Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com

Take these broken wings and learn to fly – om musikkens kraft

i Liv & Mennesker/Minoriteter/Musik af

MUSIK – I år har The Beatles-albummet The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum) 50 års jubilæum. Forleden spillede Paul McCartney blandt andet den udødelige klassiker Blackbird fra dette album på sin akustiske guitar. Et møde med en kvinde, der  blandt andet kom gennem en svær livsfase ved at lytte til denne sang, har fået POV Intenationals Jan Eriksen til at skrive historien om Paul McCartneys sang om solsorten.

Som det kan ses på Eddie Michels (eddiemichel.com) meget karakterfulde foto af Paul McCartney spillede han på sin ikoniske Höfner-bas forleden i Royal Arena. Men han også den akustiske med. Stående øverst på en hævet scene sang sir Paul forleden Blackbird, som han formentlig har gjort ved samtlige koncerter siden sit live-comeback i 2002.

Som det fremgår af dette YouTube-klip fra koncerten i Royal Arena fredag aften, er der med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående.

Blackbird optrådte første gang side 2 på The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum), og er i dag en af de mest populære The Beatles-sange. For eksempel er det den syvende mest spillede Beatles-sang på Spotify. Næsten 82 mio. afspilninger.

Hvorfor? Det er fristende at svare med klichéen: Vidste jeg det, ville jeg være god for 7 mia. kr., ligesom Sir Paul.

Men der er ingen tvivl om, at McCartneys fine tekst – en af hans bedste overhovedet – kombineret med en raffineret melodi, brilliant guitarspil og sangens samlede håbefulde udtryk er en væsentlig del af forklaringen.

Præcis som i Jyske Bank Boxen i Herning i juni 2016 introducerede McCartney sangen med en lille anekdote om dengang i 1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen i USA generelt inspirerede ham.

Det er ofte sagt – dog så vidt vides ikke af McCartney selv – at sangen skulle være direkte inspireret af mordet på Martin Luther King Jnr 4. april 1968. Teoretisk set er det muligt.

Solsortens rejse

Blackbird er dobbelt aktuel i disse dage, hvor 50-årsjubilæet for The Album fejres med udsendelsen af en ny version, hvor man som supplement til remixede versioner af de mange sange kan lytte til mere eller mindre akustiske Esher-versioner af blandt andre Back in the USSR og Julia.

Disse rå demoer blev indspillet i George Harrisons hus i Esher i Surrey, England, i maj måned 1968 som oplæg til de senere pladeindspilninger i studiet i Abbey Road. Både John Lennon og lydteknikeren Geoff Emmerick, der var til stede i Esher, har sagt, at The Beatles allerede var gået i opløsning på det tidspunkt. Men der er nu påfaldende meget gruppe esprit over disse upolerede indspilninger.

Udover lidt veloplagt MacCartney-kvidr lyder Esher demo-versionen af Blackbird i bund og grund ikke så meget anderledes end den kendte pladeversion.

Der findes flere mere eller mindre modstridende versioner af historien om sangens oprindelse.

I maj 1968 var The Beatles næsten lige kommet hjem efter rejsen i februar/marts til Rishikesh i Indien, hvor de genoptog deres kursus i Transcendental Meditation, omgivet af venner og andre kunstnere. De måtte forlade det første kursus på grund af manager Brian Epsteins selvmord.

Ringo Starr forlod allerede campen i det nordlige Indien efter en uges tid. Han var træt af karry, har han senere sagt. McCartney rejste senere i marts, mens John Lennon og George Harrison angiveligt forlod lejren i protest mod guru Maharishi Mahesh Yogis meget verdslige, grænseoverskridende interesse i skuespilleren Mia Farrow.

En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham

Melodien til Blackbird havde længe ligget som en løs skitse, inspireret af nogle timer i guitarspil, som McCartney og George Harrison tog som drenge. Dengang forsøgte de at lære at spille Johann Sebastian Bachs Bourrée i E Minor for at vise folk, at ”vi ikke var så dumme, som vi så ud til,” som McCartney sagde i 2005 under en studiekoncert i Abbey Road – Chaos and Creation at Abbey Road.

”En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham,” siger McCartney i sin selvbiografi Many Years From Now.

”Jeg udviklede melodien på guitar baseret på Bach-stykket og tog den et andet sted hen, til et andet niveau. Jeg indpassede ordene,” siger han også

Fra Bach til Beatles, melodisk set. Det ligger fast. Men hvor blev den så komponeret færdig?

Ifølge den ene version vågnede McCartney tidligt en morgen til lyden af solsortesang under The Beatles rejse til Rishikesh, hvorefter han hentede sin guitar for at transkribere fuglesangen. Det har McCartney blandt andet fortalt forfatteren Hunter Davies.

Ifølge den anden version blev melodien skrevet kort efter hjemkomsten til Storbritannien, hvor McCartney var søgt i skrively i Kintyre i Skotland.

Der findes sågar en tredje version, gående ud på at den blev skrevet under en forretningsrejse i USA. Det var i de forholdsvis glade dage, hvor især McCartney var drivkraften bag pladeselskabet Apple.

Der er med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående. Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com.

Den sorte kvinde

Hvad med teksten? Den autoriserede forklaring handler altså om inspiration fra den bevægelse, der skulle kulminere, da USA valgte sin første sorte præsident i 2008.

”Jeg havde i tankerne en sort kvinde, snarere end en fugl. Det var i perioden med borgerrettighedsbevægelsen, som vi alle talte lidenskabeligt om. Så det var virkelig en sang fra mig til en sort kvinde, der oplever disse problemer i staterne: “Lad mig opmuntre dig til at fortsætte med at forsøge at fastholde din tro, der er håb”. Som det ofte er tilfældet med mine sange synger jeg i et billede, snarere end specifikt at sige, “sort kvinde, der bor i Little Rock”,” sagde McCartney i 2004 i et interview på Rolling College i Florida.

Under McCartneys “Driving USA”-turné samme år introducerede han sangen ved at forklare, at udtrykket “fugl” var britisk slang for “pige”.

McCartney erkendte en gang, at sangen også kunne være inspireret af den libanesisk-amerikanske digter Khalil Gibran, der var temmelig hot i den intellektuelle del af Swinging London i de dage. Linjen ’Take these broken wings and learn to fly’ er central, nærmest et omdrejningspunktet i Gibrans lyriske roman Broken Wings.

McCartney fortalte i et interview i 2013 i London med blandt andre overtegnede, at hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at læse digte. Hele underetagen i hans hus i London, der i øvrigt ligger få minutters gang fra Abbey Road-studierne, er indrettet som lyrikbibliotek, fortalte han også. Det var blandt andet her han fandt sjælero efter den meget omtalte – og dyre – skilsmisse fra Heather Mills.

Broken wings

Som noget usædvanligt for en mandlig forfatter i 1912 handler Gibrans roman om kvinders manglende rettigheder i Mellemøsten. Mon ikke det blandt andet forklarer dens fornyede popularitet i en periode, hvor alle normer og konventioner var i bevægelse i retning af større individuel frihed.

I dag bruges udtrykket ”Take these broken wings” ofte af terapeuter som udtryk for processen at komme videre efter et sammenbrud eller andre nedbrydende oplevelser.

Og måske var det den linje John Lennon tænkte på, da han i et interview med Playboy Magazine i 1980 sagde:

“Jeg gav Paul en linje til den sang (Blackbird), en vigtig linje, men den er virkelig helt hans. Paul er god til den der guitarting. Det er John Denver også.”

Om det sidste var tænkt som en kompliment, må stå hen i det uvisse. Som bekendt er det om få dage 38 år siden, John Lennon mistede livet i New York.

Sir Paul er her stadig. Det samme er Blackbird. Håbet om forandring lever, selvom det ligesom hans vokal er mærket af  tiden.

For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der havde lyttet til Blackbird igen og igen hver nat, mens hun var i behandling for kræft. Den var et lyspunkt i en livsfase, som bare skulle overstås.

“Håbet, som jeg hver gang fandt i den sang – og vel også kemoen – kurerede mig,” som hun sagde med et smil.

Musikkens kraft.


Lyt evt. til denne minipodcast om Blackbird.

