Blod, svigt og tårer – magtspil på Bådteatret

af i Kultur/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – Der ligger absolut en pointe i, at Blod, svigt og tårer er en dukkeforestilling. Magtens maske er den samme, uanset hvem der tager den på. Derudover er forestillingen et begavet mash-up af Shakespeares forbrydergalleri, som sættes i perspektiv af en lille nutidig lydmontage, der rammer handlingen ind.

Det er svært ikke at slå en latter op, når der i programmet står, at ”enhver parallel eller sammenligning med nulevende personer beror på tilfældet og har ikke været hensigten”. Velan da; lad gamle William få ordet.

Shakespeares magtmennesker

Tonen er sat, når der lægges ud med Richard III, som fra første færd slår fast, at han skal spille skurkens rolle. Han får selskab af Hr. og Fru Macbeth, den forsmåede Jago fra Othello, brodermorderen Claudius fra Hamlet, den selvgode Brutus fra Julius Cæsar og Edmund fra Kong Lear.

Maskespil, Grand Guignol á la Shakespeare

Selv er jeg lidt mere på gyngende grund, når der citeres fra Coriolanus og Titus Andronicus.. Her er vi ude i de sjældnere spillede Shakespeare-stykker, og sidstnævnte spilles da også som teater i teatret. Med en fuldstændig grotesk omgang Grand Guignol med voldtægt og afhuggede lemmer.

Men det er ikke altid den synlige ondskab, der er den værste. Magtens mørkemænd (og – kvinder), der altid kan retfærdiggøre deres valg med slebne argumenter, får det også til at løbe koldt ned ad ryggen på os.

Magtens maske

Bag dukkerne står Pernille Nedergaard Haugesen, Signe Kærup Dahl og Jannie Faurschou. Det gør ingen nævneværdig forskel, om de spiller mænd eller kvinder, skjult som de er bag de på samme tid udtryksfulde og sært anonyme dukker.

Shakespeares ord står rent. Uden skuespillernes synlige mimik lever replikkerne deres eget liv

Der er bestemt ikke noget at grine af i stoffet, men de tre skuespilleres behændige leg med dukkerne, hvor de skiftes til at styre krop, hoved og hænder for hinanden, er ganske sjov. Også en lille hilsen til selve scenen, Bådteatret, hvor de tre dukker illuderer passagerer på et skib i stærk søgang.

Dukkeføreren lader sig forføre af dukken i Bådteatrets Blod, svigt og tårer.

Det kan måske være tiltrængt at trække på smilebåndet midt i alle intrigerne. Men egentlig morsomt er det ikke.

Ligesom Dansen med far tidligere på sæsonen viser Blod, svigt og tårer, at dukketeater sagtens kan være for voksne. Det fordrer bare, at der er en god grund til at fortælle med netop dette redskab. I dette tilfælde er pointen selvfølgelig, at magtens maske er den samme, uanset hvem der har den på.

Og hvornår de har den på.

Ord i mørket

Shakespeares ord står rent. Uden skuespillerne synlige mimik lever replikkerne deres eget liv. Befriet fra genkendelige kostumer og figurer kan dialogen løbe mellem dukkerne på tværs af de enkelte stykker. Monologer bliver splittet op på flere figurer, og selv løb jeg i hvert fald sur i, om én dukke hørte specifikt sammen med ét magtmenneske.

Blod, svigt og tårer hører til i den smallere ende af spektret, hvor vi som publikum får mest ud af forestillingen, hvis vi sætter pris på teknikken. Og når vi har et vist forhåndskendskab til teksterne, så vi kan nyde specielt saftige citater.

Men når det er sagt, så er der meget at hente i at begive sig ned i bugen af Bådteatret, ned i bugen af bæstet, ned i magtens mørke. På de præmisser får fem stjerner lov til at stå og tindre i dette mørke.

Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet …


Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.


Blod, svigt og tårer spiller på Bådteatret til 23. maj

Medvirkende: Pernille Nedergaard Haugesen, Signe Kærup Dahl, Jannie Faurschou

Dukkemager: Phantom Limb Company

Manuskript: William Shakespeare – i Niels Brunses oversættelse

Instruktion: Rolf Heim


Fotos: Miklos Szabo

 

 

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur