VALG i HONGKONG // ANALYSE – Demokratiet sejrede med piber og trommer i Hongkong i går, søndag. Kindheste til centralmagten i Beijing og til dens tro politikere, såvel som til de rabiate aktivister. Valgresultatet er en enestående lejlighed til eftertanke, en slags våbenhvile, og til at gentænke politik i Hongkong. For overmagt og vold blev stemt ud og demokratiet ind.
Man fornemmede det allerede, som roen sænkede sig, og køerne ved valgstederne i Hongkong blev længere og længere. Folk ventede både én og to timer i kø søndag for at sætte deres kryds. De klogeste – og tillige de mest demokratisindede – mennesker i Hongkong, er alle dem, der stemte ved det ellers ret ligegyldige lokalvalg søndag, og selvfølgelig dem, der ikke lod sig kyse til at aflyse det…
Den overvældende sejr går til demokratiet, der ellers nyder trange kår i Hongkong, hvor borgere i hundredetusindvis, somme tider over en million, mest på fredelig – men også på voldelig – vis gennem snart et halvt år har rejst børster over Beijings indblanding og inkompetente politisk ledelse.
Længe har vi ikke kunnet se, hvem der – udover de rabiate aktivister – egentlig demonstrerede, og hvem der mente hvad. Det ’tavse’ flertal. De ’apolitiske’ Hongkong-borgere. Det er dem, vi lige har hørt
Fatslandskinesiske kommentarer noterer valgresultatet, men nævner ikke i klare vendinger de Beijing-tro partiers eklatante nederlag eller demokraternes sejr.
Den statslige kinesiske Global Times skriver, at valgresultatet ikke skal ses som støtte til bøller, men også at ’det er afgørende at tolke resultatet af Hongkongs distriktsrådsvalg for at undgå, at bøller fristes til at misfortolke dem.’ South China Morning Post citerer en økonom fra Kinas handelsministerium for at sige, at ’jordskredsnederlaget i Hongkongs distriktsråd kan være en god ting, hvis det fører til nøje overvejelse.’
#WIONEWS Top Focus | Hong Kong's decisive vote
Pro-democracy candidates win landslide victory in #HongKongElections pic.twitter.com/jlvV1WFn1c
— WION (@WIONews) November 25, 2019
Og når man tænker på, hvor massivt et nederlag, valgresultatet er for centralmagten i Kina, er det lidet overraskende, når Kinas udenrigsminister, Wang Yi, ved en middagsbanket på besøg i Japan erklærer, at Hongkong fortsat er SAR, Særlig administrativ Region under Kina, samt at ’ethvert forsøg på at lave ballade i Hongkong eller blot skade dets velstand og stabilitet er dømt til at mislykkes.’
Sejren bøjet i neon
Efterhånden som stemmerne blev talt, erstattede overstrømmende glædesscener de seneste seks måneders stadigt mere dramatiske konfrontationer mellem rabiate aktivister og et politi, hvis brutalisering steg eksponentielt og uhyggeligt.
Demokrater sejrede i 17 af Hongkongs distriktsråd, mens det 18. og sidste forblev på pro-kinesiske hænder. Frem til valget var samtlige distriktsråd overvejende pro-kinesiske.
I går gik 347 af de i alt 452 pladser til forskellige demokratiske partier, der går under fællesbetegnelsen Pan-demokraterne. De Beijing-tro mistede flere end 200 stemmer i forhold til valget i 2015.
Godt tre mio. stemte – over 71 pct. af alle stemmeberettigede. For fire år siden var valgdeltagelsen blot 47 pct. Med det beskedne mål af demokrati, der er Hongkongs borgere forundt, har de bøjet deres modvilje mod den kinesiske centralmagts voksende indblanding, trods løftet om det modsatte i Hongkongs-miniforfatning, i neon.
Knockoutnederlaget gik til det Beijing-tro DAB, Den demokratiske Alliance til forbedring af Hongkong, som stillede med 179 kandidater og kun fik 21 stemt ind – mod 119 ved forrige valg.
Hongkongs borgere er flittige som bare pokker, mange af dem har adskillige jobs for at få det hele til at hænge sammen. Uddannelsesniveauet er højt. De sociale ydelser er beskedne, kun lige nok til at holde epidemier og den slags fra døren
Distriktsvalgene i Hongkong betyder ikke det store i områdets svage demokrati. Ikke desto mindre kan den overvældende sejr til demokratiske kræfter bidrage en smule til næste udpegning af Chief Executive – leder i Hongkong, der mere er at regne for administrerende direktør, indsat af Beijing, end valgt politiker.
