EGYPTEN // REPORTAGE – I Kairos glemte bydel Manshiyat Naser – kendt som Garbage City – lever tusindvis af koptiske kristne et liv omgivet af affald, fluer og fattigdom. Her er hænder slidte af hårdt arbejde, og håbet om en bedre fremtid presses af social ulighed, økonomisk krise og religiøs marginalisering.
KAIRO – En hånd kan sige meget om et menneske. Konturerne af fingrenes led, neglenes hårdhed, de fremstående blodårer, som snor sig om hinanden. I Manshiyat Naser i Kairos periferi er hænderne hårde.
Bydelen går i folkemunde under navnet Garbage City. Hertil fragtes der hver dag næsten 7.000 tons af Kairos affald. Så sorteres det, bearbejdes og sendes tilbage ud i det egyptiske samfund.
”Vi genbruger næsten 100 procent af alt materiale, som kommer herind. Det er der næsten ingen andre steder i verden, der gør,” fortæller Minna Recq, som lever af at omsmelte plastikaffald.
Alligevel er området et af Kairos fattigste. På seks kvadratkilometer lever 140.000 hovedsageligt kristne indbyggere i et gadebillede, der domineres af døde rotter, grise og uendeligt mange fluer. Det er en livsnerve for opretholdelsen af en fungerende hovedstad. Men dets beboere lever på bunden af det egyptiske samfund, som 14 år efter revolutionen er presset. Økonomisk og socialt.
”Vi bliver ikke respekteret, og livet herude er hårdt. Jeg elsker Manshiyat Naser, men hvis jeg får børn, ønsker jeg, de skal kunne indånde frisk luft. Ikke som her,” siger Minna Recq med armene begravet i resterne af gamle plastikposer.
Han viser sine hænder frem. Tydeligt mærkede af at omsmelte plastikposer 12 timer om dagen kroger hvert led lidt til siden. Og hver fingerspids’ mørke olierester vidner om, at det har været hans arbejde i 11 år.
Et presset Egypten
Når det kommer til menneskerettigheder, oplever Egypten i disse år tilbagegang på flere punkter. Senest blev præsident Abdel Fattah Al-Sisis største politiske rival, Ahmed Tantawi, fængslet i februar. Den tidligere journalist har i mange år krævet større respekt for de grundlæggende borgerrettigheder, og i 2023 meldte han sig som kandidat til præsidentposten. Sagen blev rejst i FN, og blandt regimets mange tilsidesættelser af de demokratiske grundværdier påpeger Freedom House i sin redegørelse fra i år de koptiske kristne som en befolkningsgruppe, der har oplevet en særlig grad af diskrimination i 2024.
Derudover lider også det egyptiske pund. Med en inflationsrate på næsten 25 procent i september 2024 er det for mange egyptere svært at få hverdagen til at hænge sammen. I Manshiyat Naser ses den udvikling stærkere end andre steder i Kairo.
”Manshiyat Naser er hele mit liv, men det er umuligt at leve ordentligt. Jeg arbejder seks dage om ugen, men det er end ikke nok til de mest basale varer,” fortæller Minna Recq.
Blandt fluerne, plastikken og lyden af konstant arbejde slår han ud med hænderne. Han tjener 400 egyptiske pund på en arbejdsuge. Cirka 50 danske kroner.
”Det er alt for lidt. Jeg drømmer om at få en kone og en familie, men det er slet ikke muligt nu,” fortæller han.
Bydelen er tydeligt plaget. Som det resterende egyptiske samfund har den generelle levestandard det svært. I Manshiyat Naser har den det blot endnu sværere.
Her eksisterer en høj grad af analfabetisme, og livet mellem områdets evindelige affaldsbunker fører også til alvorlige helbredsproblemer. Børnedødeligheden er på 24 procent, og luftforureningen i bydelen er tydelig.
”I Manshiyat Naser er der ingen lyspunkter. Her lugter, her er beskidt, og vi har fluer overalt. Det eneste, vi har, er vores tro,” fortæller Christine Sami.
