ÅRETS FILM – Sidste år ved denne tid skrev instruktør og POV-skribent Sebastian Cordes en tekst om året, der var på vej: 2016 er lig med feminisme, 2017 med kunst. Det havde han delvist ret i. Kønsdebatten blev bare mere intens i 2017 – med forsmåede mænd der var sure over ‘luskeri’ i årets første halvdel, og #MeToo der gik som en orkan gennem også den danske filmverden i anden halvdel. Men samtidig handlede det bestemt også om kunst. Dansk film ramte det kunstneriske niveau, vi skulle have haft for år tilbage. Nye stemmer piblede frem, der gik nærmest ikke en måned før en ny stærk debut fik premiere. Nye tilgange, nye idéer, nye ansigter, nye billeder. Ved årets udgang ser jeg tilbage på nærmest et jubelår, hvor det lange seje arbejde med at komme ud af krisen endelig gav frugt. I hvert fald kunstnerisk. Så kommer det kommercielle forhåbentlig senere.
Længe leve lavbudget. Filminstituttets strategi med at satse på lavbudgetfilm for at få fremtvunget nye stemmer har været stærkt debatteret i de sidste par år, men det blev en overvældende succes i 2017. Kunstneriske storværker lavet på den reelle lavbudgetordning. En decideret lavbudget-blockbuster i form af Mens Vi Lever, der godt nok ikke var støttet af DFI, beviste, at publikum var ligeglad med budget, hvis bare filmen havde nok af andre traditionelle dyder – hvilket i mine øjne ikke helt er meningen med lavbudget, men alligevel. Christian Tafdrup snakkede ved årets slutning om, hvor meget han har lært som instruktør af de små budgetter på film som En Frygtelig Kvinde, og det er klart, formatet har givet dansk film den nytænkning, der var så tiltrængt.
Dokumentariske dyder. I et så stærkt filmår som 2017 er der ikke nogen film, der har decideret krav på ros og opmærksomhed, men det ærgrer mig alligevel lidt at så få dokumentarer er at finde på de fleste årslister. Mens dansk fiktion de sidste par år har været i en bølgedal, så har der altid stærke dokumentarer at finde, og navne som Max Kestner, Eva Mulvad, Lea Glob og Jeppe Rønde hører med på enhver liste over de sidste års mest spændende danske instruktører. Træk fra dokumentarfilmen krydser genrer i disse år, især hos produktionsselskabet Adomeit der opdyrker en stil, der også internationalt er helt unik. Måske ikke siden Dogme har man kunnet ane konturerne af en bølge, en stil, som er dansk udviklet.
Samtidig var flere af de bedste scener i fiktionsfilmene også ganske dokumentariske. I film som Danmark og Underverden kom de bedste sekvenser, når vi bare mærkede miljøerne, og Vinterbrødre levede i høj grad af nærmest etnografiske sekvenser fra verden omkring Faxe Kalkbrud. Det får film til at føles ægte, levende, hvor man ellers tidligere i mange film altid har kunnet mærke manuskriptet ånde sig i nakken.
Nye Stemmer. Fenar Ahmad lavede et gangsterbrag om indvandrermiljøet i København, Avaz-brødrene lavede et melodrama med en energi, der syntes aldeles udansk, og kvinder stormede frem, både foran og bagved kameraet. Vinder af årets Ekko Shortlist Pris, 22-årige Tone Ottilie sagde det nok bedst: ”Til alle jer, der føler sig truet, fordi kvinder er begyndt at snakke om ligestilling i den danske filmbranche: I er en truet dyreart, vi har ikke brug jer!” Det samme kan siges om hvidhed, københavneri og det meste andet snobberi, man kan finde på.
Nye Talenter > Oscarnominering
At Danmark i år missede endog den ni film lange shortlist til Oscar var en efterhånden uvant situation – det er i indeværende årti faktisk kun anden gang det sker. Men det var ganske passende i et år, hvor dansk film endelig forsøgte at gøre op med de skabeloner, der måske nok har givet succes ved Oscar, men som samtidig har kvalt fornyelsen i dansk film, og ikke rigtig haft nogen specielt positiv indflydelse på de danske instruktørers karriere.
