Narcissisme på slap line - festen er slut, Peter Aalbæk • POV International

Pouline Middleton 14.11.2017

KOMMENTAR – Mange har undret sig, flere er væmmedes og nogle få har forsøgt at tale om en særegen ledelsesstil og bevidst politisk ukorrekt organisationsform, der har hersket i årevis i filmelskabet Zentropa med rituelle ydmygelser, sexisme og smæk som ‘selvvalgt straf’. Men et interview med Peter Aalbæk på DR2 i denne uge har endegyldigt vist, hvad der egentlig har været på spil, skriver forfatter Pouline Middleton, der ikke tøver med at tale om et tydeligt narcissistisk mønster med psykopatiske træk. Aalbæk viser en komplet manglende evne til at leve sig ind i andre menneskers følelser.

Peter Aalbæk Jensen var i Deadline i søndags.

Studievært Niels Krause Kjær interviewede ham om de anklager, der den seneste uge har været i Politiken og Information om sexchikane på Zentropa, udført af Peter Aalbæk og dem, han har uddelegeret aktiviteterne til.

En kvinde fortalte blandt andet om, hvordan hun til den årlige julefrokost med 200 folk fra filmbranchen havde stået på scenen sammen med Aalbæk, der pludselig havde stukket mikrofonen op under hendes nederdel og sagt ”kan du høre fissen taler.”

Aalbæks kommentar hertil var, at det lød som noget, han kunne have gjort. Det var del af stemningen og for sjov.

Som han siger til Politiken i førnævnte interview, bruger han sin dominans “vel vidende at det er en tangent på mit klaviatur, jeg kan spille på, men jeg bruger det først og fremmest til mentalt at ruste de her unge mennesker til, at de skal ud og erobre verden.”

På værtens spørgsmål om, hvorvidt han simpelthen ikke er i stand til at vurdere, hvornår hans gerninger overskrider en grænse og er for meget, svarer han:

“Vi er kendt for personalemæssigt og virksomhedsmæssigt at være grænseoverskridende. Det ved du, hvis du søger ansættelse hos os. Og det er altså ikke aseksuelle socialdemokrater, der laver de store filmværk, jeg er ked af at sige det. Det er min tørre konstatering. Jeg søger filmisk i mit virke det ekstreme, jeg søger dem, der søger det anderledes udtryk.”

Aalbæk viste netop i Deadline-studiet, at han var ude af stand til at sætte sig ind i, hvordan hans handling med mikrofonen, kunne virke på kvinden

Personligt finder jeg det interessant at være vidne til en grænseoverskriders narcissistiske og småpsykopatiske træk i fuld udfoldelse.

For lige meget hvad Aalbæk selv kalder sine handlinger, så virker det som om, han kun fokuserer på sin egen opfattelse af verden, han mangler empati med andre, og han har ingen grænser.

Og Aalbæk viste netop i Deadline-studiet, at han var ude af stand til at sætte sig ind i, hvordan hans handling med mikrofonen, kunne virke på kvinden. Åh jo, han var da ked af nu at høre, at hun var gået bag scenen og havde grædt, for man ønsker jo ikke at såre nogen, som han sagde.

Men helt grundlæggende kunne han ikke få øje på problemet. Selv da Krause Kjær gjorde det personligt og spurgte, hvordan Aalbæk ville have det, hvis hans egen unge datter kom hjem og fortalte, at hendes 60-årige chef havde gjort sådan til julefrokosten, selv her, var Aalbæk ude af stand til at have empati med sin egen datter og fordømme sin egen adfærd.

Jeg er en elsket chef, mig og min krop og min person har ret til at røre ved dig, kommentere dig og ydmyge dig, når jeg vil

Hans forklaring er, at han er en festabe og han havde selv været med til vilde fester i DR-Byen, så sådan er det bare. Og hans datter måtte beslutte om hun ville være i en branche, der fungerer på den måde.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan familien har fungeret. Den kan man som bekendt ikke bare melde sig ud af.

Et andet argument han har fremført i avisen er, at hans medarbejdere elsker ham, og at det kun er et fåtal, der ikke kan tackle det. Aviserne, og en bog der udkom for nogle år siden skrevet af Mette Lundtofte om forholdene på Zentropa, kommer også med en lang række eksempler på grænseoverskridende adfærd. Og eksempler på hvordan dem der er blevet i firmaet har anset det for det normale.

