To af fodbolddanmarks dengang største personligheder mødte i 1988 hinanden til en snak. Det blev til et af de mest mindeværdige interviews i dansk sportspresse. I anledning af 25-året for Danmarks sejr ved EM i Sverige 1992 bringer POV i samarbejde med TIPS-bladet – for første gang i digital form – den navnkundige sportsjournalist Per Høyer Hansens interview med den senere landstræner Richard Møller Nielsen. Forordet er skrevet af Lars Luplau, der i årene efter Høyer Hansens død var freelancer på TIPS-bladet.
Jeg mødte Per Høyer Hansen to gange i forbindelse med dækning af fodboldkampe. Det var to korte tilfældige møder, og vi udvekslede kun få sætninger.
Flere år senere, når jeg indimellem lagde vejen forbi TIPS-bladets redaktion i Ålsgårde, var jeg imidlertid ikke i tvivl om, at det var Per Høyer, som folk på redaktionen parodierede, når de lagde stemmen i et bestemt leje. Han var død kort forinden, men blev i højeste grad holdt i live af de tidligere kolleger.
Per Høyer var målestokken for, hvor sprogligt sprudlende og essayistisk man som sportsjournalist kunne tillade sig at være; skulle stræbe efter at være. Når han drog til Sverige for at se en dødsyg træningskamp, kunne han i sin reportage beskrive køreturen gennem Sydsverige, som var det en beretning fra udkanten af Laos.
Per Høyer Hansen var ikke den mindste smule bange for at kalde DBU-toppens søvnige elefanter eller de forkælede landsholdstjerner ved rette navn, men var samtidig knivskarp i adskillelsen af sine personlige holdninger fra reportagestoffet
Og han kunne vel at mærke beskrive den del af oplevelsen på en måde, så ingen læsere blev utålmodige og bare gerne ville læse noget om kampen.
I dag tæller dansk sportsjournalistik også mange fremragende skribenter. Men vi venter stadig på en personlighed som Per Høyer Hansen. De nye unge journalister, der i disse år kommer ind i branchen, er ikke vokset op med Høyer som forbillede, men han fortjener i høj grad at blive husket.
Han var ikke den mindste smule bange for at kalde DBU-toppens søvnige elefanter eller de forkælede landsholdstjerner ved rette navn, men var samtidig knivskarp i adskillelsen af sine personlige holdninger fra reportagestoffet.
Interviewet med Richard Møller Nielsen bærer præg af, at Per Høyer bedre end nogen anden i dansk sportspresse havde blik for Richard Møllers kvaliteter. Det var kvaliteter, som gav ham succes med OB, OL-landsholdet, A-landsholdet, og som siden nærmest gjorde ham til nationalhelt i Finland, da han stod i spidsen for deres landshold.
Richard Møller Nielsen – en begavet og seriøs mand
Richard Møller mødte jeg aldrig. Men ud fra de beretninger jeg kan stykke sammen fra folk, der kendte ham, danner der sig ikke desto mindre et klart billede af mand, der konstant blev undervurderet af sine omgivelser.
Han var langt mere begavet, end han blev fremstillet. “Jeg gik kun i skole hver anden dag, men jeg kan jo nok lægge to og to sammen”, som han siger i interviewet. Og frem for alt langt mere seriøs end sit rygte. Den afslappede stemning, som mange så som hans varemærke, var der lige præcis tid til i det tidsrum, der lå mellem afslutningen af en kamp og begyndelsen af forberedelserne til den næste.
Når man taler med spillere, der har arbejdet under Richard Møller, siger de samstemmende, at der blev slået hårdt ned på ethvert tiltag til manglende seriøsitet eller fokus under forberedelserne til en kamp.
