KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Tilliden mellem Israels jøder og palæstinenserne har nået et nyt lavpunkt, men der er håb at finde i historien om, at begge parter faktisk har en lang fælles historie og er tvunget til at forsone sig med hinanden. En million arabiske-orientalske jøder (mizrahi-jøder) opholdt sig uafbrudt i Mellemøsten i 1.800 år indtil 1948, hvor de immigrerede til det nyoprettede Israel. Det vidner om fælles relationer fra et gennemgående fredeligt liv sammen med deres arabiske naboer. Tiden er inde til at genfinde den gode tone.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mellemøsten står i flammer med en frygtelig krig i Gaza udløst af Hamas’ drabelige massakre inde i Israel og daglige angreb af Hizbollah fra Libanon ind i det nordlige Israel samt en gradvis mere og mere eksplosiv situation på Vestbredden – alt sammen ødelæggende angreb på muligheden for fredelig sameksistens.
Med andre ord har tilliden mellem Israels jøder og palæstinenserne nået et nyt lavpunkt, hvor parterne ikke søger efter fælles referencepunkter, men drives af traumer, lidelser og krigeriske følelser. Uden en fælles referenceramme imidlertid, ingen tillid og fred.
Historien, man ikke ønsker, vi skal diskutere, er, at begge parter faktisk har en fælles historie og er tvunget til at forsone sig med hinanden. En million arabisk-orientalske jøder (mizrahi-jøder) opholdt sig uafbrudt i Mellemøsten i 1.800 år indtil 1948, hvor de immigrerede til det nyoprettede Israel – “forlod og blev fordrevet” er en anden måde at sige det på.
Tiden er inde til at finde fornuften
Det vidner om fælles relationer fra et gennemgående fredeligt liv sammen med deres arabiske naboer igennem 1.800 år. Man taler ligefrem om en Gylden Tidsalder for sameksistens i den islamiske middelalder – i sammenligning med de ashkenaziske jøder og deres langt mere dystre historie i den europæiske verden.
Så sent som i 1930’erne havde man faktisk en jødisk finansminister i Irak, Sassoon Eskell. Sameksistens er et faktum. Dette bevidnes af 400.000 dokumenter spændende fra det 6. til det 19. århundrede, fundet i en synagoge i Kairo og kendt som Kairo Genizah. Genizah-samlingen er et enestående vindue til det fredelige samliv og samarbejde, der udfoldede sig inden for handel og på mange andre områder mellem mizrahi-jøder og arabere i Mellemøsten.
Ved at italesætte de to gruppers lidelser og historie kan man begynde at tilgive hinanden
Men nationalismen (jødisk såvel som arabisk) gjorde desværre en ende på dette gode naboskab i løbet af det 20. århundrede. Den enkle og samtidig dybt tragiske historie er, at begge grupper – jøder såvel som palæstinensere – har påført hinanden store lidelser, men også har en historie og fremtid i det samme land. Tiden er inde til at lade fornuften og historiske minder om et liv sammen sejre. Der er brug for (nye) ledere på begge sider, der overlader stafetten til civilsamfundet, der kan påtale sandheden om den fælles historie og mane til forsoning frem for at oppiske nationale følelser.
Som den tidligere britiske overrabbiner Jonathan Sacks understregede i en konference om religiøs sameksistens for en række år siden, vil tilgivelse jøderne og muslimerne imellem “frigøre dem fra tidligere tiders byrde”. Ved at italesætte de to gruppers lidelser og historie kan man begynde at tilgive hinanden. Det er dybt forkert at benægte de to gruppers enorme lidelser, men man kan tilgive hinanden, erkende at begge sider har lidt, og mindes den tid, hvor man faktisk levede fredeligt sammen – for at genskabe den fredelige sameksistens.
Når gode naboer sættes op mod hinanden
Det seneste århundredes politik og nationalisme har fået tilliden, troen og hukommelsen om sameksistens til at fordampe, omend denne mulighed ligger lige for. Den anerkendte islamforsker og antropolog professor Akbar Ahmed minder om, at menneskers identitet grundlæggende er mangfoldig, ikke afgrænset, men inklusiv, multikulturel og ansvarlig over for andre end sig selv.
