SYGEPLEJERSKE-STREJKE // LIGELØN – Sygeplejerskernes strejke handlede ikke kun om kampen for ligeløn. Konflikten var, ifølge næstformand i DSR Dorthe Boe Danbjørg, også et udtryk for en generel frustration over de arbejdsvilkår medlemmerne er underlagt. Sygeplejersker som Carina Langmann Hansen og Anne Lykkegaard Hansen kender alt for godt til, hvordan en stram organisering af arbejdet, rigide IT-systemer og meningsløse projekter kan plage sygeplejersker. Ofte i en sådan grad at de i det skjulte forsøger at tage hånd om ‘det rigtige arbejde’ ved at omgå regler og procedurer. Dermed er man, ifølge antropologen Dennis Nørmark, med til at opretholde et potentielt dysfunktionelt system.
Selvom flere har kaldt sommerens sygeplejerskekonflikt for ‘den glemte strejke’, er det næppe gået nogens næse forbi, at der hersker en høj grad af frustration og utilfredshed blandt mange sygeplejersker.
I medierne har vi kunnet læse og høre om en faldende interesse for sygeplejerskestudiet, og om at en del flygter eller påtænker at forlade faget. Samtidig peger forskning på udfordringer med såkaldt skyggearbejde og moralsk stress blandt sygeplejerskerne.
Strejken havde lønvilkår som omdrejningspunkt, men et nærliggende spørgsmål er, om konflikten kun handlede om kampen for ligeløn?
De har jo et rekrutteringsproblem, de har et fastholdelsesproblem. Og det handler om løn, men det handler også om vilkår
“Helt faktuelt, så er det ikke til at komme udenom, at det er dét, [red. en lønstigning på 5% fordelt over tre år] vi har sagt nej til. Vi har sagt nej til overenskomstfornyelsen”, lød svaret herpå fra DSR’s næstformand Dorthe Boe Danbjørg, da vi opsøgte hende forud for regeringens lovindgreb den 28. august.
“Det er sådan aftalemodellerne er, når der bliver stemt nej til overenskomstforhandlingerne. Men der er jo alt det andet udenom, som du ikke kan sortere fra. Det handler det jo også om for sygeplejerskerne”, lød det videre fra næstformanden.
Udover dårlige lønforhold i årtier, mener hun, at både coronapandemien og dårlige arbejdsvilkår har medvirket til sygeplejerskernes nej.
“Så opgaven, der ligger på arbejdsgivers og politikernes bord, den er meget stor. Det handler ikke kun at løse den aktuelle konflikt, men det er alt dét, der har gjort, at vi står i den aktuelle situation og har fået det her nej, som de nu skal løse. De har jo et rekrutteringsproblem, de har et fastholdelsesproblem. Og det handler om løn, men det handler også om vilkår”.
Clashet mellem den etiske fordring og arbejdsvilkårenes realitet
At det ikke kun handler om kampen for en bedre løn, men også for bedre arbejdsforhold, kan Ulla Birk Johansen, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland kun bekræfte. Hun har gennem en årrække beskæftiget sig med sygeplejerskers arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.
Den arbejdsform har psykolog og forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, Malene Friis Andersen, døbt ‘skyggearbejde’ på baggrund af hendes forskning i psykiatrien.
Begrebet skyggearbejde dækker over, at medarbejderne i det skjulte arbejder i pauserne eller fritiden, omgås reglerne for dokumentation eller bruger IT-systemerne på en anden måde, end de var tænkt, for på den måde bedre at kunne løse arbejdsopgaverne i overensstemmelse med medarbejdernes faglige stolthed.
Det er en umyndiggørelse af os som professionelle, og det er der ingen, der har gavn af
Ifølge Malene Friis Andersen opstår skyggearbejde som en måde at kompensere for den manglende indflydelse og de ufleksible rammer.
Det kan Ulla Birk Johansen nikke genkendende til. Hun fortæller blandt andet om, hvordan man inden for hjemmesygeplejen arbejder efter et såkaldt ydelseskatalog, som definerer opgaverne, og præcis hvor lang tid man har til at udføre dem. Det levner ikke meget plads til at tage udgangspunkt i, hvad borgeren har behov for.
Hun peger på, at man som sygeplejerske er underlagt en etisk fordring og en juridisk forpligtelse til at vise omhu og samvittighedsfuldhed i sit arbejde, men at det ofte ‘clasher’ med den måde, man styrer og organiserer arbejdet på.
“Der er et politisk og et ledelsesmæssigt behov for at sige, at sygeplejerskerne har et ydelseskatalog, der fortæller dem, hvad de skal, og hvor meget tid de har. Og det bliver vi nødt til at gøre op med. Det må slutte. Det er en umyndiggørelse af os som professionelle, og det er der ingen, der har gavn af”, mener Ulla Birk Johansen.
Hvis man skal komme skyggearbejdet til livs, appellerer kredsnæstformanden til, at man som ledelse både tager ansvar for de arbejdsopgaver, der er og ikke lægger det over på sygeplejerskerne. Men også at man viser sine medarbejdere tillid og stoler på deres professionelle dømmekraft.