De unge spillere kunne dårligt tro, hvad de hørte deres seriøse og godt gifte træner sige. Richard rundede derefter samtalen af med ordene: ”Men vil I så tro det, gutter? Da vi kom op på værelset, så vi’ hun sgu ikke betale”
Michael Hoff, der dengang var kendt under navnet Micky Rasmussen og i starten af 80’erne spillede under Richard Møller i OB, husker engang, da træneren tog fusen på en række unge spillere, der indtil da kun havde oplevet ham fra den seriøse side:
”I sommeren 1983 spillede vi Intertoto Cup blandt andet mod Bohemians Prague fra det daværende Tjekkoslovakiet. Efter udekampen i Prag og et godt uafgjort resultat, fik spillerne lov at indtage alkohol og more sig på hotellets dansegulv, hvor også en del af byens letlevende damer var tilstede.”
“Det var derfor en meget træt lille flok af de helt unge på holdet, som sad på trappen til hotellet og ventede på bussen den efterfølgende morgen. Disse havde aldrig oplevet andet end den seriøse side af Richard, så de troede dårligt deres egne ører, da han satte sig med dem og spurgte: ”Nå, hva’ så, gutter? Fik i gang i no’en af kvindfolk’ne i aftes?”
Det var der ingen af dem, der havde, men Richard fortsatte:
”Nå, men jeg gik da ellers hen til én af dem og spurgte wie viel? Hun svarede 200 Mark, og det syntes jeg da lød meget rimeligt, så jeg tog hende under armen og med hen til elevatoren”.
De unge spillere kunne dårligt tro, hvad de hørte deres seriøse og godt gifte træner sige. Richard rundede derefter samtalen af med ordene: ”Men vil I så tro det, gutter? Da vi kom op på værelset, så vi’ hun sgu ikke betale”.
Om det er første gang, man læser interviewet eller der er tale om et gensyn, så er dagen i dag en god anledning til at få læst med. Vi er tilbage i 1988, da Richard Møller på fornemste vis har bragt vores OL-hold frem til kvalifikation til legene i Seoul, men en skrivebordsfejl om spilletilladelse til Per Frimann sendte Danmark ud i mørket.
Det er ikke svært at læse, at Richard Møller er alt andet end imponeret af DBU’s håndtering af den sag, ligesom han lufter sin utilfredshed med den måde som DBU-toppen har behandlet ham på. Dette skulle blive meget værre i, da DBU to år senere skulle finde Sepp Pionteks afløser.
Richard Møllers betragtninger om kulturen i DBU forekommer på mange måder stadig relevante, og Per Høyers skarpe blik for landstrænerens kvaliteter var set i bakspejlet, en vinkling der gik imod den måde, hvorpå pressen plejede at fremstille Richard Møller. På den måde var Høyer med til at bane vejen for en helt anden og nuanceret pressedækning af Ricardo.
Efter udnævnelsen til landstræner i 1990 fortsatte især TV2 og formiddagsbladene med den meget ensidige vinkling af Richard Møller som kluntet, amatøragtig og småpinlig, men Per Høyer, som på ingen måde var ukritisk overfor den facon, som Richard Møller udførte trænergerningen på, sørgede gennem hele perioden for, at man blot behøvede at slå op i TIPS-bladet for at få et mere balanceret syn på sagen.
Nedenstående interview blev bragt første gang i TIPS-bladet nr. 38 fra 1988 (det gamle interview bringes i sin oprindelige form) og genoptrykt i bogen ”Det’ Høyer – Fodbold med meget mere”, redigeret af Niels Jørgen Larsen og Erland Vendelbo i 2001 kort efter Per Høyer Hansens død.
Gør en god kop kaffe klar og brug jubilæumsdagen på at læse eller genlæse det interview, der på sin vis lagde kimen til, at eftertidens syn på manden bag EM-triumfen i 1992 blev mere nuanceret, og at det i 2017 er tegn på kulturel dannelse at kunne sine Richard Møller Nielsen-citater:
Bitter er noget man drikker
NYBORG, i september 1988
Denne samtale skulle egentlig have fundet sted i Pusan ved det Japanske Hav og have handlet om det danske OL-landsholds deltagelse i den løbende olympiske fodboldturnering i Sydkorea. Nu kom til at finde sted i Nyborg ved Storebælt, og den kom til at dreje sig om andet end OL-mandskabet.
