Du leger politiker – analyse af Martin Henriksens retoriske talent

i Danmark/Minoriteter/Politik & Samfund af

ANALYSE // POLITIK – “Hvis man vil høste gevinsterne af sin politik, må man også være klar til at forsvare konsekvenserne af den. Det manglede bare,” skriver Povl Gad om Martin Henriksen, DF, der som debattør er eminent til at tale i øjenhøjde med sine tilhængere og ned til sine modstandere. Objektivt og fagligt set må man beundre Henriksen for hans mestren af retorikken – og begræde, at han misbruger den så voldsomt.

En af de vigtigste personer i dansk politik pt. er Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Den 38-årige udlændingeordfører er en markant skikkelse i debatten og blev for nylig af Politiken udpeget som den 4. vigtigste meningsdanner blandt folketingspolitikerne i 2018, kun overgået af Inger Støjbjerg, statsministeren og sin egen partiformand.

Henriksen kom i Folketinget som 25-årig og stod mange år i skyggen af Morten Messerschmidt i rollen som partiets unge ansigt.

Men især efter Meld/Feld-implosionen blev Henriksen flyttet frem i forreste geled og er herfra vokset til at være partiets ukronede værdikrigerkonge i kampen mod udlændinge i almindelighed, muslimer i særdeleshed og ikke mindst alle de etniske danskere, der ikke mener at muslimer og deres efterkommere er så farlige endda.

Udlændingeområdet er om muligt vigtigere end nogensinde for DF, da partiet er historisk presset på to fronter. Fra den ene side har den politiske midte i dansk politik flyttet sig langt ind på DF’s tidligere hjemmebane.

Og fra den anden side står Nye Borgerlige klar til at kapre alle de vælgere, som gerne vil have en endnu strammere kurs end hvad DF formår at levere i sit samarbejde med regeringen.

Du kunne have gået i folkeskoleklasse med ham. Og selvom du dengang sikkert ville have været bange for ham i frikvarterene, giver det ham en kæmpe troværdighed, uanset om man er enig med ham eller ej

Det handler derfor for DF om at kunne fremstå med en klippefast kompromisløshed grænsende til det kyniske, uden at virke direkte umenneskelige.

Herunder lejlighedsvis at få Inger Støjbjerg til at ligne en borderline halalslubrende skabshumanist, og løbende at få kopieret alle Nye Borgerliges forslag, som ikke er alt for åbenlyst håbløse.

Alt andet end elitær

Det er en svær opgave, som Martin Henriksen indtil videre varetager med forbløffende talent og standhaftighed. Det er alt andet lige lykkedes ham nogenlunde godt at lægge kant til S og V og begrænse blødningen til Pernille Vermund.

Ud over at være hård som stål er en af Henriksens store styrker, at han fremstår som alt andet end elitær.

Han hører ikke opera som Messerschmidt. Han er ikke en nordsjællandsk jetset-type som Vermund. Han har ikke dyre tøjvaner som Løkke. Han forsøger ikke at fremstå som intellektuel, ligesom Krarupperne og Langballerne gør det. Han har ikke Thulesen Dahls pæne og karismatiske ydre. Han er ikke for fin til at starte regulære skænderier med sine debatmodstandere, når argumenterne hører op. Uden på nogen måde at fremstå ubegavet er han autentisk ”jævn”.

Du kunne have gået i folkeskoleklasse med ham. Og selvom du dengang sikkert ville have været bange for ham i frikvarterene, giver det ham en kæmpe troværdighed, uanset om man er enig med ham eller ej.

Det jævne er især tydeligt i Martin Henriksens sprog. Han er skarpt skåret for tungebåndet, men kaster ikke om sig med fremmedord, og han pakker ikke tingene ind.

Det virker som om, at han altid siger hvad han mener, hvilket desværre er et særsyn i den ofte spin-orienterede strategiske kommunikation på Christiansborg, hvor hvert ord bliver vejet på en guldvægt.

På den måde minder han i udpræget grad om statsoverhovedet i et langt større land end Danmark, som ofte bliver fremhævet af sine tilhængere fordi ”he says it like it is”.

Denne evne til at tale rent ud af posen uden at finkerne fosser af panden, er meget få politikere forundt og en styrke, der næppe kan overvurderes.

Men er det udelukkende hudløs ærlighed og skarpe argumenter, der kommer fra Martin Henriksen?

Nej. Kigger man lidt nærmere på hans debatstil bliver det klart, at Henriksen i høj grad gør brug af spidsfindige retoriske virkemidler af den ufine slags. Her vil jeg blot komme ind på to af dem.

Diskvalificer modstanderen, afspor debatten

”Du leger politiker”. Dette hører man ofte Martin Henriksen beskylde sine debatmodstandere for, altså dem, der ikke er politikere, men fx er fagfolk.

