Destruktiv optimisme eller konstruktiv pessimisme?

Unges følelsesmæssige reaktion på klimaforandringerne er stærkt forbundet med deres regeringers manglende reaktion på problemerne. Her en demonstration i New York for nogle år siden. Foto: Thomas Altfather Good/Wikimedia Commons

Peter Schjødt 22.11.2023

NY BEGYNDELSE // KRONIK – At komme til verden har en betydning, som rækker langt ud over den biologiske fødsel. Ved fødslen skifter det lille barn plads fra et absolut indre og intimt rum til et langt mindre beskyttet ydre rum, som vi kalder for dets omverden. Det er her, der åbnes muligheder for en personlig livsudfoldelse.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har fået et barnebarn. Helt ny blev hun født ind i en meget gammel verden, som hun nu er begyndt at indtage og gøre til sin. Filosoffen Hannah Arendt skriver smukt om fødslen: At blive født og blive menneske betyder, at man er en ny begyndelse på verden; man er ikke identisk med nogen, som har levet, lever nu eller vil leve i fremtiden. Ved fødslen er muligheden for noget nyt trådt ind i den gamle verden, og det er det håb, jeg erfarer gennem mit barnebarn. Det er fødslens mirakel, at den kan frelse verden fra dens gamle fejl.

Mennesket er det eneste væsen, som kan skabe forestillingen om, at tingene kunne være anderledes, at noget nyt må afløse det, som hidtil er blevet betragtet som stort og vigtigt. I bogen Menneskets vilkår skriver Hannah Arendt, at fødslen er en påmindelse om, at selv om det enkelte menneske en dag skal dø, så er vi er ikke født med henblik på at dø, men med henblik på at begynde noget nyt, og hun citerer Platon for at sige, at “begyndelsen er også en gud, så længe den er blandt menneskene, redder den alt”.

At komme til verden har en betydning, som rækker langt ud over den biologiske fødsel. Ved fødslen skifter det lille barn plads fra et absolut indre og intimt rum til et langt mindre beskyttet ydre rum, som vi kalder for dets omverden.

Det er her, der åbnes muligheder for en personlig livsudfoldelse, som dog også kræver en grundlæggende beskyttelse af de fysiske, sociale og psykologiske livsvilkår, hvis verden skal forblive et beboeligt rum, hvor det lille barn kan leve, handle og føre verden videre. Hannah Arendt taler om den anden fødsel, hvor man ikke blot er til stede, men også får nogle muligheder for at træde ind i verden som et frit, selvstændigt og handlende menneske.

Denne anden fødsel kalder hun for natalitet, som handler om, at man livet igennem bekræfter sin fødsel ved at overtage sit eget liv. Man fødes ind i en gammel verden, fyldt med betydning, mening, indforståede kulturelle normer, regler, problemer, muligheder osv., men gennem den anden fødsel sætter man også noget nyt i gang i den gamle verden. Gennem mit barnebarn står jeg på den måde ved tærsklen til fremtiden.

Politisk optimisme fører til klima-angst

Mennesket bliver imidlertid meget hurtigt taget som gidsel af den gamle verdens selvskabte problemer. I dag fødes børnene således ind til konsekvenserne af de hidtidige generationers store forglemmelse af, at vi kun lever i kraft af en biosfære.

Hidtil har vi valgt at være optimistiske med hensyn til denne biosfæres fremtidige muligheder for at opretholde menneskets fysiske livsrum. Men det er en destruktiv optimisme, som hos manden, der faldt ud ad vinduet på 20. etage. Da han passerede 8. etage, sagde han: “Det går jo meget godt.”

I nuet havde han ret, men de fleste vil nok opfatte det som en benægtelse af virkeligheden. Manden, på vej forbi 8. etage, i et fatalt styrt mod jorden, kan være et sindbillede på de senere års destruktive version af optimismen, som stædigt fastholdes trods truslen fra en ultimativ klimakatastrofe.

