ANTISEMITISME // KOMMENTAR – Vor tids nye antisemitisme er meget mere farlig end den gamle, skriver Bernhard Bierlich. De sociale medier er i stand til at sprede meninger og misinformation med en hast, der sjældent levner plads til kritisk tænkning og faktatjek.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Antisemitismen stiger i disse dage overalt i verden. Men hvordan skal man egentlig forstå det, der sker?
Vi er vant til at se jøder som ofre. Op igennem historien har det været sådan, med jødehad og mordet på 6 millioner jøder under nazismen, der har “fastcementeret” et billede af jøder som ofre. Og ofre kan vi holde med. Men når jøder vender op og ned på dette billede ved at forsvare sig selv som under den seneste Israel-Hamas-konflikt, træder de ud af offerrollen og mister vores gunst.
Når der vendes op og ned på den orden, man er vant til, skaber det så stor “forvirring”, at mange (irrationelt, men sandt nok) føler, de bliver nødt til at “hævne” sig på jøder, som ubevidst ses at være skyld i denne forvirring.
Denne situation er i sidste ende udtryk for en dyb “identitetskrise”. Identitetskrisen er også en “kulturel krise”, som udløses af forvirringen over, hvem man egentlig er, og hvad der er virkeligt, hvad der er op og ned.
Denne krise forstærkes af den tid, vi lever i, en digital, virtuel og upersonlig virkelighed, hvor sociale medier gør det muligt at sprede mange forskellige budskaber med stor hast og volumen, som i sidste ende fører til stor forvirring og udløser/forstærker krisen.
Denne uorden, som jøderne, der slår igen og ikke bare lægger sig fladt ned og dør, “formaster” sig til at introducere, skal bekæmpes. God gammel antisemitisme med rødder i middelalderen, men i nye klæder anno 2023. Der er altså både noget generelt, men også noget tidstypisk over den gamle og nye antisemitisme, et symbol på, at det er psykologisk set alt for udfordrende at leve livet med rodede forhold, med “matters out of place”, som antropologen Mary Douglas understreger.
Syndebuk
Der skal derfor en syndebuk til. Det er alt for forvirrende at leve uden at vide, hvad der er op og ned. Det skaber en dyb “angst og usikkerhed” hos os ifølge en meget kendt skikkelse, Søren Kierkegaard, og skal bekæmpes. Verden er i uorden og skal bringes i balance igen.
Og for at dette skal lykkes, nemlig at genoprette status quo, skal jøderne i Israel og diasporaen bøde og beskyldes – en del af denne logik – for at begå “krigsforbrydelser”, “folkedrab”, “vilkårlig bombning af Gaza”. Alt sammen helt ude af proportion med fakta, eller hvad der har udløst Gaza krigen (Hamas’ massakre på mindst 1200 og bortførelsen af 239 samt de frygtelige lidelser, det har ført til for israelere og palæstinensere).
Der er “fuldstændig tavshed” fra FN’s side. Man taler kun om den anden sides lidelser: Gazas kvinder og børn.
For at rette op på vores forvirring, som vi under ingen omstændigheder kan indrømme, ellers ville vi jo “tabe ansigt” – endnu en af disse mystiske metaforer, vi bruger, der kan betyde alt og ingenting – “belærer” vi ustandseligt på typisk formynderisk måde disse “uartige børn” (israelerne) om at “overholde krigens regler”.
I vores forvirring underminerer vi os selv. Professor Halperin-Kaddari fra Bar-Ilan University i Tel-Aviv diskuterer den bestialske seksuelle vold (voldtægter), som Hamas begik under massakren, men som helt ignoreres. Jødiske israelske kvinder er blevet “fuldstændig forrådt” af internationale menneskerettigheds- og kvindegrupper, siger hun. Der er “fuldstændig tavshed” om dette spørgsmål fra FN’s side. Man taler kun om den anden sides lidelser: Gazas kvinder og børn.
De fortjener naturligvis stor opmærksomhed. Men i sit åbenlyse valg af side mister FN og andre liberale organisationer deres troværdighed. Så længe ofrene ikke er jøder, holder man med dem!
Følelse eller fakta?
Vores forvirring er total. Pilen peger mod os og vores identitetskrise. Hvor er vi som samfund og kultur egentlig på vej hen, når vi ikke er i stand til at ransage os selv og identificere vores forvirring?
Vi lever i en tid, hvor det, der er sandt, i stigende grad bliver sat spørgsmålstegn ved. Der er et væld af informationer, vi dagligt bliver bombarderet med, men ikke rigtig kan rumme, ikke mindst fra de sociale medier, som er med til at skabe den “post-truth” tid (post-sandhed), vi lever i, hvor sandheder ikke længere er entydige (de har desværre altid kunnet manipuleres), hvor objektive fakta har mindre indflydelse på udformningen af den offentlige mening end appeller til følelser og personlig tro. Vores postfaktuelle øjeblik beskriver en kultur, som stiller spørgsmålstegn ved fakta. Disse anses for irrelevante.
