Det er menneskeligt overskud, der skal holde populismen fra magten

Mette Kirstine Goddiksen Journalist 06.03.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

Holdet består af

Lone Kühlmann, journalist og forfatter
Mette-Kirstine Goddiksen, journalist, klummeskribent og sosu-elev
Jesper Grunwald, journalist og taxichauffør

Disse fire udgør POV på spidsens kerne, men også andre skribenter fra POV og omegn vil med jævne mellemrum byde ind med deres personlige perspektiver på den vilde og vidunderlige tid, vi lever i.

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Mette Kirstine Goddiksen er sosu-assistent, men tidligere journalist. Som en både og-type, som lige skal være sikker på, at hun har al fakta og begge siders holdninger, står hun ofte midt i feltet, når der udkæmpes værdikrige. Det gælder alt fra Trump til vegetarmad.

Du har hørt det: Verden bliver stadig mere polariseret, højrefløjen rykker frem, og woke-bølgen synger på sidste vers. Programmer som Naboen fra helvede og Balladen om kolonihaven sprænger seertalsskalaen, fordi de med høj underholdningsværdi og aktualitetssans kridter to værdifløje op, som larmer og slås i medierne.

Den personlige gevinst ved at se programmerne er, at man har mulighed for at definere sig selv ved at distancere sig fra andre mennesker. Uuuh, den rislende fryd ved at være klogere og mere moralsk end de andre.

Det er pisseirriterende at lytte åbent til den anden fløjs skøre argumenter og dumme frygt, men det er nødvendigt

Den ene fløj udbryder til skærmen: ”Føj, godt man ikke er sådan én, der drikker fadbamser, spiser burgere med tre kilo kød i, taler brovtende og ikke har den fjerneste følelse for klima og finkultur. Hvor ufint at gå op i minigolf og kolde kontanter, når man i stedet kan nyde et digt og et dejligt stykke tofu”.

Den anden fløj det omvendte: ”Vorherre til hest. Hvis vi alle flyttede ud på Lars Tyndskids for at dyrke roen, hokus-pokus-spiritualitet og egne chakraer, så ville statskassen hurtig blive tom – og så kunne I venstreorienterede slubberter ikke hæve jeres overførselsindkomst”.

Fordommene om hinanden står som den tykke, lydisolerede mur, som de stridende naboer drømmer om.

I mit stille sind imiterer jeg Reagans stemme: “Lets’s tear down this wall!” Så vi atter kan se hinanden. Det er pisseirriterende at lytte åbent til den anden fløjs skøre argumenter og dumme frygt, men det er nødvendigt.

En bro over rørte vande

Og de to fløje larmer meget i den offentlige debat, og der er klik i ekstremiteter og frådende fanatisme, færre klik i nuancer og gensidig nysgerrighed. Personligt står jeg – som så mange andre – i midten med øjne så store som Trumps ego.

På den ene side er jeg pissebange for Trump, hans ligegyldighed overfor fakta og hans populismevælde.

Samtidig kan jeg vitterligt godt sætte mig ind i, at mennesker, der i bedste fald lever som working poor, får nok af den talende akademikerklasses privilegier og bare sætter krydset ved én, der taler direkte, og som fremstår stærk og optaget af almindelige menneskers bekymringer. No more hønsesnak!

Jeg er født i arbejderklassen og er ubemærket blevet lullet ind i en boble med lange samtaler om for eksempel pronominer, krænkelseskultur, klimakunst og work-life-balance

Og jeg står ikke længere bare politisk i den der ”såså – skulle vi nu ikke lige”-midte. Konkret og praktisk har jeg fået en fod i hver lejr: Et i den praktisk-udførende, et i den talende-mødeafholdende. I én lejr, hvor de ekstra ti kroner økoæg ikke betyder noget, og i den anden, hvor man skamfuldt lægger skrabeæggene under andre varer i indkøbsvognen, fordi småpenge pludselig gør en forskel.

Sidste august lavede jeg et sporskifte. Jeg begyndte at studere til sosuassistent, efter jeg i 20 år havde arbejdet som dels traditionel journalist, dels presseansvarlig i kunst- og kulturbranchen. Jeg er født i arbejderklassen og er ubemærket blevet lullet ind i en boble med lange samtaler om for eksempel pronominer, krænkelseskultur, klimakunst og work-life-balance.

Jeg har begået mig i en verden, hvor det var karrieremæssigt kamikaze ikke at bryde sig om frisk koriander eller forsigtigt undre sig over, hvorfor Jorn er så helgengjort.

Madkunst på plejehjemmet

Lige nu er jeg i oplæring på et plejehjem, og den anden dag brød min gamle verden helt overraskende ind i min nye.

En kunsthal havde i samarbejde med kommunen og dennes madleverandør fundet på noget såkaldt innovativt. En ung kunstner skulle lave lune frokostretter, som samtidig var små kunstværker. Mine erfaringer siger mig, at der er holdt rigtig mange møder og skrevet mange dokumenter forud for dagen, hvor madkunstværkerne blev leveret til plejehjemmene.