Sådan kan det gå, og ingen ved det bedre end Richard Møller Nielsen, OL-landsholdets træner, der tilmed i forrige weekend led den forsmædelse, at et pludseligt opstået flertal i DBUs bestyrelse tilkendegav, at man ikke ønskede “Ricardo” som afløser for Sepp Piontek.
Den ene skuffelse fulgte altså den anden for den 51-årige fynbo, som under en times snak på Hotel Hesselet tog bladet fra munden.
Laurbær-effekten og skuffelsen i Polen
Hvordan havde du det onsdag den 27. april 1988 om aftenen da Vesttyskland i de sidste sekunder havde udlignet til 1-1 mod Polen i Katowize?
”Jeg troede ikke på noget før dommeren fløjtede af. Polakkerne var jo kommet foran, men jeg tænkte, at det nok skulle passe, at de dummede sig. Det gjorde de så også. Egentlig var det et typisk eksempel på det, Sepp og jeg kalder laurbær-effekten, som stammer fra et gammelt tysk udtryk. Da de var kommet foran syv-otte minutter før tid, brugte alle de bageste alle deres kræfter på at komme op og omfavne og kysse ham, der havde scoret, i stedet for at bruge hvert eneste skridt på at koncentrere sig om at holde føringen.
I løbet af de sidste syv-otte minutter tror jeg, de tabte bolden totalt unødigt syv-otte gange i stedet for at holde den i egne rækker. Den polske træner, som jeg talte med bagefter, var om muligt endnu mere knust end jeg over, at de havde smidt det væk. Men sådan er det i fodbold, hvor man sidder uden at have nogen indflydelse.
Men jeg var ikke allerede i Seoul i tankerne på det tidspunkt, så man kan ikke sige, at det var et slag for mig. Men selvfølgeligt var det kolossalt ærgerligt.”
Hvordan var den hjemtur til Wien, hvor A-landsholdet spillede samme aften?
”Den var lang. Der er langt gennem Czekoslovakiet om natten på de veje. Der var rigtig langt. Men sådan er det, og så må man håbe, at de i andre situationer er os, der får lige det mål til allersidst. Hvis man prøver ikke at komme for højt op, når det går godt, så kommer man heller ikke så langt ned, når det går skidt. Men jeg ærgrer mig først og fremmest over det på spillernes vegne, for de havde virkelig fortjent det.”
De kan lave sjov, men de har det, jeg sætter stor pris på: At når det er alvor så er det sagomelmig alvor. Det har været en utrolig dejlig tid med så mange humørfyldte spillere. Men når det var alvor, så var det bitter alvor, og det har altid været min livsstil. Bagefter kunne vi godt lave noget sjov
Har du på noget tidspunkt mærket en reaktion hos spillerne på Frimann-sagen?
”Det er klart, at i de første kampe efter kom der sådan en håbløshed over os allesammen, men da viste truppen sin klasse ved at sige: OK, det er sket, og så må vi gøre, hvad der er menneskeligt muligt for at rette det. Det viste hele flokkens kvaliteter. De har været superfornuftige og sagt, at der må være sket menneskelige fejl, og så må vi altså derudaf igen.”
Håbløsheden mærkede du vel kun udenfor banen?
”Der var en vis modløshed over os allesammen, og det er også helt klart, at det havde en vis indflydelse på kampen i Århus, som vi tabte mod Vesttyskland. Men jeg vil ikke sige, at nogle spillere kunne have gjort mere ved det, end de gjorde i den kamp.”
Havde den situation, der opstod efter kampen i mod Polen i Sczcezin med de to fradømte points nogen indflydelse på dit taktiske oplæg til kampen mod Vesttyskland i Århus?
“Det havde det, for vi var nødt til at satse mere, end hvis vi havde stået i den anden situation, og havde kunnet nøjes med eet point i de to kampe mod vesttyskerne. Vi havde kunnet gå mere roligt til det, for vi vidste på forhånd, at det ville blive kolossalt vanskeligt i Tyskland.
