FREDAGSKLUMME – Hvem har ikke drømt om at flytte ind i et hus eller en lejlighed, man så, når man var på ferie. Men er drømmen virkelig udtryk for bare det? Jakob Brønnum skriver fredagsklumme om det at ville have sig et andet liv.
De fleste, der læser denne klumme har for nylig været på en kort ferie i et land eller en by, de havde lyst til at besøge og går nu og arbejder med at få nogle tilsyneladende ubrugelige drømme, de havde på ferien, til at forsvinde. Lidt på samme måde, som når man prøver at børste en håndfuld frøkapsler af med hånden, der har sat sig på tøjet, mens man var i skoven. De vil aldrig rigtig gå af første gang, de er nemlig bestemt til at skulle sidde fast.
Man går rundt i London, Paris, New York, i Sydfrankrig, på en skråning i Toscana, i Trastevere i Rom, på Gran Canaria, i de grønne bakker udenfor Koblenz eller et hvilket som helst andet sted og siger til sig selv og hvem, der ellers hører efter: ”Dér kunne vi da godt bo, kunne vi ikke? Hvor ville det være dejligt!”
Man kan have drømmen når som helst i livet, den er ikke forbundet til en bestemt aldersgruppe. Man kan have den som nybegynder, når man ikke rigtig har fundet ud af, hvordan man egentlig kommer til at leve sit liv.
Så flyder man med drømmen og dens billeder, og nogle gange forestiller man sig, hvilket liv, man ville have dér. Der skal såmænd ikke mere til end en række pelagoniaer i nogle gamle olivenoliedunke og et lille bord med en kaffekop og en stak paperbacks til, før drømmen får vinger, mens man tilfældigt passerer forbi.
I heldigste fald kan drømmen rent faktisk få én til at rydde op i sine overspringsmekanismer, når man kommer fra ferie
Man kan have den, når man er lidt træt, sådan midt i livet med børnene i en bestemt alder, hvor de forlanger råderum, men stadig er krævende på den gamle måde, og hvor ens arbejde står i et bestemt grålys, når man er væk fra det, fordi man dybest set ikke finder, at den udvikling, virksomheden eller organisationen for tiden undergår helt giver én plads på den måde, man gerne ville.
Så kan man se en balkon med nogle planter eller en stue med højt til loftet og en lille bogreol og nogle hvide lænestole eller en tagterrasse eller en have med tre citrontræer og en hvidmalet træbænk og tænke, ”Ih, dér kunne man godt nok sidde og have det dejligt.”
Hvad tiden bør og skal bruges til
Drømmen kan også komme med en anderledes fordringsfuld kraft, nemlig, når man er ved at tænke over, hvad tiden i livet egentlig bør og skal bruges til. Det behøver ikke være, fordi man er ved at holde op med at arbejde og skal tænke over fremtiden på en ny måde. Det kan også være i situationer, hvor børnene er flyttet, eller hvor tiden eller en selv går ind i et nyt 10-år.
I virkeligheden har man den hver gang, man er ude at rejse. Ferien og friheden fra opvasken, vasketøjet, græsslåmaskinen og naboens radio eller skrigende unger, gør, at man slipper noget løs i hovedet, som får en til at drømme sammen med de steder, man besøger.
Den amerikanske tegner Kristen Radtke har gjort den iagttagelse i The New Yorker, at der ligger en form for ensomhed i at drømme om andre menneskers lejlighed. Dybest set er det øjebliks milde glæde, man har ved at tænke over, hvor mange ting i livet, man ville tage fat på, et udtryk for, at man er utilfreds med sit liv.
I heldigste fald kan drømmen rent faktisk få en til at rydde op i sine overspringsmekanismer, når man kommer fra ferie, fordi man opdager, at det netop ikke handlede om at bo et andet sted, men om at gøre noget andet, dér hvor man er.
I værste fald følger drømmen én som en understrøm, et sted, man kan bruge til at lukke af for livet, lidt ligesom den måde, man bruger amerikanske romantiske komedier.
Tre ting i vejen
Der er mindst tre grundlæggende momenter galt med drømmen. Det ved man jo godt. Det praktiske, først og fremmest. Man kunne faktisk godt købe en lejlighed på Gran Canaria til 700.000 kr., og man kan også så nogenlunde betale den, hvis man har betalt bilen ud. Men hvor tit har man mulighed for at tage til Gran Canaria? Gider man det nytår, påske og sommer? Vil man ikke hellere rejse andre steder engang i mellem?
Og flytte derned, det kan det jo nok knibe med, og så bliver der problemer med at få det lejet ud, og så kan man ikke have så mange af sine egne ting stående, hvis man lejer ud og så ryger lidt af charmen. Alt det kunne imidlertid godt løses, hvis man virkelig havde viljen til det. Og man kunne også finde en vis frihed, ro og genkendelsens glæde ved sådan en lejlighed. Det er ikke det værste.
Det værste ved drømmen er heller ikke perspektivforfalskningen, selvom det er slemt. Når man ser en lejlighed eller et hus eller en have, man gerne vil være i, ser man den jo udefra, hvor den tager sig særlig idyllisk ud. Man overser, at der ikke ser sådan ud indefra. Tværtimod.
Hvis man ikke ved, hvad man ville lave dér i den lækre lejlighed med balkonen, så bliver det ikke anderledes
Sandsynligheden for at netop den hyggelige bopæl, som andre mennesker har, og som man frækt drømmer om at have i stedet for dem, ligger ud til en stor vej med trafik og larm, er nærliggende, ellers ville man jo ikke have set bopælen – man kommer sjældent ind de rigtigt smukke steder på sådan en hurtig ferie, hvor man er så træt, at man går og drømmer ensomme drømme.
Man skal vende billedet om og se, hvordan dem, der bor der, ser stedet fra deres bopæl, før man kan nærme sig en forståelse af den virkelighed, man hengiver sig til med en flygtig drøm. Det er dog heller ikke det værste ved drømmen.
Det værste er hele spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet ville få et bedre liv, hvis man boede sådan et sted. Hvis man ikke ved, hvad man ville lave der i den lækre lejlighed med balkonen, så bliver det ikke anderledes. Den lækre lejlighed, hvorfra man kiggede over mod en fabrik eller en forladt byggeplads.
Hvis man tænker sig, at man havde råd til at gøre lige hvad, man ville og kunne få alle de ting, man altid havde drømt om, og valgte den lejlighed i udlandet, man gerne ville have, eller en lidt billigere, og brugte den, som det passede en, eller nogenlunde, så bliver det efter alt at dømme alligevel ikke meget anderledes, når der er gået et stykke tid. Så sidder man igen og drømmer sig et andet sted hen og drømmen begynder at vriste sig løs igen, når man besøger en ny fremmed by.
Alt tyder på, at hvis drømmen ikke rummer et fællesskab, nogen man kan gøre noget sammen med, som fornyer tiden i én, et sted, man kan gå hen og gøre en indsats, sammen med andre mennesker, der vil det samme, så bliver det ikke anderledes.
Det materielle ved drømmen overtager og skygger for, at det var det menneskelige, der manglede. Hvis det menneskelige fællesskab ikke var der, ville man blot stadig sidde for sig selv og ønske sig et andet sted hen.
Hvorfor det ikke er der, og hvad man kan og skal gøre ved det, det er en helt anden sag.
Foto: Landskab i Toscana (Wikimedia Commons)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her