Umiddelbart er argumentet det, at hvis man er uenig i den førte politik, bør man melde sig ind i et parti og ad den vej påvirke lovgivningen. Og ellers har man bare at klappe kaje og gøre som Folketingsflertallet (læs: Martin Henriksen) siger.

Seneste eksempel var i P1 debatten mod Rektor på Nyborg Gymnasium, der havde formastet sig til – helt lovligt og med ministeriets godkendelse – at fortsætte med at tilbyde undervisning til nogle børn, der havde mistet deres opholdstilladelse, hvilket Martin Henriksen fandt voldsomt irriterende.

Han leger diktator, når han ønsker at bestemme hvordan lovgivningen bliver håndhævet ude i praksis, og udelukke alle andre end magthaverne fra at blande sig i politik

Umiddelbart virker det som et tilforladeligt argument. Man kan ikke stå på sidelinjen og være sur, så må man sætte sig selv i spil som politiker, med hvad det måtte medføre af afsavn og overarbejde.

Hvis du er træt af rodet, så ryd op.

Må afviste asylansøgere gå i skole? | P1 Debat | DR P1

– Martin Henriksen, du er uden følelser.Sådan siger Henrik Vestergaard Stokholm, rektor ved Nyborg Gymnasium, efter han har ladet børn, der har mistet deres opholdstilladelse blive undervist på Nyborg Gymnasium. Martin Henriksen (DF) mener, at rektoren leger politiker, og agerer uden følelser for sit eget land.

Posted by DR P1 on Tuesday, January 8, 2019

Men under den umiddelbart pæne overflade ligger en mindre lødig retorisk strategi, der handler om at diskvalificere sin modstander fra debatten fremfor at forholde sig til hans argumenter. Ad Hominem er den faglige term for denne ældgamle strategi, eller populært sagt at gå efter manden i stedet for bolden.

Formålet med finten er at afspore debatten og derved undgå at blive afkrævet reelle argumenter.

Selv hvis man blot sagde ”du er jo ikke politiker, så det er du ikke berettiget til at blande dig i” ville det være et forsøg i denne retning.

Men Martin Henriksen skærper det yderligere med ordet ”lege”, som direkte sigter efter at fremstille modstanderen som barnagtig, inkompetent og latterlig. Og uden selv at kunne se det. Ligesom når folk leger landstrænere.

Man kunne jo med lige så stor rimelighed sige, at det faktisk er positivt for demokratiet, når ikke bare politikerne, men alle borgere ytrer deres holdninger. Og da ikke mindst dem, som besidder faglighed og erfaring, eller bliver personligt berørt af lovgivningen.

Man kunne med megen rigtighed fremføre, at en rektor besidder større kompetence end en politiker i den konkrete sag, der drejer sig om undervisning, pædagogik og børns trivsel.

Og at hans vurdering måske endda er mere værd end Martin Henriksens.

Set i det lys er det faktisk en ret yderliggåede autokratisk, arrogant og udemokratisk holdning, der lægges for dagen i forsøget på at underkende rektorens holdning – eller nærmere hans ret til overhovedet at have den.

Man kunne ligefrem vende den om og sige, at det er Martin Henriksen, der leger.

Han leger diktator, når han ønsker at diktere, hvordan lovgivningen bliver håndhævet ude i praksis, og udelukke alle andre end magthaverne fra at blande sig i politik.

I sagen med rektor mener han endda, at rektor bør afskediges. Så han leger også ansættelsesudvalg på gymnasiet.

Niveauforskydning – og ansvarsforflygtelse

”Vi passer på Danmark”. Den anden retoriske strategi, jeg vil fremhæve, handler om niveauforskydning, som ligeledes er en måde at afspore debatten.

Det er dette kneb, Martin Henriksen typisk falder tilbage på, når konsekvenserne af udlændingepolitikken bliver konkrete og ubehagelige.

Som når der fx kommer historier om børns mistrivsel på Sjælsmark. Så handler det om at gå i en lang bue uden om at skulle forholde sig til disse lidelser.

Det reelle argument ville være, at: Ja; vi udsætter med overlæg udlændinge og deres børn for lidelser. Det gør vi i den forhåbning, at de rejser ud af Danmark og ikke inspirerer andre til at rejse ind.

Og vi er villige til at udsætte dem for lige så mange lidelser der skal til, før Danmark opleves som et værre sted end hjemlandet (Uagtet at der nok skal en del til, før vi kan matche attraktionsværdien af fx Syrien).

Det ville være reelt at sige, at der her er tale om to konfliktende hensyn: Hensynet til at holde antallet af udlændinge nede overfor hensynet til at begrænse menneskelig lidelse (hos muslimer). Og at for DF vejer det første hensyn tungest.

