KULTUR // ESSAY – Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensens bog “En flod skal være i bevægelse” har indskrevet sig direkte i Steffen Groths indre kanon over bøger om depression. ”I de mørke faser har al litteratur om depression haft en magnetisk effekt på mig”, skriver han i dette personlige essay om sindslidelse og litteratur. ”Jeg har ledt efter bøger i en desperat søgen efter svar, spejling, forklaring og håb”.
Om formiddagen lørdag d. 14. april 1987 gik en mand ud af sin lejlighed på tredje sal i en 1800-talsbygning i Torino og kastede sig ned i skakten. Ifølge obduktionsrapporten døde han øjeblikkelig, da kraniet knustes mod gulvet.
Selvmordet sendte chokbølger gennem den globale litterære offentlighed. Manden var den verdensberømte italiensk-jødiske forfatter og kemiker Primo Levi. Han havde overlevet Auschwitz og leveret et enestående vidnesbyrd fra lejrens helvede, milepælen Hvis dette er et menneske.
Jeg er ramt af en ret alvorlig depression; jeg har mistet al interesse i at skrive og selv i at læse. Jeg er ekstremt langt nede og jeg har ikke lyst til at se nogen. Jeg spørger dig som ’rigtig doktor’, hvad skal jeg gøre? Jeg føler behovet for hjælp, men jeg ved ikke af hvilken art
Han havde formået at forvandle de traumatiske oplevelser til stor litteratur, der gav verden adgang til et hjørne af grusomhedernes maskineri.
I kølvandet på dødsfaldet famlede folk efter forklaringer. Hvordan kunne en mand, der havde overlevet Holocaust og fortalt om det med en stoisk stemme, 42 år efter tage sit eget liv? Havde nazismen fået ram på ham med et halvt århundredes forsinkelse og dermed ophævet hans litterære sejr over gerningsmændene?
I The New Yorker mente en journalist, at selvmordet måtte føre til en omvurdering af forfatterskabet: ”kraften af alle hans ord var på en eller anden måde blevet annulleret af hans død – så hans håb, eller tro, ikke længere var brugbare for resten af os”.
I The New Republic anslog forfatteren Leon Wieselteir en beslægtet tone: ”Han [Primo Levi] talte for den overbevisning, at der ikke var noget slag sjælen ikke kunne rejse sig fra. Da han smadrede sin krop, smadrede han også den overbevisning”.
Et vendepunkt i forståelsen af Levis død indtraf i december 1988 med en artikel af forfatteren William Styron i New York Times. Styron kritiserede forestillingen om, at det litterære værk skulle revurderes i lyset af selvmordet, ligesom han distancerede sig fra en underliggende forestilling om, at Levi ved at tage sit eget liv havde udvist en slags moralsk svaghed eller mangel på karakterstyrke.
For Styron var den helt åbenlyse forklaringsnøgle, som var blevet forsømt indtil da, at Primo Levi på dødstidspunktet led af svær depression. Gennem hele livet – også før Auschwitz – havde Primo Levi tilbagevendende depressioner.
Han døde af en sygdom, der viste sig at være ondartet, og der bør ikke forbindes den mindste antydning af moralsk bebrejdelse med den måde han gik bort på
Et skjult spor i hans psyke, som slyngede sig udenfor offentlighedens søgelys, som et mørkt kontrapunkt til den offentlige persona; forfatteren og kemikeren. To måneder før sin død skrev han til en ven, der var hjertelæge:
”Jeg er ramt af en ret alvorlig depression; jeg har mistet al interesse i at skrive og selv i at læse. Jeg er ekstremt langt nede og jeg har ikke lyst til at se nogen. Jeg spørger dig som ’rigtig doktor’, hvad skal jeg gøre? Jeg føler behovet for hjælp, men jeg ved ikke af hvilken art”.
Levi mente ikke sindstilstanden var et produkt af traumerne fra Auschwitz, som han efter eget udsagn ikke længere havde mareridt om eller følte sig hjemsøgt af.
