Bent Gringer: Er Dronninggambit virkelig et klamt blik?

Bent Gringer 13.02.2021

SKAKDRONNING // KOMMENTAR – Skakspils-institutionen er historisk domineret af mænd. Men på skakbrættet er kongen et fjog, der i 99% af tiden ikke kan gøre noget rigtigt udover at stikke af eller dække sig bag andre. Den dominerende, handlende, stærkeste og i alle henseender mest interessante brik på brættet er dronningen. Sådan er det også i Netflix-serien Dronninggambit. Men er serien et feministisk mesterværk, eller er dronningen bare for lækker?

Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En amerikansk Netflix-serie The Queen’s Gambit i 7 afsnit har trukket millioner og atter millioner af seere til sig verden over siden premieren i oktober 2020 og har fået interessen for skakspillet til at eksplodere, ikke mindst hos pigerne. Generelt er anmelderne positive, og serien er nomineret til et hav af priser herunder Golden Globes for bedste TV-serie og bedste kvindelige hovedrolle.

Men ikke alle er glade. Hovedrollen som den unge skakstjerne Beth Harmon i serien spilles flot af Anya Taylor-Joy, der har en fortid som model. Hun har store øjne og er smuk og sexet. Og det er ikke godt.

I en kommentar på Ekkofilm.dk med titlen I Dronninggambit vinder det klamme blik skriver anmelder Thea Torp, at Beth Harmon skildres som et sexobjekt, og at hendes talent drukner i sexappeal til glæde for husarerne.

Beths yndefulde bevægelser, upåklagelige make-up, store øjne og let åbne mund påtales, og Thea Torp skriver fyndigt i afslutningen af sin kommentar, at “serien bekræfter dermed et grumt verdenssyn, som vi burde være kommet videre fra: At et af de vigtigste kort som kvinde i denne verden er udseendet og den seksuelle kapital“.

Anmelderens blik kigger det gale sted hen og er alt, alt, alt for snævert for mig. Jeg synes, at hun finder en detalje i det store billede. Igen med al respekt: Den detalje, som bekræfter hendes udgangspunkt

Andre diskuterer på nettet og giver anmelderen ret: Beth bliver fremstillet unaturlig og kælen og væsentlig mere tiltrækkende end Beth i den bog fra 1983, som med samme titel er forlæg for serien. Bogen udkommer på dansk den 23. februar på Lindhardt og Ringhof.

Det rå skaktalent vinder

Man skal nok have set serien for at have en holdning, og alle har ret til at have netop deres. Men jeg er 100% uenig med Thea Torp.

Beth lammetæver mændene i serien – dem alle sammen – på grund af sine evner som skakspiller. Ikke een eneste gang antyder serien, at hun vinder nogle fordele over mændene i kraft af sit udseende. Ikke een eneste gang i turneringerne ser vi nogle af dem ryste eller blive febrilske over at sidde overfor den angivelige sexkilling. Tværtimod sidder de overfor det rå skaktalent – indtil de falder.

Jamen hvad med Harry, der er forelsket i hende, Benny der har en affære med hende og Townes, der ikke vil have hende? I intet tilfælde har det nogen som helst betydning for hendes skakspil eller – vigtigere i denne sammenhæng – for hendes fremstilling som en, i hvert fald på skakspillets felt, ufattelig kompetent ung kvinde. Der samtidig tumler med seksualitet, kærlighed og andre følelser. Ligesom mange unge kvinder såvel som mænd i og udenfor serien. Plus noget misbrug.

For mit blik fremtræder serien som en skildring af en ung kvinde, som er antiautoritær, og som giver de mandsdominerede institutioner (skakspillets) en ordentlig begmand, mens hun knuser eller overvinder de forskellige mænd med positioner

Så jeg synes slet ikke, at anmelderens tolkning holder. Og med al respekt kommer den ikke fra serien, men fra de øjne, som ser den. I det her tilfælde den unge, kvindelige anmelder. Måske er det ovenikøbet et særligt feministisk blik, jeg ved det ikke, for jeg synes selv, jeg er feminist, men det er nok af den mere gammeldags type.

