TEATER // ANMELDELSE – Vores billede af verden før og nu skabes af de historier, vi får fortalt. Noget fremhæves, andet udelades. Betty Nansen Teatret har let ved at tolke Christopher Marlowes kongedrama Edward II, som de vil, for få kender historien. Heller ikke de dele, der er bevaret. Så hvad kan vi bruge fortællingen om en homoseksuel romance til?
Meget klogt placerer Betty Nansen Teatret lige handlingen, hvor den hører til. På scenen annoncerer et skilt, at Edward II var konge i 1307-1327. Søn af en Edward og samtidig far til en anden.
Om Marlowes publikum havde styr på, hvem der var hvem, da han skrev sit drama i 1592, er tvivlsomt. Et moderne publikum bliver måske lidt klogere, hvis vi tilføjer, at Edward I Longshanks var ham, der kæmpede mod William Wallace.
De, der kan huske Braveheart, vil måske huske, at den film spredte tvivl om, hvem der egentlig var far til Edward III. De vil måske også huske, at den gamle Edward bortviste sin søns gode ”ven” Gaveston. Og her tager Edward II så sin begyndelse.
Kongen er død, kongen leve
”Rex mortem”, udråber adelsmændene på scenen, hvilket vi netop denne januar ikke har svært ved at oversætte. Med kronen på sit hoved er Edward II ikke længe om at kalde Gaveston tilbage til hoffet. Vel vidende at flere af rigets mægtigste mænd har svoret, at han aldrig måtte komme tilbage.
I denne version af Edward II handler det så om adlens og kirkens modstand mod, at kongen tager sin elsker tilbage og ophøjer ham til de mægtigste poster i England.
Brugen af moderne hits af bl.a. Billie Eilish, Robyn og Queen er en betydningsbærende undertekst
Hvis vi sammenligner med Shakespeares lidt senere kongedramaer, så handler det altså om magt. Hvad konger gennem tiden har haft af affærer – uanset køn – har som regel betydet mindre end deres evne til at spille magtspillet. Så længe kongen kunne sejre i krig og belønne sine adelsmænd, så kunne man se gennem fingre med resten.
Men det er så lige det. Edward II opgiver krigen med Skotland. Han mister også Normandiet. Og hvem gider holde med en taber?
Edward II’s kærlighed
Betty Nansens Edward II, fokuserer på romancen mellem Edward og Gaveston. Den bliver pragtfuldt spillet mellem Peter Plaugborg som kongen og Simon Bennebjerg som hans elsker. Og med Mikkel Arndt på sidelinjen som baron Mortimer, der bliver skubbet væk fra magtens centrum og pønser på hævn.
Også Dronning Isabella i Maria Rossings skikkelse føler sig med god grund forstødt, og hun viser sig som en intrigemager af rang. Dertil kommer, at kirkens mænd er Edwards modstandere, selv om nogle af kongens saftige udfald mod pavens magt nok klinger af, at Marlowe skrev under den protestantiske dronning Elisabeth.
Det er en blodig tragedie, hvor der også kappes et par hoveder hist og her. Det skildres med sceneteknisk snilde.
Ligesom i Iliaden i sidste sæson er musikken med på scenen. Lise Felding akkompagnerer og får lejlighedsvis hjælp både på instrumenter og med sang af skuespillerne. Brugen af moderne hits af bl.a. Billie Eilish, Robyn og Queen er en betydningsbærende undertekst. Samtidig med at romancen mellem Edward og Gaveston kan udtrykkes nærmest balletagtigt.
Fortolkning og myter
Det ligger i teatrets natur at fortolke. At tolke Edward II som et drama om homofobi og hadforbrydelser er et gyldigt valg. Er det ikke lige lovlig woke af kongen at favorisere sin elsker mere end – eller lige så meget som – andre adelsmænd?
Imidlertid kan det være svært at skelne tolkning fra original, når de færreste kender den historiske kontekst og endnu færre Christopher Marlowes skuespil:
At Edward II blev stødt fra tronen, er et historisk faktum. Hans død er derimod omgærdet af mystik. Detaljerne, som beskrives i forestillingen, er ikke dokumenterede. En anden version af myten er faktisk, at Edward flygtede og levede inkognito som munk i Norditalien. Nogle vil genkende den version fra Ken Folletts historiske romaner om Kingsbridge.
Resultatet er underholdende. Spørgsmålet er, om det er engagerende
En pudsig detalje er, at der findes en tilsvarende myte om Christopher Marlowe, som angiveligt blev dræbt i et værtshusslagsmål. Også han skulle være flygtet til Italien, hvorfra han så fungerede som ghostwriter for ingen anden end William Shakespeare.
Verden er en scene …
Betty Nansen Teatrets leg med begrænsede virkemidler er godt teaterhåndværk. Der er megen humor i spillet. Diskrete antydninger. Magtkamp med skuespillerne som brikker i et skakspil. Turneringer uden heste. Anakronistiske sange. Kostumer, der blot behøver at være antydninger. Undtagen når Edward og Gaveston skejer ud.
Resultatet er underholdende. Spørgsmålet er, om det er engagerende. Om vi bliver suget ind i dramaet.
Hverken Edward eller Gaveston fremstår som særlig sympatiske. Det gør Mortimer heller ikke, men det er okay, for han er skurken. Kun alene sammen er der forsonende træk ved de to elskende. Ellers er de lige så privilegieblinde som resten af banden. Den slags slår bare hinanden ihjel – ved vi fra Shakespeares mere kendte dramaer.
Derved er det let at forlade teatret med et ”nå”. Der er færre vitaminer at tage med ud i januar-mørket, end der plejer at være på Betty Nansen Teatret.
Læs mere om aktuel scenekunst i POV Teater
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
