KINA // ANALYSE – Diplomati har altid været et centralt element i forholdet mellem Kina og resten af verden. Dette er måske endnu tydeligere i dag, hvor Kina ad diplomatisk vej søger at skabe sig global indflydelse, skriver forhenværende ambassadør i Kina, Laurids Mikaelsen.
Det Udenrigspolitiske Selskab udgav i december 2021 tidsskriftet Udenrigs (nr. 3, 2021), som bragte en række interessante artikler om diplomati. Fælles for disse artikler er, at de helt fremragende beskriver forholdene i Europa før og nu, og i et begrænset omfang også de globale organisationer, FN, NATO, OECD mv.
Det er overvejende en historisk fremstilling, f.eks. Den Westfalske Fred i 1648, efter Napoleons nederlag Wienerkongressen i 1815, efter 1. verdenskrig Versaillestraktaten og Folkeforbundet i 1919 og efter 2. verdenskrig dannelsen af FN i 1945. Også de nævnte multilaterale organisationer vedrører navnlig Europa og USA, NATO, Valutafonden (IMF), OECD.
Det vil nok undre nogen. Kristendom kom til Kina flere hundrede år før kristendommen kom til Danmark. Silkevejen og kamelerne sørgede for, at vores forskellige kulturer blev inspireret af hinanden
Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser er fra 1961, men en af forfatterne, historikeren Uffe Østergaard, har naturligvis ret i, at diplomatiet er meget ældre. Babylon, Assyrien, Egypten, Grækenland, Romerriget og op gennem middelalderen og pavens udsendelse af nuntier og legater og Firenzes udsendelse af diplomater, f.eks. Machiavelli i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet.
Men altså ikke diplomatiske relationer uden for Europa. Det vil jeg – i al beskedenhed – forsøge at rette lidt op på her, med hovedvægt på Kinas diplomati før og nu, og – i mindre grad – amerikansk diplomati.
Kinesisk opfindelse
Den britiske historiker Peter Frankopan har beskrevet i bogen Silkevejene, en ny verdenshistorie (2015, dansk udgave 2017), at Kina havde et effektivt diplomati allerede omkring år nul – fra ca. 200 år før vores tidsregning til ca. 200 år efter.
Han fortæller, hvordan kineserne dengang sendte udsendinge, gesandter, vestpå for at knytte kontakter. Det tog navnlig fart i det første århundrede e.Kr. En kinesisk kilde siger, at kinesiske gesandter mindst ti gange om året blev sendt til Persien, skriver Frankopan. Det foregik i bogstaveligste forstand på kamelryg, og det siges et sted, at kamelerne på en dag kunne tilbagelægge svimlende 50 km. Det tog altså tid at nå frem.
Med de diplomatiske udsendinge på vandring fulgte handelsmænd og missionærer. Handelsmændene bragte kinesiske varer med på vandringen, navnlig silke. Og på vejen retur forskellige varer, som var efterspurgte i Kina, f.eks. røgelse og myrra.
Allerede fra begyndelsen sluttede missionærer sig til de diplomatiske og handelsmæssige karavaner. Religioner rejste med karavanerne. Buddhistiske tanker vandrede hurtigt fra Indien mod vest og øst. Omkring det tredje århundrede var buddhismens principper og ritualer spredt så langt væk som til Syrien.
Også andre religioner spredtes ad Silkevejen. Hinduisme fra Indien, men også vestlige religioner vandrede mod øst ad Silkevejen, jødedom og kristendom, og senere, omkring år 600 islam. Missionærer og munke rejste med købmænd og diplomater ad Silkevejen mod Kina.