“Når man er i en tæt relation med et andet menneske, så har man jo et andet billede af situationen, end hvis man ser det fra et skrivebord”.
Et IT-system kan ikke erstatte den mundtlige overlevering
Carina Langmann Hansen er en af de sygeplejersker, som kender til at inddrage fritiden og arbejde uden om systemerne. Hun arbejder til dagligt på kardiologisk intensiv afdeling på Rigshospitalet.
Både her og i sit tidligere job på et kardiologisk sengeafsnit på Herlev Sygehus har hun ofte følt sig nødsaget til at arbejde i sine pauser, blive efter endt arbejdstid eller komme før, i forsøget på at levere et stykke arbejde, hun fagligt og menneskeligt kan stå inde for.
En af de tilbagevendende udfordringer handler om, at den tid, der er afsat til mundtlig overlevering i forbindelse med vagtskifte ofte ikke slår til.
“På kardiologisk intensiv afdeling er det nogle meget syge og komplekse patienter, vi har. Der er kun afsat fem minutter, men det tager jo ofte længere tid. Især i de situationer, hvor der er to patienter, og man skal overlevere til to sygeplejersker, der står i kø for at få rapport”.
Hvis Carina Langmann Hansen vælger at gå hjem til tiden, frygter hun, at det går ud over patienten.
“Man har stået med patienten hele dagen, og skal, i forbindelse med at man bliver afløst, nå at klæde sin kollega på til at overtage opgaven og til at have fuldt overblik over situationen, for dermed at skabe kontinuitet for patienten”.
Det var der ikke tid til. Og vi måtte heller ikke skrive sygeplejenotater. Vi skulle bare gå hjem
Helt galt var det, da hun arbejdede på det kardiologiske sengeafsnit på Herlev Sygehus, fortæller hun. Her fik Carina Langmann Hansen og hendes kolleger at vide, at de slet ikke måtte lave en mundtlig overlevering i forbindelse med vagtskifte.
“Det var der ikke tid til. Og vi måtte heller ikke skrive sygeplejenotater. Vi skulle bare gå hjem”.
Som hun husker det, var der også dengang stramme budgetter, og hun tror, det var medvirkende til, at der fra ledelsen blev skåret på overlevering. Samtidig havde det noget at gøre med indførelsen af Sundhedsplatformen, mener Carina Langmann Hansen.
“Fortællingen har hele tiden været, at Sundhedsplatformen er gearet til at skabe et overblik over patienterne, så man ikke behøver at skrive notater. Men man kan ikke uddybe noget i journalen”, fortæller Carina Langmann Hansen og fortsætter:
“Hvis man for eksempel har en patient, der er krisepræget og græder over at have fået at vide, at han har alvorligt hjertesvigt, så kan man jo godt i systemet finde kategorien ‘psykisk’ og klikke ‘grådlabil’ af. Du kan tilføje en kommentar på syv til otte ord, og så er der ikke plads til mere.
Man vil måske gerne uddybe, hvad patienten har behov for af psykisk støtte, hvad vi har talt om, og hvad vi har tilbudt patienten, sådan at det bliver grebet af ens kollega. Men du kan klikke ‘grådlabil’ af, og så har du dokumenteret, at patienten er ked af det”.
Carina Langmann Hansen fortæller, at hun og hendes kolleger ofte endte med at lave en mundtlig overlevering, selvom det gik ud over deres fritid. Både for at supplere med oplysninger og fordi kollegaen oftest slet ikke havde tid til at klikke sig igennem de mange sider i journalen.
I praksis kan et system som Sundhedsplatformen ikke erstatte den mundtlige overlevering, mener hun.
Vi måtte gøre arbejdet, uden at skrive det på
“Jeg er perfektionistisk, og det er vigtigt for mig at føle, at jeg gør et godt stykke arbejde. Jeg er også min egen største kritiker, men de forhold, jeg arbejdede under, var fuldstændigt uacceptable. Både for mig og mine kolleger, og for patienterne”, lyder det fra Carina Langmann Hansen om sin tid på Herlev Sygehus.
“Fra sygeplejesiden sagde vi mange gange, at situationen ikke var forsvarlig. Vi fik bare at vide, at ledelsen forsøgte at dække hullerne. Vi var for få”, fortæller hun.
Alle de andre gør det også for at kunne gå hjem med ro i maven. Og så alligevel går man ofte hjem med dårlig samvittighed
Carina Langmann Hansen husker, hvordan både hun og hendes kolleger gennem et stykke tid valgte at skrive den tid, de brugte på mundtlig overlevering, på som overarbejde.
“Det drejede sig måske om 10 minutter eller et kvarter, to gange om ugen. Men vi fik at vide, at det ikke gik. Det skulle væk. Vi fortsatte med overleveringen, men bare uden at skrive det på”.
