AKTIV DØDSHJÆLP // KRONIK (LONGREAD) – Er dødshjælp en sejr for individets selvbestemmelse eller udtryk for en gennemgribende uklarhed? Johannes Adamsen belyser vores forståelse af autonomi og værdighed og stiller skarpt på, hvordan moderne frihedsbegreber former debatten om dødshjælp. Hvor frie er vi? Ved vi faktisk, hvad vi vil? Hvor meget betyder de pårørende? Og hvad sker der, når vi går fra etiske overvejelser til jura?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det Etiske Råds udtalelse om dødshjælp (2023) er en virkelig god og stort set ignoreret rapport. Den er bemærkelsesværdig af to grunde.
For det første er det en forbilledlig fremstilling af et komplekst og kontroversielt emne, der kommer langt omkring, både i forhold til viden, manglende viden og usikkerhed, og den er en fin og afbalanceret tolkning af mange modsatrettede synspunkter. Den burde nærmest være pligtlæsning for enhver, som vil udtale sig om emnet.
For det andet er den bemærkelsesværdig ved åbenbart ikke at være særlig meget læst. Det kan jeg jo ikke vide, men som jeg har fulgt debatten i offentligheden, er der få referencer til den. Det virker, som om de fleste nøjes med at konstatere, at Det Etiske Råd ikke anbefaler indførelse af (aktiv) dødshjælp.
Statsministeren gjorde nærmest en dyd ud af at marginalisere udtalelsen ved at pege på en diskrepans mellem ”det sundhedsfaglige Danmark” og ”en strømning, som er stærk hos os, der ikke har rødder i det sundhedsfaglige”. Med denne formulering tilsidesatte Mette Frederiksen hele den velgennemarbejdede indsats, som Det Etiske Råd havde udført, og hun forfalder til en helt vilkårlig ikke-argumentation – måske hun følger meningsmålinger lige så meget som sine ”mavefornemmelser”.
Det er voldsomt reducerende, for ikke at sige ødelæggende, for debatten om dødshjælp at indskrænke begrebet om værdighed til aktiv handlen, inkl. kontrol
I det følgende skal jeg i forlængelse af den filosofiske tradition gøre mig nogle overvejelser. Det drejer sig om autonomi og værdighed, om palliation og om den ofte ureflekterede overgang fra etisk argumentation til lovgivning.
I det følgende vil jeg følge Det Etiske Råds sprogbrug. Med dødshjælp forstår jeg de to ”aktive” former, som af rådet kaldes henholdsvis assisteret selvmord, dvs. at en døende selv indtager dødbringende midler overdraget af en anden, og eutanasi, hvor en anden giver en eller anden form for dødeligt middel. Jeg bruger ikke aktiv og passiv, idet det forekommer mig vildledende, jf. afsnittet om palliation.
Autonomi og værdighed
Fortalere for indførelse af dødshjælp i Danmark fremfører ofte autonomitanken som et væsentligt argument. Ved autonomi forstås typisk noget i retning af en uindskrænket ret til at bestemme over eget liv og befindende. Begrebet har filosofisk set rødder især hos filosoffen Immanuel Kant (1724-1804), så først kort herom. Kant siges ofte at gå ind for menneskets autonomi, nemlig i betydningen fra dens græske etymologi som selvlovgivende.
Men Kant skriver reelt ikke om menneskets autonomi, men om fornuftens autonomi. Konteksten er etisk, ikke juridisk, og Kant fremhæver at fornuften kun kan være selvlovgivende i dén forstand at den netop hævder sin etiske regel som potentielt gældende for alle, ergo ingen selvundtagelse. Dette viser sig i hans såkaldt kategoriske imperativ derved at grundreglen for enhver handling skulle kunne være almen lov. Det handler derfor ikke om personens/menneskets autonomi i betydningen ”at jeg gør hvad jeg vil”, men om at prøve sin fornuftsbeslutning som alment gældende.
Med andre ord: Det moderne autonomibegreb fødes netop ikke som individets triumf, men som en etisk overvejelse, hvor udefrakommende trusler eller løfter (straf, belønning; helvede, himmel) ikke tæller, kun fornuftens frie afgørelse. Det vil sige, at det er individets ansvarliggørelse i frihed.
