Der er to emner i dagens Danmark, der kan være risikable at dykke ned i: Man kan tegne Profeten, eller man kan skrive kritisk om bandekriminalitet, især rockerne, skriver Jacob Sabir med udgangspunkt i det seneste makabre drab i bandeverden. Jacob efterlyser de modige politikere og medier. Hvorfor ser vi ikke et folkeligt oprør mod bandekriminalitet og kriminelle rockermiljøer?
Når det gælder kritik af islam finder man debattører og tastaturhelte i tusindvis, om end Profet-tegnerne er sjældne. Når det gælder rockerne, hersker der oftere tavshed. Vi mangler riddere, der kæmper mod ondskaben iblandt os. Men på en måde er det forståeligt. Hvad stiller man op imod kraftige mænd i læderveste og våben i en moderne, demokratisk og frihedselskende retsstat? Der er grænser for, hvad man ønsker at gøre mod naboens søn med glimtet i øjet og den tatoverede tåre på kinden?
Ikke mange tør sige noget.
Ikke “borge” men rottehuller med gulddøre
Historierne i min barndom havde ofte riddere som helte. De boede i store smukke borge, de frelste ungmøer, dræbte drager og reddede hele byer fra undergang.
Men i bandernes og rockernes rige er det dragerne, der bor i borge, de spiser ungmøerne og brænder byer. Ridderen eller den modige ungmø, hende der nægtede at lade sig kue af det skræmmende, dræbende og ondskabsfulde væsen er sværere at få øje på. I dag hylder mange i stedet dragens ødelæggelser, og fremviser stolt brændemærkningen af sig selv. Og mange helte, der kunne tænkes at være den kommende ridder, drømmer i stedet selv om at kunne forvandle sig til en drage – uanset om denne bærer jakkesæt eller læderjakke.
Jeg ved ikke hvilket kodeks Satadurah-rockeren havde overtrådt for at ende som et parteret stykke kød, der blev slæbt væk i blå IKEA-poser. Men det står klart, at hverken liv eller lig er hellige i den verden.
Jeg vil hævde, at fænomenet har bredt sig. Fra Nørrebro, Kastrup, Esbjerg, Slagelse, Nyborg over Randers og Odense breder bander og “borge” sig. De ligger i villakvarterer, i garager eller forladte industribygninger. Skinnende, nymalede og med gitre af guld. Drager elsker guld. Byer bliver opdelt af disse moderne borgherrer. De viser ingen respekt for loven, byerne eller borgerne. En lov, de intet har til overs for selv efter domsfældelse. Rockervældet fortsætter selv bag lås og slå. Dragerne fortærer de unge via narkotikasalg. Sydsjælland er et eksempel på dette scenarie. De unge, som ikke bruges som kunder, hverves som tjenere. Unge mænd, der kommer i kriminalitetens skole, og det er kun få, der får en kandidatgrad, de kan leve af. Unge mænd, der nogle gange må betale med livet for den seje og hardcore stil med stoffer, vold, og drab.
Født i syndens rede
Rockere fødes ofte ind i den kriminelle, forbryderiske og landsskadelige virksomhed. En virksomhed, der går i arv. Fuldtids, deltids eller fritids rockere, der er ofte frit valg på alle hylder. Forbryderfamilierne findes i alle størrelser og former – undersøgelser viser, at børn af rockere oftere bliver kriminelle. Og selv om børnene går både i privatskole og til klaver, så bliver de senere i livet ofte klienter hos kriminalforsorgen, eller ender i retten for drengebørnenes vedkommende.
De fleste rockere har et normalt job indtil fyraften. Når håndværkerjobbet er afsluttet, er det tid til at være benbrækker, bordelejer eller pengeopkræver. Dragerne har kamæleonidentiteter, der nogle gange kan afsløres ved at tyde tatoveringer, eller når firmabilen stolt er parkeret i indkørslen til den lokale Hells Angels, Satudarah eller Bandidios “borg”. Jo, mange støtter på en eller anden måde rockerne dagligt. Tagskift, en tur i solcentret, møntvaskeriet, tattoobiksen, eller ned til rockerkonens/kærestens negle/hår/hud-salon. Penge vaskes hvide, lige foran øjnene af os. For så længe vi ikke pisser dragerne af, så brændes vores by ikke ned. En letkøbt og kujonagtig fredstilstand hviler mellem os og ondskaben.
Potensmedicin og “Politikercoke”
Det kræver imidlertid masser af smertestillende medicin, når små drenge skal blive til modne rockere. Både når der skal kæmpes med næverne, og når kroppen skal vokse sig abnormt stor. Det er noget, de mærker senere hen i livet, når kroppen ikke længere kan tage flere hormoner. Potensen kræver også sin medicin, desværre må selv den slags lykkepiller stoppe med at virke på et tidspunkt. Det er endnu et slag mod psyken. Til sidst bliver disse mænd igen samfundets ansvar, sundhedssystemets ansvar.
