TEATER // ANMELDELSE – Det er lidt som erindringen om en candyfloss, der smager bedre, end den virkelige candyfloss nogensinde gjorde. Sceneversionen af Grease er veloplagt sjov og musik, som vi kender, og som (måske) minder os om endnu ældre numre, som slet ikke tilhører vores generation.
Langt de fleste forbinder Grease med filmversionen fra 1978, hvor kærlighedshistorien om Danny og Sandy fyldte mest. På scenen er det langt mere en ensembleproduktion, hvor Kenickie (Joakim Tranberg) f.eks. får hittet ”Greased Lightning” tilbage.
Der er et blink i øjet, og alle synger fremragende – også musicaldebuterende Neel Rønholt
Alle får lov til at stråle, synge og danse, alle får lov til at forelske sig, og der er en boblende, ungdommelig livslyst, der netop ligner vores erindring om teenageårene på high school/gymnasiet. Med vennerne. Med forelskelserne. Med fester og ballade.
Skuespillerne er alt for gamle til teenagerollerne, hvilket underligt nok fungerer. Der er et blink i øjet, og alle synger fremragende – også musicaldebuterende Neel Rønholt. Med ganske mundrette og sjove danske tekster.
Gadborg er en grund til Grease
Og så kommer Sara Gadborg og laver en reel showstopper med sin udgave af ”Beauty School Drop Out”. I sig selv en grund til Grease 2023.
Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde fik den candyfloss. Men jeg føler mig godt underholdt med den falske erindring i Grease.
Denne anmeldelse er en del af Kulturlisten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