Apropos de taktiske oplæg: Du har i hvert fald i manges øjne et vist ry for at være en defensivt orienteret træner. Jeg husker, du engang blev skældt meget ud for en meget forsigtig taktik i Obs Europa Cup-kamp mod Liverpool. Hvordan ser du selv på det?
”Jeg opfatter det sådan, at hvis man i kortspil har rigtigt gode kort, så kan man bare spille dem fra toppen. Men hvis man ikke har så gode kort, kan man komme i situationer, hvor man må prøve at gardere sig og vente, til der kommer nogle blottelser, hvis man har et hold, hvor det passer godt.
Det talte man også om, da man efterhånden var træt af, at OB i en lang periode lå i spidsen. I slutningen af halvfjerdserne og i begyndelsen af firserne kom der lidt i det, men alligevel var vi i mange situationer det mest scorende hold, og vi har ofte haft topscoreren – Allan Hansen, John Eriksen flere gange og Vilhelm Munk. Det målregnskab OL-holdet sluttede med, må da een gang for alle aflive al snak om en defensiv holdning.”
Ånden på OL-holdet og dets store muligheder
Ikke desto mindre vil jeg gerne citere dig for noget, du vist har sagt: Ingen træner ved sine fulde fem spiller i dag med mere end to angribere. Alligevel udviklede du på OL-holdet et 3-4-3-system.
”Det er rigtigt, at jeg har sagt det, men det har jeg egentlig gjort for at lave sjov med mig selv. Jeg tror, jeg i tresserne var den sidste 1. Divisionstræner herhjemme, der kørte med tre mand i front, men knap så smidigt som vi gør det i dag, og som vi fx brugte på OL-holdet i Osnabrück.
Da vi blev mestre i 1982, sagde man også, at vi spillede defensivt. Men på det tidspunkt spillede vi i princippet med to forsvarsspillere, mens resten var fødte midtbanespillere eller angribere, som vi havde tre af. Det synes jeg modbeviser meget af det andet.”
Man har haft en klar fornemmelse af, at spillerne på dit OL-hold trivedes godt med hinanden. Udviklede der sig i løbet af den turnering et specielt sammenhold?
”For det første kendte langt de fleste af spillerne hinanden godt fra U 21-holdet, hvor vi havde haft dem i forskellige træningssammenhænge. For det andet kom der en formidabel god tone ind på holdet, jo flere gange vi kom sammen. Forstået på den måde, at den flok er i hvert fald ikke kedelig at være sammen med.
De kan lave sjov, men de har det, jeg sætter stor pris på: At når det er alvor så er det sagomelmig alvor. Det har været en utrolig dejlig tid med så mange humørfyldte spillere. Men når det var alvor, så var det bitter alvor, og det har altid været min livsstil. Bagefter kunne vi godt lave noget sjov.”
Kunne eller kan det OL-hold blive lige så godt, som EM- eller VM-holdet var?
”Dér var et godt spørgsmål. Nu må vi jo være lidt realistiske, for da vi rejste til Mexico i 1986, kan du huske, hvor mange spillere der spillede på mesterhold ude i Europa. Og de var ikke bare medløbere, men spilbestemmende på deres hold. Det vil nok være eufori at sige, at OL-spillerne kan blive lige så gode.
Men dermed ikke sagt, at den flok som hold ikke kan blive lige så gode. Det var jo en helt fantastisk perlerække af topspillere i Europa, man havde på det tidspunkt. Det er det ikke lige her og nu, men de nye har så andre kvaliteter, der i kraft af en utrolig opofrelsesvilje over for hinanden giver et kollektiv, som er forbandet svært at spille imod. Derfor tror jeg, at det hold kan opnå lige så store resultater, som de andre kunne, selv om de ikke er så store individualister.
