OPERA // ANMELDELSE – Richard Strauss’ og Hugo von Hofmannsthals psykodrama om den mentalt indespærrede kongedatter, Elektra, der vil hævne mordet på sin fader, fremføres med et nutidigt tvist, der både er tro mod værket, men samtidig også driver fortolkningen af operaen ud i det ekstreme.
De græske gudedramaer er kendetegnede ved uhæmmede passionshandlinger og grader af hævngerrighed, der forekommer grænsende til det usandsynlige, når de tænkes ind i et jordisk menneskeliv. Netop derfor er de sande gudedramaer og tilhører en anden allegorisk verden. Men samtidig kan de stadig belære os om det jordiske menneskelivs skjulte og iboende drifter af både gode og onde beskaffenheder.
Det var den schweiziske psykolog Carl Gustav Jung, der fremlagde en af de mest velkendte teorier om pigers psykoseksuelle udvikling, som betegnes ”Elektra-komplekset”. Han var her primært inspireret af historien og symbolikken i den græske myte om kongedatteren Elektra. Hans teori blev nærmest en parallel til Freuds ødipuskompleks og betegner pigens ønske om at slå moderen ihjel for at kunne gifte sig med sin far.
Elektra er i mytologien datter af kongen i Mykene. Hun udarbejdede sammen med sin bror Orestes en sofistikeret plan for at hævne mordet på deres fader, myrdet af deres moder og hendes elsker.
‘Elektra’ forandrede den ganske operaverdens idéer og begreber om sangligt drama
Mange moderne forfattere har set noget dybere og langt mere komplekst i Elektra-figuren end skildringen i Euripides’ oprindelige græske tragedie, der igen er baseret på Sofokles’ fortælling over samme tema.
Hugo von Hofmannsthal var en af de mest markante moderne Elektra-skildrere. Hans gendigtning i 1903 om den blodtørstige kongedatter er holdt i en højtsvungen sprogtone, der på trods af sin unaturlige taleform alligevel flyder let og besidder mange smukke og samtidig rædselsvækkende scener og fremstår som et sandt ur-mareridt.
Dramaet fascinerede hurtigt Richard Strauss og sammen omformede de to i 1909 dramaet til en opera, der ved urpremieren i Dresden samme år på mere end en måde forandrede den ganske operaverdens idéer og begreber om sangligt drama.
Levende døde
Temaet om mordhævn anslås fra allerførste øjeblik af den sociopatiske Elektra (Lise Lindstrom), når hun er alene med sine tanker, eller når hendes lidt enfoldige søster Chrysothemis (Elisabet Strid) bønfalder hende om at opgive hævnplanen. Samspillet mellem de to søskende fungerer dramaturgisk overmåde stærkt på grund af skildringerne af disse martrede kvindesjæle, der agerer med diametralt modsatte reaktionsmønstre.
Omkring Elektra smyger dramaets andre aktører sig som skygger, der ligesom lister omstændighederne frem foran os. Moderen Klytaimnestra (Violeta Urmana) står ligeledes som en ren kvindelig inkarnation af ondskabens rænkespil, men mærkeligt nok uden at vi for alvor kommer til at forstå hendes dybeste bevæggrunde for mordet på ægtefællen. Dem kender vi fra mytologien, men ikke fra operaen.
I forestillingens sterile salonmiljø bor der tydeligvis kun levende døde, og denne scenografiske ramme fungerer derfor fint som et fast greb om dramaets uforudsigelige forløb
Hofmannsthals og Strauss’ udlægning af hovedpersonernes motiver ligner derfor mest af alt en søvngængeragtig fremstilling af en tid, som de agerende ikke rigtig passer ind i. I den aktuelle opsætning af Dmitri Tcherniakov understreges dette ved, at personerne sidder i de gamle fine møbler, deres forældre har overladt dem, alt imens de alle med flossede nerver skuer lige lukt ind i den identitetskrise, som hele det datidige wienerske samfund var sunket ned i gennem borgerskabets utidssvarende efterligninger af fortidens myter og antikkens arkitekturidealer.
Scenografisk understreges denne fortolkning af det velhavende overklasseinteriør, vi ser foran os: Store rummelige saloner udstyret med smagfulde værdigenstande, der samtidig er blottet for ægte kunstværker eller levende gevækster i form af overdådige blomster i vinduerne eller de obligate palmer langs panelerne, som et hjem af denne kaliber ellers ville kunne formodes at være udstyret med.
I forestillingens sterile salonmiljø bor der tydeligvis kun levende døde, og denne scenografiske ramme fungerer derfor fint som et fast greb om dramaets uforudsigelige forløb.
Plads til mere indadvendthed
Elektra dyrker som en fetich sin afdøde fars legeme ved brug af en dukke, som iføres hans klæder, hvilket giver hendes kvindefigur en personlighedsforstyrret dimension og udvikler den oprindelige græske gudetype, der ligger til grund for personen.
Opsætningen flopper dog imod slutningen med en lidt for smart (over)fortolkning af nærmest Alfred Hitchcock’ske dimensioner, hvor den hjemvendte Orestes viser sig i virkeligheden at være en gal seriemorder, hvilket meddeles os over tekstmaskinen som ”Breaking News”, inden han på scenen med koldt blod udrydder hele familien, der tror, han er den hjemvendte søn.
Allerstærkest står måske Violeta Urmana som den hadefulde moder, der altid er et skridt foran de andre, men til sidst indhentes af sin egen hævngerrighed
Lise Lindstrom bærer forestillingens titelparti uhyre sikkert, men samtidig er der ikke altid nok plads til partiets mere subtile klanglige schatteringer, idet det langt hen ad vejen foregår i et volumen, der forekommer forceret og ude af dimension med dramaets handlingsgang.
Bedst og sangligt mest gribende står hendes møde med den hjemvendte broder. Stærkt står også Elisabet Strid som søsteren, der bevæger sig konstant i spændingsfeltet mellem søstersolidaritet og loyalitet overfor den dominerende moder.
Allerstærkest står måske Violeta Urmana som den hadefulde moder, der altid er et skridt foran de andre, men til sidst indhentes af sin egen hævngerrighed. Hun gestalter rollen med formidabelt nærvær. Også Johan Reuter som den hjemvendte søn/seriemorder har autoritet og isnende kulde, da vi til slut forstår, hvor det i opsætningen bærer hen.
Men musikken rummer alt lige fra det skærende voldsomme og frastødende til det intimt sublime, og kapellet under Thomas Søndergaards ledelse leverer store indsatser. Men igen forekommer det akustiske niveau og volumen i lange stræk for ensartet og udifferentieret.
Der er mere plads til indadvendthed i Strauss’ partitur, end der her tilbydes os.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
