Thea Torp: ’Dronninggambit’ viser, hvorfor jeg er træt af at blive gloet på

i Film/LIGESTILLING af
SKAKDRONNING // KOMMENTAR – I Dronninggambit ser kameraet på hovedrolleindehaveren som en mand ser på en kvinde, han vil knalde. Helt som filmhistorien har vist kvinder tusind gange før. Dermed svigter Dronninggambit sine kvindelige seere for at fornøje husarerne.

Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


POV’s Bent Gringer har skrevet et helt indlæg på baggrund af min påstand i Filmmagasinet Ekko: At Netflix’ Dronninggambit svigter, når den vælger at dvæle ved sin hovedkarakter Beth Hammon med et blik, der i wokekredse og på universiteterne kendes som male gaze.

Gringer har ret, når han fremhæver Dronninggambits åbenlyse feministiske træk. At seriens handling drives frem af Hammons begær efter skak og sejr. Hendes trang til beruselse i alkohol og stoffer såvel som smukke kjoler og smukke mænd. Kvinden besidder et knusende skaktalent, og mændene omkring hende forelsker sig lige så meget i dét som i hovedrolleindehaveren Anya Taylor Joys alfesmukke ydre.

Og så får hun tilmed lov til at symbolisere amerikanernes elskede drøm, da hun løfter sig fra de trange børnehjemskår til skakkens verdensscene. Kvinden gestalter i Dronninggambit den vestlige verdens frihedsideal, når hun slår de russiske skakmestre i det underbelyste Sovjet, mens landets pelsklædte borgere jubler udenfor marmorporten.

Kvinder klæder sig for at tilfredsstille samfundets høje forventninger til kvinders ydre. Den forventning forstærker Dronninggambit… Nu synes jeg altså, det er på tide, vi prøver at se verden fra vores perspektiv

Når min springer så alligevel stejler brat over Dronninggambit, skyldes dét, at serien skildrer hende som en bambi med fuck-mig-øjne.

Anya Taylor Joy ser ikke tænksom ud, når hun spiller skak, men kigger direkte ind i linsen på samme underkastende måde, som skulle hun til at spørge, om man vil blive og sove. Hun spiller skak i badekarret, står kun iført et håndklæde på altanen og ser ud over Paris – eller smider af uforklarlige årsager slet og ret tøjet, når hun træder ind ad døren til privaten. Hele tiden perfekt stylet med tung make-up og lækkert garn.

Hvis du synes, jeg overdriver, så prøv at se dette stærkt kritiserede klip fra serien og spørg dig selv, om det er for historiens skyld, kameraet dvæler ved Anya Taylor Joys hvide, gennemsigtige trusser.

Det giver i hvert fald ingen mening for plottet. Her er Beth Hammon nået til et nyt lavpunkt og burde i så fald skildres lige så grimt som Leonardo DiCaprio i scenen fra Wolf of Wall Street, hvor savl og spasmer symboliserer sammenbruddet, mens han kravler ud til sin Ferrari. Omtrentlig ligeså usexet som den dag, han blev født.

Men det er åbenbart sjovere at filme Anya Taylor Joys baller end tegne et naturligt og virkelighedstro portræt af en kompliceret kvindes følelsesliv.

Hold op med at glo

Oprindeligt blev begrebet male gaze først brugt i 1970’erne af den amerikanske filmhistoriker Laura Mulvey. Med psykoanalysen i hånden analyserede hun sig frem til, at filmhistorien var spækket med et heteroseksuelt, maskulint og lystfuldt blik på kvinder.

Det seksuelle mandeblik tager mange former. I tidligere, amerikanske westerns motiverede trangen til at beskytte smukke kvinder helten til at gøre det rigtige. Hvordan kvinderne selv havde det med det, var som sådan ligegyldigt, skriver forskeren Janice Loreck i The Conversation.

Overrepræsentationen af det mandlige begærs blik er resultatet af en kultur, hvor kvinder siden plovens opfindelse har været dømt ude af spillet om indflydelse. Derfor bærer størstedelen af kulturproduktioner et blik på kvinder, der slet ikke eksisterer fra en heteroseksuel kvindes perspektiv

Senere får de kvindelige karakterer selv agens og vilje, men de er utvivlsomt mest mål for lummerhed. Som Black Widow i Avengers-filmene eller Catwoman i de nyere Batman-film. Eller Beth Hammon i Dronninggambit.

Problemet med male gaze er ikke, at mænd begærer kvinder. Det må de hjertens gerne. Men overrepræsentationen af det mandlige begærs blik er resultatet af en kultur, hvor kvinder siden plovens opfindelse har været dømt ude af spillet om indflydelse. Derfor bærer størstedelen af kulturproduktioner et blik på kvinder, der slet ikke eksisterer fra en heteroseksuel kvindes perspektiv.

Blikket i Dronninggambit hører til i værste skuffe, fordi det ikke har en plotmæssig funktion andet end at minde seeren om, at Anya Taylor Joy er lækker. Dermed går filmens påståede feministiske budskab totalt mig forbi, der ellers som heteroseksuel, ung, ambitiøs kvinde burde være mål for den. I stedet bekræfter den en træls overbevisning om, at ét af mine mest brugbare talenter i verden er, at jeg kan overbevise en mand om, det kunne være sjovt at se mig nøgen.

Skønhed er hårdt arbejde

Der er intet i vejen med at være smuk. Der findes ikke noget dejligere i verden end at pynte sig for én, man holder af eller mærke en tilsvarende smuk mand være tiltrukket af én.

Men skønhed er et aktiv, og det forsvinder, når det ikke er i brug. Vi er ikke de samme lørdag aften i cocktailkjolen, som vi er søndag morgen på sofaen. Beth Hammon eksisterer kun i aftenskæret fra en perfekt nat uagtet dagens tidspunkt. Dronninggambit tager ikke med, at alle kvinder indimellem er grimme, og at den grimhed er en fare for os.

For så overhøres man, får ikke jobbet, hovedrollen går én forbi, og man dømmes ude som ringere. Det er en forskningsbaseret påstand.

Kvinder klæder sig for at tilfredsstille samfundets høje forventninger til kvinders ydre. Den forventning forstærker Dronninggambit.

Fremstillingen passer til 1950’erne. Da kunne vi måske meta-iagttage det mandlige blik og lære, hvordan vi fik det til at fæstne sig på os. For 70 år siden var det trods alt livsnødvendigt for en kvinde at vide, hvordan hun fik en mand i nettet for at overleve på hans økonomiske bistand.

Men nu synes jeg altså, det er på tide, vi prøver at se verden fra vores perspektiv.

Jeg er så træt af at blive gloet på.


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Thea Torp (f. 1994) læser journalistik og dansk på Roskilde Universitet. Hun er fast anmelder ved Filmmagasinet Ekko og Soundvenue, hvor hun skriver fortrinsvis om køn, sex og ligestilling.

Seneste artikler om Film