Pinsedag om aftenen ringede jeg Carl Nielsen op og spurgte ham pænt og høfligt, om de ville give mig fri. Jeg græd med det ene øje og smilede med det andet, for han sagde til mig, at det ville de ikke, for de var så tilfredse med mit arbejde, og de vidste ikke, hvad der ville ske efter EM
Hvad ville deltagelse i OL-slutrunden i Sydkorea have betydet som en slags VM-træningslejr?
“Helt kolossalt. Rundt omkring i verden er der altså mange gode fodboldhold – det være sig kinesere, og hvad ved jeg – og det ville have været en fortræning til VM-kampene, som ville have hærdet dem kolossalt internationalt. Vi har haft det held, at vi har været med i nogle turneringer som Kings Cup i Bangkok, hvor det var helt imponerede, hvad de præsterede. Men kunne vi have været i Sydkorea med John “Faxe”, Flemming Povlsen og Claus Nielsen, havde det været en forberedelse helt uden lige.”
Et tilbud fra Grækenland og et vink fra DBU
Du fik et tilbud fra Grækenland?
“Efter den sidste OL-kvalifikationskamp mod Polen i Århus fik jeg en henvendelse dernedefra, som der både var en stor sportslig udfordring i, samtidig med at det økonomisk var et lukrativt tilbud. Jeg gjorde dem opmærksom på mine kontraktforhold med DBU, som jeg er knyttet til to år endnu, men de spurgte mig om mulighederne for at blive frigjort, når EM var ovre.
Pinsedag om aftenen ringede jeg Carl Nielsen op og spurgte ham pænt og høfligt, om de ville give mig fri. Jeg græd med det ene øje og smilede med det andet, for han sagde til mig, at det ville de ikke, for de var så tilfredse med mit arbejde, og de vidste ikke, hvad der ville ske efter EM.
De havde ligesom givet Sepp grønt lys, så hvis der kom et tilbud mere, ville de give ham fri, og så var det helt naturligt, at jeg skulle overtage det. Derfor kunne han ikke give mig fri, og det så jeg intet forkert i, for der er en kontrakt. Så jeg sagde til grækerne, at der ikke kunne blive noget ud af det.
Men efter en halv time ringede de op igen og sagde, at de ville betale, uanset hvad det kostede at få mig fri. De ville rejse herop med det samme for at bevise, at det var seriøst. Tirsdag morgen tog jeg til København, og Carl Nielsen sagde igen, at det ville blive meget dyrt, men at det ikke havde så meget med penge at gøre, fordi hvis Sepp rejste, stod man uden noget.
Der er stadig ingen dårlige følelser over for DBU på grund af det, for vi har en skriftlig kontrakt, og det er helt i orden, at de fastholder mig på den. Så skulle jeg have ladet være med at lave så lang en kontrakt. Lad mig slå fast, at der ikke er noget som helst om, at jeg er skuffet over, at jeg ikke blev landstræner. DBUS bestyrelse er dog i sin gode ret til at sige, at man ønsker, Sepp skal være det.
Men jeg indrømmer, at jeg er dybt skuffet over og føler mig tilsvinet over, at man siger, at man ikke har nogen, der er kvalificeret til at overtage det. Til Sepp har man på et tidligere tidspunkt sagt, om han ville se sig om og ligesom forberede, at de havde en afløser, hvis han en dag rejste. Sepp har peget på mig som den, der bedst kunne gøre det, og jeg tillader mig at anse hans evner til at kunne vurdere det som bedre end DBUs bestyrelse.
Jeg synes ganske enkelt, det er noget svineri at sige, at man ikke har nogen kvalificeret afløser. Men det er ikke noget, der ødelægger mit humør på nogen som helst måde. På Fyn har vi et ordsprog, der siger, at et godt stort fynsk bøgetræ ikke taber så meget som et eneste blad, fordi et svin gnubber sig lidt op ad stammen.”
Jeg ville aldrig afløse, hvis Sepp blev fyret
Du siger, at DBUs bestyrelse har givet udtryk for, at man ikke har nogen kvalificeret afløser for Sepp?
