Arethas åbenbaring: Du Almægtige, hvor den film swinger

i Film/Musik af

FILM // ANMELDELSE – Dokumentarfilmen Amazing Grace har nu premiere med 48 års forsinkelse. Filmen, der følger optagelsen af det mest solgte live gospel-album nogensinde er en dejligt kaotisk og funky hyldest til Aretha Franklin og hendes spiritualitet. “Amazing Grace er en følelsesmæssig åbenbaring af en film. Se den, hvis begreberne “håb” og “musikkens kraft” siger dig noget,” skriver POVs musikredaktør Jan Eriksen.

”Når Aretha gav dig et kram – se, dét var et kram”.

I et interview i filmmagasinet Variety fortæller filmproducer og -instruktør Spike Lee om sit engagement i Amazing Grace. Oprindelig lærte han Aretha Franklins musik at kende i barndomshjemmet i Brooklyn.

Senere lærte han hende personligt at kende, da hun kontroversielt takkede ja til at indsynge Donna Hathaways Someday We’ll All Be Free til soundtracket til Lees Malcolm X. Kontroversielt? Ikke alle i hendes eget baptistiske kirkemiljø bifaldt hendes engagement i filmen om den muslimske prædikant.

Med netop følelsen af ”Se, dét var et kram” forlod jeg biografen efter at have været til gudstjeneste med Aretha. Et overvældende stort varmt kram.

Du almægtige, hvor den film swinger og betvinger enhver mellemdansk januar-rationel afvisning af den tanke, at mennesket skulle bestå af andet og mere end kød, blod og en SoMe-galdeblære.

Jeg har et par gange overværet gospelgudstjenester i USA, i hhv. Atlanta og hos the reverend Al Green i Memphis, og forladt dem igen med en sær fornemmelse af det, som Dr. James Edward Cleveland i Amazing Grace kalder ”det ubeskrivelige”.

I 1972 blev instruktør Sidney Pollack hyret til at filmatisere indspilningerne af det, der skulle blive til Aretha Franklins gospelalbum Amazing Grace. Det bedst sælgende gospel-livealbum nogensinde. Stadig.

Skulle man have en faible for stort afrohår og hyper funky primo 70’er outfit, inklusive sko, store pelskraver og glimmer på kjolerne, er biografen med Aretha på plakaten lige nu i sig selv the place to be

Af praktiske grunde blev filmen optaget uden brug af klaptræ. Derfor skulle det senere vise sig umuligt at få lyd-og billedoptagelser til at passe sammen. Først i 2007 lykkedes det lydteknikeren Serge Perron at få lyd og billede i sync.

Filmen blev derfor sat til at få premiere et par gange senere. Begge gange lykkedes det mrs. Franklin at forhindre, at filmen blev udsendt. Kun de involverede ved hvorfor.

Først efter hendes død lykkedes det producenterne – herunder altså Spike Lees selskab 40 Acres and a Mule – at få tilladelse af Arethas familie.

Move like Jagger

Og nu er filmen altså nået til de danske biografer.

Først ser man New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles fyldes af menigheden og andre interesserede. Herunder i anden del af filmen Mick Jagger, der forgæves forsøger at overtale trommeslager Charlie Watts til at rejse sig op og move like Jagger.

Skulle man have en faible for stort afrohår og hyper funky primo 70er outfit, inklusive sko, store pelskraver og glimmer på kjolerne, er biografen med Aretha på plakaten lige nu i sig selv the place to be.

Inden vi kommer i gang, er det på sin plads lige at placere et par stykker af de tilstedeværende på kirkens træstole:

Produceren Jerry Wexler, der allerede dengang som producer for bl.a. Aretha, Hathaway, Ray Charles og Wilson Pickett havde fået tilnavnet Manden der opfandt Rythm & Blues. Intet mindre.

Arethas faste bassist Chuck Rainey, der blandt andre spillede for Quincy Jones, Ray Charles, Etta James og King Curtis. Han kunne formentlig have fået den Røde Plads i Moskva til at ligne en intim, meget intim klub, hvis han havde stillet sig op med sin bas

Den ihærdige reverend Dr. James Cleveland, der bedre end de fleste andre kan tilskrives æren for den fusion af traditionel gospel, blues, pop, soul og rock, der skete op gennem 60’erne. Og som flyder gennem Amazing Grace som en vulkansk-musikalsk strøm. I filmen og på pladen optræder Cleveland som sanger, pianist og gemytlig sprechstallmeister.