Mennesker, inklusive palæstinenserne og jøderne, har derfor altid mere til fælles, end der skiller dem ad. Problemer skabes først rigtigt, når forhold mellem mennesker politiseres og gode naboer (muslimer og jøder) sættes op imod hinanden.
Med mellemøstlig og 1800-årig fredelig sameksistens i bagagen er det nu om at genfinde den “gode tone”, som nationalismen har ødelagt
Nationalisme, forestillingen om at have krav på en “nation” og dermed udelukkelse af dem, som ikke passer ind i denne forestilling, har – siden denne ideologi kom til verden efter den franske revolution i 1789 – været og er fortsat skyld i rigtig mange drabelige konflikter, ikke mindst den mellemøstlige, hvor jøder og palæstinensere gensidigt udelukker hinanden. Det må høre op. Den “konføderative to-statsløsning”, lanceret af den forhenværende israelske justitsminister Yossi Beilin, hvor begge grupper frit kan bevæge sig, bo og arbejde i hele Palæstina, gør en gang for alle op med den evige strid om landet og udelukkelse af hinanden.
Afgørende er det, at Mizrahi-jødernes syn refererer til overvejende positive erfaringer med den ikke-jødiske islamiske omverden. Men vi, israelere og verden har overtaget de ashkenaziske jøders negative erfaringer med deres europæiske omverden, som var gennemsyret af racisme, massivt had og vold på en uhørt skala. Over for den europæiske verden har de arabisk-orientalske jøder helt modsatte produktive erfaringer og et ganske anderledes udgangspunkt. Derfor skal deres erfaringer og stemmer høres. De udtrykker konsekvent muligheden for og realiteten af sameksistens.
Med mellemøstlig og 1800-årig fredelig sameksistens i bagagen er det nu om at genfinde den “gode tone”, som nationalismen har ødelagt. I den gode sags tjeneste vil et “freds-survey” (peace pollling) afsløre mange fælles referencer og fastslå, at palæstinensere og jødiske israelere har mere til fælles, end der skiller dem ad.
Beslutninger gennem konsensus
Interessant nok kan man lære meget om vejen til et freds-survey, en opinionsundersøgelse, ved at tage godt nordpå, til Inuit i det nordlige Canada. Dér dyrker man nemlig en beslutningstagningsproces baseret på konsensus mellem alle involverede parter. Den gode bidragyder til Inuit-samfundet er nemlig den, der lytter til alle meninger om et samfundsanliggende og søger efter de punkter, hvorom alle er enige, dvs. hvor der er fælles fodslag. Herudfra er deres afgørelser “konsensus-baserede”, med det “fælles gode” for øje. Ved altid at søge efter fællesnævneren, det alle er enige om, undgår man konflikter.
Colin Erwin, en engelsk antropolog og samfundsforsker har holdt “deres” spejl op for at lære af dem. Efter at have studeret Inuits særlige beslutningstagning og konfliktløsning har han udviklet et højst succesfuldt freds-survey, som dannede baggrund for løsningen af en “uløselig” konflikt i Nordirland i 1998, kendt som Belfastaftalen. Det samme survey eller opinionsundersøgelse er også blevet brugt til konfliktløsninger på Balkan, Sri Lanka og i Syrien. Det vil også kunne hjælpe på en løsning af det palæstinensisk-jødiske problem, der er gået helt i hårdknude.
Helt konkret adskiller et freds-survey sig ikke fra en almindelig spørgeskemaundersøgelse. I et freds-survey, som afholdes i begge stridende grupper, vil en række spørgsmål blive stillet, og det vil typisk vise sig, at både palæstinensere og jøder tillægger det at have et godt økonomisk liv afgørende betydning for ens velvære. Og for at opnå velvære, skal man atter samarbejde, hvad man jo kunne i 1.800 år. Hermed har man altså et fælles referencepunkt, som man kan mødes om, og dermed kan man opbygge en fredskultur og sameksistens, helt uafhængig af nationalistisk og politisk indblanding. Og hermed er den fjendtlige og voldelige diskurs også endelig slut. Et sådant survey vil minde de to parter om, at de er “krigere i fredens tjeneste”.
Læs mere af Bernhard Bierlich i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