William Styron betragtede det som indlysende, at selvmordet var forbundet med den dybe depression, som Levi var forpint og formørket af, da han sprang ned i skakten. Styron betonede den udbredte årsagssammenhæng mellem depression og selvmord, og beskrev med afsæt i egne erfaringer den ”nærmest ufattelige smerte”, som den gådefulde melankolske sindslidelse kan medføre. Artiklens udgangsbøn lød:
“Han døde af en sygdom, der viste sig at være ondartet, og der bør ikke forbindes den mindste antydning af moralsk bebrejdelse med den måde han gik bort på”.
En giftig og uforklarlig bølge
Artiklen affødte en overvældende bølge af reaktioner; sympatierklæringer, taksigelser, betroelser og lettelse. Styron havde ramt et tabuiseret område, hvor der var ophobet mængder af fortvivlelse, skyld og skam.
Den store resonans hans ord havde i befolkningen, ansporede ham til at berette mere om sine egne erfaringer med depression. Det udmøntede sig i det epokegørende værk Synligt mørke – Erindringer om en depression (1990), som forener intens sygdomsbeskrivelse, filosofiske overvejelser, selvoplevet smerte og litterære refleksioner.
Min tankevirksomhed blev oversvømmet af en giftig og uforklarlig bølge, som tilintetgjorde enhver glæde ved den omgivende verden
Synligt mørke indledes med en beskrivelse af en skelsættende begivenhed i Paris, 1985, hvor Styron skal have overrakt en ærefuld fransk litteraturpris. Hans litterære anerkendelseskurve har nået et højdepunkt, han er blevet blåstemplet på det franske parnas og er samtidig feteret i den brede befolkning efter filmatiseringen af romanen Sophie’s Choice.
Netop i det tilsyneladende glansfulde øjeblik bliver det klart for Styron, at den tiltagende forvirring, angst og fremmedgørelse, der har plaget ham et stykke tid, kan ende med at få et fatalt udfald.
Kontrasten mellem hans indre følelse af lammelse og uformåenhed og den ydre lovprisning og festlighed var så stor, at det var nærmest umuligt for ham at spille sin rolle i den sociale koreografi i forbindelsen med prisoverrækkelsen og samtidig gav det en chokagtig erkendelse af, hvor miserabel hans sindstilstand var.
Elendigheden stråler ud af disse linjer om en tur til en parisisk Picasso-udstilling:
”Da vi gennem tæt trafik var nået frem til museet, var klokken over fire, og min hjerne blev udsat for de sædvanlige angreb af panik og forstyrrelse og en følelse af, at min tankevirksomhed blev oversvømmet af en giftig og uforklarlig bølge, som tilintetgjorde enhver glæde ved den omgivende verden.”
Bølge-, oversvømmelses- og uvejrsmetaforer er genkommende i Styrons beskrivelser af de voldsomme og ustoppelige processer, der overgår hans sind:
”Jeg begyndte at forestille mig, at min forstand var som en af de gammeldags telefoncentraler i landsbyerne, som langsomt blev oversvømmet af tidevandet; en efter en begyndte de normale forbindelser at drukne, så der langsomt skete en afbrydelse af nogle af kroppens og næsten alle instinktets og forstandens funktioner”.
Lyset forsvandt, glæden forsvandt, ordene forsvandt og tankerne bevægede sig ind i et sort, lukket kredsløb
En stor styrke ved Synligt mørke er, at den med forfatterens fulde sproglige register forsøger at indfange den uhyggelige mentale opløsningsproces, som Styron gennemgik i forbindelse med sin første depression.
Samtidig fastholder forfatteren, at depressioner antager mange forskellige former og at de biokemiske, sociale og psykologiske processer rummer næsten ubeskrivelige mysterier, der langt fra er fuldt kortlagt.
“En eller anden er altid alene og betragter sig selv som en døende”
Styrons bog Synligt mørke faldt jeg selv over midt i en af de depressioner, der i min studietid ramte mig med en benhård cyklisk regelmæssighed.
Hvert forår når verden omkring mig sprang ud, og smilene voksede frem på så mange ansigter, begyndte min indre verden at trække sig sammen, falme og skrumpe ind til et klaustrofobisk, angstfyldt rum. Lyset forsvandt, glæden forsvandt, ordene forsvandt og tankerne bevægede sig ind i et sort, lukket kredsløb.
