FILM // ANMELDELSE – Den nye italienske film Diamanti fortæller historien om et romersk skrædderi, hvor kvinder arbejder dag ud og dag ind for at skabe de største film og teaterforestillinger. Filmen byder på taktile nærbilleder, klaverspil og grandiose kjoler. Men selvom rammerne til en storslået fortælling er til stede, kommer denne ambition til kort flere gange, når klichéfyldte kærlighedshistorier og platte replikker overtager, skriver Astrid Grove.
Der er dækket op til en italiensk frokost i en blomstrende baghave, hvor en mandlig instruktør deler sit nye manuskript ud til en flok af sine yndlingsskuespillere. Han vil skabe en film om et skrædderi i 1970’ernes Rom, hvor kvinder danner sammenhold om knappenåle og taft.
I denne åbningsscene i det nye italienske komiske drama Diamanti bliver instruktøren på selvbiografisk vis spillet af Diamantis egen instruktør og manuskriptforfatter, Ferzan Özpetek.
Som en film inde i en film bringer Özpetek os tilbage til en gylden tid, hvor håndværk, innovative idéer og generøse kostumebudgetter gik hånd i hånd for at skabe karakterer til Italiens bedste film og teaterforestillinger. På det fiktive Canova-skrædderi møder vi kvinderne, der skaber kostumerne og former et frirum væk fra politiske kampe, depressioner og hustruvold.
Instruktørens femtende film
Den italiensk-tyrkiske instruktør Ferzan Özpetek flyttede som 17-årig fra Istanbul i 1976 for at studere filmhistorie på Roms universitet La Sapienza. Han slog igennem med debutfilmen Det tyrkiske bad i 1997 og har siden da også indtaget forfatter- og operascenen med blandt andet sin opsætning af Giuseppe Verdis opera Aida i 2011. Med Diamanti, der er Özpeteks 15. film, dykker han ned i sine minder fra 1970’erne og 80’erne, hvor han lærte skræddere og kostumehuse at kende i sine læreår på diverse filmoptagelser.
Diamanti foregår i det centrale Rom, hvor en gammel villa huser Canova-skrædderiet, der bugner af korsetter, tekstilprøver og sort-hvide fotos af smukke skuespillerinder. Her leder de to søstre, Alberta (Luisa Ranieri) og Gabriella Canova (Jasmine Trinca), slagets gang for de ansatte, der er mestre i at farve tekstiler, lave hatte og sy kostumer. En dag modtager skrædderiet en bestilling fra Bianca Vega (Vanessa Scalera), en Oscar-vindende kostumedesigner, til en stor og ny film, der skal foregå i midten af det 18. århundrede.
De ansattes individuelle skæbner bliver til kollektive problemer, som de aftaler at løse i fællesskab
Kostumerne skal følge kødets folder, og må for alt i verden ikke blive for gammeldags, som Vega fortæller de arbejdende kvinder, mens de står rundt om et bord med skitser. Til lyden af klaverspil klipper scenen over til, at Vega kaster med skinnende perler, vi ser gennem sanselige nærbilleder, og som vi hører klinke på en marmortrappe omringet af blå og guld art deco-dekorationer.
Skygger i hjemmet
Efter kvindernes lange arbejdsdag vinker de farvel til hinanden iført lange støvler og ternede veste. Deres chikke 70’er-stil i varme gule og røde farver blegner dog, når kvinderne ankommer til deres skyggefulde hjem. Gabriella sørger over sin afdøde datter og depressive søn, mens Nicolettas (Milena Mancini) voldelige mand, Lucio (Luca Barbarossa), truer med at smide hende i floden Tiberen.
Kvindernes hjemmeliv er dog ikke blot kontraster til skrædderiets daglige gang. Deres individuelle skæbner bliver til kollektive problemer, som de aftaler at løse i fællesskab, når de i deres frokostpauser sammenligner sig selv med små myrer, der må kæmpe mod de mandlige edderkopper.
Når arbejdsdagen begynder på ny, bliver kønsrollerne vendt om. Skrædderiet er nemlig kvindernes rum, hvor de forfører leveringsbude over cigaretter og savler over unge mandlige modeller. Skræddernes respektløse opførsel virker til tider grotesk, ikke mindst når de leverer platte replikker til hinanden, om hvorvidt modellerne har adels- eller bondekroppe.
Oppustede kærlighedsklichéer
En af de karakterer, vi kommer tæt på, er altså Alberta Canova, der leder skrædderiet med en skarp, rød pagefrisure, Pucci-tørklæder og afmålte blikke. Hun arbejder på overtid og løber rundt for at holde styr på de konkurrerende skuespillerinder, der ikke må møde hinanden.