Det så man især med Nikolaj Arcels The Dark Tower, hans opfølger til Oscar-nominerede En Kongelig Affære, der blev slagtet af kritikere og floppede fælt, selvom den alligevel blev den mest sete film af en dansk instruktør nogensinde. Det paradoks siger noget om kravene i moderne film; at en film kan sætte biografrekorder, og alligevel ikke leve op til forventningerne.
Som det er blevet påpeget i mange år, så har midt-budget-filmen for tiden trange kår, og det er desværre netop den slags film danske instruktører har været så gode til at lave. Måske er det også den mørke grund til, vi har haft så stor Oscar-succes, at vi er et af de få lande der har insisteret på, at lave en slags film som ellers stort set er blevet opgivet rundt omkring i verden. I en branche, der er mere og mere afhængig af international kapital, er det et stort problem, hvorfor der har været et stigende behov for nogle som kunne noget nyt, noget anderledes, nogle navne som på sigt kan blive Danmarks svar på Ruben Östlund, Joachim Trier og Maren Ade, for blot at nævne tre navne fra vore nabolande.
Årets store kombinerede publikums- og kritikerfavorit, Fenar Ahmads Underverden, blev i sidste ende regnet for for mærkelig til Oscar-vælgere, og så kunne vi ikke få nogen nominering. Det er der ingen grund til at være ked af. Lur mig, om der ikke, blandt alle de nye navne vi fik at se i år, er et par stykker, der nok skal hive priser hjem. På egne præmisser.
Top Ti
Med de indledende ord på plads, så følger her min egen personlige top ti over årets danske film. Med noget vide grænser for, hvad der er en ‘dansk’ film. Og så har jeg helt ærligt ikke set alle danske film fra året, der gik; der er nok især et par stykker der glimrer ved deres fravær. Og nå jo, så er der dokumentarfilmen Spectator Records – Op I Røg, som er uden for kategori, da den er instrueret af mine meget nære venner. Men den er også skidegod. Det er de følgende ti film også:
10. 3 Ting (Jens Dahl)
Der var film, som gjorde mere væsen af sig, både af genrefilm, debutfilm og minimalistiske film. Men det er værd at påpege, hvor svært det er at lave en film som Jens Dahl’s 3 Ting. En thriller der blot foregår i et enkelt rum, men hvor spændingen alligevel konstant er til stede. Det kræver et manuskript af format, og skuespillere dygtige nok til at fortælle alt med deres ord. Især Nikolaj Coster-Waldau som karismatisk kriminel kunne let være forfaldet til en kliché, men fremstår i stedet både realistisk og naturlig.
9. Their Finest Hour (Lone Scherfig)
En af de helt store bøhmænd i diskussionen om dansk film er det faktum, at mange erfarne instruktører er søgt til udlandet. Men idéen om at dansk film nogensinde skal kunne bestå af så store film som Their Finest, med så mange stjerner i rollerne, er i sidste ende nok en illusion. Så lad os i stedet være glade for, at Lone Scherfig fik lov til at lave denne finurlige film om filmskabere i starten af Anden Verdenskrig. Især kvindeportrætterne er skarpe og nuancerede, og der er filmisk legelyst i rekonstruktionen af en typisk krigspropagandafilm.
8. Underverden (Fenar Ahmad)
Tilbage i april, blot tre måneder efter premieren, kårede Soundvenue Underverden til årtusindets 14-bedste danske film. Hypen var stor, lettelsen over endelig at se noget nyt og anderledes var til at mærke og føle på. Her ved årets slutning, efter en bølge af ligeledes nyt og anderledes, har filmen måske tabt en smule af pusten. Historien forekommer lidt skabelonsagtig, og actionscenerene har måske ikke helt Hollywood-niveau. Men billederne af København er stadig fabelagtige, og spilleglæden stråler i ansigterne på Dar Salim som hævner og især Ali Sivandi som den onde, onde Semion.
7. Danmark (Kasper Rune Larsen)
En lille film, en ganske lille film. Kasper Rune Larsens slackerkomedie gjorde ikke det store væsen af sig, fik aldrig biografpremiere, men er fremragende. Improviseret eller ej, de mange stenede samtaler var på et virkelig højt niveau – diskussionen om Flemming og Jørgen Leth hører uden tvivl til blandt årets sjoveste scener – og forholdet mellem det unge par i centrum var varmt, mens de rendte rundt på åh så normale dates, i bowlinghallen, i en robåd, og til Fredericia Metal Magic.