Siden Storbritannien overdrog sin sidste kronkoloni til Beijing i 1997, har Kina siddet hårdt på udvælgelsesprocessen; dét skønt at miniforfatningen, som Kina og Storbritannien sammen udarbejdede i 1980’erne, lover Hongkongs borgere gradvist mere demokrati fra overdragelsen i 1997 og 50 år frem til 2047.
Mickey Mouse-demokrati
’Demokratiseringen’ har hidtil udmøntet sig i, at det af Kina udpegede valgkollegium, der ’vælger’ Chief Executive, er vokset fra 400 Beijing-tro medlemmer i 1997 til nu 1200.
Men med demokraternes sejr ved distriktsvalget ser det ud til, at de får 117 pladser i valgkollegiet – langt fra et beslutningsdygtigt antal, men nok til at de kan råbe op. Valgkollegiet indstiller en kandidat. Centralmagten i Beijing træffer den endelige beslutning.
https://twitter.com/yannickzr/status/1198951360093413376?s=21&fbclid=IwAR3Vd9aWyafx41geYWrUICrZlE09xZo2bk3ivFuWnFDuILmYXIZBwpiuBEY
Hongkongs borgere har alle dage fået at vide, at de er upolitiske, ja nærmest apolitiske, og at deres hverdagsproblemer er ’levevilkårsanliggender.’
De er flittige som bare pokker, mange af dem har adskillige jobs for at få det hele til at hænge sammen. Uddannelsesniveauet er højt. De sociale ydelser er beskedne, kun lige nok til at holde epidemier og den slags fra døren.
De flygtninge fra fastlandet, der har knoklet for at opbygge Hongkong til et velfungerende forretningscentrum, er henvist til at klare sig selv på deres gamle dage. Unge har svært ved at etablere sig, selvom dampen begyndte at gå af både huspriserne og erhvervsaktiviteterne i Hongkong efter magtoverdragelsen fra London til Beijing i 1997.
Hongkongs borgere rejser børster
Tre gange tidligere er det lykkedes de ’apolitiske’ Hongkong-borgere at afværge drastiske indgreb af sikkerhedsmæssig og politisk karakter fra Kina: i 2003, da Beijing ville fifle med Hongkongs sikkerhedslovgivning (paragraf 23 i miniforfatningen) og indføre kinesiske tilstande.
Her viste Hongkongs borgere for første gang for alvor politisk indsigt og forståelse. Lovforslaget blev taget af bordet, da mindst en halv mio. borgere demonstrerede mod det i gaderne.
Efter nogenlunde samme formel fik de afværget Kinas forsøg i 2012 på at indføre fastlandskinesisk historieskema på Hongkongs skoler og læreanstalter. Hongkong har høj undervisningsstandard, og hverken elever, forældre, lærere eller studerende ville finde sig i at få kinesisk historiemanipulation ind i undervisningen.
De forløbne snart seks måneder har med al tydelighed åbenbaret Hongkongs politiske systems utilstrækkelighed, såvel som Chief Executive Carrie Lams uduelighed
Kinesisk historieundervisning bortcensurerer fx industrialiseringskampagnen Det store Spring Fremad, verdenshistoriens største menneskeskabte hungerkatastrofe, der i årene 1958-60 kostede op imod 40 mio. mennesker livet; Kulturrevolutionen fra 1966-76, der endnu engang sønderlemmede Kina; og Folkets Befrielseshærs nedslagtning af fredelige kinesiske demonstranter i Beijing og andre storbyer i 1989.
Den slags historieforfalskning frabad Hongkongs borgere sig på det kraftigste. Kina tonede forslaget ned til, at det nu var frivilligt, om skoler ville indføre fastlandskinesisk historieundervisning, og dermed slap de helt.
Tredje gang var ’Paraplybevægelsen’ i 2014, da flere hundredtusinde Hongkong-borgere demonstrerede mod nye indgreb – reformer kaldet – i Hongkongs valgsystem, som skulle give Beijing endnu mere magt over udpegelsen af Chief Executive. Paraplybevægelsen bestod i næsten tre måneder med blokering af trafik og belejring af offentlige kontorer m.m. – en forløber for de seneste seks måneders heftige protester i Hongkong.
Denne fjerde gang handlede det på ny om sikkerhedslovgivning. Centralmagten i Beijing benyttede en ung Hongkong-kinesisk mands mord på sin kæreste på Taiwan som påskud for at indføre udleveringsaftale mellem Hongkong, Taiwan og Kina, hvilket rejste et sandt og langvarigt ramaskrig.
De forløbne snart seks måneder har med al tydelighed åbenbaret Hongkongs politiske systems utilstrækkelighed, såvel som Chief Executive Carrie Lams uduelighed
I forvejen bortfører Kina udlændinge såvel som Hongkong-borgere og taiwanere til retsforfølgelse eller bare forsvinding ind i det tågede kinesiske straffesystem, det vil Hongkongs borgere ikke have formaliseret ved lov.
Uduelig leder
De forløbne snart seks måneder har med al tydelighed åbenbaret Hongkongs politiske systems utilstrækkelighed, såvel som Chief Executive Carrie Lams uduelighed.
Hun har i lange perioder været usynlig, hun har ikke været i stand til at træffe beslutninger, endda sin afgang har hun ikke selv været i stand til at beslutte på grund af Beijings overherredømme. Og her har hun jo – om ikke andet – ellers netop haft lejlighed til at vise muskler eller beslutningskraft af en art.
Demonstranternes første krav var, at lovforslaget skulle sløjfes. Da det ikke skete, krævede de også Carrie Lams afgang. Så erklærede hun lovforslaget ’dødt’ – dog uden at trække det tilbage. Først langt senere blev det trukket tilbage, men da var modsætningerne svulmet voldsomt op.
Selv har jeg boet seks år i Hongkong og kender området godt. Det er hårdtarbejdende folk, der egentlig ikke kræver så meget.
De er sig bevidste, at de lever i et velorganiseret samfund med god uddannelse, beskeden korruption i forhold til naboerne (omend korruptionen har fået bedre betingelser efter Kinas magtovertagelse), fine betingelser for erhvervslivet, mange muligheder, et betydeligt mål af retssikkerhed, lov og orden m.m.
Samfundsnedbrydning
Karakteristisk og enestående for Hongkong i regionen har været polititjenesten, som har opretholdt ro og orden, bekæmpet kriminalitet, været ubestikkelig og af høj professionel standard.
Frem til april i år havde Hongkongs politi aldrig brugt tåregas mod demonstranter – til at ryge forbrydere ud af forskansninger og den slags, ja vist, men ikke mod almindelige borgere, der demonstrerede.
Demonstrationerne har kostet samfundet store ofre, det er gået ud over det driftige erhvervsliv, den indbringende turisme, økonomien i det hele taget, småhandlende, dagligdagen m.m. Demonstranterne har stormet parlamentet, brændt politistationer af, de har lammet trafikårer og kastet brandbomber mod politi – aktiviteter, som intet velfungerende samfund kan eller vil finde sig i.
Hvis magthaverne, de virkelige i Beijing og de dresserede i Hongkong, er lige så kloge som Hongkongs indbyggere, tager de resultatet efterretteligt
Et meget stort offer i min optik er den dramatiske brutalisering af hele samfundet – og af politiet, der med angsten som næring, nu ikke står tilbage for nogen brutal asiatisk politistyrke i våbenbrug, tåregas, knipler, gummikugler, ærteposer og skarpe skud. Og centralmagten i Beijing, der lige så stille har sendt elitetropper til Hongkong for at ’hjælpe’ med at fjerne vejblokader m.m.
Længe har vi ikke kunnet se, hvem der – udover de rabiate aktivister – egentlig demonstrerede, og hvem der mente hvad. Det ’tavse’ flertal. De ’apolitiske’ Hongkong-borgere. Det er dem, vi lige har hørt, dem der har sejret ved at benytte deres stemmeret i langt højere grad end før, også selvom den ikke vejer nær så tungt som en reel demokratisk stemme.
Og hvis magthaverne, de virkelige i Beijing og de dresserede i Hongkong, er lige så kloge som Hongkongs indbyggere, tager de resultatet efterretteligt. En model kunne være at fyre Carrie Lam, indsætte en spiselig, midlertidig efterfølger og derpå skabe en valgproces, som inddrager borgerne.
Topfoto: Vælgere står i kø uden for et af valgstederne i Hongkong d. 24 november, 2019, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