Andre sange inspireret af borgerrettighedsbevægelsen, ifølge National Public Radio:

  • Aaron Neville, “Hercules”
  • Anthony Hamilton & The Blind Boys of Alabama, “This May Be the Last Time”
  • Anthony Hamilton, Joss Stone, Blind Boys, Mary Mary, John Legend, “We Shall Overcome”
  • Aretha Franklin, “In The Upper Room”
  • Aretha Franklin, “Mary, Don’t You Weep”
  • Aretha Franklin, “Respect”
  • Aretha Franklin, “What A Friend We Have In Jesus”
  • Art Blakey & The Jazz Messengers, “The Freedom Rider”
  • B. King, “Why I Sing The Blues, Pt. 1”
  • Bebe Winans, “Lift Every Voice and Sing”
  • Ben Harper, “Like A King”
  • Bernice Johnson, “Been In The Storm So Long”
  • Bertha Gober, “I Told Jesus”
  • Betty Mae Fykes, “If You Miss Me From The Back Of The Bus”
  • Billie Holiday, “Strange Fruit”
  • The Blind Boys of Alabama, “Free At Last”
  • Blue Mitchell, “March on Selma”
  • Bob Dylan, “Blowin’ in the Wind”
  • Bob Dylan, “Chimes of Freedom”
  • Bob Dylan, “Maggie’s Farm”
  • Bob Dylan, “Only A Pawn in Their Game”
  • Bob Dylan, “The Lonesome Death of Hattie Carroll”
  • Bob Dylan, “The Times They Are a-Changin'”
  • Bob Dylan, “When The Ship Comes In”
  • Bob Marley, “Redemption Song”
  • Bruce Springsteen, “We Are Alive”
  • The Byrds, “Turn! Turn! Turn! (To Everything There Is a Season)”
  • O.R.E. Freedom Singers, “Get Your Rights, Jack”
  • The Carpenter Ants, “Cryin’ In The Streets”
  • Charlie Daniels, “The Devil Went Down To Georgia”
  • The Chi-Lites, “(For God’s Sake) Give More Power To The People”
  • Chuck Berry, “Promised Land”
  • Chuck D, “The Pride”
  • Clark Terry Quintet, “Serenade To A Bus Seat”
  • Cleo Kennedy, “City Called Heaven”
  • Common featuring Will.i.am, “A Dream”
  • Cordell Reagon, “Uncle Tom’s Prayer”
  • DADDY (Will Kimbrough & Tommy Womack), “The Ballad of Martin Luther King”
  • Digital Underground, “No Nose Job”
  • Donny Hathaway, “Someday We’ll All Be Free”
  • Donny Hathaway, “Thank You Master (For My Soul)”
  • Donny Hathaway, “Tryin’ Times”
  • Donny Hathaway, “To Be Young, Gifted And Black”
  • Emmylou Harris, “My Name Is Emmett Till”
  • Fannie Lou Hammer, “Go Tell It On The Mountain”
  • Gil Scott-Heron, “The Revolution Will Not Be Televised”
  • Gospel Dream, “This Little Light of Mine”
  • Grant Green, “The Selma March”
  • Guy Carawan, “We Shall Overcome”
  • Harlem River Drive featuring Eddie Palmieri, “Harlem River Drive”
  • The Harmonizing Four, “I Shall Not Be Moved”
  • Harry Belafonte, “Abraham, Martin and John”
  • Harry Belafonte, “Oh Freedom”
  • The Impressions, “Keep on Pushing”
  • The Impressions, “People Get Ready”
  • The Impressions, “We’re A Winner”
  • The Isley Brothers, “Fight The Power”
  • The Isley Brothers, “Get Into Something”
  • B. Lenoir, “Alabama Blues”
  • James Brown, “I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door, I’ll Get It Myself) Pt. 1”
  • James Brown, “Say It Loud, I’m Black and I’m Proud”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Song of Freedom”
  • James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Welcome to S.N.C.C.”
  • Janis Ian, “Baby, I’ve Been Thinking”
  • Jimmy Collier & The Movement Singers (led by Diane Smith), “Will The Circle Be Unbroken”
  • Joan Baez, “Oh Freedom”
  • John Coltrane, “Alabama”
  • John Lee Hooker, “The Motor City Is Burning”
  • John Legend, “Woke Up This Morning”
  • John Legend, “If You’re Out There”
  • Joss Stone, “Eyes on the Prize”
  • The Jubilee Hummingbirds, “Our Freedom Song”
  • Jungle Brothers, “Black is Back”
  • Les McCann & Eddie Harris, “Compared To What”
  • Lizz Wright, “Walk With Me Lord”
  • Louisiana Red, “Ride On, Ride On”
  • Lynyrd Skynyrd, “Sweet Home Alabama”
  • Mahalia Jackson, “How I Got Over”
  • Mahalia Jackson, “In The Upper Room”
  • Mahalia Jackson, “I Will Move On Up A Little Higher”
