TEATER // ANMELDELSE – Luchino Visconti var to timer og ti minutter om at fortælle sin version af Thomas Manns Døden i Venedig. Republique klarer det på en time. Ikke med et drømmende fin de siecle-blik på en gammel mands betagelse af en teenagers skønhed, men med et morsomt memento mori til os alle i publikum.
Der er klassikersæson på Republique/Revolver. For et par uger siden gjaldt det Herman Melvilles Moby Dick i minimalistisk, men effektiv opsætning. Nu gælder det Thomas Manns Døden i Venedig i lige så sparsom scenografi. Jeg ved ikke, om det er en trend. Men det virker.
Døden i Venedig er en sanseoplevelse, måske mere performance end teater. Med musik, sang, dans og kun sporadiske citater fra romanen. Meget passende holdt i tredje person. Bare en påmindelse om det litterære ophav. De fem skuespillere spiller ikke handlingen, men fortolker noget eksistentielt i romanen.
Her er både sfærisk musik, sjælens raseri, storm over Adriaterhavet og diabolske orgier
Derfor fungerer den stort set tomme scene, hvor de fem skuespillere træder ind klædt i antikke gevandter og spillende på harpe. Et gennemgående træk er, at hver ny handling gerne igangsættes af en af figurerne, hvorefter de andre følger efter. Undervejs i forestillingen bevæger de sig med enkle kostumeskift igennem forskellige temaer.
De har ikke den store teknik at læne sig opad. Malerspande og afdækningsplast giver sammen med lys og vind- og røgmaskiner adskillige wow-effekter. Her er både sfærisk musik, sjælens raseri, storm over Adriaterhavet og diabolske orgier. Først til sidst ruller den store illusionskunst ind på scenen.
Krop, sjæl og underbevidsthed
Et spor i fremstillingen af Døden i Venedig handler om europæisk kultur. Det understreges fint af kostumerne fra start, der refererer til klassisk græsk skulptur og kultur. Det fortsættes med Manns tekst om den nordeuropæiske protestantiske arbejdsmoral. Og et liv i den europæiske civilisations tjeneste. Du skal yde, før du kan nyde … men det har du så ikke tid til, fordi du skal yde.
Man hylder de antikke skulpturer, men undertrykker den dionysiske side af den græske arv. Men jeg skal da lige love for, at der kommer gang i drifterne i løbet af forestillingen. Døden i Venedig er på Republique tonedigt og kropslig poesi, men det er også hedonistisk sanselighed. Eller noget, der ligner.
Vi er vant til at se denne objektgørelse af kroppen med unge modeller. Fra de græske skulpturer og frem. Drenge og piger. Atleter, helte og gudinder. Fyld selv på med modeindustriens billeder, pornografien og de idealer, som influencerne fylder de sociale medier med.
På sporet af den tabte tid
Men præcis som Gustav von Aschenbach i Døden i Venedig hører skuespillerne til i den modne aldersgruppe – alle +60. Så kan vi spørge os selv, om det betyder, at vi bare skal sidde på hotellets terrasse og iagttage de smukke unge mennesker, der leger på stranden. Og begræde, at vi ikke tog del i den sanselighed, mens vi kunne (fordi vi havde travlt med karrieren).
Jagten på ungdom og skønhed og nydelse gælder uanset køn og fremstår som en bidende satire over vor tids rædsel for at blive gammel
Alle skuespillerne byder ind med deres fysik. De danser. De berører. De begærer. De nyder. Men de gør det med et blink i øjet. Når Charlotte Elizabeth Munksgaard for eksempel kaster sig ud i vulgært seksuelle attituder, akkompagnerer hun det samtidig med et grotesk pluddersprog. Det er vidunderligt morsomt.
De mange, der har et billede af Døden i Venedig fra Viscontis klassiske film på nethinden, vil nok erindre dens fokus på en homoerotisk besættelse af den unge dreng, Tadzio. Det tema er blevet bredt mere ud. Jagten på ungdom og skønhed og nydelse gælder uanset køn og fremstår som en bidende satire over vor tids rædsel for at blive gammel. Det er det andet spor i forestillingen.
Og there is no fool, like an old fool, som det hedder på engelsk. Noget af det, vi fjoller med for at udsætte det tidspunkt, hvor vi bliver gamle, er selvfølgelig kosmetiske indgreb. Det er forestillingens store illusionsnummer, og det er afsløringen af samme illusionsnummer. Det er på en gang morsomt og tragisk.
I den sammenhæng er det egentlig ganske passende, at Republique nærmest er nabo til skønhedsklinikken N’Age på Østerfælled Torv.
Livet og Døden i Venedig
Der er noget uendeligt tilfredsstillende ved Republiques Døden i Venedig. Det er enkelt. Det er flot. Det er sjovt. Det hele bliver ovenikøbet afviklet på blot en time.
Man kan droppe ganske forudsætningsløs ind i forestillingens univers, eller man kan nyde den anderledes tolkning af Thomas Manns værk. Undertitlen, Det fortrængtes genkomst, refererer til de undertrykte drifter, og selv om vi måske i dag ikke er helt så seksuelt undertrykte som på Manns tid, så er der stadig meget, der vækker genklang.
Antagelig vil den klinge bedre med en moden målgruppe end det unge publikum, fordi vi som unge som regel ser os selv som udødelige. På den anden side er det aldrig for tidligt at overveje, om vi vil udsætte livet (som Gustav von Aschenbach), om vi med næb og kløer vil udsætte alderdommen (som mange gør med livsstil, kosmetik og indgreb), eller om vi vil leve livet, når det er der. Der er i hvert fald inspirerende livskraft i de fem skuespillere, der giver den for fulde gardiner i Døden i Venedig.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og