Men når hendes tabte kærlighed ankommer under påskud at ville investere i skrædderiet, opdager hun, at han i virkeligheden er en moralsk mand. Grunden til at han, adskillige år tilbage, efterlod hende på en parisisk banegård, var, at hans kone, Rita (Loredana Cannata), var ude for et uheld og endte i kørestol. Diamanti har fat i kærlighedsklichéer, og de falder til jorden, når filmen forsøger at puste dem op med et pludselig orkesterunderlægningsmusik.
Kærlighedshistorien viser Albertas blødere side og virker som et modspil til hendes arbejdsnarkomani. Men det havde da været mere interessant at dykke ned i Albertas arbejde, og den egentlige årsag til hendes pariserophold. Vi får nemlig at vide, at hun arbejdede for Cristóbal Balenciaga, som var grundlæggeren af et af det 20. århundredes mest fornemme haute couture-modehuse.
Balenciaga var kendt for at arbejde tæt med stof i stedet for skitser, og for at skabe kreationer med stærke linjer i skulpturelle silhuetter. Couture-stilens indflydelse på det romerske Made-in-Italy-skrædderi kunne måske have kontekstualiseret de ellers forfriskende, sanselige scener, som når Carlotta (Nicole Grimaudo) farver tekstiler i skrædderiets baghave.
Generationsbånd
Kostumerne er intet uden opfindsomme idéer. De erfarne skræddere kan lave et stykke karamelpapir om til dekorative roser på en kjole, men den nye generation banker også på døren. Den nyuddannede Giuseppina (Sara Bosi) skal lære at skrædderiet arbejder som et “vi” og ikke et “jeg”, og at kostumer kommer før mode.
Og den unge demonstrant Beatrice (Aurora Giovinazzo), får logi på skrædderiet af sin tante, Eleonora, (Lunetta Savino), i sin flugt fra politiet. I nattens mørke forvandler Beatrice bryststykket på periodekjoler ved at sy flæser af skinnende bånd, der kan symbolisere en distance mellem de historiske kvindelige karakterer og deres omverden.
Den over to timer lange films store persongalleri peger i mange retninger, og som konsekvens bliver flere af kvindernes historier kun berørt på overfladen
Generationskampen foregår også blandt skuespillerinderne. Den ældre teaterskuespiller, Alida Borghese (Carla Signoris), der er i gang med en opsætning af det russiske teaterstykke Kirsebærhaven af Anton Tjekhov, spørger på nedladende vis den yngre filmskuespiller, Sofia Volpi (Kasia Smutniak), om hun overhovedet kender Tjekhov. Volpi svarer syrligt tilbage, at Borghese skal passe på kirsebærrene, da der jo er sukker i dem. Kvindernes vægt, alder og viden om teaterhistorie er alle kneb i den humoristiske konfrontation mellem teaterscenen og filmkunsten.
Trompeter i kjolen
Mod filmens afslutning skal kvinderne overbevise periodedramaets instruktør (Stefano Accorsi) om, at en storslået rød kjoles trompetlignende slæb kan levere den tyngde, periodedramaets hovedkarakter skal udstråle. Som resten af filmens kostumer, er denne finalekjole vellykket. Den fungerer som et kooperativt mesterværk, da vi igennem filmen har fulgt kvindernes samarbejde, skænderier og forløsninger omkring netop denne kjole. I virkeligheden er kjolen designet af Diamantis kostumedesigner Stefano Ciammitti, der har samarbejdet med Tirelli Costumi – et af de skrædderhuse, Özpetek har ønsket at hylde.
Alt i alt er det dog ærgerligt, når filmens imponerende kostumer og humoristiske dialog til tider bliver fanget i platte vittigheder og stereotype kærlighedsfortællinger. Det er skønt med pirrende musik, når vi kommer tæt på de nærmest levende perler, knapper og skinnende taft.
Men når den overlagte musik i tide og utide tramper ind for at frembringe følelser, som filmens fremadskridende handling ikke har formået, må man spørge, om Özpetek har slået et for stort brød op.
Den over to timer lange films store persongalleri peger i mange retninger, og som konsekvens bliver flere af kvindernes historier kun berørt på overfladen. Det efterlader flere ubesvarede spørgsmål om blandt andet deres håndværk, som kunne have været oplagt at dykke ned i – i denne film der netop har sat sig for at hylde de store romerske skræddere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og