Trommeslageren George Purdie, hvis særlige trommestil, Purdie Shuffle, kom til at påvirke den sorte musikscene i årene frem.

Guitaristen Cornell Dupree, der allerede på det tidspunkt var den foretrukne sessionmusiker for de store soulmusikere.

Arethas faste bassist Chuck Rainey, der blandt andre spillede for Quincy Jones, Ray Charles, Etta James og King Curtis. Han kunne formentlig have fået den Røde Plads i Moskva til at ligne en intim, meget intim klub, hvis han havde stillet sig op med sin bas.

For ikke at glemme det store Southern California Community Choir, der spiller en afgørende rolle for den fornemmelse af storhed, som Amazing Grace er gennemstrømmet af.

Viljen til indlevelse

Meget kort inde i filmen og kort inde i Arethas version af Wholy Holy, der stort set netop var udkommet på – med Clevelands ord – Brother Marvins What’s Going On står det klart, at biografsalen denne januar 2020-aften er i færd med at transformere sig fra et popkorns-tempel til et sideskib i New Temple Missionary Baptist Church 1972. Man er med på første række. Hvis man vil. Som altid med musik er oplevelse lige proportional med viljen til indlevelse hos tilhøreren. Smag alt andet lige.

Hvor det et par år senere ikke skulle lykkes Sidney Pollack at få Robert Redford og Barbra Streisand til i Vore værste år at spille andet end en opsummering af deres CV’er (beklager, fans af denne romantiske klassiker) er Amazing Grace gennemstrømmet af følelse og ægthed.

I et medley af Precious Lord, Take My Hand og Carole Kings You’ve Got a Friend sætter det store kor ind. Efter et par minuter tager Aretha ordet. Ikke det store, men hendes performance her giver Kings hjertevarme klassiker en helt ny, større dimension.

I nærbillede virker miss Franklin en lille smule fraværende, mens hun uudgrundeligt betragter, hvad der sker omkring hende. Især da hendes far taler. Det er godt fanget af kamerafolkene. Gud ved, hvilke tanker, der strømmede igennem. Men når hun synger. Du almægtige

En af Pollacks og senere efterbearbejderes store fortjenester i denne film er balancen mellem billeder af publikum i kirkerummet, det store kor, orkestermedlemmer, og Aretha og Cleveland som to fokuspunkter alene og i samspil. Man kan kalde det let kaotisk og meget fragmentarisk. Ville muligvis få folk med forstand på den slags til at slynge nedladende udtryk som “amatøragtigt” omkring sig. Sammen med musikken skaber det håndholdte virvar en forrygende symbiose.

I nærbillede virker miss Franklin en lille smule fraværende, mens hun uudgrundeligt betragter, hvad der sker omkring hende. Især da hendes far taler. Det er godt fanget af kamerafolkene. Gud ved, hvilke tanker, der strømmede igennem. Men når hun synger. Du almægtige. Og selvsagt er kirkegæsterne ved at gå både ind og ud af deres gode skind.

Kulminerende i Amazing Grace, hvor Aretha, som kun få andre kunne og kan, åbner for et vokal åbenbaring af tro, passion, håb, kærlighed, fortabelse – redemption.

Mens Arethas vokale solstorm og livsglæden tager til, bliver det for meget for stakkels pastor Cleveland, der må søge lidt afsides for at styr på følelserne. Det var lige før, han kunne have taget mig med.

Amazing Grace er en følelsesmæssig åbenbaring af en film. Se den, hvis begreber som “håb” og “musikkens kraft” siger dig noget.

Uanset om du er troende – eller som denne anmelder har det sådan, at det er muligt, at Jesus er min ven, men er han også ven med de millioner, der gennem århundreder er døde og stadig dør i religionskrige?

PS: My Sweet Lord

Som gammel fan af Arethas spirituelle bror i ånden, George Harrison, ærgrer det, at bandets jam over hans My Sweet Lord ikke udviklede sig til mere end de to minutter, der er dokumenteret i filmen. Dog næppe realistisk i en gospelkirke med Harrisons mange østerlandske referencer. At høre den sunget af Aretha og det mægtige gospelkor. Milde Moses…

Men som ovennævnte Jagger har sunget i en anden sammenhæng: You can’t always get what you want.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: PR

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Film