Det er hos Kant fuldt fornuftigt at følge fx traditionen, religionen, familien, patriarkatet, men det skal være med fornuftige grunde, ellers ville det netop være ufrit. Det betyder hos Kant, at en etisk handling ikke har med trusler eller løfter at gøre, kun med fornuftens fra trusler og løfter befriede overvejelser. Men i de forløbne mere end to århundreder er Kants idé om fornuftens frigørende potentiale vandret over i en udvandet idé om autonomi som retten til at gøre, som man lyster og ønsker, at følge sin mavefornemmelser, som det siges (en idé, som allerede John Locke (1632-1704) undsagde).
Bag begrebet om autonomi forstås i dag derfor grundlæggende en idé om menneskets medfødte frihed. At være fri er at være autonom, selvbestemmende. Men både Locke og Kant og ikke mindst Montesquieu mente, at frihed er frihed i kraft af almindelig lovgivning, ikke mod eller uden for loven.
Afgørende er her også, at Kant binder begrebet om fornuftens autonomi sammen med begrebet værdighed: Både hos Pico della Mirandola (1463-94) og hos Kant er menneskets værdighed afledt af dets mulighed for og evner til moralsk handling. Dvs. når den udbredte moderne opfattelse, som netop i debatten om dødshjælp, kobler tab af værdighed til lidelse, (se fx statsministeren i KD d. 2. okt. 2024), så er det ikke forbundet med Kant, men er udtryk for et aktivistisk (eller ligefrem permissivt) frihedsbegreb, hvor frihed kun kan forstås som handling (og implicit kontrol).
Menneskets frihed har både et ydre aspekt, fx i forhold til andre menneskers krav, og et indre, fx i forhold til frygt og længsel. Frihed handler nok så meget om at være fri fra indre tvang og at være fri til at møde det ikke-kontrollérbare. Med et gængs udtryk: Ikke bare hvordan man har det, men hvordan man tager det. Enhver, der har set et menneske bære lidelser med tålmod, uden selvynk og med omverdenssans, kan vel akkurat her se ægte værdighed.
Det er voldsomt reducerende, for ikke at sige ødelæggende, for debatten om dødshjælp at indskrænke begrebet om værdighed til aktiv handlen, inkl. kontrol: Hvordan skal syge og handicappede i øvrigt forstå sig selv, hvis den offentlige debat implicit stempler dem som uværdige?
Tænk, hvis vi kom til at handle på følelsesmæssig overbelastning eller et dybfølt ønske om at lette vores familie for tyngden og smerten ved at sørge for, at døden kom før, end den naturligt ville komme
Lektor i filosofi ved Aarhus Universitet Morten Dige har i en artikel argumenteret for et andet autonomibegreb, nemlig et relationelt begreb. Han betegner med rette ovenfor nævnte begreb som individualistisk (ja faktisk som ”hyper-individualistisk”) og mener, at fortalere for dette begreb overser, glemmer eller fortrænger, at et menneske bliver til i et kulturelt og socialt net af påvirkninger, og at ingen vokser op og dannes alene i kraft af frie valg.
Heroverfor sætter han så begrebet om relationel autonomi, hvor selvbestemmelse skal afbalanceres med fx retfærdighed, godgørenhed og det ikke-skadevoldende. Diges pointe er, at det individualistiske autonomibegreb ikke kan redegøre for sin egen sociale konstituering, hvilket det relationelle kan.
Det kunne meget vel tænkes at forsvarere for det individualistiske begreb vil sige, at Morten Dige forveksler autonomi med identitetsdannelse. Hvorfor, kunne man spørge, er det ikke fuld autonomi, selv om man er i en kulturel og social relation til andre?
Jeg tror, at grundtanken hos Dige, at konstitueringen af selvforståelsen i kraft af andre mennesker, også indebærer et aktuelt synspunkt: Vi er vedblivende en del af et kulturelt og socialt væv.
