EUROPAS MINDRETAL #12 // KRONIK – USA stemmer med Rusland, håner Europa og truer med at forlade Nato. Det transatlantiske forhold er i frit fald – og denne gang er det ikke bare en krise, men en reel skilsmisse. For at forstå bruddet må vi tilbage til begyndelsen – og se frygten i øjnene: Hvad gør Europa uden USA?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Støvet hvirvler op omkring Europa. Rusland truer med sit nærvær. USA truer med sit fravær. Og det er lige slemt. Det har været et brutalt wake-up call. Ruslands invasion af Ukraine for godt tre år siden understregede den europæiske afhængighed af USA. Men på blot nogle få uger fik Donald Trump vækket europæerne ved at vende op og ned på det gamle allianceforhold mellem USA og Europa. Situationen er så ny og anderledes, at det er nødvendigt at gå lidt tilbage i historien for at forstå, hvad der er sket, for krisen er naturligvis ikke kommet ud af det blå.
”Europa skulle have set det komme.” Sådan lyder en helt aktuel analyse i Foreign Affairs, et stort amerikansk magasin for udenrigspolitik
Til en begyndelse behøver vi dog kun at gå tilbage til december 2024, hvor statsminister Mette Frederiksen talte om ”de mørke kræfter” i verden. Det var autokratierne Rusland, Nordkorea, Iran og Kina, som ”grundlæggende vil en anden verdensorden end den, vi tror på i Vesten og møjsommeligt har bygget op siden Anden Verdenskrig,” sagde statsministeren.
Set fra verden af i dag, få måneder efter statsministerens analyse af de aktuelle trusler, havde det været relevant at nævne USA i denne samling af ”mørke kræfter”. I dag vil USA også en helt anden verdensorden end den, som Europa tilstræber. I slutningen af februar stemte USA i hvert fald sammen med disse ”mørke kræfter”, nemlig Rusland og Kina, om en FN-resolution, som undlod at placere ansvaret for Ukraine-krigen hos Rusland. USA og Rusland var også fælles om at stemme imod et europæisk forslag, som fordømte Ruslands invasion.
I samme hektiske periode stillede den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, spørgsmål ved, om de europæiske værdier overhovedet er værd at forsvare. I stigende grad viser der sig et USA uden en klar fremtid i relation til Europa.
Patetiske gratister?
”Europa skulle have set det komme.” Sådan lyder en helt aktuel analyse i Foreign Affairs, et stort amerikansk magasin for udenrigspolitik. Det understreges, at siden Obama-administrationen har USA’s ønske været tydeligt: Man ville vende sit engagement væk fra Europa for i stedet at rette det mod Asien og ikke mindst den kinesiske sikkerhedstrussel. Pointen er altså, at USA gentagne gange har opfordret de europæiske lande til at skabe en effektiv konventionel militær afskrækkelse i forhold til Rusland.
I 2002 skrev den amerikanske politolog Robert Kagan bogen Paradiset og magten om forskellen mellem den amerikanske og den europæiske magtopfattelse. Konklusionen står allerede på bogens første tre linjer: ”Det er på tide at opgive forestillingen om, at europæere og amerikanere har et fælles syn på verden, endsige bebor den samme verden.” Med ”Paradiset” refereres der til Europas forsøg på at opbygge en tilstand af ”evig fred”, mens ”magten” knytter sig til den amerikanske opfattelse af verden, som bestående af ”det gode” og ”det onde”, venner og fjender, og hvor militær magt er afgørende. Europas syn på verden er simpelthen helt imod det amerikanske, men alligevel vil europæerne gerne nyde deres fred og frihed under amerikansk beskyttelse.
EU’s skrøbelige folkelige legitimitet og opbakning er blevet et af de hovedområder, som både USA og Rusland vil kunne angribe gennem ideologisk krigsførelse for at skabe politisk destabilitet i Europa
Det er ganske givet dette problem, som den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth i sidste uge kaldte for ”patetisk”, da en utilsigtet selvafsløring viste, hvor dyb Trump-regimets foragt for Europa er. I et svar til vicepræsident J.D. Vance sagde Hegseth således, at ”jeg deler fuldt ud din afsky for europæisk gratisme”. På den måde er der nok tale om en forudsigelig skilsmisse.
Det europæiske hus
I 1991 udkom første bind af værket Det europæiske hus, som forsøger at afdække, hvad Europa er for en størrelse. Titlen symboliserer, at Europa er noget homogent, et hus, et hjem for sin befolkning. Denne titel giver både helt vildledende og helt relevante associationer. Naturligvis består Europa af mange og meget forskellige nationer og befolkninger. Splittelse er derfor altid en nærværende mulighed, også i dagens Europa.
