SAMTIDSDIAGNOSTIK // BOGOMTALE – Rektor for Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, har for nylig udgivet bogen En varm tid. Hypotesen i den samtidsdiagnostiske essaysamling er, at vores samtid er overophedet.
Hvor Anker Jørgensen i sin nytårstale i 1977 citerede Kim Larsen for, at der er en kold tid, vi lever i, så er problemet i dag lige modsat. I 70’erne skruede man ned for varmen. Noget af det værste, man kunne være, var en kold skid eller en kold person. Vi risikerede at blive fremmedgjorte overfor os selv og hinanden. I dag er problemet, at vi brænder ud, koger over og smelter ned.
Klimaet bliver varmere, de universelle humanistiske værdier, som vores samfund har været funderet på, er under erosion, og i vores personlige liv løber vi hurtigere og hurtigere
Overophedningen gælder både vores forhold til naturen, hinanden og til os selv. Klimaet bliver varmere, de universelle humanistiske værdier, som vores samfund har været funderet på, er under erosion, og i vores personlige liv løber vi hurtigere og hurtigere.
Forholdet til naturen
Vores forhold til naturen er blevet blasert eller distanceret. Vi har ikke noget empirisk eller direkte forhold til naturen længere, der er her sket en ændring siden 70’erne. Ud med henkogte pærer og ind med ananas på dåse.
Naturen var tidligere genstand for poesi og for besyngelse i sange. Nu er den blevet abstrakt, selv om der er styr på temperaturstigninger og CO2-kvoter. Løsningen er, at naturen skal på skoleskemaet, og at vi skal tage den alvorligt. Der er behovet for en ny almen naturdannelse. Klimaudfordringerne kan ikke alene klares med teknologi og økonomi, men forudsætter også en kulturændring, hvor vores forhold til naturen skal ændres.
Forholdet til hinanden
Vores forhold til hinanden har ligeledes ændret sig. Der er bl.a. kommet fokus på identitetsspørgsmål. Diversitet og forskellighed er godt, derfor skal vi have kvoter og særordninger.
Kunstværker skal varedeklareres med trigger warnings. Kulturel appropriation skal undgås, og vi skal have safe spaces. Trivsel, tryghed, følsomhed og inderlighed er in. Der er sket en følelsesmæssig og identitetspolitisk overophedning af det sociale rum, hvilket udfordrer demokratiet og universalismen.
De universelle oplysningsprincipper og almene idealer om borgere, retsstat og politisk lighed er under angreb
Vi er gået fra at diskutere holdninger, organiseret omkring ideologier og interesser, til at diskutere værdier og identiteter. Ikke hvad mener du, men hvem er du. Derfor kan vi opleve os krænkede og personligt angrebne. Dette er en udvikling, som de sociale mediers letantændelige og hurtige debatkultur har fremmet, og som udfordrer den politiske og offentlige samtale. De universelle oplysningsprincipper og almene idealer om borgere, retsstat og politisk lighed er under angreb.
”Vi er rasende… de pisser på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering, ”som Enhedslistens daværende formand Johanne Schmidt Nielsen formulerede det for rullende kameraer tilbage i 2012, da Thorning-Schmidt regeringen havde indgået en skatteaftale med V og K. Hermed anskueliggjorde Johanne Schmidt-Nielsen, at i dagens debat har følelser frem for fornuft ofte forrang.
Forholdet til os selv
Også vores forhold til os selv har ændret sig. Vi måler hele tiden på, hvordan vi har det. Humørets trafiklys skal helst være grønt og ikke gult eller rødt, som Hermann formulerer det. Man skal brænde igennem og brænde for sit arbejde eller sin hobby, udvikle sig konstant, være helt menneske og performe.
Vi har alle X-faktor og er potentielle stjerner. Konsekvensen er, at vi driver rovdrift på vores indre ressourcer, hvorfor vi i stigende grad får stress og brænder ud. I dag er nederlaget ikke et bump på vejen, men en form for eksklusion. Det perfekte er blevet det normale, og præstationskulturen er blevet hverdagskulturens formel.
I gamle dage sammenlignede man sig med de lokale stjerner i fodbold- og håndboldklubben. I dag er der ingen, der ved, hvad de hedder
Det normale var kongen i min barndom, skriver Hermann. I gamle dage sammenlignede man sig med de lokale stjerner i fodbold- og håndboldklubben. I dag er der ingen, der ved, hvad de hedder. Til gengæld vil alle være Ronaldo eller Messi.