Men man kunne faktisk gå længere end Dige og sige, at store dele, og vel de væsentligste dele, af vores liv ikke i nogen rimelig grad er selvbestemmende i betydning af et aktivt, frit handlende individ. På arbejdet, i uddannelsesinstitutioner, ved sygdom og handicap, ja selv blandt venner og familie, er vi uophørligt udsat for krav og forventninger, som ikke tillader denne autonomi. Det er måske særlig tydeligt i den lovgivende forsamling, Folketinget (autonomiens arnested), for her kan man fritstilles fra partidisciplin fx ved afstemning om svære etiske beslutninger som præcist dødshjælp.
Betænk også hverdagen i fx familien, hvor der skal laves mad, hentes børn, gøres rent etc. – er man fri og autonom? Hvornår er vi egentlig helt frie? Er vi ikke konstant underlagt regler, også på fodboldbanen og i individuelle sportsgrene. Men jo, vi kan selv vælge, om og evt. hvilken idræt vi vil dyrke – i hvert fald til dels frit og i en vis forstand, fx har mange næppe råd til fx privatfly, golf, hestesport og Formel 1.
Jeg foreslår, at man mere lader det frie valg vise sig i, at – og evt. hvordan – man står til ansvar. Det er uinteressant, om jeg har villet – frit – stemme for den og den lov, eller om jeg har villet købe det og det ind eller slet ikke købe ind, jeg er ansvarlig for min stemme, mit indkøb eller manglende mad på bordet.
Værre endnu: Ikke bare er vi forviklede med hinanden og vores krav på hinanden, men vi kan også i mange sammenhænge være helt uklare om vores dybeste ønsker. I Tarkovskijs film Stalker kan man få sine inderste ønsker opfyldt i et særligt rum i en hemmelig og afspærret zone: Tør man gå derind? Kender man sine inderste ønsker? Ved vi altid, på hvilken baggrund og af hvilke årsager og motiver vi handler? Og vil vi se det i øjnene?
I virkelighedens verden består store dele af vores liv jo af valg inden for begrænsede muligheder, som vi på ingen måde kan kontrollere
Med andre ord: Autonomi er belastet af en falsk frihedsforståelse i retning af handling og kontrol, mens modsat begrebet selvbestemmelse bør tage udgangspunkt i ansvarsbegrebet, dvs. at det ikke er afgørende, om jeg har lyst til at gøre det ene eller det andet, om jeg vælger frit, men at jeg står inde for det, trods handlingens karakter af fx krav eller forpligtelse. Eksempelvis har man ikke nogen reel frihed, hvis barnet græder om natten, og man har lyst til at sove. Men man pådrager sig alligevel ansvar for valget. Man kan blive liggende og sove og håbe, gråden holder op, man kan rejse sig og trøste, men man kan ikke ikke-vælge.
Det betyder, at når modstandere af dødshjælp fremhæver, at indførelse af dødshjælp kan skabe et betydeligt pres mod den uhelbredeligt syge, så er det faktisk et alvorligt modargument. (Når fortalere for indførelse af dødshjælp siger, at det samme gør sig gældende for livsforlængende behandling, drejer det sig om et skinargument.)
Ikke bare den syge kan føle sig som en belastning, men de pårørende kan have meget sværere ved at være i det, end det indrømmes, også i Det Etiske Råds betænkning. Og hvordan fanger vi ”rationelt” alle de underliggende, men ikke verbalt artikulerede eller måske slet ikke artikulérbare meddelelser, som man som syg aflæser eller tror at aflæse – eller bare har en intuitiv, ”emotionel” adgang til?
Notat om det at være pårørende, ved Lone Gerup Adamsen, klinisk psykolog med specialisering i traumer:
”Min mand, artiklens hovedforfatter, er uhelbredeligt syg af kræft. Han overlevede de første tre år efter behandling og brød statistikkerne på alle måder. Så kom tilbagefaldet, og vi fik at vide at han har 1-3 år at leve i.
Nu er der gået 1½ år mere og han er efter operation igen rask – et særligt tilfælde siger lægerne. Rystelserne i familien er store og frygten for sygdommen og det kommende tab (ventesorgen) nærmer sig til tider afgrunden. Det er som om døden står på spring, som om den er flyttet ind i vores hjem i stedet for at være et eksistentielt vilkår.
