Det hvileløse hjerte: Mindeord for Søren Krarup (1937-2023)

Leif Lønsmann 10.11.2023

MINDEORD – Søren Krarup og jeg rammer nok ikke samme himmel. Men jeg ville gense ham med glæde, skriver fhv. radiodirektør og chef for Koncerthuset, DR, Leif Lønsmann. Vores uenigheder til trods fastholdt vi helt frem til hans sygdom og død en åben og altid inspirerende dialog.

Den 8. november ophørte Søren Krarups hjerte med at slå. Et hjerte, der hvileløst har banket for Danmark i en menneskealder.

Krarups og mit hjerte bankede sjældent i takt gennem de år, han sad i DRs bestyrelse. Men han betroede mig ved flere lejligheder, at han værdsatte den ”lune og gemytlighed” og de ”elskværdige drillerier”, der prægede vores sammenstød.

Komplimenten er gensidig. Vores uenigheder til trods fastholdt vi helt frem til hans sygdom og død en åben og altid inspirerende dialog.

Det var nemt at være uenig med Krarup. Dels fordi han var sjældent skarp og klar, grænsende til urokkelig, i sine synspunkter og argumenter. Men også fordi han havde et afklaret forhold til, at hans synspunkter avlede modstand. Det var jo derfor, han ”hvileløst” kæmpede for dem.

Krarup havde vundet en delsejr. Det var nyt, og et brud på en mangeårig praksis om ”armslængde”, at programspørgsmål kunne behandles – og afgøres ved afstemning – i DRs bestyrelse

Vores forhold startede rigtig skidt. Få måneder efter Krarups indtræden i DRs bestyrelse, havde vi et teknisk udfald på den direkte transmission af søndagens højmesse på P1. Skæbnens ironi ville, at radiogudstjenesten netop denne søndag blev sendt fra Seem! Med Krarup på prædikestolen! Det var med sved i hænderne, at jeg skulle redegøre for uheldet. Krarup tog redegørelsen til efterretning, og noterede med et glimt i øjet, at det fremgik af den tekniske redegørelse, at udfaldet i første omgang alene havde ramt stereosignalet i VENSTRE kanal. Det skyldtes nok overbelastning af netop denne kanal, mente han…

Krarup havde ikke siddet mange måneder i DRs bestyrelse før han udbad sig en redegørelse for hvorfor radioen ikke længere, som i gamle dage, sluttede dagens udsendelser med afspilningen af nationalsangen. Han var sikker på, at det var et udslag af det, han i brevet kaldte ”kulturrevolutionen af 1968”.

Efter en tur i arkiverne kunne jeg svare, at årsagen såmænd blot var en følge af, at udsendelserne, efter indførelse af natradioen i 1970, ikke længere havde en samtidig, naturlig ”afslutning”. Og at beslutningen i øvrigt blev truffet på forslag fra det konservative medlem af Radiorådet, Poul Schlüter. Krarup fastholdt forslaget og fik det bragt til afstemning i DRs bestyrelse den 6.juni 2000. Forslaget faldt med 6 stemmer for og 2 stemmer imod, mens 1 undlod at stemme.

Formidling eller forkyndelse

Men Krarup havde vundet en delsejr. Det var nyt, og et brud på en mangeårig praksis om ”armslængde”, at programspørgsmål kunne behandles – og afgøres ved afstemning – i DRs bestyrelse. Og det vidste han at udnytte i resten af perioden. Ikke mindst når det gjaldt vores traditionelle årlige transmission af et muslimsk bønnemøde. Det mente han var ”et knæfald for islam” og brød med DRs forpligtelser til at forkynde kristendommen som en national værdi.

Jeg fastholdt, at DR ikke havde til opgave at forKYNDE, men alene at forMIDLE, og at alle eksisterende religioner var omfattet af denne formidlingsopgave. Bølgerne i bestyrelsen gik højt, og Krarup tilbød mig undervejs en friplads til hans konfirmandundervisning i præstegården i Seem.

Senere benyttede han drillende min distinktion mellem at formidle og forkynde, da han i vores programpolitik fandt en stærkt forkyndende, ja, ”nærmest religiøs”, tone, når det gjaldt dækningen af klima- og miljøspørgsmål. Her gav jeg ham medhold, og understregede, at det ikke er DRs opgave at forkynde miljøaktivisme, men alene at formidle fakta og debat.

I december 2000 fik jeg en julehilsen fra præstegården i Seem. Sammen med en håndskreven julehilsen havde Krarup vedlagt et essay af den rumænske forfatter Monica Papazu, som med udgangspunkt i sin barndom i det ateistiske og kommunistiske Rumænien viede sit forfatterskab til at argumentere for at Europa skal bibeholde sit kristne fundament og værne om de kristne værdier. Et stadig ganske levedygtigt emne.

Da jeg modtog meddelelsen om Søren Krarups død, fandt jeg Monica Papazus essays frem. I et af dem fortæller hun om sin far, der, når samtalerne kredsede om døden, yndede at citere den russiske forfatter Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamazov”, hvor Aljosja Karamazov bliver spurgt, om religionen virkelig siger, at vi alle skal genopstå fra de døde. Aljosja svarer, at vi bestemt skal genopstå og gense hinanden med glæde.

Papazus essay er senere udkommet i hendes essaysamling ”Det hvileløse hjerte”. Titlen kunne være tilegnet Søren Krarup, hvis hvileløse hjerte nu har fundet hvile.

Krarup og jeg rammer nok ikke samme himmel. Men jeg ville gense ham med glæde. Æret være hans minde.