RELATIONER // KRONIK – Smartphones og sociale medier forandrer vores sociale relationer i en digital tidsalder, som rummer faldgruber i forhold til vores venskaber, skriver forskeren Marie-Elisabeth Lei Pihl i denne kronik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Har du tænkt over, hvordan din telefon påvirker dine relationer? Det har jeg – i flere år faktisk! Jeg forsker nemlig i moderne venskab og er interesseret i at undersøge, hvad den digitale kultur og nye medier gør ved vores forhold til andre mennesker.
I min forskning har jeg valgt at undersøge venskab ved hjælp af kultur, fordi jeg tror på, at forfattere, musikere og filminstruktører igennem deres kunst kan udtrykke noget vigtigt om den tid, vi lever i. At de kan udtrykke noget vigtigt om venskab.
Ved at analysere tv-serier, bøger og musik har jeg altså set nærmere på, hvordan venskabet udfolder sig i dag – især blandt unge mennesker. Og på den baggrund peger jeg på, at digitale medier skubber til vores normer for venskab og sætter nogle etiske aspekter ved venskab under pres.
Lad mig tage jer med ind i min egen telefon et kort øjeblik. Min gode veninde Anna bor i Nordjylland, og jeg bor uden for København. Derfor har vi primært kontakt igennem digitale medier.
På den ene side er det hyggeligt at dele memes og opslag med hinanden på daglig basis: Hun er også forsker, og vi deler derfor videnskabsmemes om vanvittige ph.d.-vejledere eller peer review, der trækker ud i, hvad der føles som årtier.
Det giver et smil på læben og et lille afbræk.
Jeg mangler derfor også af og til nogle af de dimensioner, som det fysiske venskab kan tilbyde
Men det kan også føles fladt til tider. Hvis vi har travlt, får vi ikke lige svaret, og der kan gå lang tid mellem beskederne. Jeg mangler derfor også af og til nogle af de dimensioner, som det fysiske venskab kan tilbyde.
Og det har faktisk noget at gøre med etik. For meget tyder på, at vi ikke er forpligtede på samme måde over for hinanden i digitale rum, som når vi er ansigt til ansigt.
Hvad kendetegner et venskab?
Men lad os lige begynde med definitionerne.
Den amerikanske forsker William Rawlins mener, at der er fem grundlæggende træk, der kendetegner venskaber. Venskaber, siger han, er frivillige, personlige, følelsesladede, gensidige og ligeværdige. I hvert fald i en ideel verden.
Nogle af venskabets kendetegn – at de er gensidige, ligeværdige og frivillige – er altså etiske, imens andre handler om noget æstetisk. Lad mig forklare.
Frivillighed, gensidighed og ligeværdighed er alle sammen kendetegn, der har at gøre med at behandle andre mennesker ordentligt.
Når vi indgår i relationer, der er ligeværdige, frivillige og gensidige, betyder det, at vi opfører os etisk over for hinanden – at vi giver og tager på en balanceret måde, at vi hjælper hinanden, og at vi ikke regner os selv som vigtigere end den anden.
Venskaber kræver god opførsel, hvis man skal sige det lidt skoleagtigt. De kan ikke udvikle sig og blomstre, hvis den ene part undertrykker eller nedvurderer den anden.
Det giver umiddelbart og intuitivt mening, ikke?
Men det etiske kan ikke stå alene. Der er mange mennesker, vi opfører os pænt over for, som vi ikke nødvendigvis er tætte venner med. Venskaber kræver mere end etik. De kræver nærhed og personlighed, der rækker ud over regler for god opførsel og Emma Gad. Ellers ville det hele blive lidt kedeligt.
Her skal vi tilbage til Rawlins’ definition. Når han nævner det personlige og det følelsesladede, handler det nemlig ikke om etik. Det handler om æstetik; altså om det vi synes er særligt spændende, sjovt eller smukt ved andre mennesker.
Måske deres måde at grine på? Eller deres evne til at vælge det helt rigtige outfit til dig, inden I skal i byen? At de hører noget musik, der udfordrer din egen smag og åbner verden lidt for dig? Eller at de giver dig modstand i forhold til politiske holdninger og gør dig klogere på verden.
Det kan være mange forskellige ting, men pointen er, at venskaber kræver en gnist mellem jeres personligheder, der gør, at to mennesker (eller flere!) passer sammen i et venskab.
Skam tegner et ret præcist og nuanceret billede af venskaber, og hvordan venskaber bliver påvirket af digitale platforme
Lad os tage tilbage til kulturens verden. For her kan vi finde mange eksempler på kunstnere, der siger noget om, hvordan venskab ser ud i en digital virkelighed. Og hvordan etiske og æstetiske dimensioner af venskabet spiller sammen – eller støder ind i hinanden.
Tænk for eksempel på tv-serien Skam. Den tegner et ret præcist og nuanceret billede af venskaber, og hvordan venskaber bliver påvirket af digitale platforme
Vennegruppen, som serien følger, er ofte sammen face-to-face, men de er samtidig til stede på alle mulige platforme som Instagram og Facebook, og det ofte imens de snakker sammen. Imens veninderne diskuterer verdenssituationen, kan vi som seere følge med i, hvad de skriver til andre online og det sker også, at veninderne taler om en fyr, som den ene pige er totalt forelsket i, imens en anden pige i gruppen modtager brandvarme beskeder fra ham. Rimeligt spicy, og rimeligt problematisk.
Der foregår altså ting og sager på alle mulige niveauer af deres kommunikation, og overordnet set kan man sige, at de bruger en masse kræfter på at bevare deres indbyrdes venskaber, selv om de ofte bliver udfordret af digitale og sociale medier.