Alligevel går dagligdagen og livet videre, som det vil gøre den dag jeg (sandsynligvis?) bliver enke, men den mentale belastning som pårørende er voldsom. Tanker af alskens utænkelige slags melder sig under sådanne betingelser, og de berører netop dilemmaer og stillingtagen til aktiv dødshjælp.
En frygtelig tanke hos mig som hans kone har været, om min mand ikke snart kunne dø, så jeg kunne komme fri af den smertelige livssituation vi befinder os i. Det er heldigvis bare en tanke, og jeg tillader mig at tænke den, da jeg ved, at det er udenfor min kontrol, hvornår (eller om) min mand bliver dødeligt syg og må forlade mig og vores børn, familie og venner og livet.
For mig ville indførelsen af aktiv dødshjælp være frygtelig, skræmmende og en menneskelig misforståelse, for tænk hvis vi kom til at handle på følelsesmæssig overbelastning eller et dybfølt ønske om at lette vores familie for tyngden og smerten ved at sørge for døden kom før, end den naturligt vil komme …. ”
Jeg vil mene, at ansvar er en mere præcis måde at karakterisere selvbestemmelse på (og ansvar er svagt eller ikke repræsenteret i det hyppigt anvendte autonomibegreb), og at stå til ansvar fremhæver klarere, at der er mere eller mindre tydelige, implicitte valg.
Ydermere får det den tankevækkende konsekvens, at hvis man tænker selvbestemmelse som ansvar, så vil dødshjælp netop være det frie, selvbestemmende valg, hvor man ikke kan stå til ansvar.
Selvbestemmelse
Hvis man for en stund lader autonomibegrebet ligge, inkl. dets nære tilknytning til individets suverænitet, og i stedet ser på selvbestemmelsesbegrebet, så vil to ting være klargørende.
For det første er der i den tyske filosofi (nærmere bestemt den tyske idealisme) en parallelitet mellem selvbevidsthed og selvbestemmelse. At være selvbevidst er den teoretiske side, hvor selvbestemmelse er den praktiske. Dvs. at selvbevidsthed ikke er det selv at være bevidst om noget, men at være bevidst om sig selv, og om sig selv som et selv. Selvbestemmelse er tilsvarende ikke selv at bestemme noget.
Selvbestemmelse indebærer, at man ved at bestemme noget, samtidig bestemmer sig selv som selv, bliver til et selv med karakter. Det praktiske aspekt er, at et menneske er undervejs, og at at bestemme sig for noget også er at give sig selv en bestemmelse, altså en afgrænsning, karakter. Selvbestemmelse er med andre ord langtfra alene at kunne bestemme noget, men at bestemme noget ved også at bestemme sig for og som noget.
Alle valg finder sted inden for et liv i sin kompleksitet – hvordan kan disse valg sidestilles med dødshjælp, som er valget, der slutter alle valg?
Simpelt eksempel: Bestemmer man sig for at tage noget uretmæssigt, har man også bestemt sig selv som tyv. Derfor er selvbestemmelse en slags dannelse, og derfor giver det god mening som ovenfor at forbinde selvbestemmelse med ansvar. Den, som ikke vil tage ansvar, kan heller ikke være selvbestemmende, dvs. kan ikke bestemme sig som sig selv: Ansvarsløst mister selvet kontur, og handlinger ender i gestik, tomme bevægelser i luften.
Der ligger altså i begrebet selvbestemmelse en idé om, at handlinger ikke bare er objektive, ang. dét i forhold til hvilket man handler; men handlinger har også et subjektivt aspekt, de bestemmer den handlende som et selv.
For det andet er selvbestemmelse ikke kun aktivt, men også receptivt. Man bestemmer også sig selv ved den måde, man tager imod, ved sin åbenhed for fx det skønne, kærlighed – og lidelse. Autonomi i nutidig sprogbrug viser sig som en fiktion om individets selvstændighed, som suggererer, at mennesket står frit over for en række af muligheder, inkl. liv og død, som så vælges. Selvbestemmelse peger på, at enhver handling også principielt bestemmer en, nemlig som et ansvarligt selv.