6. Venus: Let’s Talk About Sex (Lea Glob & Mette Carla Albrechtsen)
Årets filmiske crossover: I hvert fald én, og jeg tror to, af de unge kvinder fra Venus også er blandt hovedpersonerne i Team Hurricane. De mange film med vidnesbyrd om livet som kvinde i det moderne Danmark – en genre der også tæller Christina Rosendahls Vold i Kærlighedens Navn – vil sikkert i de kommende år blive set som den kunstneriske pendant til #MeToo. Men Lea Glob udforskede også kvinderollen i Olmo and the Seagull fra 2015, og at reducere Venus til sit emne vil underkende de mange følelser, og den elegante klipning, der skaber en montage af snak, blikke, smil, skam, undren, og krop.
5. A Modern Man (Eva Mulvad)
Eva Mulvads portræt af violinisten Charlie Siem er for god til at være fiktion. Hans karakter er alt for perfekt som en metafor over det moderne menneske, og ingen manuskriptforfatter ville turde skildre hans ennui med så små armbevægelser. Filmens klimaks, hvor hans sind bliver analyseret ikke af en psykolog, men af en kropsterapeut, en perfekt skulptureret krop blotlagt og diagnosticeret, er den slags overraskende og perfekt opsummerende scene man finder i de allerbedste kunstfilm. Og så er det værd at huske på, at manderollen også er til debat i disse år.
4. En Frygtelig Kvinde (Christian Tafdrup)
Jeg ved ikke hvilken film, Christian Tafdrup tror, han har lavet, men lad for guds skyld ikke hans stupide interviews afskrække dig fra at se et af årets bedste dramaer. Hvad der lyder som et plat, misogynt opgør med fallerede forhold er faktisk en satirisk og facetteret sædeskildring om forholdet mellem moderne mænd og kvinder. Amanda Collins prægtige Marie er bestemt frygtelig, men hun er samtidig mytisk og mystisk.
3. Wolf and Sheep (Shahrbanoo Sadat)
En fransk-dansk co-production om en landsby i Afghanistan, ikke så dansk at det gør noget. Men det er samtidig 100% Adomeit Film, en sælsom hybrid af dokumentar og fiktion, fantastisk lydbillede, flot fotografering og små dramaer. Shahrbanoo Sadat planlægger at fortsætte historien i fem film, det kan gå hen og blive et hovedværk i ‘dansk film’ på linje med Joshua Oppenheimers film om Indonesien.
2. Vinterbrødre (Hlynur Pálmason)
Hlynur Pálmason er islænding, og hans film er ret typisk for den nye islandske stil, hvor mærkværdige mænd analyseres på baggrund af den vilde islandske natur. Alligevel har vi i Danmark gjort krav på filmen, og det har vi sgu også fortjent: Mange af de nye islandske instruktører er uddannet i København, og har fået deres film støttet af DFI, så de skylder os et storværk. Og selvom instruktøren måske er udenlandsk, så er de kræfter, han forløser, danske. Eliott Crosset Hove er fremragende i hovedrollen, Faxe Kalkgruber er en mytisk kulisse, og Anna von Hausswolffs fotografering er i verdensklasse.
1. Team Hurricane (Annika Berg)
Man kan sige Team Hurricane var den film fra 2017, der var mest 2017. En lavbudget-doku-fiktionshybrid der kredsede omkring kvinderoller og femininitet. Men den er ikke årets film, fordi den er tidstypisk. Ingen anden film gik så langt i forsøget på at finde et eget filmsprog, sprængte så mange rammer og regler som Annika Bergs vidunderlige og vanvittige debut. Klipningen, farverne, musikken, det virkede som om alt blev udfordret og tilpasset lige præcis den her fortælling, de her personer, den her tematik. Og aldrig syntes noget fortærsket; ufattelig mange detaljer udfordrede og fordybede universet. En verden af vaporwave, Instagram, Nirvana, Broken Social Scene, PC Music, K-pop, queer-ideologi, dårlig kunst (undskyld, men det var det sgu…) brætspil, bamser, spiseforstyrrelser. En film ulig noget som helst andet.
Fotocredits: DFI, undtagen Danmark, credit CPH:PIX, og Their Finest Hour, credit kino.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
