Dino Copelj

Dino Copelj: ICH BIN EIN FLÜCHTLING 

i Liv & Mennesker/Minoriteter af
FLYGTNINGE // KOMMENTAR – “Forestil dig, at fællesskabet ikke vil give dig lov til at yde. Forestil dig, at Folketinget ligefrem vedtager en lov, som eksplicit siger, at du ikke får lov til at bidrage.” Dino Copelj var selv flygtning fra Bosnien i 1990’erne og en del af gruppen, der dengang fik midlertidig opholdstilladelse og blev anbragt i danske flygtningelejre. Selvom gruppen endte med at blive en integrationssucces, begik flere flygtninge selvmord undervejs. Hvad kan vi lære af det? spørger han i denne kommentar.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Den legendariske 35. amerikanske præsident, John F. Kennedy, inspirerede mange, da han under sin indsættelsestale i 1961 sagde: “Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country.”

Disse ord bliver ofte genbrugt, særligt i de situationer, hvor man ønsker at påpege vigtigheden af at være en del af samfundet – en aktiv demokratisk medspiller, som bidrager til fællesskabets og eget bedste. “Man skal yde for at nyde”, som vi godt kan lide at sige i vores velfungerende velfærdssamfund.

Forestil dig, at fællesskabet ikke vil give dig lov til at yde. Forestil dig, at Folketinget ligefrem vedtager en lov, som eksplicit siger, at du ikke får lov til at bidrage

Men… der er bare en lille nuance i det sort-hvide billede, som langt de fleste har glemt, eller aldrig har kunnet se.

Forestil dig, at fællesskabet ikke vil give dig lov til at yde. Forestil dig, at Folketinget ligefrem vedtager en lov, som eksplicit siger, at du ikke får lov til at bidrage. Samtidig med at du bliver anklaget for at snyde og nasse på samfundet uden at have mulighed for at forsvare dig selv.

Senere ville du også blive konfronteret med argumenter om, at Islam aldrig var en del af Europa samt at Islam og demokrati var to vidt forskellige og uforenelige størrelser, hvilket nok delvis skulle forklare din skæbne.

Forestil dig, at du er født i Bosnien-Hercegovina som muslim.

Humanistisk ingenmandsland

De frygtelige krigshændelser og aggressioner i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 1990’erne førte til at ca. 20.000 bosniske flygtninge kom til Danmark. Langt de fleste var muslimer, hvis forfædre var en del af den europæiske historie gennem århundreder.

Loven gjorde i praksis de mange danske asylcentre til et humanistisk ingenmandsland, hvor flygtninge fra Bosnien-Hercegovina blev deponeret

Med de mange nødstedte bosniere kom der et nyt begreb i dansk ret – midlertidig opholdstilladelse.

I november 1992 vedtog Folketinget en lov om midlertidig beskyttelse til flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, bedre kendt som “Jugoslaverloven”.

Loven gjorde i praksis de mange danske asylcentre til et humanistisk ingenmandsland, hvor flygtninge fra Bosnien-Hercegovina blev deponeret. Midlertidig opholdstilladelse og ingen ret til at arbejde eller tage uddannelse, gjorde Danmark til et meningsløst venteland for bosniere, hvor uvisheden forvandlende almindelige mennesker til skæbner i et ualmindeligt frit forfald.

Håbløshed i flygningelejrene

Jeg var selv en af dem. En ung teenageknægt, som drømte om at finde en udvej. Jeg drømte om at rejse til den franske by Aubagne i den smukke Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig og besøge rekrutteringskontoret hos Fremmedlegionen. Men jeg måtte, heldigvis for mig, når jeg ser på det fra nutidens perspektiv, først gøre det, når jeg blev 18 år.

Vi var ca. ti-tolv drenge i min generation, der boede i Grenå på det tidspunkt. Tre af dem begik selvmord i årene efter vi kom ud af lejrene

Det kan måske illustrere, hvor langt nede man var, da rekruttering til helvedet virkede som en holdbar og realistisk løsning, som i det mindste ville give mening, sprogundervisning, uddannelse, eventyr og en fast opholdstilladelse til en usikker dreng… altså, hvis man overlevede strabadserne. Men hvis Jean-Claude Van Damme kunne gøre det, så kunne jeg sikkert også.