Men jeg og mine nye kolleger var åbne for det nye og prøvede at efterleve anbefalingerne til, hvordan disse kunstværker skulle præsenteres på tallerknerne.

”Beef” Wellington stod der øverst i et længere dokument, som jeg ikke havde tid til at læse igennem midt i morgenmadsserveringen. Umiddelbart lovende

Som altid orienterede jeg mig kort om morgenen i, hvad der var dagens lune ret, inden jeg gik i gang med at hjælpe de ældre med morgenrutinerne.

”Beef” Wellington stod der øverst i et længere dokument, som jeg ikke havde tid til at læse igennem midt i morgenmadsserveringen. Umiddelbart lovende. De ældre glædede sig til denne genkendelige spise.

Først senere på dagen havde jeg tid til at læse det med små gåseøjne, mens jeg gav den ømme krop dagens første hvil: ”Beef”.

Retten var vegetarisk. Og kom med meget nøjagtige beskrivelser af, hvordan denne ”beef” skulle anrettes sammen med knoldselleri, revet som Gari, samt persillepesto. Når vi var færdige med at skære ud og anrette, så kunne vi lige sende et foto tilbage til madkunstnerne.

Den sidste del var vanskelig. Dels har man som sosu ikke en masse ekstra tid til rådighed. Dels er det ikke tilladt at bruge sin mobil i arbejdstiden.

Det var sådan lidt… ja… karmisk at stå på den anden side og nu udføre den talende klasses skrivebordsidéer.

Jeg undrede mig såre over, at de ikke lige havde snakket med en ældre eller sosu/kørt en målgruppeanalyse allerførst. De fleste plejehjemsbeboere er ufrivilligt vokset op med vegetarmad: Grød og deslige. Ikke på grund af politiske overbevisninger eller dydssignalering – men fordi det er et nyt fænomen, at vi har råd til at spise kød hele tiden. Det har de ikke haft. Kød er en lille hverdagsluksus for dem. Kunne man ikke have lempet på sine egne overbevisninger og lavet madkunstværket mere målgruppeegnet?

Desuden er det en sød idé, at alle plejehjemssosu’er har oceaner af tid til at læse lange serveringsbeskrivelser og lave billeddokumentation, men det har vi nu ikke…

Omvendt er jeg tilhænger af at afprøve, hvad kunst kan, for den kan meget.

Modtræk til del-og-herskstrategien

Senere blev kunstneren interviewet til den lokale tv-station. Jeg kunne have skrevet hendes argumenter på forhånd:

”Kunst er jo meget subjektivt. Jeg tror, jeg tænker det som en meget abstrakt form for kunstværk. Uagtet om man synes, det er en kunstoplevelse eller ej – så var det dét, som var intentionen med det”.

Ingen fra den talende klasse – heller ikke journalisten – vil have mærkatet ”rindalist” på sig, så der kom ikke kritiske spørgsmål.

Et interessant tankeeksperiment ville dog være, hvis man satte den arbejdendes klasses produkter ind i sætningen: ”Murværk er jo meget subjektivt. Jeg tror, jeg tænker det som en meget abstrakt form for murværk. Uagtet om man synes, det er en bærende konstruktion i huset eller ej – så var det dét, som var intentionen med det”.

Og selvfølgelig gik kommentarsporet under kunstnerinterviewet amok i vrede og latterliggørelse.

Havde de to fløje en reel interesse i at ændre verden til det bedre, så ville de se ud over sig selv og interesseret spørge ind til den andens årsager til at mene, hvad de gør

Den ene fløj ville vide, hvordan projektet var finansieret. De skrev blandt andet: ”Hvad fanden bilder de sig ind. Det kan ikke være rigtigt, at vores ældre skal foie gras-fodres med venstreorienteret veganerkost, pakket ind i ’kunstnerisk’ butterdej”.

Den anden fløj er per definition ukritisk, bare noget kaldes kunst. Den fløj mener, at kunst og kultur skal prioriteres over alt andet – og ser man ikke det, så er man en neandertaler.

Mine sympatier er lidt i begge lejre – så derfor skrev jeg ingenting. For som en både og-type, der er midtimellem, og som lige skal være sikker på, at jeg har al fakta og begge siders holdninger konsumeret ville min ytring blive kedelig.

Men havde de to fløje en reel interesse i at ændre verden til det bedre, så ville de se ud over sig selv og interesseret spørge ind til den andens årsager til at mene, hvad de gør. Måske blive enige om at være uenige, når man har hørt og set hinanden. I kedsommelig fred og fordragelighed.

Det kræver mere mod og flere kræfter end bare at give los for vrede og latterliggørelse. Men det er den slags menneskeligt overskud, der holder populister fra magten.