Den menneskelige lidelse er ikke nødvendigvis et mål i sig selv, men den er et nødvendigt middel for at opnå et andet, vigtigere formål.

Uanset om man er begejstret, modvilligt enig, eller finder dette afskyeligt, ville det være det reelle og legitime argument.

Men det ville også være umenneskeligt, og det mærkat ønsker DF som sagt trods alt ikke at få hæftet på sig.

I hvert fald ikke i øjeblikket, selvom det givetvis ville bringe et par overløbere fra Nye Borgerlige tilbage i folden.

Der er noget ganske galt med at undvige at diskutere konkrete konsekvenser af sin politik såsom menneskelig lidelse, da politik også handler om virkeligheden, mennesker og etik. Også selvom det er en ubelejlig eller ubehagelig diskussion

Det gælder derfor om at undgå at diskutere børns lidelser, og her kommer niveauforskydningsstrategien til hjælp.

Når Martin Henriksen ”passer på Danmark” og ”de danske børn, der ellers vil komme til at vokse op i et Danmark inficeret af islam”, handler det om at flytte diskussionen fra det konkrete til det abstrakte plan.

”Danmark” er i denne sammenhæng et godt, abstrakt og ret vagt begreb, men man fornemmer at det handler om en masse gode ting, der i hvert fald står i modsætning til Islam, og samtidig er det åbenbart så skrøbeligt, at det har behov for at blive ”passet på”. Også truslen mod dette abstrakte ”Danmark” er diskutabel, abstrakt og hypotetisk.

Der er absolut intet galt med at diskutere hypoteser, da politik også handler om at give sit bud på og ændre ved fremtiden. Og der er intet galt med at diskutere abstrakte begreber, da politik også handler om værdier og følelser.

Men der er noget ganske galt med at undvige at diskutere konkrete konsekvenser af sin politik såsom menneskelig lidelse, da politik også handler om virkeligheden, mennesker og etik. Også selvom det er en ubelejlig eller ubehagelig diskussion. Jeg vil sige, at det ligefrem er en pligt.

Hvis man vil høste gevinsterne af sin politik, må man også være klar til at forsvare konsekvenserne af den. Det manglede bare.

Niveauforskydningen benytter Henriksen også, når modstanderne begynder at tale om ”anstændighed” i behandlingen af flygtninge (og det gør de som regel altid, når alle andre argumenter preller af på Martin Henriksen, hvilket de altid gør).

Her niveauforskyder Henriksen selve ordet anstændighed ved fx at sige ”Vi passer på Danmark. Det synes VI er det anstændige”.

Så er anstændighed ikke længere koblet til den konkrete behandling af mennesker, men til det abstrakte ”passen på Danmark”.

På den måde neutraliserer han anklagen om, at hans politik er etisk angribelig.

Retoriske røgslør

Man kan sikkert finde flere. Men disse to eksempler på underlødige retoriske strategier viser, at Martin Henriksen nok er en autentisk værdikriger af højt format og en uvurderlig ressource for Dansk Folkeparti.

Men han er ikke mere autentisk, end at han råder over et arsenal af retoriske ”feje tricks”, som han gør flittigt brug af. Og modsat hvad mange tror, handler retorik altså ikke kun om at få ret.

Det handler også om ordentlighed i kommunikationen, om at være fair og ikke ”slå under bæltestedet”. Det er imidlertid hvad Martin Henriksen gør.

På denne måde er Henriksen hverken værre eller bedre end så mange andre politikere på Christiansborg.

Det usædvanlige er, hvor naturligt han behersker disciplinen, så man altid får indtrykket af ærlighed og troværdighed. Herved bliver det svært for moddebattører, studieværter og andre at gennemskue og opløse det retoriske røgslør,

Henriksen lægger ud, når han behændigt afsporer debatten og undgår at forholde sig til sine modstanderes argumenter. Og dette er hans egentlige og voldsomme styrke som politiker.

Som debattør er Martin Henriksen eminent til at tale i øjenhøjde med sine tilhængere, og ned til sine modstandere.

Det er utvivlsomt grunden til, at de første elsker ham og de sidste elsker at hade ham. Objektivt og fagligt set må man imidlertid beundre ham for hans mestren af retorikken. Og begræde, at han misbruger den så voldsomt.


Foto: ft.dk

Povl Heiberg Gad er kulturhistoriker med speciale i nazismens politik og arkitektur og erhvervs-ph.d.-studerende ved CBS, Center for Business Data Analytics. Hans forskningsfelt er Big Data kombineret med kvalitative studier af medlemsvandringer i fagforeninger samt dataetik.

Seneste artikler om Danmark