“Carl Nielsen sagde i radioen forrige søndag, at grunden til, at man ville have penge var, at man ikke havde nogen kvalificeret afløser i øjeblikket, så man skulle hen og købe en anden fri. Og Hans Bjerg udtalte til et blad, at det var årsagen.”
Det ligner vist ellers ikke Carl Nielsen at lægge navn til sådan en udtalelse?
“Han sagde det i radioen til hele den danske befolkning søndag eftermiddag. Og det er det, de giver som grund. Hvis de kunne få fem millioner, ville de godt have ladet Sepp gå, for så havde de haft penge til at købe en kvalificeret afløser fri.”
Indtil det sker, må du have fået et vink om, at holdningen i bestyrelsen var positiv til, at du efterfulgte Sepp?
“Jeg kan fortælle dig lige præcis, hvad det skete: I lørdags for otte dage siden kom Sepp hjem til mig og forelagde mig det hele, sådan set som færdige kendsgerninger. Han mente, at det hele var i gode hænder, og at jeg -nu bruger jeg hans egne ord – faktisk kendte det nye hold bedre end ham, og jeg kendte vores VM-puljemodstandere mindst lige så godt som ham i kraft af OL og turneringer i Indien ogsåvidere. Som han vurdere det, kunne han ikke forestille sig, at der ville komme problemer med DBU. Sepp og jeg har haft et helt utroligt godt samarbejde, og det hænger sammen med to ting:
Den ene er at Sepp har været lige præcis modsat af DBUs sekretariat. Derinde har man – og det var det, der i bund og grund gav OL-affæren – hele tiden passet på, at ingen blev dygtigere end en selv. Man har næsten haft det indtryk, at de nogle gange er gået ud på toilettet for at åbne posten, for at ingen skulle se, hvad der var i.
Jeg siger det, som det er. OK, det sker ikke kun i DBU, men i masser af firmaer, hvor man hele tiden passer på, at dem nedenunder ikke bliver dygtigere end en selv. At man ikke giver for mange oplysninger fra sig…Dér har Sepp været helt utrolig. Der er ikke foregået een ting, uden han har orienteret mig om det. Han har været helt formidabelt åben. Han har lige præcis gjort det, de dårlige erhvervsledere ikke gør.
Det var den ene ting. På den anden side har jeg haft den helt præcise og kontante indstilling, at i det tilfælde, Sepp kom og sagde, at han ville prøve noget nyt, så var jeg – hvis jeg blev spurgt – 100 procent klar til at gå ind. Jeg var ikke et sekund i tvivl om mine egne evner til det.
Men i det tilfælde, at Sepps kontrakt var udløbet, og man spurgte mig – eller endnu værre: at vi havde tabt nogle landskampe, og man sagde til Sepp, at han skulle stoppe – så ville jeg aldrig nogensinde træde til. Sepp har hele tiden vidst, at hans ryg var dækket 100 procent.
De to forhold har bevirket, at vi har kunnet arbejde sammen og køre den rigtige vej.”
Du ville altså aldrig tage over, hvis DBU på et tidspunkt ville fyre Sepp?
“Aldrig!”
Hvorfor ikke?
“Fordi man i de fleste situationer her i livet skal prøve at sætte sig på den anden side af bordet i andre menneskers sted. Hvis man arbejder med noget, og der er en bagfra, man ikke 100 procent kan stole på, så kan man ikke have med det at gøre. Det ville jeg ikke bryde mig om. Sepp ved – og det ved han stadig, for det her har ikke ændret sig en klap – 100 procent, hvor han har mig. Derfor kunne det her også have været helt gnidningsløst.”
Lærdom om nogle mennesker og de fynske fjender
Drager du nogle personlige konsekvenser af det, der skete i den weekend?
“Nej, det gør jeg ikke. Man har lært noget om nogle mennesker. Det opdager man i sådan en situation. Som jeg altid har gjort, vil jeg bestræbe mig på at lave mit arbejde 100 procent og opfylde min kontrakt til punkt og prikke. Der røres intet ved det.
Du er fynbo og har været mange år på Fyn og trænet OB i mange år. Du må have pådraget dig nogle fjender herovre?
“Ja, det har jeg jo…”
Har du nogensinde oplevet, at din fynske herkomst har været en international begrænsning?
“Nej. Det kan måske være, at DBU tænker, at “han er kun fynbo”. Da jeg overtog træningen i Esbjerg efter Rudi Strittich fortalte en af lederne mig, at spillerne derovre hellere ville hoppe, når der blev sagt “Hup” end når der blev sagt “Hop”. Dengang lå der lidt i det.
Men jeg har været heldig i utrolig mange sammenhænge med OB, hvor vi havde en god spillerstab, så vi kunne deltage i en masse, både Toto og Europa Cup, og jeg har været utrolig meget omkring med u 21-holdet, og jeg har været afsted alene. Så internationalt føler jeg det overhovedet ikke som noget handicap, at jeg er fynbo
Men jeg har været heldig i utrolig mange sammenhænge med OB, hvor vi havde en god spillerstab, så vi kunne deltage i en masse, både Toto og Europa Cup, og jeg har været utrolig meget omkring med u 21-holdet, og jeg har været afsted alene. Så internationalt føler jeg det overhovedet ikke som noget handicap, at jeg er fynbo.”
Kan det være et handicap i den forstand, at Odense jo på mange måder er en lille by med nogle rivaliseringsforhold, man måske har haft svært ved at sætte sig ud over. Nu tænker jeg på dit konsulentjob i B 1909 efter så mange år hos ærkerivalerne?
“Jeg ved ikke, om vi skal komme ind på det…”
Det bestemmer du.
“Jeg gik kun i skole hver anden dag, men jeg kan jo nok lægge to og to sammen.”
Jeg gik ud i haven, da tyskerne spillede i OL
Ser du fodbold i TV for tiden?
“Det kniber med at gøre det. Det er ligesom, jeg helt har barberet det væk. Jeg havde muligheden for at se Tyskland-Kina den anden dag, men jeg gik altså ud i haven i stedet for. Men det kommer igen…”
Er bitter stadig kun noget, du drikker?
“Ja, jeg er ikke bitter. Det kan jeg ikke bruge min tid på at være.”
Men du har vel brugt noget tid på at føle med de spillere, som nu – bla. på grund af FIFAs beslutning om at reducere OL til U 23-turnering – har mistet deres sidste olympiske chance?
“Man aner ikke, hvad FIFA i sidste instans når at handle sig frem til. I øvrigt mener jeg, at FIFA ikke er uden skyld i det, der skete. Først laver de nogle regler, og et halvt år efter laver de reglerne om. Listen med spillere har de haft ti dage før, og hvorfor skal de det, hvis de ikke løber navnene igennem og ser på spilleberettigelsen?
Da man i DBU hørte fra polakkerne, skyndte man sig at kontakte FIFA. Måske skulle man have ventet, til der var kommet en officiel protest fra Polen og så have sagt, at det vil vi ikke acceptere, fordi FIFA har haft listen. Det er ikke sikkert, der var blevet ændret noget ved det…”
Vi opnåede intet ved at melde os selv?
“Nej, vi var kun til grin. Der kan man sige, at vi har disponeret forkert.”
Vi har været for pæne?
Ja, måske. Omkring OL-holdet var der fra starten ingen forventninger fra DBU, pressen, publikum eller tilhængerne. Men de spillere, der har givet Danmarksturneringen et lift, beviste noget andet. Derfor er det ekstremt synd for dem, og dem har jeg medlidenhed med. Selvmedlidenhed gider jeg ikke bruge min tid på.
Topfoto: Omslaget til “Det’ Høyer -fodbold med meget mere” med de bedste Per Høyer Hansen-artikler fra TIPS-bladet og en god kop kaffe. Foto: Clara L. Castelão
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