Artiklerne har også haft interviews med kvindelige medarbejdere, der var blevet fyret af Aalbæk, fordi de satte sig op imod sexchikanen. Det affødte den interessante reaktion fra Zentropas chef Anders Kjærhauge torsdag, at nu skulle medierne se at komme videre, og ikke fokusere mere på hvad, Aalbæk havde gjort.

Hvilket er endnu et eksempel på, at ronkedorens ord er lov, og alle bliver blinde omkring ham. Om fredagen havde direktøren så fået klarsynet tilbage, og ledelsen havde besluttet at smæk til medarbejderne ikke skal være en del af ledelsesstilen fremover.

Tak til #MeToo bevægelsen for at sætte spotlight på de alt for mange tilfælde af overgreb, så vi kan hjælpe mennesker med psykopatiske træk til at få afsluttet den fest

Sagen viser tydeligt, hvordan sexchikane kan blive normen, og hvordan dem, der siger fra, bliver de anderledes. Det gør det ikke til acceptabel adfærd.

Men det er sjældent, at man så tydeligt som i denne uge kan være vidne til, at en grænseoverskrider som Peter Aalbæk viser sin identitet uden filter:

”Jeg er en elsket chef, mig og min krop og min person har ret til at røre ved dig, kommentere dig og ydmyge dig, når jeg vil”

Selv når han bliver konfronteret med det grænseoverskridende i sin adfærd, slår han det hen som spøg eller hævder, at han gør det for personens eget bedste eller for at skabe stor kunst. Jeg mener ikke, han har de rette kompetencer til at vurdere, hvad der er til en ansats eget bedste. At hævde hans adfærd bidrager til at skabe stor kunst er selvoptaget og misvisende, da det var de laveste i hierarkiet og ikke filminstruktørerne, han tog over knæet.

Hvorfor er der ikke nogen med magt, som har sat en stopper for hans psykiske terror? For den næste bevillings skyld? For at hytte eget skind og bevare sit job? Eller fordi både mænd og kvinder ved, at man i vores samfund ustraffet kan opføre sig sådan, hvis man har magt?

Fordi mange mænd er opdraget og opildnet til, at det er kulturelt accepteret at forgribe sig på kvinder. Det er jo kun et lille antal, der gør det. Eller er det? Spørgsmålene står i kø.

Tak til #MeToo bevægelsen for at sætte spotlight på de alt for mange tilfælde af overgreb, så vi kan hjælpe mennesker med psykopatiske træk til at få afsluttet den fest.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor – originalbillede af Peter Aalbæk fra Wikimedia Commons – foto: Lars Schmidt.

Læs også: Narcissisme

Pouline Middleton

Pouline Middleton (1962) er forfatter, klummeskriver og økonom. Hun skriver kun, når hun ikke kan lade være. Det er jævnligt. I øjeblikket skriver hun mest på et forslag til en tv-serie, for sidste år udkom en af hendes romaner i USA, og den skal gerne blive til en længere tv-serie til en af streaming kanalerne over there. Før det skrev hun to andre romaner på dansk. Hun har også skrevet en håndbog, bidraget til et par antologier, redigeret bøger, og skrevet manuskripter til film, tv-serier og web historier. Med et legat fra statens kunstfond og en cand. merc. i bagagen ser hun tit på en sag fra flere sider. I bøger og klummer tager hun hver gang på nye måder livtag med nogle af det moderne livs muligheder og udfordringer. I romanen En kvinde tre mænd handler det om at udskifte det traditionelle parforhold med tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde. I romanen Gå efter guldet lærer en ung kvinde hvordan man skal gebærde sig som udstationeret i en fremmed kultur, hvad enten man arbejder i Hong Kong eller på en stor tv-station i Danmark. Pouline undrer sig igen og igen over, hvordan verden bliver ved med at være skruet fjollet sammen, når nu der er så mange helt konkrete muligheder for at løse vores udfordringer. Samtidig har hun blik for, hvordan vi som mennesker igen og igen gør vores bedste for at få ting til at ske og leve det gode liv, på de vilkår, der er, hvad enten vi er nødt til at grine eller græde samtidig. Hun blogger her: www.poulinemiddleton.dk og arbejder i øvrigt til daglig som direktør for virksomheden Mobility & Energy Group ApS . Pouline bor nord for København med sin mand og har en voksen datter.