TEATER // ANMELDELSE – Så er den gal igen. Ikke så meget fordi verden omkring os brænder, men fordi vi går gennem den med et nedslået blik. Overordnet er det gode tip i En guide til en (lidt) lysere fremtid, at du kun ser himlen, hvis du kigger op. Og det bliver overraskende morsomt på Nørrebro Teater.
Den indledende disclaimer fra Alexander Bryld Obaze er, at han og hans kolleger egentlig ikke forventer, at deres bestræbelser på scenen (ligesom på en mellemstor scene i Allerød) i de næste par timer vil gøre en forskel. Det har han nok ret i. Bortset fra at de får os til at grine.
De øvrige figurer/skuespillere hænger lidt i bagtæppet. De er ikke meget for at tage ordet. Det er et gentagende tema i En guide til en (lidt) lysere fremtid, at ingen egentlig tror på titlen. Ingen tør stille sig i rampelyset, ingen tør tage de andre i hånden.
Johannes Lilleøres figur gør det ganske vist, men kun på skrømt. Han berører i smug andre passagerer, men kun sådan, at han kan påstå, at det var et tilfælde eller en fejl. Ægte nærhed tør han ikke, og hans liste af tips er til at blive deprimeret over. Hvis ikke den blev præsenteret så morsomt.
Forestil dig en tur på briksen
Replikkerne i En guide til en (lidt) lysere fremtid fungerer først og fremmest i kraft af skuespillernes levering. Deres pinagtige undvigelsesadfærd er – med eller uden replikker – godt komediespil.
Et tilbagevendende motiv er, at vi skal lukke øjnene, tage en dyb indånding og forestille os
Prisen tager nok Mette Horn, når hun spiller sky (ikke genert, men sådan en på himlen). Det er fysisk komik i særklasse. Det er svært helt at forklare, hvorfor det er sjovt. Mit bedste bud er, at det er, fordi det er Mette Horn.
Ellers er et tilbagevendende motiv, at vi – skuespillerne, men også lidt prædikende for publikum – skal lukke øjnene, tage en dyb indånding og forestille os … Ja, præcis hvad det er, vi skal forestille os er ikke helt klart. Figurerne løber i hvert fald hele tiden af sporet. De prøver at forestille sig en moden kornmark, men ender så straks i en diskussion om, hvilken farve himlen har, og stikker sådan noget korn i øvrigt ikke også på benene, når man går gennem det?
Med figurernes modvilje mod at stille sig frem og tale og Marie Keys talent for ørehængere bliver det næsten en slags teaterkoncert
Som enhver selvværdsterapeut vil pointere, så er der stor forskel på, hvordan verden ser ud, og hvordan vi vælger at se den. Hvordan vi forestiller os, at den ser ud.
Marie Key-teaterkoncert
Ligesom i Kunsten at være okay formidles det (lidt) optimistiske budskab i En guide til en (lidt) lysere fremtid med tilhørende sange. I dette tilfælde med Marie Key som komponist. Sangene er – trods det ofte ret deprimerende indhold – virkelig fængende.
Genremæssigt spænder det fra Johannes Lilleøre med en slags desperations-rap til Jens Jørn Spottags nærmest Leonard Cohen-agtige foredrag af en sang om en ensom mands liv. Ellers synges der formfuldendt og for fuld kraft uanset tekstens indhold. Med figurernes modvilje mod at stille sig frem og tale og Marie Keys talent for ørehængere bliver det næsten en slags teaterkoncert.
Scenografien er enkel, men effektiv. Symbolsk for det, vi forestiller os, er den i første akt lysegrøn som håbet og i anden akt lyserød som de skyer, vi gerne vil svæve på (ja, Mette Horn). Det er smukt, nærmest poetisk. Det kan vi publikum sagtens se. Det kniber mere for figurerne på scenen.
Det minder lidt om historien om den nybagte mor, der sidder ved barnets vugge og græder. Hun forklarer sin gråd med, at ”nu varer det ikke længe, før hun flytter hjemmefra”.
En guide til en (lidt) lysere fremtid er tragedie + tid
En guide til en (lidt) lysere fremtid kommer ikke med anvisninger i forhold til sit angivelige budskab. Men nej, skuespillerne gør sig jo som annonceret ingen illusioner om, at de kan ændre verden på et par timer. Og så alligevel. For det er jo et spørgsmål om perspektiv.
At kunne gå ud i verden med et smil på læben er ikke så dårligt endda. For publikum
Man kunne kalde det for sæsonens depressionskomedie på Nørrebro Teater. Alle otte skuespillere/figurer får hver deres øjeblik i spotlightet, hver deres sang, hver deres forestilling. Teksterne driver af håbløshed.
Til gengæld spiller skuespillerne deres desperation med perfekt komisk timing, og som bekendt er komedie = tragedie + tid. At kunne gå ud i verden med et smil på læben er ikke så dårligt endda. For publikum.
Musik, litteratur, film og teater – du kan finde anmeldelser, baggrund og podcasts på POV Kultur.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