I sidste uge kunne endnu en undersøgelse dokumentere, at mængden af drivhusgasser i atmosfæren fortsætter med at stige og sætte nye rekorder. Når det handler om klimaet, nøjes politikerne imidlertid med at henvise til den specielle version af optimismen, som vi kan kalde for politisk optimisme eller destruktiv optimisme, og som til stadighed gentager: ”Det er ikke sikkert, at det går så galt, og vi må jo også tænke på, hvad det vil koste nationen, eksporterhvervene og hele Danmarks landbrug. Tænk også på, at arbejdsløsheden vil stige, vi vil blive fattigere, miste købekraft, væksten vil falde, og velfærden er truet.”

Det kan ikke undre, at der i en ny undersøgelse af unges holdninger til vigtige samfundsemner signaleres en svigtende tillid til demokratiet

Politikerne og de tunge erhvervsfolk vil nok samles til endnu en konference, og statsministeren vil love at rejse til udlandet for at arbejde for nye internationale aftaler. Alt dette kan omskrives til den korte politiske formel: Vi kan ikke tage de fremtidige generationers livsvilkår seriøst, fordi det vil koste de nuværende muligheden for øget økonomisk velstand og profit.

Derfor kan det ikke undre, at der i en ny undersøgelse af unges holdninger til vigtige samfundsemner signaleres en svigtende tillid til demokratiet. En ung miljøaktivist sammenfatter det således: “Vi ser gang på gang, at vores politiske system ikke formår at handle på det, som vi unge synes, er relevant.”

Den utilstrækkelige politiske indsats mod klimaforandringerne har således allerede indflydelse på børn og unge mennesker, bl.a. gennem oplevelsen af et demokratisk underskud. At de unge (altså de kommende generationer) har få muligheder og ingen magt til at begrænse problemerne, gør dem desuden sårbare for det, som psykologer er begyndt at omtale som klima-angst. Denne angst beskrives som forbundet med oplevelsen af utilstrækkelig handling fra de voksnes og regeringernes side, følelsen af forræderi, forladthed og moralsk svigt.

Dette rammer lige ind i Hannah Arendts beskrivelse af den anden fødsel, altså de muligheder, som børn og unge har for at gøre verden ny igen og skabe en fremtid, hvor de kan udfolde deres livsmuligheder. Allerede tidligt i deres liv oplever de nye generationer, at det slet ikke er sikkert, at der eksisterer en grundlæggende beskyttelse af det livsrum, som de bliver afhængige af.

Fremtiden tilhører ikke os, men vi ødelægger den

Unge menneskers følelsesmæssige reaktion på klimaforandringerne er stærkt forbundet med deres regeringers manglende reaktion på problemerne. Frygten skabes af den destruktive optimisme, som uden sikkerhedsnet foretager halsbrækkende saltomortaler (et italiensk ord for “dødeligt spring”) på hele menneskehedens vegne for at undgå dybtgående politiske og økonomiske forandringer og samtidig ironiserer over, at frygten for fremtiden er overdreven.

Som det fx meget belærende bliver demonstreret i et indlæg fra en veletableret dansk tænketank: “Slap nu af. Klimaforandringer er et problem – ikke en eksistentiel krise (…) Sænk skuldrene, træk vejret dybt, og look up. Verden går ikke under på fredag.” Nej, kunne man tilføje, og heller ikke i næste måned, eller næste år, ikke i vores levetid – men hvad med i de kommende generationers levetid, hvad med deres livsrum?

Og helt i forlængelse af denne blinde optimisme ville Venstres nye formand ikke afgøre, om en mulig CO₂-afgift skal ligge på produktionen eller hos forbrugerne. Sandsynligvis vil hensynet til kapitalens muligheder for øget profit veje tungere end forbrugernes daglige økonomi.

Helt i forlængelse af denne blinde optimisme, ville Venstres nye formand ikke afgøre, om en mulig CO₂-afgift skal ligge på produktionen eller hos forbrugerne

Det viser, at klimapolitik handler meget mere om magt end om det, vi rent faktisk ved om, hvad der er nødvendigt. Det er meget lettere at tage slagsmålet med forbrugerne, end det er at gribe ind over for de økonomisk magtfulde producenter. Men det skaber ikke den løsning, som klimaet har brug for, og som de unge efterlyser.