Fra Djibouti vil Road and Belt-projektet føre ad søvejen over Det Røde Hav til Den Arabiske Halvø. 90 pct. af disse projekter er finansieret af China Exim Bank
De første fire århundreder af det første årtusind, da kristendommen udsprang fra Palæstina, blev denne hurtigt spredt til hele Middelhavsområdet og sågar ud over Asien, igen på rejse ad Silkevejen. I begyndelsen af 500-tallet var der langs Silkevejen oprettet ærkebispedømmer så langt frem som i Kina. F.eks. havde oasebyen Kashgar, der var porten til Kina, ærkebiskopper længe før Canterbury.
”Der var store kristne centre, flere århundreder før de første missionærer nåede frem til Polen og Skandinavien”, skriver Peter Frankopan. ”Selv i middelalderen var der faktisk flere kristne i Asien end i Europa”.
Det var ikke kun kineserne, som rejste. Allerede omkring år 166 e.Kr. nåede en romersk udsending frem til kejser Huan. Datidens civilisation var Romerriget, Persien og Kina.
Det vil nok undre nogen. Kristendom kom til Kina flere hundrede år før kristendommen kom til Danmark. Silkevejen og kamelerne sørgede for, at vores forskellige kulturer blev inspireret af hinanden.
Deng Xiaoping
Den kinesiske leder fra 1982 til 1987, Deng Xiaoping, sagde, at Kina skal koncentrere sig om udviklingen af Kina, så vil den internationale indflydelse og respekt komme af sig selv. Det er den strategi, Kina har fulgt, og nu er det allerede ved at ske. Hvad det betyder for os andre, også Europa, kan illustreres ved at se, hvad udviklingen i Kina betyder, f.eks. i forhold til Taiwan, som altid økonomisk har været betydeligt stærkere end Kina, men det er ved at vende.
Et særkende er, at kineserne udfører arbejdet selv, med udsendte ingeniører og arbejdere
I Kina som helhed er der en rivende udvikling, så BNP – efter et coronadyk – igen vil vokse med tocifrede procentpoint om året, for hele Kina i andet kvartal 2020 3,2 pct., i tredje kvartal 4,9 pct. og 6,5 pct. i fjerde kvartal 2020, og forventes i 2021 at være 8,5 pct., når det er endeligt beregnet. Kina arbejder sig hurtigt tilbage efter coronapausen. Ergo vil Taiwan, som i 2020 havde negativ vækst og i første halvår af 2021 kun 2,9 pct. vækst, snart blive overhalet af Kina, navnlig de østlige områder. Det kunne gøre det attraktivt for Taiwan at komme tilbage til fastlandskina.
Kinas indflydelse i dag – Den nye Silkevej
I 2013-14 lancerede den kinesiske præsident, Xi Jinping, en storstilet plan, som blev kaldt Road and Belt Trade Development Initiative. Ofte bruges andre betegnelser, f.eks. slet og ret ”Road and Belt”.
Planen går ud på at bygge enorme handelskorridorer fra Kina og vestover til Stan-landene, Mellemøsten, Europa, og Afrika. Det skal ske med bygning af motorvejsnet, hurtigtogsbaner, udbygning af skibsfarten med anlæg af nye havne, navnlig i Afrika, bygning af broer, kanaler mv. Det er uklart, om planen styrer uden om Rusland, men foreløbig ser det sådan ud.
Men den styrer ikke uden om Afrika. Tværtimod. Et eksempel er en 300 km lang jernbanelinje i Kenya, som forbinder hovedstaden Nairobi med havnebyen Mombasa. Den er åbnet i maj 2017 og er helt og holdent blevet bygget og finansieret af Kina, et projekt til 4 mia. USD. Det samme gælder toget med dertil hørende togvogne. Bygget i Kina og doneret til Kenya. Jernbaneforbindelsen for godstog er en del af det kinesiske projekt, Road and Belt.
I Etiopien er en togforbindelse på 470 km, åbnet i januar 2017 mellem hovedstaden Addis Ababa og havnebyen Djibouti. Det bliver fulgt op med projekter i andre dele af det afrikanske kontinent og afsluttes formentlig i løbet af få år. Fra Djibouti vil Road and Belt-projektet føre ad søvejen over Det Røde Hav til Den Arabiske Halvø. 90 pct. af disse projekter er finansieret af China Exim Bank.