  • Mahalia Jackson, “I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”
  • Mahalia Jackson, “Take My Hand, Precious Lord”
  • Marian Anderson, “He’s Got The Whole World In His Hands”
  • Marshall Jones, Matt Jones, “In The Mississippi River”
  • Marvin Gaye, “Wholy Holy”
  • Marvin Gaye, “Inner City Blues”
  • Marvin Gaye, “Save The Children”
  • Marvin Gaye, “What’s Going On”
  • Mary Mary, “We Shall Not Be Moved”
  • Mass Meeting Participants, “Freedom Now Chant”
  • Mass Meeting Participants, “Lord, Hold My Hand While I Run This Race”
  • Mavis Staples, “Down in Mississippi”
  • Mavis Staples, “Eyes on the Prize”
  • Mavis Staples, “We Shall Not Be Moved”
  • Max Roach with Abbey Lincoln, “Triptych: Prayer/Protest/Peace”
  • Neil Young, “Alabama”
  • Neil Young, “Southern Man”
  • The Neville Brothers, “Sister Rosa”
  • Nina Simone, “I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)”
  • Nina Simone, “Mississippi Goddam”
  • Nina Simone, “Revolution”
  • Nina Simone, “Why? (The King of Love is Dead)”
  • Odetta, “One Grain of Sand”
  • The O’Jays, “Give the People What They Want”
  • Oscar Brown, “Forty Acres & A Mule”
  • Otis Spann, “Blues For Martin Luther King”
  • Parliament, “Chocolate City”
  • Patty Griffin, “Up To The Mountain”
  • Peter, Paul and Mary, “If I Had A Hammer”
  • Paul Simon, “So Beautiful or So What”
  • Pete Seeger, “This Land is Your Land”
  • Phil Ochs, “Too Many Martyrs”
  • The Pointer Sisters, “Yes We Can Can”
  • Public Enemy, “By The Time I Get To Arizona”
  • Public Enemy, “Fight The Power”
  • Rage Against The Machine, “Wake Up”
  • Rahsaan Roland Kirk, “Volunteered Slavery”
  • The Ramparts, “The Death of Emmett Till Pts. 1 & 2”
  • Ramsey Lewis, “Wade In the Water”
  • Ray Scott, “The Prayer”
  • Richie Havens, “Will The Circle Be Unbroken”
  • The Roots, “Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Round”
  • Sam Cooke, “A Change is Gonna Come”
  • Sam Cooke, “This Little Light of Mine”
  • Sly And The Family Stone, “Underdog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Ballad of Medgar Evers”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Dog, Dog”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Governor Wallace”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Oginga, Odinga”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “We’ll Never Turn Back”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Which Side Are You On”
  • SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Woke Up This Morning WIth My Mind on Freedom”
  • Solomon Burke, “None of Us Are Free”
  • Sonia Sanchez, “Liberation Poem”
  • Sonny Charles And The Checkmates, “Black Pearl”
  • Sounds of Blackness, “Certainly Lord”
  • Sounds of Blackness, “Optimistic”
  • Sounds of Blackness, “Unity”
  • The Sojourners, “Nobody Can Turn Me Around”
  • The Staple Singers, “Respect Yourself”
  • The Staple Singers, “This Train”
  • The Staple Singers, “Wade In the Water”
  • The Staple Singers, “Why? (Am I Treated So Bad)”
  • The Staples Singers, “I’ll Take You There”
  • Steve Forbert, Jack Hardy, Jill Burkee, Mark Dann, “This Land is Your Land”
  • Stevie Wonder, “Living For The City”
  • Sweet Honey In The Rock, “Ella’s Song”
  • Sweet Honey In The Rock, “Freedom Train”
  • Syl Johnson, “Is It Because I’m Black?”
  • The Temptations, “Ball of Confusion (That’s What the World Is Today)”
  • The Temptations, “Message From A Black Man”
  • Three Dog Night, “Black And White”
  • U2, “Pride (In The Name of Love)”
  • Undisputed Truth, “Smiling Faces Sometimes”
  • VIP Mass Choir featuring John P. Kee, “Stand!”
  • Willie Peacock, “Calypso Freedom”
  • Willie Peacock, “Get On Board, Children”
  • Wyclef Jean, “Here’s To The State of Mississippi”
  • Wynton Marsalis, “From The Plantation To The Penitentiary”

Fotos: Eddie Michel/eddiemichel.com.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Liv & Mennesker