Men man må også sige, at Europa er mere end kontinentets enkelte suveræne nationer. Europa er således også en idé, som dagligt, næsten siden afslutningen på 2. verdenskrig, er blevet forsøgt realiseret; har været i krise, er blevet udviklet, tilpasset, og stadig efterstræbes. Grundlaget for det Europa, vi kender i dag, er på den måde et eksperiment, som blev skabt blot få år efter det tredje riges sammenbrud og i skyggen af de nazistiske grusomheder.
På den måde har der også været en tendens til, at Europa har opfattet sin egen retfærdiggørelse som så selvindlysende, at den ikke krævede noget forsvar
Vold skulle erstattes med lov, sagde Jean Monnet, en af de store foregangsmænd for opbygningen af et Europa hinsides de barbariske krige, som havde gjort det 20. århundrede til helvedes forgård for millioner af mennesker. Efter de mest umenneskelige årtier skulle de europæiske nationalstaters magt begrænses gennem etableringen af et overnationalt, europæisk fredsregime.
I de første år efter 2. verdenskrig var de involverede politikere motiveret af deres personlige oplevelser på slagmarken, under bombeangreb og i koncentrationslejre. På ruinerne af dette opstod et Europa, hvor der ikke blev kæmpet ved grænserne, men hvor grænserne faktisk blev åbnet. Romtraktaten fra 1957 formaliserede fællesskabet mellem Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Luxembourg og Holland og var mere end blot et økonomisk fællesskab. Det repræsenterede også idéen om og troen på, at kollektiv politisk handling kunne sikre freden.
Set fra nutiden kan dette naturligvis fortolkes som udtryk for en gribende naivitet. Integrationen af store dele af Østeuropa i EU var imidlertid en nærmest ubegribelig historisk bedrift og et vidnesbyrd om, hvad idéen om det europæiske fredsprojekt trods alt kunne præstere. Størrelsen og omfanget af det nye EU med 27 lande har naturligvis også betydet, at det, der skal forenes, er blevet meget anderledes. Med en samlet befolkning, som overstiger den amerikanske og canadiske tilsammen, er det europæiske fællesskab noget helt andet, end da det blot bestod af de oprindelige 6 lande.
Konfliktpotentialet er dermed også vokset i en grad, så netop EU’s skrøbelige folkelige legitimitet og opbakning er blevet et af de hovedområder, som både USA og Rusland vil kunne angribe gennem ideologisk krigsførelse for at skabe politisk destabilitet i Europa.
Europa: enhed gennem mangfoldighed – eller opløsning?
Det er en uomgængelig historisk kendsgerning: Det var USA, som gav Europa den beskyttelse, som var nødvendig til genopbygningen efter 2. verdenskrig. I første omgang økonomisk, derefter sikkerhedsmæssigt. I et helt andet historisk perspektiv har Europa imidlertid næsten altid set sig selv som hele verden. Eller i det mindste som overlegen i forhold til den øvrige verden. På den måde har der også været en tendens til, at Europa har opfattet sin egen retfærdiggørelse som så selvindlysende, at den ikke krævede noget forsvar. Dette fører os lige i armene på den vigtigste drivkraft i skilsmissen mellem det amerikanske Trump-regime og Europa: værdier.
Som det jo ofte er, kommer styrken og svagheden fra samme kilde. Det gælder også for Europa. Vi kan formulere styrken gennem det europæiske motto ”United in diversity”; ”forenet gennem mangfoldighed”. Her er det forsøgt sammenfattet, hvad der gør Europa til Europa: respekt for det enkelte menneske, og opbygningen af institutioner, som understøtter dette gennem rettigheder, frihed, værdighed og solidaritet, samt demokratiske institutioner, hvor der er adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Hvorvidt Europa kan mønstre den politiske evne til at handle på denne erkendelse – trods den trussel om splittelse, som mangfoldigheden også rummer – er Europas største test siden 1945
Disse værdier afspejler den europæiske erfaring efter 2. verdenskrig, men naturligvis også, at Europa står midt i en multikulturel erfaring. Den mangfoldighed, som ovennævnte motto understreger, er imidlertid også en primær udfordring for Europa. Ikke mindst, når det handler om at kunne skabe en sammenhængende og fælles udenrigspolitik over for nationer som USA og Rusland med tydelige aggressive intentioner.
Europas grundlæggende værdiprincipper virker i dag som en rød klud på Trumps USA. For EU, som er vokset frem fra de katastrofale konsekvenser af 2. verdenskrig, vil det være umuligt at gå på kompromis med et amerikansk verdensbillede, som entydigt bygger på magt og en tiltagende autoritær fremfærd. De europæiske ledere har fået beskeden om, at USA under Trump ikke bare er en upålidelig ven, men en aktiv fjendtlig magt. Europas militære kapacitet må øges drastisk, ikke bare for at overleve uden USA som alliancepartner, men også for at forsvare de europæiske værdier, økonomier og demokratier.
Hvorvidt Europa kan mønstre den politiske evne til at handle på denne erkendelse – trods den trussel om splittelse, som mangfoldigheden også rummer – er Europas største test siden 1945.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og