At depressionerne i den periode syntes at følge et skjult, biologisk urværk, hvor pendulet taktfast svingede mellem helt forskellige grundstemninger, skabte en oplevelse af uafvendelighed hos mig. En følelse af at være prisgivet biokemiske processer helt uden for bevidst kontrol.
Jeg læste på samme tid hos den franske filosof Albert Camus om Sisyfos-myten og selvmordet.
Der var noget genkendeligt i processen: Sisyfos er dømt til at rulle stenen op ad bjerget igen og igen, og aldrig så snart har han nået toppen og kastet et håbefuldt blik ud over verden, førend stenen drevet af tyngdekraften river sig løs, knagende søger nedad, tager fart og ender for foden af bjerget igen.
En eller anden er alene fordi han er forsvundet ind i sine tanker. En eller anden er altid alene og betragter sig selv som en døende
Albert Camus afsluttede sit essay med de løfterige ord: ”Man må forestille sig Sisyfos som en lykkelig mand”. Men jeg var alt andet end lykkelig, når stenen rullede ned mod bunden igen.
På studiet lånte jeg engang mit eksemplar af Inger Christensens digtsamling Det til en medstuderende. Det er et frodigt vildnis af digte med eksistentielle, æstetiske, politiske og kosmiske knopskydninger i alverdens retninger.
Da min medstuderende afleverede samlingen tilbage nævnte han, at jeg havde sat to diskrete stjerner ud for to linjer i værket. Jeg mærkede øjeblikkelig skammen skære i sindet. Det var min eneste markering. Stjernerne stod ud for to linjer, som jeg i skjul havde spejlet mig i:
”En eller anden er alene fordi han er forsvundet ind i sine tanker. En eller anden er altid alene og betragter sig selv som en døende”.
Linjerne indfanger følelsen af isolation og selvfortabelse. Oplevelsen af at være spundet ind i mørke, monotone tanker, som man ikke kan undslippe. Gentagelsesmønsteret i grublerierne, der er som en heksering, som intet ydre kan bryde.
Den smertefulde sætning ”betragter sig selv som en døende”, fandt genklang på grund af den følelse af mentalt forfald, som depression kan fremkalde. De intellektuelle funktioner – hukommelse, abstraktionsevne, ordforråd, formuleringsevne, koncentration – kan i alarmerende grad blive reduceret. En stribe kognitive forstyrrelser, der virker stærkt undergravende for selvbilledet og påvirker fortolkningen af omverdenen fundamentalt.
Og netop fortolkningen af omverdenen, fortiden, nutiden og fremtiden er allerede grundlæggende forvrænget af stemningens filter, der farver alt koksgråt eller kulsort, nutiden er pinefuld, fortiden er dynger af ruiner og fremtiden fremstår truende eller direkte katastrofisk.
Ud af den mørke labyrint
I de mørke faser har al litteratur om depression haft en magnetisk effekt på mig. Jeg har ledt efter bøger i en desperat søgen efter svar, spejling, forklaring og håb. Synligt Mørke har netop været et led i den søgen.
Jeg har gennemlevet måneder, hvor forestillingen om død og forsvinden var mit eneste, om end smertefulde holdepunkt
Forleden udgav forfatteren Anne Llise Marstrand-Jørgensen bogen En flod skal være i bevægelse, som indskriver sig direkte i min indre kanon over bøger om depression. Bogen former sig som 12 samtaler om depression og angst med meget forskelligartede fagfolk – psykologer, psykiatere, læger, en præst, en imam og en psykoanalytiker.
Den faglige spændvidde er stor og erfaringshorisonterne strækker sig fra psykoanalyse i Wien over psykiatri i Somaliland til flygtningeerfaringer fra Iran. Tyngdepunktet ligger dog i den danske virkelighed; hospitalsverdenen, det psykiatriske system og den psykologiske konsultation, hvor den usete understrøm af lidelser, tvangstanker, mørke og angst kommer op til overfladen og møder det professionelle blik.
Bogens mangfoldige kor af stemmer belyser angst og depression fra vidt forskellige og ind imellem modstridende vinkler: psykologiske, biologiske, sociale, teologiske, eksistentielle, der tilsammen giver et facetteret og kompliceret billede af de svært håndgribelige psykiske lidelser.