Det er denne blanding af manglende empati og destruktiv optimisme, som er det vilkår, de nye generationer fødes ind i. Hvornår bliver den slags omsorgsløs optimisme erstattet af en tæt følelse af omsorg for vores efterkommere?

Kunne vi eventuelt prøve at være alvorlige og tænke på, at vi også skal drage omsorg for den tid, som ikke bliver vores egen personlige tid? Og ikke mindst: Undervurderer vi de nye generationers vrede og denne vredes konsekvenser?

Når det handler om konsekvenserne af klimaforandringerne, virker det, som om fremtidens generationer blot består af kropsløse spøgelser. Men også i fremtiden vil mennesker møde verden med kroppen forrest. De kommende generationers livsmuligheder vil afhænge af den samme fysiske biosfære, som deres forældre, bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre og alle forfædre fra tidernes morgen har haft som livsrum og handlet og levet i.

Konstruktiv pessimisme

Det er ikke de såkaldte dommedagsprofetier, som i sig selv skaber den efterhånden veldokumenterede frygt for fremtiden, ikke mindst blandt de unge. Klima-angst knytter sig til oplevelsen af, at politikerne ikke tager det alvorlige alvorligt nok; at der helt objektivt ikke er nogen ansvarlig politisk vilje til at formulere alternativer, som virker troværdige i forhold til truslens omfang.

Ud fra den videnskabelige viden om klimaforandringer kunne det forventes, at alverdens politiske systemer stod i kø for at implementere modtræk og strategier, der er lige så radikale som truslerne. Ofte er det mest visionære imidlertid at appellere til forbrugerne og markedet om at skabe nye forbrugsformer. Men hvad med produktionsformerne – de kapitaltunge virksomheder, som har skabt og skaber de store trusler mod klimaet?

Den blinde politiske optimisme om, at “det ikke er så slemt”, og at det er for dyrt med de store indgreb, som virkelig vil gøre en forskel, har ikke overvældende opbakning i befolkningerne

Den blinde politiske optimisme om, at “det ikke er så slemt”, og at det er for dyrt med de store indgreb, som virkelig vil gøre en forskel, har ikke overvældende opbakning i befolkningerne. Meget store dele af den såkaldte vælgermasse udtrykker bekymring for verdens fremtid.

I fire af de store vestlige nationer (USA, England, Canada og Australien) har det vist sig, at en majoritet på 54 pct. vurderer, at der er mindst 50 pct. risiko for, at vores måde at leve på vil ende inden for de næste 100 år. 24 pct. vurderer, at der er mindst 50 pct. risiko for, at mennesket vil udslette sig selv. En amerikansk forsker siger det ganske uvidenskabeligt: Mange føler, at politikerne pisser dem af på grund af den manglende seriøsitet i indsatsen mod klimaforandringer.

Pessimisme er ikke nødvendigvis optimismens fjende i denne sammenhæng. Faktisk kan realistisk og konstruktiv pessimisme blive en positiv kilde til fælles handling i stedet for den kyniske og destruktive optimisme, som blot lammer og skaber vrede.

Vi kunne også kalde det for en tragisk optimisme efter den eksistentialistisk orienterede psykiater og holocaust-overlever Viktor Frankl. Tragisk optimisme involverer bl.a. en søgen efter mening og handlemuligheder midt i en omfattende menneskelig og eksistentiel tragedie, som jo er det, vi realistisk set må kalde klimaforandringerne.

Handlingsinitiativer, motivation og ikke mindst håb følger ofte efter en realistisk vurdering af ens situation. Det kræver imidlertid et mod, som politisk set ikke er i omløb i dag, men som der er begrundet håb om vil vokse frem med de nye generationer, som ikke lader sig fange i den destruktive optimismes mentale spændetrøje. I modsætning til de foregående og nuværende generationer tror jeg, at de fremtidige vil beherske den kreative evne at kunne forestille sig det, de rent faktisk ved om truslerne fra klimaforandringer – nemlig at der skal handles seriøst og realistisk i dybden for at kunne genvinde fremtiden.

Læs tidligere kronikker af Peter Schjødt

Peter Schjødt

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”. Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske. I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.