BØGER // ANMELDELSE – I en tid, hvor opsplitning, ensporet tænkning, tempo og øjeblikkelig stillingtagen dominerer den offentlige samtale, fremstår Thomas Manns langsomme, reflekterende og selvmodsigende tankeunivers som en påmindelse om, at der findes komplekse erkendelser, skriver Jonas M. Hoeck.
Selvom den svenske litteraturprofessor og medlem af Nobelkomitéen for litteratur fra 1907-1920, Fredrik Böök, i 1929 mente, at romanen ikke var nogen værdig repræsentant for den tyske kulturarv, og understregede, at Thomas Mann modtog Nobelprisen i litteratur for sin debutroman Buddenbrooks (1901), anses Der Zauberberg (1924), eller Trolddomsbjerget, som den hedder på dansk, i dag af mange for at være Manns hovedværk.
Den næsten tusind sider lange og todelte roman om den mystiske sanatorieverden højt oppe i de schweiziske bjerge, hvor fornemmelsen for tid og realitet opløses for den unge Hans Castorp, og hvor excentriske skikkelser vandrer rundt og diskuterer politik og stor filosofi, mens lægerne foretager okkulte eksperimenter i kælderen, har tryllebundet generationer af læsere i over et århundrede.
Og den har gjort næsten lige så stort indtryk på populærkulturen som klassikere som Mary Shelleys Frankenstein (1818) eller Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719). Man behøver blot at se film som A Cure for Wellness (2016) for at forstå dens vedvarende gennemslagskraft.
Endnu en bog om Mann – og hvorfor den er nødvendig
Af samme grund er Morten Høi Jensens nye bog The Master of Contradictions – Thomas Mann and the Making of The Magic Mountain (2025) heller ikke den første bog, der sætter fokus på tilblivelsen af denne særegne modernistiske antiroman, som både bekræfter og sprænger de formgreb, man tidligere forbandt med romangenren og dannelsesromanen.
Historien gentager sig aldrig mekanisk. Men den analyse, som genfremskrives i Jensens bog, inviterer uundgåeligt til at læse Manns værk og idéunivers i lyset af vores egen tid
Analyserne af Trolddomsbjerget og af Thomas Manns personlige og politiske udvikling, fra nationalkonservativ forsvarer af det tyske kejserrige under Første Verdenskrig til moderat liberalkonservativ fortaler for demokratiet i mellemkrigstiden og eksilet, hører til de mest gennemarbejdede og genfortalte fortællinger i europæisk litteraturhistorie. De er blevet udfoldet i bøger, artikler, tv-udsendelser, radioforedrag og akademiske disputationer i årtier.
Alligevel er det svært ikke at anbefale Jensens bog. Både fordi det overordnet er en god og spændende bog, som giver et klart billede af Mann og hans udvikling, men mest af alt fordi gentagelsen, når det gælder Mann og hans forfatterskab, ikke er en svaghed, men en styrke.
I en tid, hvor opsplitning, ensporet tænkning, tempo og øjeblikkelig stillingtagen dominerer den offentlige samtale, fremstår Manns langsomme, reflekterende og selvmodsigende tankeunivers som en påmindelse om, at der findes komplekse erkendelser om spændingerne mellem ånd, natur, politik og dannelse, som det senmoderne samfund ikke længere indøver i sine borgere, men som det er nødvendigt, at vi fortsat minder os selv og hinanden om.
Demokratiets åndelige balance
Morten Høi Jensen viser på bogens knap to hundrede sider fint, hvordan Mann gennem både sin egen og sin hovedkarakter Hans Castorps filosofiske og politiske dannelsesrejse når frem til, at det moderne demokratis succes er afhængig af ideologisk og åndelig balance og en fælles folkelig forståelse af, at politisk mådehold og forståelse for modstandernes politiske ståsteder er en nødvendig dyd at opretholde, hvis ikke man vil ende i barbari.
Tyskland gennemlevede i Manns levetid både aristokrati, demokrati og autokrati, og både den klassiske konservatisme, nationalsocialismen og kommunismen blev prøvet af i forskellige grader, uden at nogen af dem førte til et lykkeligt og perfekt moderne samfund. Derfor blev målet om selvkritik, åndelig disciplin og dynamisk syntese et nødvendigt ideal for Mann.
Krig, krise og den moderne sjæls udmattelse
Som Jensen viser gennem skildringer af Manns oplevelser under Første Verdenskrig og hans læsning af samtidens og fortidens tænkere, indså Mann, at oplysning og fornuft efter mere end fyrre års relativ fred i Europa paradoksalt havde frembragt en følelse af meningsløshed, mismod og selvforagt. Den åndelige udmattelse skabte et ønske om renselse gennem noget voldsomt og skelsættende, hvorfor krigen for mange blev svaret.
For Mann blev konklusionen efter Første og siden Anden Verdenskrig derfor ikke, at menneskets irrationelle og romantiske længsler skulle udryddes helt ved politisk magt, eller at man skulle forbyde bestemte politiske holdninger.
En urovækkende aktualitet
Historien gentager sig aldrig mekanisk. Men den analyse, som genfremskrives i Jensens bog, inviterer uundgåeligt til at læse Manns værk og idéunivers i lyset af vores egen tid. I mere end halvfjerds år har Europa levet i relativ fred. Spørgsmålet er, om denne periode er blevet brugt til at styrke den åndelige og politiske dannelse, som Mann efterlyste. For forfatteren Mann var faren aldrig blot én bestemt ideologi, men enhver ideologi, der gjorde krav på absolut sandhed og uindskrænket magt. Jensen er ikke i tvivl om, hvor vi står i dag.
Som han skriver i epilogen: “To read The Magic Mountain today is to be confronted with this metaphor anew. It reminds us that we, too, are entranced sleepers sitting outside the gates, sheepishly rubbing our eyes, wondering how on earth our compulsive consumption of news and information failed to sufficiently warn us.” Det senmoderne menneske ligner med andre ord i foruroligende grad sanatoriets beboere: halvt søvngængere, halvt oplyste, omgivet af information, men uden egentlig dømmekraft og først for sent klar over, at tiden ikke stod stille, mens man diskuterede.
Styrker og svagheder
Hvis man er vild med Mann og hans univers, er bogen fyldt med detaljer om forfatteren, hans familie og de kendte forfattere og tænkere, som han var i kontakt med eller læste. Særligt beskrivelserne af, hvordan andre forfattere fra Manns samtid opfattede Mann og tidens begivenheder, giver megen klarhed om, hvor Mann selv var på vej hen.
Men man kan uden vanskelighed også rette kritik mod The Master of Contradictions. Enkelte passager virker overflødige eller malplacerede. Det kan for eksempel diskuteres, hvorfor bogens første sider bruger så megen plads på den venstreorienterede forfatter Susan Sontags ungdommelige fascination af og møde med den tyske forfatter, når denne tråd ikke for alvor forfølges senere.
Men sådanne formmæssige svagheder er i sidste ende sekundære. Det afgørende er, at bogen minder os om noget væsentligt: at demokrati ikke blot er en styreform, men en karakterdannelse og en vedvarende balancegang mellem ideologier, temperamenter og verdensanskuelser. Uden åndelig selvdisciplin og politisk mådehold risikerer selv de bedste samfund at miste fodfæstet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og