I virkelighedens verden består store dele af vores liv jo af valg inden for begrænsede muligheder, som vi på ingen måde kan kontrollere. Man kan vælge bil, hus, arbejde, fritidsinteresse, men igen er der muligheder, begrænsninger og konsekvenser. Jeg kan, hvis jeg har råd, vælge at drikke en flaske whisky om dagen, men min familie vil måske ikke synes, det er et godt valg. Og konsekvenserne er ikke bare vellyst og en måske uoverkommelig udgift. Og frem for alt kan man ikke vælge, men tildeles sin højde, hudfarve, køn, at være rask, fri for handikap etc.
Med andre ord: Autonomi er et suggestivt begreb, dvs. man forsøges bibragt et indtryk, der ikke holder. Selvbestemmelse er at kunne navigere i de muligheder, der gives, og at kunne tage ansvar for valgene, fordi de også bestemmer mig selv som den ansvarlige. Det er derfor en logisk kortslutning at sidestille vores livs mange bestemmelser og valg med valget af vores livs afslutning. Alle valg finder sted inden for et liv i sin kompleksitet – hvordan kan disse valg sidestilles med dødshjælp, som er valget, der slutter alle valg?
Forestillingen om autonomi og det dermed forbundne begreb om værdighed som det at kunne handle frit, viser sig i debatten ved at sidestille dødshjælp og palliation. Lige pludselig fremstår dødshjælp som frit og værdigt.
Dertil kommer den i de seneste år udbredte anklage om, at som det er nu, uden dødshjælp, er det lægerne, der ”leger Gud”, ved at kunne bestemme over behandling og palliation. Selv om det fremgår tydeligt, at stort set ingen forslag om dødshjælp er tænkt uden lægebedømmelse og -udtalelse. De få forslag, der af og til luftes om ”suveræn” selvbestemmelse, helt uden læger, lader sig selvsagt ikke adskille fra selvmord. Som de fleste stadig opfatter som forfærdeligt, og som skal bekæmpes.
Palliation og lidelse
Selv om det af og til fremføres, at modstandere af dødshjælp nærmest dyrker lidelse, så er det svært at finde dem. Der er vel en afgørende forskel på at indrømme lidelse som en del af tilværelsen og så ligefrem dyrke den. Med andre ord er palliation, lindring (til forskel fra helbredelse) noget, som både modstandere og tilhængere af dødshjælp går ind for, og alle, også Rigsrevisionen, ønsker indsatsen styrket (både fysisk, psykisk, praktisk og åndeligt). Derfor hedder det her som udgangspunkt ikke aktiv dødshjælp, for palliation er ikke passiv dødshjælp, men netop lindring.
Det Etiske Råds udtalelse står her stærkt, men jeg gentager punktet, fordi det er blevet et yndet argument at sidestille to former for palliation med dødshjælp, og derfor siger fortalere for dødshjælp, at der de facto – reelt – allerede er indført dødshjælp i Danmark, altså såkaldt passiv dødshjælp. Argumentet skærpes ofte med, at det er en gråzone og derfor uden for kontrol, ingen ved, hvor mange der på den måde, siges det, ”hjælpes til døden”.
Ole Hartling henviser til den norske læge Morten Magelssen for et afklarende spørgsmål (også citeret af Det Etiske Råd): Ved palliation er det hensigten at lindre, så hvis døden indtræffer, er det en bivirkning; det kontrafaktiske spørgsmål vil være: Hvis døden ikke indtræffer, var den lindrende behandling så mislykket? Svaret er naturligvis nej. Omvendt ved dødshjælp, hvor hensigten er døden; hvis døden ikke kommer, er ”behandlingen” netop mislykket.
Efter min bedømmelse gør man sig sagen lidt for nem, når man – mere eller mindre retorisk – sidestiller dødshjælp med palliation, både smertelindring, som kan fremskynde døden, og såkaldt palliativ sedering, hvor patientens bevidsthedsniveau sænkes. At det kan misbruges, siger sig selv – men det kan enhver omgang med medicin. Ole Hartling fremfører også tankevækkende, at den mængde medicin, der gives ved palliation, og som kan forvolde døden trods intention om smertelindring, ikke vil kunne dræbe et sundt og raskt menneske.
Fra etik til jura
Det Etiske Råds hovedbegrundelse for ikke at anbefale indførelse af dødshjælp er juridisk, ”at det i princippet er umuligt at indføre en forsvarlig regulering af dødshjælp”; ikke i streng forstand etisk, idet det fremføres og erkendes, at dødshjælp kan være ”forståelig”.