Et særkende er, at kineserne udfører arbejdet selv, med udsendte ingeniører og arbejdere. Opgaverne fordeles af det kinesiske handelsministerium til kinesiske virksomheder, offentlige eller private, som så gennemfører projektet.
Modtagerlandet får altså ikke lokal beskæftigelse ud af det, og pengestrømmen går ikke via lokale pengekasser, hvorfor misbrug og korruption begået af lokale myndigheder i praksis er udelukket, selv om projektet kræver opkøb af råvarer eller tjenesteydelser lokalt.
På det seneste kan det se ud til, at de afrikanske ledere gradvis indser, at selv den betingelsesløse kinesiske bistand har sine betingelser
Endnu et særkende er, at den kinesiske bistand i modsætning til europæisk bistand er uden betingelser, ”no-strings attached”. Det hænger selvfølgelig sammen med Kinas ulyst til, at andre blander sig i Kinas interne forhold, så derfor er der – i hvert fald udadtil – ingen betingelser knyttet til den kinesiske bistand, f.eks. at modtagerlandet skal følge bestemte politikker, overholde de internationale menneskerettigheder, give kvinder ligeret, sikre alle børn uddannelse etc., som det normalt er tilfældet med den vestlige bistand.
Det har naturligvis givet afrikanske modtagere af ulandsbistand mere smag for at søge kinesisk bistand frem for europæisk. Europæiske forsøg på at etablere donor-koordination med Kina er af samme grund slået fejl.
På det seneste kan det se ud til, at de afrikanske ledere gradvis indser, at selv den betingelsesløse kinesiske bistand har sine betingelser. Selvfølgelig er det meningen, at Kina vil opnå indflydelse og fordele, blandt andet forsyningssikkerhed på energiområdet. Og så er der stadig flere eksempler på, at kinesiske projekter ikke værdsættes af befolkningen i modtagerlandene på grund af forurening, dårligt arbejdsmiljø og skandaler af forskellig art.
Hvad så med Amerika? Er der ikke behov for en udbygning af handelsvejene mod øst, altså til det som kineserne passende kalder Fjernøsten, altså USA? Det ser ikke sådan ud, men ret beset har Kina-USA allerede de korridorer, som ellers kunne være en del af initiativet. Det er derfor mod vest, at initiativet retter sig.
Den kinesiske drøm
Initiativet er en naturlig forlængelse af det kinesiske regimes igangværende politik, nemlig ”Den kinesiske Drøm”, som især tager sigte på at udvikle det centrale og vestlige Kina. Dér skal urbaniseres, dér skal nye virksomheder etableres, dér skal endnu flere kinesere løftes op i middelklassen, dér skal kinesiske virksomheder sælge deres varer og tjenesteydelser, og det skal vi i Vesten også.
Navnlig det vestlige og centrale Kina vil nyde godt af ny økonomisk udvikling langs Den Nye Silkevej. Det samme vil ca. 60 lande, som kan drage fordel af projektet.
Mens kineserne er der som forretningsfolk, investorer, entreprenører og sundhedspersonel, er USA i Afrika som militær magt
Kina er f.eks. den dominerende udenlandske magt i Afrika. Sådan har det været længe. Den unge afrikanske elite har i årevis i stort tal fået deres uddannelse i Kina. Gratis undervisning på kinesiske universiteter. Og derfor taler de kinesisk. Så engelsk og fransk har fået konkurrence som fælles fremmedsprog i Afrika.
Det siges, at når afrikanske regeringer, organisationer og videnskabsmænd mødes, vil samtalen ofte foregå på kinesisk. Også i disse tider med Corona rejser i tusindvis til undervisning i Kina, og det kunne være en hurtig smittevej, men sådan ser det ikke ud.