Falsk eller vildledende information, fx “vilkårlige bombninger i Gaza”, kan vinde indpas, hvis den stemmer overens med folks allerede eksisterende overbevisninger eller følelser
I denne kultur nedtones eller devalueres objektive sandheder til fordel for subjektive fortolkninger. I ekstreme tilfælde kan idéen om en objektiv virkelighed i sig selv stilles spørgsmålstegn ved eller afvises.
Aktører i en post-sandhedskultur kan bevidst manipulere information for at tjene deres interesser ved at drage fordel af folks villighed til at acceptere information, der stemmer overens med deres følelser og overbevisninger.
I en post-sandhedskultur kan der være mangel på ansvarlighed for at sprede falsk information. Faktatjek og stræben efter nøjagtighed kan blive nedprioriteret, hvilket bidrager til opretholdelsen af misinformation.
En post-sandhedskultur er mere modtagelig over for spredning af misinformation og falske nyheder. Falsk eller vildledende information, fx “vilkårlige bombninger i Gaza”, kan vinde indpas, hvis den stemmer overens med folks allerede eksisterende overbevisninger eller følelser.
Faren fra denne kultur angår ikke kun jøder (og palæstinensere) samt andre minoriteter, men er et angreb på demokratiet i almindelighed og på os selv som mennesker. Først angriber vi vores biosfære, og nu er turen kommet til mennesket, hvis identitet vi prøver at nedbryde. Sådan beskriver miljøforkæmperen George Monbiot i avisen The Guardian vores sørgelige situation.
Handlinger og overbevisninger er ofte drevet af personlige følelser snarere end evidensbaseret ræsonnement. Objektive fakta og beviser kan nedtones eller afvises til fordel for fortællinger, der understøtter bestemte ideologier eller verdenssyn. Falsk eller vildledende information spredes hurtigt, lettet af sociale medier og andre online platforme. Denne misinformation kan have en betydelig indvirkning på den offentlige mening og beslutningstagning.
Handlinger og overbevisninger er ofte drevet af følelser og personlige følelser snarere end evidensbaseret ræsonnement
Samfundet bliver mere opdelt og polariseret, efterhånden som mennesker drages hen imod information, der bekræfter deres eksisterende overbevisninger, hvilket fører til forstærkning af ekkokamre og afvisning af modsatrettede synspunkter.
Der er et fald i tillid til traditionelle institutioner, såsom medierne, regeringen og videnskaben, efterhånden som folk bliver mere skeptiske over for informationskilder. Individer kan føle sig bemyndiget til at skabe deres egne versioner af virkeligheden ved at stole på subjektive fortolkninger snarere end bredt accepterede fakta.
Jøder i Israel og diasporaen er blevet ofre for denne post-sandhedskultur. Hvad jøder oplever for tiden, skyldes denne forvirring i forhold til, hvad offerrollen “normalt” indebærer. Samtidig er denne situation udtryk for en bekymrende “kulturel proces” og “identitetskrise”, der karakteriserer det moderne post-sandhedssamfund, hvor der sættes spørgsmål ved alt.
Det er nemt at manipulere opinioner, når profit, ikke sandheden, er det ultimative motiv, der styrer de store internetselskaber. Det gør den ny antisemitisme meget mere farlig end den gamle, da de sociale medier er i stand til at sprede meninger, der udløser had, så meget hurtigere end den gamle antisemitisme.
Lad os huske på, som professor Yuval Noah Harari minder om, at bag disse er en MASKINE, som på ingen måde kan vise den empati og vilje til samarbejde, kompromis og forsoning, (fx mellem jøder og palæstinensere), som er MENNESKETS STYRKE.
Maskiner kan aldrig kopiere det rige følelsesliv, der ligger i samspillet mellem to eller flere mennesker. Da vores liv ser ud til at blive stadig mere sammenflettet med kunstig intelligens, burde vi måske bremse forholdet, før det går rigtig galt. Vi er allerede prisgivet algoritmer (maskiner), som bestemmer, hvilke reklamer vi ser online, hvilke historier der vises i vores feed.
Disse kan indeholde skjulte stereotyper og antagelser om race, køn, religion (jøder, muslimer, osv.) og så meget mere, som i sidste ende er med til at bestemme den måde, vi ser verden på.
Situationen understreger udfordringerne ved at navigere i et informationslandskab, hvor sandhed og løgn kan være svære at skelne fra hinanden. At adressere en post-sandhedskultur involverer at fremme mediekendskab, kritisk tænkning og en forpligtelse til objektiv sandhed i den offentlige diskurs for jøders, forskellighedens og demokratiets skyld.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