Trods det fremstår store dele af debatten til fordel for dødshjælp som etisk begrundet, eller måske mere præcist: begrundet i et individualistisk menneskesyn, hvor handling (og reelt kontrol) er afgørende for et menneskeliv, for dets ”værdighed”, som det hedder. Dette afspejler sig også i titlen på det i 2023 regeringsnedsatte udvalg: Udvalget for en mere værdig død.
Væsentligst i overgangen fra etik til jura er juraens begrænsning og dens krav på almengyldighed, og det er her, at Det Etiske Råd fremsiger sine betænkninger, som i sidste instans er afgørende for ikke at anbefale lovgivning til fordel for dødshjælp.
Hvis man ikke mere eller mindre underforstået begrunder retten til dødshjælp med ejendomsret til eget liv, hvordan forstås ens liv så?
I sundhedspersonalet er modstanden da også massiv, for den enes ret bliver nødvendigvis den andens pligt. At sige, at der altid vil være læger/sygeplejersker, og at det skal være frivilligt, er en betydelig og forbløffende undervurdering af, hvilken grænse der overskrides. Man vil altid kunne finde en dr. Død, lægestanden er selvfølgelig stor nok til både brodne kar og kynikere. Ligesom man kan indføre tortur og dødsstraf og sikkert finde en bøddel, sådan vil nogle også frivilligt udføre dødshjælp, men det er ikke ensbetydende med, at resten af lægestanden er uberørt og uanfægtet, tværtimod.
Jeg mener som Det Etiske Råd, at man principielt skal være varsom med at sige, at dødshjælp ikke kan komme på tale – af etiske grunde. Men en legalisering løber ind i nøjagtig alle de juridiske vanskeligheder, som rådets udtalelser fremhæver.
Hvorfor kan legaliseret dødshjælp ikke betragtes som selvmord? Selvmord blev indtil oplysningstiden betragtet som en slags mord – en forbrydelse mod både Gud, menneske og samfund – og var derfor forbudt. Ophævelsen af forbuddet mod selvmord handlede ikke bare om religion, men heri indgik en ny forståelse af psykologi, selvmord blev nu set som noget helt andet end mord (den, som myrdes, ønsker det ikke; den, som slår sig selv ihjel, vil det), nemlig noget, som krævede forebyggelse, hjælp, støtte.
Det forekommer mig, at fortalere for dødshjælp kun i meget beskedent omfang eller slet ikke reflekterer grænsen til selvmord som sådan: Argumentet med terminal eller uhelbredelig (psykisk eller fysisk) sygdom kan jo ikke afgrænse sig mod mange selvmordstruede.
Liv og ejendom
Det rejser afslutningsvis det ikke rigtigt tematiserede grundspørgsmål: Ejer og har man i det hele taget fuld forvaltnings- og destruktionsret over sit eget liv? Udtrykket selvmord var en kristen tanke om livet som gudgivet, det var ikke menneskets ret at tage eget liv; endnu Kant fandt selvmord uhyrligt.
I debatten om dødshjælp høres ofte fra tilhængere, at modstand bare er ”religiøst” begrundet, dvs. uden ”rationel” interesse. Men ud fra hvilken rationalitet hentes begrebet om ejendomsret – oftest implicit og uindrømmet – ind i debatten, nemlig ved udtrykket ”det er mit liv”? Kan man virkelig eje sit eget liv? Det er ikke nødvendigvis irrationelt, men vel en uegentlig forståelse af idéen om ejendomsret (problemet kan ses allerede hos John Locke)?
Hvis man ikke mere eller mindre underforstået begrunder retten til dødshjælp med ejendomsret til eget liv, hvordan forstås ens liv så? Rent darwinistisk, dvs. ”rationelt”, som kold kalkule af nytteværdi? Eller skal livet på en eller anden måde forstås som principielt hinsides egen skalten og valten, som en opgave? Så er det metafysiske, dvs. det religiøse spørgsmål, genåbnet. Ikke som skældsord. Men helt alvorligt.
Læs mere i POV om debatten om aktiv dødshjælp her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