Den svenske forsker Eva Thulin beskriver denne måde at være til stede med sine venner som en konstant forhandling mellem den fysiske forgrund og den digitale baggrund.
På et tidspunkt sidder Noora, som én af pigerne hedder, hjemme i sofaen med sin roommate på en fredag aften og falder over Instagram-billeder fra en fest, som alle de andre er med til. Det er tydeligt, at hun bliver ked af det og ramt af fomo (fear of missing out).
Billedet er ikke lagt op med en intention om at gøre Noora trist, men det bliver hun alligevel, og det siger noget om, hvad digitale medier kan gøre ved vores venskaber. For når vi deler og lægger indhold ud på forskellige platforme, gør vi det jo som sådan ikke for at såre nogen, men der er noget omkring venskabets etik, der skifter i en onlineverden.
Der er nogle andre normer sammenlignet med den fysiske virkelighed. Noora vælger nemlig ikke at se det specifikke billede fra festen, men får det lige i synet.
Det er altså ikke frivilligt fra hendes side at se på billedet, hvis man skal vende tilbage til Rawlins definition. Det er som sådan heller ikke gensidigt, for det er ikke sendt ud til Noora, men sendt ud til mange på én gang.
Hun er altså ikke den specifikke modtager, men blot én blandt mange. Det adskiller sig også fra face-to-face-kommunikation, hvor vi typisk henvender os direkte til konkrete mennesker snarere end en uspecificeret gruppe.
Vi kan også spørge om situationen med Noora er ligeværdig. Ikke rigtigt vel? For imens hun ser på billedet af en glad gruppe, der holder fest, er hun placeret i en sofa. Hun har ikke mulighed for at deltage eller synge med på det track, de danser til.
De andre er en gruppe, imens hun er sammen med sin trælse roommate, der kun snakker om sig selv.
På den måde viser tv-serien os, at de etiske aspekter af venskab kan komme under pres i en digital medievirkelighed. Der er altså stor risiko for, at det frivillige, gensidige og ligeværdige glider i baggrunden til fordel for det sjove, æstetiske, hurtige og dét, man inden for forskning kalder det performative.
De sociale medier kan såre os
Tænk bare på Snapchats lokationstjeneste, der gør, at man kan blive opmærksom på, at ens bedste venner er sammen, selv om man ikke er inviteret. Medierne kan simpelthen såre os i kraft af de designfunktioner, de rummer. For eksempel når man kan se, at nogen har læst ens besked, men ikke svaret.
Og her er det vigtigt at sige, at det ikke er vores egen skyld, hvis vi bliver kede af det, når vi bruger digitale medier. Det er nogle app-udviklere i fortrinsvis USA og Kina, der simpelthen har opfundet og udviklet nogle nye måder, vi kan såre hinanden på.
Tag for eksempel Jadas sang ’Left me on read’. Den handler om at ‘være efterladt på set’, og det ved vi alle sammen er en virkelig ufed oplevelse. Der er faktisk også en nyere roman af Ida-Sophia Petersen, der har præcis samme titel. Og ikke nok med, at man kan blive efterladt på set. Man kan også slet og ret blive ghosted!
Men! Og det er et vigtigt men, der kommer her. Samtidig med at karaktererne i Skam oplever, at det kan være svært at navigere i fysiske og online relationer på én og samme tid, bruger de det også på opmuntrende måder, der giver deres hverdag indhold og mening. De har fx en gruppechat kørende, hvor de støtter hinanden og opdaterer hinanden på vigtige nyheder, fester og lignende.
Anne Mari Borcherts internetroman Lykkelig med M beskriver noget af det samme: To tætte veninder, der bruger sociale medier til at give hinanden gode råd og hjælpe hinanden med alle mulige små og store ting. En digital livline, om man vil, og en relation, hvor der både er plads til det æstetiske og det etiske. Lidt ligesom min relation til Anna – på en god dag.
Der er kommercielle kræfter og designs, herunder lokationstjenester, set-funktionen og likes, der desværre arbejder lidt imod det etiske og lidt imod vores venskaber
Så måske handler det allermest om, hvordan vi bruger digitale medier, når vi skal forstå, hvad teknologien gør ved vores venskaber. Vi skal simpelthen tænke etikken ind i de digitale rum og blive bevidste om, at digitale medier til tider arbejder lidt imod vores venskaber. Det er i hvert fald dét, tv-serier, bøger og musik har hjulpet mig med at få hold på i min forskning.
Kulturen viser os nemlig, at selv om digitale medier rummer faldgruber i forhold til venskab, så kan de også bidrage til vores relationer. Det er en lynhurtig og meget tilgængelig måde at opleve nærvær, og uanset hvor man er i verden, kan man få kontakt til dem, der betyder noget for én.
Samtidig er der kommercielle kræfter og designs, herunder lokationstjenester, set-funktionen og likes, der som nævnt desværre arbejder lidt imod det etiske og lidt imod vores venskaber.
Det er alt sammen ting, der kan gøre os kede af det. Og det er som nævnt ikke vores egen skyld, men derfor kan vi godt stritte lidt imod alligevel. Og være bevidste om, hvordan vi bruger det.
Det er måske de to vigtigste ting, jeg vil understrege: at vi 1) på den ene side ikke skal føle os ansvarlige for platforme, vi ikke selv har bygget, men at vi 2) samtidig godt så vidt muligt kan prøve at bruge dem på etiske måder.
Og så minder min forskning mig om, at jeg skal huske at ringe til Anna. Så snart jeg har set Skam færdig for anden gang og scrollet til bunden af Instagram.
Kronikken holdt Marie-Elisabeth Pihl som en tale ved Tuborgfondets årsskrift den 5. februar 2026
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og