Selv har hun aldrig gået i skole. Hun står i sit hjem, mens hun fortæller om sig selv. Lige uden for døren grynter otte grise. De er hjemmets mest værdifulde beboere og altafgørende for deres overlevelse. Hun peger over mod det ene hjørne af rummet.
”Derovre fødte jeg min ældste datter. Ingen af mine to døtre skal opleve det samme liv, som jeg har haft. De skal være frie, de skal gå i skole og lære at læse,” siger hun.
62 procent af alle kvinder i Manshiyat Naser har aldrig gået i skole. Christine Sami er en af dem. Hun blev giftet væk som 14-årig og har aldrig lært at læse eller skrive.
En kristen minoritets levevej
De koptiske kristne indbyggere kom oprindeligt til bydelen i 1970’erne fra det sydlige Egypten. I jagten på bedre levevilkår søgte de mod metropolen Kairo. Men i et land med 90 procent muslimske indbyggere har den koptisk-kristne kirke i Egypten historisk haft det svært. Det resulterede i, at den voksende hovedstads affald blev de kristne tilflytteres levevej.
Stedet emmer af kristendom. Kristusfigurer hænger på hvert gadehjørne. Kors er mejslet ind i beboernes hud. Og Gud takkes konsekvent for livet. Men Det Arabiske Forårs forhåbninger om et nyt Mellemøsten er blevet erstattet af en tilværelse, hvor fremtiden ikke strækker sig længere end til det næste måltid.
”Jeg vågner meget tidligt. Klokken syv. Otte måske. Og så begynder jeg at arbejde. Det fortsætter hele dagen, måske til klokken otte om aftenen, og så er jeg så træt, at jeg må gå i seng med det samme. Dagen efter skal jeg begynde forfra,” fortæller Fares Malak.
Hans hænder er tatoverede med kors. Armene er domineret af fremstående blodårer. Fares Malak sorterer forskellige typer af plastik, inden det skal omsmeltes. Hans hjem er også hans arbejdsplads, og enorme stabler af affald optager al pladsen. Uden for hjemmet ligger døde rotter, og over for det høres lyden af nabolagets grise, som lever af Kairos organiske affald.
Ligesom størstedelen af Manshiyat Naser er han zabaleen, en nedladende egyptisk arabisk betegnelse for skraldefolket. Fares Malak lever et hårdt liv på bunden af det egyptiske samfund. Et samfund, som i høj grad plages af usikkerhed.
Et samfund, som søger efter fast grund
En gåtur i Manshiyat Naser er en øvelse i balance. Til den klassiske egyptiske lyd af konstant dytten, bevæger scootere, overlæssede affaldsbiler og mennesker sig rundt mellem hinanden. Gadehunde konkurrerer med stedets beboere om affaldsposernes indhold. Ved siden af de mange kristusportrætter hænger slagterforretningens store stykker af svinekød, et særsyn i Egypten.
En tresporet hovedvej adskiller bydelen fra det resterende Kairo. Her når bilerne op i en fart, som gør det direkte livsfarligt at krydse over.
På mange parametre er Manshiyat Naser adskilt fra det resterende Kairo. Men hovedstaden kan ikke fungere uden bydelen, der i mindst lige så høj grad som hele det egyptiske samfund efter revolutionen og diktator Hosni Mubaraks fald i 2011 stadig søger efter fast grund at stå på.
For på trods af at Egypten i sammenligning med sine naboer kan fremstå velfungerende, træder dets problematikker tydeligt frem i Manshiyat Naser. Kaskader af råben og dytten fylder vejene, en tung fornemmelse af for gammelt organisk affald er en konstant del af områdets lugt, og tilbage i sit værksted spejder Minna Recq også mod en bedre fremtid.
”Manshiyat Naser er uundværlig for Kairo, og det er vi stolte af, men det er hårdt at leve herude. Jeg beder til Gud for en bedre fremtid,” fortæller han med blikket rettet ud mod de små gader, som omgiver værkstedet, der både er hans hjem og arbejdsplads.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og