Marstrand-Jørgensen afsøger landskabet af positioner med en forbilledlig åbenhed, som får mange af fagpersonerne til at flette personlige beretninger ind i de faglige betragtninger. Det skaber dybde og perspektiv i samtalerne.
Allerstærkest står Marstrand-Jørgensens egne erindringsglimt og personlige refleksioner, der indleder flere af kapitlerne og lægger sig som en klangbund af alvor og autenticitet under samtalerne.
Marstrand-Jørgensen indvier læseren i sine livtag med psykisk lidelse, der blev indledt allerede i 12-årsalderen, hvor en psykiater stillede den forældede diagnose ”endogen depression” og ordinerede antidepressiva af den gamle slags, der resulterede i et bundt af bivirkninger, men var virkningsløse i forhold til problemerne.
Siden har Marstrand-Jørgensen oplevet et bredt spektrum af psykiske kvaler:
”I mine mørkeste stunder har jeg været både fysisk syg af og har følt mig amputeret og næsten invalideret af angst. Jeg har gennemlevet måneder, hvor forestillingen om død og forsvinden var mit eneste, om end smertefulde holdepunkt.”
Depressionen er en mørk labyrint, hvor der ikke er nogen ariadnetråd, som kan føre direkte mod udgangen. Der er dunkle blindgyder, vildspor og udmattende prøvelser, og grundlæggende må hver enkelt finde sin egen vej ud
“Jeg har været rædselsslagen for at gå til tandlæge, flyve, sejle, køre, være på øer, gå i biografen, være i små rum, frøer, elevatorer, blive syg, blive sindssyg, miste nogen, dø, leve, stå op om morgenen, falde i søvn og meget, meget mere”.
Der er en styrke og en smerte i de tilbageskuende refleksioner, som er skrevet glasklart og med en suveræn skrøbelighed, der kommer af, at smertepunkterne er bevidstgjort og angsten virker tøjlet.
Marstrand-Jørgensen er da også kommet ud på den anden side af det psykologiske inferno og skriver, at hun i dag ”uden at ville romantisere det med overbevisning kan sige, at jeg er ualmindelig glad for livet, og at lidelsen er reduceret til en skygge…”.
Dermed står hun som en personificering af den forvandling, som alle med psykiske lidelser drømmer om og higer efter. Hun bliver en eksponent for det håb, som er et nødvendigt brændstof i kampen med depression og angst.
Marstrand-Jørgensens vej ud af depressionens og angstens greb er gået gennem ”meditation, åndelig disciplin, fysisk træning, kunst, at rette blikket ud mod verden i stedet for kun mod mig selv”. Men der findes ikke en universel recept mod depression, hvad hun også understreger.
Depressionen er en mørk labyrint, hvor der ikke er nogen ariadnetråd, som kan føre direkte mod udgangen. Der er dunkle blindgyder, vildspor og udmattende prøvelser, og grundlæggende må hver enkelt finde sin egen vej ud.
Der er ingen lette genveje eller mirakelmidler. For nogen er medicin kombineret med kognitiv terapi en virksom kur.
Når depressionen klinger af, mærker man verden åbne sig på ny, følelsernes normale småsvingninger og sansernes livfulde sitren vender tilbage, man begynder igen at kunne nyde socialt samvær og ordene rejser sig langsomt fra deres dvale
For andre kan den dyberegående psykoanalyse være frigørende, for atter andre er elektrochok måske den rigtige kur, ligesom mindfulness, sorgbearbejdende ritualer eller stærke fællesskaber kan spille en afgørende rolle og rumme kimen til forandring.
For William Styron blev et ophold på psykiatrisk afdeling – afskærmet fra krav, larm og selvmordsimpulser – det, der gradvis bragte ham tilbage til overfladen.
Når depressionen klinger af, mærker man verden åbne sig på ny, følelsernes normale småsvingninger og sansernes livfulde sitren vender tilbage, man begynder igen at kunne nyde socialt samvær og ordene rejser sig langsomt fra deres dvale. Det er et lille genopstandelsens mirakel.
POV er et uafhængigt, læserstøttet medie. Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans MobilePay på 31902272.
Hovedillustration: Pablo Picasso, 1903, La Vie, Cleveland Museum of Art. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