I alle afrikanske lande er Kina til stede. Det er ikke tilfældigt, at den mest udbredte taxa i Afrika er den kinesiske bil, Lifan. Og den billige Lifan motorcykel er også meget populær. Også USA har udsendt personel til alle 54 lande i Afrika. Mens kineserne er der som forretningsfolk, investorer, entreprenører og sundhedspersonel, er USA i Afrika som militær magt. Lad os se lidt mere på det. Først om USA, derefter om Kina i Afrika.
Amerikanske interesser i Afrika
Siden 2008, mens George Bush var præsident, har USA haft en særlig kommando for Afrika, AFRICOM. Det er en del af USA’s globale krig mod terror. USA vil forhindre, at Afrika udvikler sig til en base for terrorkrig mod amerikanske interesser.
USA har derfor forsynet afrikanske lande med våben og materiel, men altså også med soldater, som rådgiver lande i Afrika, som ønsker den slags bistand, måske for at ruste sig mod fjender i nabolande. Amerikansk tilstedeværende i Afrika har også en økonomisk og civil dimension, men den militære er for USA det vigtigste.
Kina har som sagt bygget havne, jernbaner, motorveje, lufthavne mv., altså kort sagt basal infrastruktur i Afrika. Afrikanske lande kan derfor i langt højere grad end før handle med hinanden. Den nye infrastruktur er med til at binde Afrika sammen. Øst-vest jernbaner og nord-syd jernbaner – bygget med kinesisk bistand – giver også nye muligheder for eksport ud af Afrika. En del af disse projekter i Afrika er finansieret med kinesiske lån. Afrikanske lande har derfor en stor gældsbyrde. F.eks. skylder Kenya 6,6 mia. USD til Kina.
Kineserne bistår også med opbygning af den private sektor i Afrika, fabrikker mv. Det sker oftest med kinesiske direktører, ingeniører og andre eksperter, men efterlader dog tusindvis af arbejdspladser til de lokale afrikanere.
Også USA og Europa investerer i Afrika (Foreign Direct Investment), dog i mindre skala, og endnu mindre her under corona-krisen. Også samhandelen vokser, men igen er USA bagud i Afrika. Kinas samhandel med Afrika er ca. 5 gange større end den amerikanske, og det samme gælder investeringer i virksomheder i Afrika. Ovenpå kommer så Kinas investeringer i infrastruktur. Globaliseringen er kommet til Afrika.
Kinesisk aktivisme
Kina benytter corona-epidemien til at vinde ny international styrke i stormagtskampen med USA. Kina fordeler beskyttelsesudstyr til udviklingslande, men også til f.eks. USA. Kineserne har åbnet en veritabel luftbro fra Kina til Afrika. Snesevis af fly leverer masker, handsker, beskyttelsesdragter, termometre mv. Alt i alt ser det lidt ydmygende ud for USA: Kinesisk aktivisme og amerikansk passivitet.
Når Kina støtter de afrikanske lande og andre, f.eks. i Asien, er der en bagtanke, eller i hvert fald en virkning
Men de afrikanske lande vil også lide under den økonomiske afmatning i halen af coronaen. I Kenya – f.eks. – udgør turismen normalt ca. 10 pct. af GDP. I dag er det nul. Og IMF har åbnet programmer for Ghana, Gambia, Somalia og andre afrikanske lande. Afrika bløder under økonomiens afmatning.
Når Kina støtter de afrikanske lande og andre, f.eks. i Asien, er der en bagtanke, eller i hvert fald en virkning. Kina kan stort set ikke stemmes ned i FN og andre internationale fora. De mange lande, som er afhængige af Kina, ved nok, hvordan de skal stemme. Tilsvarende kan Kina få hvad som helst stemt igennem. De mange investeringer og den store samhandel omsættes til diplomatisk styrke.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