For mit blik fremtræder serien – hvis vi skal forbi, at det “bare” er en god TV-serie om en eminent skakspiller og en coming of age historie – som en skildring af en ung kvinde, som kommer fra vanskelige kår og er temmelig meget misbruger. Men som er den stærkeste og klogeste på sit felt, som er antiautoritær, og som giver de mandsdominerede institutioner (skakspillets) en ordentlig begmand, mens hun knuser eller overvinder de forskellige mænd med positioner. Som hun napper fra dem, en for en. Hun er et vaskeægte feministisk forbillede.

https://www.youtube.com/watch?v=CDrieqwSdgI

Og samtidig er serien temmelig nuanceret: Vi ser 2-3 forskellige former for seksualitet og får udstillet kvindeundertrykkelsen i 50’erne og 60’erne. Og jeg synes godt, man kan tillade sig at tolke denne tematik som en kommentar eller et memento til nutiden – men altså bare i den modsatte retning af anmelderen.

Serien giver en kritisk (og flot visuel) fremstilling af det autoritære Sovjet-system, som er indbygget i Sovjet-skakhistorien. Men vi får også et lige så kritisk billede af USA’s kyniske Udenrigsministerium og de kristnes forsøg på at udnytte Beth til deres egne politiske formål. Som Beth ganske afviser. Beth er en uafhængig, idealistisk nutidshelt her, og det har jo intet at gøre med hendes indrømmet smukke ydre! Der er til gengæld en masse god nuanceret politisk kritik i serien.

Dertil kommer, at serien giver et både poetisk og indsigtsfuldt billede af skakspillet, samtidig med at serien leger med vores klassiske forestillinger om det nørdede og det glamourøse, som bryder sammen flere gange i de forskellige afsnit. Magtens mænd – Borkov og den gamle sovjetiske verdensmester – bøjer sig i respekt for hendes overlegenhed ved brættet og viser tydeligt deres respekt. Der er absolut ikke nogen flirt med Borkov.

De mange rørende billeder af Beths popularitet hos de almindelige sovjetborgere og hendes afsluttende skakspil med de gamle mænd i parken siger uendelig meget mere end det, som anmelderen får ind på nethinden. Kæmpe kærlighed til skak. Og Beth – klædt helt i hvidt – som spillets dronning.

Anmelderens blik

Hvordan – spørger jeg mig selv – kan Thea Torp overse alt dette?

Det kan hun, fordi hendes fokus som anmelder i høj grad er hendes valg. Anmelderens valg er ikke uafhængigt af serien, filmen eller kunstværket. Men anmelderens valg er heller ikke den autoritative objektive sandhed om seriens “udsigelse” – sådan en findes ikke i mit univers, der findes kun vores tolkninger.

Og her har vi alle ret til vores egne tolkninger – således også anmelderen. Men jeg synes til gengæld godt, at man kan diskutere tolkninger med hinanden og argumentere for dem. Og her er det for mig et godt argument, at tolkningen er konsistent og konsekvent – dvs. underbygges og i hvert fald ikke modsiges af væsentlige eller større dele af serien/filmens historie og iscenesættelse.

Anmelderens blik kigger det gale sted hen og er alt, alt, alt for snævert for mig. Jeg synes, at hun finder en detalje i det store billede. Igen med al respekt: Den detalje, som bekræfter hendes udgangspunkt. Og reducerer og retoucherer dermed seriens gennemgående progressive og måske ligefrem feministiske position.

Kritisk, progressiv og måske feministisk er store ord ifm. Netflix/Hollywood. Sådan en bedrift synes jeg, at vi skal klappe ad. Serien får 6 hvide bønder i slutspillet hos mig.

LÆS ALLE BENT GRINGERS INDLÆG PÅ POV HER

Foto: PR. Anya Taylor-Joy som Beth Harmon i Dronninggambit. Phil Bray/Netflix.

Bent Gringer elsker at rejse og deltage i mærkelige begivenheder, f.eks. Burning Man festivalen, han er frivillig på Roskilde Festivalen, aktiv i Djøf, kører motorcykel og viser dystopiske science fiction-film i RoboClub i Demokrati Garagen på Rentemestervej. Men det kan man jo ikke leve af. Professionelt er han ekspert i alt om kompetenceudvikling og læring i organisationer, siger han selv, han skriver ofte om det og holder gerne foredrag og oplæg. Efter mange år som konsulent for statslige arbejdspladser i Kompetencesekretariatet arbejder han nu med efteruddannelse i Praktiserende Lægers Organisation og sejler under eget personlige piratflag i firmaet Gringer Inc, der løser opgaver for alle andre udenfor sektoren. Bent har tidligere været ansat i Huset Mandag Morgen og har lavet en erhvervs-PhD på CBS (om DJØFernes kompetenceudvikling) og var i mange år var ansat i DJØF. Han er censor, bor i 2400 NV efter mange år Hellerup og byder stadig flygtninge velkommen.