Hermanns analyse
Det er en besnærende analyse, Hermann har udfærdiget, selv om man ikke kan påstå, at bogen tager sin egen medicin. Tempoet er højt, og det går indimellem over stok og sten med eksempler, personlige anekdoter og associationer. Det er mange påstande og mange forsøg på at skabe samtidsdiagnostiske koblinger, hvor man nok kunne have ønsket sig mere ihærdighed og dybde i analyserne. På den anden side er det ikke en akademisk bog.
Hermann kalder selv bogen et samtidsdiagnostisk essay med afsæt i en metafor for en række sammenhængende tendenser og mønstre, som kan genfindes i sprog, politik, kultur og hverdagsliv, hvor varme trænger sig på som et problem.
Her skal varme også forstås som tempo, fart og acceleration. Den beskrivelse eller varedeklaration er ganske dækkende for bogens indhold. Og Hermann deklarerer da også videre og tager på den måde brodden ud af kritikken ved at skrive: ”Tilgiv mig forenklingerne og at tendenser, der kan virke marginale, forstørres.”
Metaforer
Det særlige ved metaforer er, at de sammenligner to forhold med hinanden, så lighedstræk træder frem. Her ligger metaforens og sammenligningens retoriske og pædagogiske styrke. Ting, der umiddelbart var adskilte, bliver føjet sammen.
Det, som er metaforens styrke, er imidlertid også dens begrænsning og svaghed. Når noget sammenlignes med noget andet, er der også mange nuancer, undtagelser og mere komplekse forhold, som falder væk. Selvfølgelig er vores samtid varm, grænsende til det kogende. Men den er jo også stadigvæk kold eller upersonlig.
Menneskelige relationer er mange steder blevet erstattet af teknologi. På nogle stræk er det moderne samfund stadig en kold fisk
Vi møder færre lærere, pædagoger og mindre plejepersonale end tidligere. Vi møder heller ikke længere bankdamen, tankpasseren, bibliotekaren, kassedamen eller den gode gamle skrankepave eller papirnusser, når vi f.eks. interagerer med det offentlige. Menneskelige relationer er mange steder blevet erstattet af teknologi. På nogle stræk er det moderne samfund stadig en kold fisk.
Den tyske sociologi Harmut Rosa har talt om acceleration som en metafor for vores samtid. Den nu afdøde sociolog Zygmunt Baumann karakteriserede vores samtid som flydende eller let. Filosoffen Anders Fogh Jensen omtaler vores tid som projektsamfundet. Ligesom Hermann har de fat på noget centralt, mens andet filtreres fra.
Brugen af metaforen varm som billede på vores samtid, kan minde om det, Freud kalder et overbelyst motiv, hvilket så her lidt friskt kan omskrives til begrebet overbelyst metafor. En overbelyst metafor rummer mange – og måske for mange – betydninger? Omvendt kan det også gøre os opmærksomme på nye ting og tendenser, vi ellers ikke havde set eller tænkt på før.
Midten skal tilbage
Stefan Hermann vil have midten, gennemsnittet, afstanden og moderationen tilbage, som er forsvundet. Der skal være grænser i forhold til os selv, hinanden og naturen. Man fristes til at sige, i stedet for det varme, anbefales det lunkne. Oprør fra midten, sparebruser og bæredygtighed og dyderne fra bonde- og arbejderbevægelsen. Og hertil kan tilføjes værdierne fra det dannede borgerskab og Max Webers protestantiske etik.
Coronatiden har givet os blik for afstanden og afsondrethedens værdi. En tiltrængt tænkepause midt i den brændende samtid.
Det er rigtigt set, at varmen og overophedningen kendetegner vores tid. Mon det er derfor, at folk i stigende grad vinterbader og får monteret gigantiske baljer med koldt vand og isterninger på terrassen, som de nedsænker deres hede kroppe i, i stedet for at bygge sauna eller gå i solarium, som det var tilfældet i 70’erne og 80’erne?
Naturdannelse på skoleskemaet?
Spørgsmålet er imidlertid, om man slukker brande med ny naturdannelse? Forestiller Hermann sig, at vi skal kunne løse klimakrisen ved at synge sange med naturindhold og sætte naturdannelse på skoleskemaet?
Jeg er ikke overbevist, men derfor kan der godt være brug for at revanchere nogle af de snusfornuftige, kølige og borgerlige værdier, som historisk har karakteriseret det danske samfund og den vestlige kultur som modvægt mod den tiltagende overophedning, der kendetegner vores samtid. Coronatidens tænkepause har mindet Stefan Hermann om, at det fortsat er vigtige værdier at have som pejlemærker Og nu har han også på udmærket vis mindet os andre om det.
Læs mere om bogen Oprør fra Midten: Bogen fyldte 40 år i 2018 – tanken om borgerløn er stadig varm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