Håbløshed var den følelse, som kendetegnede livet i flygtningelejren. Vil ville gerne yde og bidrage, vi ville gerne så meget. Vi bønfaldt og bad om lov til at være ligeværdige borgere i det kolde lønmodtagerland. Vi ville tilbage til fabrikker, arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, vi ville brokke os over vejret, maden i kantinen og det eneste, som vi ikke ønskede, var den meningsløse fritid, hvor vi i fred og ro kunne videreudvikle PTSD og andre psykiske lidelser.

Vi var ca. ti-tolv drenge i min generation, der boede i Grenå på det tidspunkt. Tre af dem begik selvmord i årene efter vi kom ud af lejrene.

En integrationssucces

Først i 1994 blev bosniske flygtninge givet de samme regler i udlændingeloven som andre asylansøgere. I 1995 begyndte vi at komme ud i samfundet og “integrere” os.

de unge bosnierne var en af de mest velintegrerede flygtningegrupper og betegnede bosniske krigsflygtninge som en integrationssucces

Hvad skete der så? Hvordan gik det langt de fleste af disse mennesker, europæere, hvor størstedelen af dem var muslimer.

Både tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og tidligere indenrigsminister Birthe Weiss (S) udtalte til Kristeligt Dagblad i 2015, at de unge bosnierne var en af de mest velintegrerede flygtningegrupper og betegnede bosniske krigsflygtninge som en integrationssucces.

I februar 2019 publicerede Udlændinge- og Integrationsministeriet et overblik over bosniske krigsflygtninge på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Udlændinge- og Integrationsministeriet skrev blandt andet, at de bosniske flygtninge, der kom til Danmark som børn, i lige så høj grad var i arbejde som deres danske jævnaldrende. 69 % af bosniske flygtninge i alderen 20-29 år var i arbejde i november 2016. Blandt jævnaldrende danskere var andelen i beskæftigelse den samme.

På uddannelsesområdet gennemførte de bosniske flygtninge typisk en længere uddannelse end danskerne i aldersgruppen 20-29 år. Opgørelsen viste, at 26 % af dansk-bosniere har gennemført en mellemlang videregående uddannelse, mens 11 % har gennemført en lang videregående uddannelse. For jævnaldrende personer med dansk oprindelse var tallene hhv. 15 % og 5 %.

Jeg kunne blive ved med at skrive om denne, tja… overvejende succeshistorie, som tit og ofte drukner i de generaliserende “indvandrer- og ikke-vestlighedsstatistikker”

Ankestyrelsen nævnte også bosniere i en rapport, hvor de skrev, at begge køn blandt bosnierne klarede sig godt. Flere kvinder end mænd har dog gennemført en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, og ikke mindre end 51 % blandt de 20-24-årige kvinder var i gang med en videregående uddannelse. Det tilsvarende tal blandt de unge kvinder med dansk oprindelse var 42 %.

Bosniske flygtninge og efterkommere er også velrepræsenteret i dansk politik samt kultur- og sportsliv.

Jeg kunne blive ved med at skrive om denne, tja… overvejende succeshistorie, som tit og ofte drukner i de generaliserende “indvandrer- og ikke-vestlighedsstatistikker”.

Jeg kan dog ikke glemme dem, som bukkede under og mistede livet.

Vi kan nemlig både direkte og indirekte lære tre vigtige ting af denne historie:
Islam har været en del af Europa i århundreder. Islam og demokrati udelukker ikke hinanden. Vi bør bruge vores fejl til at lære ikke at begå de samme fejltagelser igen. De er ikke menneskeliv værd.

Vi kan meget mere end det, som populisterne fortæller os, at vi ikke kan… når vi vil hinanden.

“Ich bin ein Flüchtling!”

LÆS DINO COPELJ’S TIDLIGERE ARTIKLER PÅ POV HER


Foto: 15-årige Dino Copelj i flygtningelejren Lunde ved Varde ca. et halvt år efter, at han kom til Danmark i 1993. (Privatfoto)

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Forfatter, født i 1977 i byen Trebinje, Bosnien-Hercegovina.

Sammen med familien oplevede Dino Copelj etnisk udrensning på tætteste hold. Krigens grusomheder i 90'erne førte til, at han kom til Danmark i 1993 som flygtning.

I en særlig følsom periode i livet, teenageår, havde Dino enten status som undermenneske i byen Trebinje under krigen eller som flygtning i bl.a. flygtningelejre i Danmark, hvor han sad i uvished i tre år.

Er uddannet som diplom i offentlig forvaltning og administration.

Seneste artikler om Liv & Mennesker