Der er masser af smerte forbundet med rockerlivet, både psykisk og fysisk. Fra rockervugge til rockerdød.
Er man bange for de få Hizb ut Tahrir-sympatisører, men overser rockernes massive dominans inden for den personfarlige og økonomiske kriminalitet, så har man vurderet truslen mod rigets sunde tilstand forkert. Det kunne politikerne gøre noget ved. Men hvor er lovens stærke arm, som vil beskytte riget mod dragerne? Hvor er oversherif Pind eller en koalition af lovlydige partier, der vil gøre en indsats?
Der er også langt imellem de kritiske journalister. Med Ambro Kragh og Lotte Lund i 1980’erne og Morten Frich – tidligere Berlingske, nu Information – som de lysende undtagelser skrives der kun sjældent dybdegående eller undersøgende historier. Men for mig er sagen klar: Når toppolitikere med sæde i Folketinget kan føle sig truet via familieforbindelser til at betale dummebøder til rockerne, så viser det situationens klare alvor. Anders Samuelsen betalte til rockere. For mig at se er demokratiet truet. Eller er vores politikere bare så bange for rockervældet, at de simpelt hen har opgivet kampen imod kriminaliteten?
Hashhandel, ligposer og sjakaler
Politikerne glemmer måske, at når dragen ser guld, så spares ingen, heller ikke partiledere. For rockernes netværk har ændret sig. Salget af hash må gøres af andre. Clean Hands-reglen gælder. Ingen berøring er lig med ingen straf. Indvandrerbanderne må fungere som dealere. De helt unge brune purke fungerer som stik-i-rend drenge for de ældre, når det gælder om at få gælden indkrævet fra de ikke betalende brugere. Og de er nemme ofre, knægtene. De har i forvejen intet. Dem, som rockerne kalder sjakaler, bruges gerne som kurerer.
Underklassens drenge rydder hinanden af vejen, men nogle gange ryger der også en middelklasseknægt med i ligposeparaden.
Bander og rockere samarbejder lige nu i dag om salg af hash til danskerne, og efter rydningen af Pusher Street, er hele København et stort FIELDS-shoppingcenter for den trængende ryger. Men tag ikke fejl af hashfreden, spredningen af pusherne vil føre til drab af unge håndlangere. Det kan ikke undgås. Det er sådan konkurrenter fjernes.
Jeg ved ikke, hvilket kodeks Satadurah-rockeren havde overtrådt for at ende som et parteret stykke kød, der blev slæbt væk i blå IKEA-poser Men det står klart, at hverken liv eller lig er hellige i den verden. Den ene dag tatoveres en rocker sammen med sine “brødre”, den anden dag dræber de en. Herefter skærer de “broderen” op, og fragter ham ned til søens bund.
På den anden side hævnes en “bror” også, hvis han tæskes med en donkraft. Og der er intet odiøst i, at ofrene nedslagtes mens de sover, det er jo opretholdelsen af æren der er vigtigst i den verden. Underklassens drenge rydder hinanden af vejen, men nogle gange ryger der også en middelklasseknægt med i ligposeparaden.
Kældermoskeer eller drageborge – hvad er farligst ?
Til slut blot en vigtig sondring: Er man bange for de få Hizb ut Tahrir-sympatisører, men overser rockernes massive dominans inden for den personfarlige og økonomiske kriminalitet, har man vurderet truslen mod rigets sunde tilstand forkert. Hashmarkedet er enormt, og det anslås, at der sælges for omkring en til to milliarder kroner om året i Danmark. Udbyttet ryger fluks videre til moderselskaber i Thailand og Laos. Danskerne elsker hash, men det distribueres desværre af den forkerte handlende. Et synspunkt, man kan finde opbakning til hos visse medlemmer af politistyrken.
Det kunne politikerne gøre noget ved. Men hvor er min ridder eller brave ungmø? Hvor er den lovens stærke arm, som vil beskytte riget mod dragerne? Hvor er oversherif Pind eller en koalition af lovlydige partier, der vil gøre en indsats? Hvor er skaren af modige, undersøgende journalister?
Det danske folk, politikerne og partierne må indse, at det er på tide at finde modet og rustningen frem, hvis ikke dragerne skal overtage Danmark. Vi må blive ved med at kæmpe for et gyldigt retssamfund, der beskytter borgerne, uanset trusler, mord og repressalier fra bander og fra kriminelle rockere. Uanset hvor god advokatbistand, de måtte kunne købe sig til.
PS: Er du i tvivl om mine udsagn, så prøv at tilbringe 24 timer udenfor din lokale “borg” – I dare you! Og nej, dette opråb er selvfølgelig ikke en svada mod alle de fredelige bikers og motorcyklister, der blot elsker deres maskine og venskaberne, den interesse medfører.
#Krigenmodfrygt #SønafDanmark
Topfoto:Creative Commons, Flickr, Roy Lister/Michael Dorbec
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her