up!”, album


Verdensmestre i kalkerede fraser, riff og omkvæd

I vinteren 1979 lokkede en ven mig med i Odd Fellow Palæet til koncert med Cheap Trick. Det var en heftig oplevelse for mig, der troede, at min tweentids glamrock var død, og her oplevede det genoplivet som en slags symfonisk hard rock. Det talte vi meget om den vinter. Det var lige omkring gennembruddet med livealbummet Cheap Trick at Budokan. Siden har bandet med mellemrum været lidt af en guilty pleasure, når der har været for meget mening og for lidt meningsløshed mellem ørerne.

Så det var med en vis spænding, jeg lagde ørerne til Cheap Tricks nye album In Another World, deres 21.

Og, ja Cheap Trick er stadig uofficielle verdensmestre i kalkerede fraser og riff og omkvæd, der veksler mellem det opulente og oppustede, iklædt muskuløs produktion. Og stadig fornemmer man indimellem irritation, vrede og den sig-selv-nærmest-hed, der fik Kurt Cobain til at kalde Cheap Trick 70’ernes Nirvana.

Tjah, der er stadig noget forbløffende friskt over gruppens udtryk, uanset hvor konstrueret og plat de billige tricks i øvrigt lyder. Men nok ellers mest for fans.

Åbningsnummeret ”The Summer Looks Good on You” lyder som et musikalsk vejkryds, hvor alle lys er grønne, og alskens musikalske strømme derfor brager sammen. ”Quit Waking Me Up” ville ikke engang Nickelback indspille. ”The Party”, der lyder som en 80’er hår(d)rock-temafest, hvor kun de, der ikke var inviteret, dukkede op. Hvorimod “Another World” og “The Party Reprise” fænger med charmerende fadølssvingende hård bluesrock.

I de lyrisk mellow “So it Goes” og “I’ll See You Again” er der tilbageblik mod lyden af rockmusikken i 60’ernes sidste halvdel. I sidstnævnte leger Cheap Trick med Beach Boys på Fleet Foxes og drømmepopmåden. Der er et par udmærkede melodier og en enkelt parafrase over den rock/punk-genre, Cheap Trick og f.eks. Twisted Sister selv skabte.

Lyder det som noget, man har brug for i 2021?

Tjah, der er stadig noget forbløffende friskt over gruppens udtryk, uanset hvor konstrueret og plat de billige tricks øvrigt lyder. Men nok ellers mest for fans.


Cheap Trick: “In Another World”, album


Et Led Zeppelin-kopiband, der ikke spiller Led Zep-numre.

På anbefaling så jeg Greta van Fleet i K.B. Hallen for et par år siden. Der følte jeg mig så godt tilpas, at jeg skyndte mig at lytte til deres nye album.

Et sted langt ude er Greta van Fleet i familie med Cheap Trick. Bandet, der består af tre brødre, Josh, Jake og Sam Kiszka og er opkaldt efter et bysbarn fra deres barndom, er måske det tætteste, man kommer et Led Zeppelin-kopiband, der ikke spiller Led Zep-numre. I hvert fald i begyndelsen for snart ti år siden. Der er betydelig mere musikalsk spændvidde på gruppens nye album. Men stadig er det så retro, som det bliver.

Så det er op og ned. Men er man til kodyl og knæhøj, stor nyprog-lyd, der kunne begå sig i et quadrofoni anlæg, er Greta van Fleets nye plade i lange passager et medrivende bud.

Storladne i stil med Manic Street Preachers, med en insisterende tone som i The Whos kraftfulde approach. Flotte uendeligt lange guitarpassager, som i ”The Weight of Dreams”, hvor de tolv bluestakter flås og vrides i stykker, og det suser, som når endorfiner koger i kroppen. Det får mig til at tænke på Iron Maiden og såmænd også Dizzy Mizz Lizzys ”Alter Ego” fra sidste år.

Anmeldelse, Greta van Fleet, pr-foto
Greta van Fleet, pr-foto

Når vokalen blander sig med orgel i “Age of Machine”. Det er massivt, uimodståeligt. Hele vejen gennem harmoniserer band og sanger ganske fint det manierede og teatralske med det melodiøse og ekspressive. Som i den oprindelige hardrock er et enkelt nik eller to til Tolkien-mytologien, bare album-titlen. Når Josh Kiszka synger “Stardust Chords”, som stod han med fødderne placeret i lavastrømmen i slutningen af ”Kongen vender tilbage” sætter han mig helt af.

Så det er op og ned. Men er man til kodyl og knæhøj, stor nyprog-lyd, der kunne begå sig i et quadrofoni-anlæg, er Greta van Fleets nye plade i lange passager et medrivende bud.

Det er tydeligt, at gruppen har punkteret deres Led Zeppelin-fascination, og søger et nyt udtryk, der både peger frem og tilbage. Lykkes det? Njah. Men processen er værd at lytte til.


Greta van Fleet: “Battle at the Garden’s Gate”, album


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:


PR-fotos.
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Eriksen er musik- og podcastredaktør på POV. Han oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017) og 'Anne, Sanne, Lis - historien om en dansk musikrevolution', der udkom i 2019.

Jan Eriksen er redaktør på podcastmediet Mediano Music.
Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur