POLITIK // ANALYSE – Sygemeldte Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen bliver skamskudt i en ny popularitetsmåling i Berlingske. Han ligger helt i bund, mens hans midlertidige afløser, Troels Lund Poulsen, er helt i top.
“Jeg begyndte nærmest at hyperventilere, da jeg så den,” lyder kommentaren fra Berlingskes politiske redaktør Bent Winther om Gallup-målingen fra Kantar Public, hvor danskerne er blevet bedt om at fælde dom over SVM-regeringens ministre.
“Det er meget, meget opsigtsvækkende, at vi efter godt tre måneder med SVM-regeringen er endt i en situation, hvor Mette Frederiksen og Jakob Ellemann bedømmes ringest af vælgerne. Og at Troels Lund Poulsen samtidig er regeringens mest populære minister. Det er næsten ikke til at begribe,” tilføjer Bent Winther.
Jeg vurderede allerede 22. februar på POV, at Troels Lund Poulsen bliver ny formand for Venstre.
Målingen bekræfter denne vurdering.
Tidligere Liberal Alliance-minister Mette Bock beskriver i Jyllands-Posten Venstres øjeblikkelige dilemma:
“Vender Jakob Ellemann tilbage til politik, skal han være indstillet på flere bank og nye ydmygelser.
Der er lang vej til Venstres tidligere storhedstid. Partiet er ikke længere det største dyr på savannen, men et lille æsel, der betragtes som det svageste led i regeringstriumviratet.
Vælger Ellemann at forlade politik, skal Venstre finde ny formand og gøre op med sig selv, om partiet vil forblive i regering. Det har ikke blot afgørende betydning for Venstre, det kan også omkalfatre dansk politik.”
Det var et meget kraftigt svigt af et valgløfte, og mange Venstre-folk kan stadig ikke forstå det
Ekstra Bladet skriver i en leder:
“Mette Bock rammer plet. Venstre står ved en skillelinje, og Jakob Ellemann skylder ikke mindst sit parti – og vælgerne – at give lyd fra sig igen.
Og denne gang med en konkret vurdering af, hvornår han regner med at være tilbage, eller om han nedlægger sine poster. Efter to måneders sygeorlov burde det være muligt at give et nogenlunde kontant svar.”
Vælgerne har opdaget ham
Troels Lund har kæmpe magt internt i Venstre, hvor han har spillet en hovedrolle i de strategiske overvejelser, partiet har gjort sig, siden Lars Løkke blev statsminister i anden periode.
Men det er ikke gået op for vælgerne, og ved valget i 2015 var Troels Lund lige ved ikke at blive valgt til Folketinget. Han fik kun 5.031 stemmer, halvdelen af, hvad han fik ved forrige valg, og fik lige det fjerde og sidste mandat i Østjyllands Storkreds med det yderste af neglene. Han var 304 stemmer fra at blive slået af den relativt ukendte Fatma Öktem.
Nu har vælgerne åbenbart opdaget ham. Han besøgte også for nylig sin kollega i Ukraine og så bl.a. en kampvogn, som han blev bedt om at vurdere.
“Den er nok ikke optimal. Den er jo russisk,” lød det med et skævt smil.
Siden valget har flere end 50.000 utilfredse Venstre-vælgere vendt ryggen til den sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen og hans vikar, Troels Lund Poulsen, til fordel for Liberal Alliance
Ellemann ligger derimod helt i bund i målingen. Han får ikke engang sympatistemmer. Og det må blive læst med ret stor fortrydelse hjemme i Birkerød.
Siden valget har han knoklet nat og dag for at få mest mulig politisk indflydelse, i øvrigt sammen med Troels Lund Poulsen. Og de var enige om at gå i regering med Mette Frederiksen.
Men det var et meget kraftigt svigt af et valgløfte, og mange Venstre-folk kan stadig ikke forstå det.
Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) skrev på Facebook, at Troels Lund og Stephanie Lohse tager på Danmarksturné, og blandt svarene var disse:
“Er ikke forvirret, er bare i chok over, at de lyver deres vælgere op i deres åbne ansigt.”
Og:
“Sørgeligt, at I har løjet for danskerne.”
Der var dog også én, der skrev:
“Aftenen efterlod et meget tilfreds bagland. Jeg var helt opstemt, da vi kørte hjem.”
Men Venstre er i dyb krise. Siden valget har flere end 50.000 utilfredse Venstre-vælgere vendt ryggen til den sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen og hans vikar, Troels Lund Poulsen, til fordel for Liberal Alliance, skriver Altinget.
Venstre står til at miste fem pladser i Folketinget, fordi partiet nu står til 10,2 procent, som kun udløser 18 mandater.
Det viser Altingets nye kvalitetsvægtede snit af målingerne i februar, som er udarbejdet af professor og valgforsker Kasper Møller Hansen.
I nogle målinger ligger Venstre lavere og mister syv mandater.
Venstre mister 13 pct. til Liberal Alliance, syv pct. til Konservative, syv pct. til Moderaterne og fem pct. til Danmarksdemokraterne, skriver dr.dk.
Formand eller forsvarsminister
Stephanie Lohse siger, at Jakob Ellemann har det meget bedre.
“Han har det meget, meget bedre, og det er jo gode nyheder. Men det er ikke sådan, at vi kommer til at sætte en dato på og sige, at så kommer han tilbage på et eller andet bestemt tidspunkt,” sagde hun på mødet i Sorø.
Men det er ikke nok for Christiansborg og politik-nørderne. De vil gerne have et cirka-tidspunkt.
Sagen er, at hvis Ellemann kommer tilbage som både formand, vicestatsminister og forsvarsminister, får han meget travlt. Desuden vil medierne være meget optagede af, hvordan han arbejder og reagerer på stort og småt.
Det kræver altså mere end et normalt job, og det er jeg ikke sikker på, at han kan. Det er jeg ikke sikker på, at han er i stand til. Jeg er heller ikke sikker på, at han har lyst til det
Michael Kristiansen til 24Syv
Det vil i sig selv lægge et større pres på Ellemann, end der var før hans sygemelding.
Hjemme i Birkerød er han gift med sin anden kone, og de har en fireårig søn, som også gerne vil se sin far.
En løsning kunne være at opgive formandsposten og fortsætte som forsvarsminister.
“Jakob Ellemann-Jensen bliver nødt til at vælge, hvor han vil bruge de kræfter, han har, efter sin sygeorlov. Vil han være formand eller forsvarsminister? Vælger Ellemann-Jensen det, der formentlig ligger hans hjerte nærmest – at være Danmarks forsvarsminister i en tid med historisk oprustning og krig i Europa – skal Venstre snart have en ny formand,” siger Bent Winther til Berlingske.
Tidligere rådgiver for Anders Fogh Rasmussen (V) Michael Kristiansen er enig:
“Jakob Ellemann-Jensen skal ikke kun være formand for Venstre, han skal også være en potentiel statsministerkandidat, og det er allerede i forvejen lidt besværligt med den udvikling, det har taget.
Så hvis han skal komme tilbage, skal han komme tilbage og tro på det, og han skal komme tilbage og lægge de timer, som det kræver. Og det kræver altså mere end et normalt job, og det er jeg ikke sikker på, at han kan. Det er jeg ikke sikker på, at han er i stand til. Jeg er heller ikke sikker på, at han har lyst til det,” siger Michael Kristiansen til 24Syv.
Sandsynlige bud på ny formand
Vælger Ellemann at forlade politik, skal Venstre finde ny formand og gøre op med sig selv, om partiet vil forblive i regering.
I givet fald skal der afholdes ekstraordinært landsmøde i Venstre, hvor de delegerede skal vælge ny formand.
De sandsynlige bud er:
TROELS LUND POULSEN: Mit bud, han har klaret vikariatet godt, er en dygtig politisk strateg og kender Venstre godt.
STEPHANIE LOSE: Nuværende næstformand og fungerende økonomiminister. Hun har vist politisk finesse, men sidder ikke i Folketinget, og mangler noget erfaring.
SØREN GADE: Han er en kæmpe stemmesluger og burde nok have været formand i 2014. Nu er han fyldt 60 år og er formand for Folketinget, så interessen for at overtage den synkende skude er næppe stor. I øvrigt er han og Troels Lund gode venner, så de stiller næppe op mod hinanden.
Sophie Løhde er også en mulighed. Hun har haft forskellige ministerposter, men hun er en hård negl og har fået interne modstandere. Hun har tidligere været kæreste med Troels Lund.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her