Kvinde uden mænd: Magien breder sig ud over hver eneste side

Carina Wøhlk 09.07.2019

BØGER // ANMELDELSE – Alle veje fører til Karadj. I hvert fald i den mageløse bog Kvinder uden mænd. Én for én drages romanens hovedpersoner mod en magisk have i den iranske by. Magien er ikke begrænset til haven – den breder sig ud over hver eneste side i bogen. Og den læser, der vover at træde over tærsklen til romanens surreelle univers, der rummer både opstandelse fra de døde, transformation fra menneske til træ og fødsel af en vandlilje, vil blive tusindfold belønnet.

Magien ophæver ikke de barske realiteter. Læseren skal ikke lade sig narre af titlen Kvinder uden mænd. Den er ganske ironisk. Alle bogens kvinder er ramt af deres forhold til mænd – eller mangel på samme.

Parsipur er tilsyneladende ikke erklæret feminist, men bogen skildrer både poetisk og provokerende virkelighedsnært kvinders udfordringer i et androcentrisk og patriarkalsk samfund. Bogens handling udspiller sig i 50’ernes Iran – i en turbulent periode i landets historie. Men dens problemstillinger er lige så aktuelle i dag i visse dele af verden.

Bogens hovedpersoner drømmer alle om et bedre liv. De nærer et mere eller mindre formuleret håb om frigørelse. Som Munes siger det ret determineret et sted: ”… Vi besluttede os for at frigøre os fra familiens fængsel

Broget persongalleri

Persongalleriet er broget. Kvinderne er både sårbare eksistenser og dømmesyge medsøstre. De er ofre for grusomheder, men på ingen måder små uskyldigheder selv. Mahdokht overværer en elskovsakt imellem gartneren og en ung pige i huset og tænker, fuld af væmmelse: ” Det ville være godt, hvis hun var blevet gravid. Så ville Fatemehs brødre kaste sig over hende og banke hende til døde” (se s. 17).

Ikke ligefrem et fromt ønske. Siden resignerer hun gammeljomfrueligt og lader sig plante som et træ i haven i Karadj. Det er en virkelighedssprængende hændelse, og hendes liv som træ er særdeles smukt beskrevet

Munes udsættes for æresdrab og siden for en anden vederstyggelighed, begået af mænd. Hændelserne gør hende til hævnerske og tankelæser. Zarrinkolah arbejder på bordel, indtil hun begynder at se sine kunder som hovedløse kroppe og må lægge sit liv radikalt om. Med skræmmende mangel på søstersolidaritet er Faezeh med til at dække over æresdrabet på Munes. Den midaldrende og endnu (!) smukke Farrokhlaqa bliver så overrumplet, da hendes ellers så hånlige mand en dag smiler kærligt til hende, at hun puffer ham bort. Han styrter ned ad trappen og dør.

Haven som magisk magnet

Dødsfaldet bliver altafgørende. For enken tager sit liv op til revision og ser sig om efter et mindre hus. Valget falder på huset med den dragende have i Karadj, hvor mahdokhttræet står. Her flokkes hovedpersonerne én efter én, og magien intensiveres. Mere skal ikke røbes her…

Efterskriftet er berigende læsning – ikke kun på grund af dets overstrømmende begejstring. Som vestlig læser er man ikke nødvendigvis fortrolig med den persiske kulturarv og mytologi

Bogens hovedpersoner drømmer alle om et bedre liv. De nærer et mere eller mindre formuleret håb om frigørelse. Som Munes siger det ret determineret et sted: ”… Vi besluttede os for at frigøre os fra familiens fængsel” (se s. 125). Forfatteren ender med at tildele dem tilværelser, som er både mere overnaturlige og mere hverdagsagtige, end de i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Det hedder for eksempel om Farroklaqas nye ægteskab: ”De har det godt sammen, hverken koldt eller varmt” (se s. 166). Det var ikke lige det lunkne liv, hun gik efter.

Oversættelse og efterskrift

Kvinder uden mænd er elegant oversat fra persisk til dansk af Nazila Ghavami Kivi, som også har begået det sprudlende efterskrift. Heri afslører hun sin store viden om og kærlighed til Parsipurs forfatterskab. Det fremgår tydeligt, at Kivi har føling med Parsipurs litterære særkende og billedsprog.

Efterskriftet er berigende læsning – ikke kun på grund af dets overstrømmende begejstring. Som vestlig læser er man ikke nødvendigvis fortrolig med den persiske kulturarv og mytologi. Bogen peger ud imod Vesten med henvisninger til von Trapp-familien i Sound of Music, Margaret Mitchells bog Borte med Blæsten og en enkelt afstikker til New York. Men meget i bogen er fremmed for det vestlige blik. Efterskriftet rækker en brugbar forståelsesnøgle frem.

Uforbeholden anbefaling

Shahrnush Parsipur skrev Kvinder uden mænd drypvist i 1970’erne, men bogen blev først udgivet i 1989. Den blev forbudt i 1990’erne, hvorefter Parsipur efter flere fængslinger drog i eksil i Californien. Bogens indhold har uden tvivl rystet det iranske samfund med sin subtile kritik af kvindeundertrykkelse.

Nu er bogen langt om længe tilgængelig på dansk. Den byder sig til i et fint format og med en farverig forside, der leder tanken hen på både blade og læber af forskellig art.

Der er kun ét at sige: Læs Kvinder uden mænd, bliv revet med og lad magien folde ud. Som bladene på et Mahdokhttræ …

Shahrnush Parsipur
Kvinder uden mænd
Gyldendal 2019

Foto: Mandana Zandian/Gyldendal.

Carina Wøhlk

Carina Wøhlk er uddannet som teolog fra Københavns Universitet i januar 1993. I oktober 1997 blev Carina Wøhlk ansat som sognepræst og funktionspræst ved Helligaandskirken i København. Siden september 2015 har hun fungeret som sognepræst i Frederiksværk-Vinderød sogn i Nordsjælland. Carina Wøhlk har medvirket i flere radioprogrammer og et enkelt TV-program. Hun har bidraget til andagtsbogen ”Lad Livet Leve” (Unitas Forlag) og udgivet salmesamlingerne Salmeskat og Salmeskat 2 i samarbejde med komponist Hans Ole Thers. Desuden er hun aktiv foredragsholder og boganmelder.