“Jeg er overbevist om, at gratis arbejde forekommer dagligt på stort set alle hospitalsafdelinger i Danmark. Også i en sådan grad, at man som sygeplejerske måske ikke engang rigtigt tænker over det længere”, fortæller Carina Langmann Hansen.
Hun oplever, at det er blevet kollektivt accepteret, at sådan gør man.
“Alle de andre gør det også for at kunne gå hjem med ro i maven. Og så alligevel går man ofte hjem med dårlig samvittighed”, lyder det fra Carina Langmann Hansen.
Standardisering og meningsløse projekter
Anne Lykkegaard Hansen har været sygeplejerske i 11 år. De seneste syv år som hjemmesygeplejerske i Allerød Kommune. Hun færdes til dagligt i et presset sundhedsvæsen, hvor der på en gang er fokus på at afkorte indlæggelser og samtidig forebygge genindlæggelser.
“Som hjemmesygeplejerske står vi og tager imod halvt færdigbehandlede patienter. Vi har ikke adgang til hospitalets journalsystem, og det kræver meget tid og overskud at få overblik over de komplekse multisyge patienter, som vi modtager”, fortæller Anne Lykkegaard Hansen og fortsætter:
“Vi har mange samarbejdspartnere i de forskellige specialeafdelinger, ambulatorier, hospicer og blandt de privatpraktiserende læger. Der er regler og rammer fra alle sider, men det er os, der står i borgernes hjem og skal gribe alle boldene. Det kræver kreativ tænkning og mod til at træde ud af boksen for at hjælpe i de komplekse forløb”.
Vi må ikke give hunden frisk vand. Fuldstændigt åndssvage rammer, som vi i det skjulte bryder
Hun giver eksempler på, hvordan hun har kørt en borger med lungesygdommen KOL akut til lægen i sin tjenestebil, selvom man ikke må køre med borgerne i bilerne af forsikringsmæssige årsager. Men hvis hun ikke gør det, så koster det måske en indlæggelse.
Eller hvordan hun og hendes kolleger bryder reglerne og hjælper den demente borger, som glemmer at give hunden eller katten frisk vand og mad.
“Vi må ikke give hunden frisk vand. Fuldstændigt åndssvage rammer, som vi i det skjulte bryder”.
Anne Lykkegaard Hansen oplever, at det kan være svært at dele med sine kolleger, at hun trodser reglerne. Det kan opfattes som ukollegialt.
“Vi kan hurtigt blive delt op i ‘bad nurse/good nurse’, hvis den næste, der kommer følger reglerne”, siger hun.
Det er ikke kun rigide regler og standardiseringer, der giver grobund for skyggearbejde. Det gør meningsløse projekter også. Projekter, der stjæler hendes og kollegernes tid og spænder ben for det reelle arbejde med borgerne.
På et tidspunkt blev det for eksempel besluttet, at alle borgere, der modtog personlig pleje skulle screenes hver tredje måned for deres risiko for at udvikle tryksår, fortæller Anne Lykkegaard Hansen.
“Sådan et projekt bliver til, fordi nogen finder ud af, at der er for mange, der får tryksår, og så ender det med, at vi skal risikoscreene alt og alle”.
Anne Lykkegaard Hansen fortæller, at hun og hendes kolleger brugte rigtigt meget energi på ‘tryksårspakken’, og at det blev prioriteret meget højt af ledelsen.
“Alt det andet, der var rigtig vigtigt, nåede vi ikke i samme omfang. Så gjorde vi det i frokostpauserne i stedet for”.
Men intentionen med projektet var i sig selv god, fortæller Anne Lykkegaard Hansen.
“For selvfølgelig skal vi arbejde forebyggende”. Men hun mener ikke, at udbyttet stod mål med indsatsen.
“Det er nu fem år siden, projektet begyndte, og det er blevet en rutine for dagvagterne at screene for tryksår. Implementeringen er dog aldrig nået ud i aften- og nattevagterne. Og så begynder det at miste meningen, at vi som dagvagter skal tryksårsscreene, hvis der så ingen opfølgning er i løbet af aftenen og natten”.
Problemet er, at man ikke får gjort op med systemet
Antropologen og forfatteren Dennis Nørmark har med afsæt i analyser og beskrivelser af arbejdsmarkedet og det moderne arbejdsliv særligt interesseret sig for det, som han kalder ‘pseudoarbejde’. Begrebet dækker over arbejde, der ikke rigtig skaber nogen værdi, ikke gør nogen forskel, og som ingen reelt efterspørger.
“Folk i frontlinjen, såsom sygeplejersker og socialrådgivere, føler oftere end andre faggrupper, at de bliver bedt om at lave noget, de ikke oplever som menings- og værdiskabende, noget som ikke skaber noget brugbart og forandrer noget til det bedre. Altså det jeg beskriver som pseudoarbejde”, lyder det fra Dennis Nørmark.
Ud over at det påvirker arbejdsglæden at udføre meningsløse aktiviteter, så er det også med til at skabe et andet problematisk fænomen, påpeger antropologen.
“Medarbejderne kan blive så forhippet på, at de bare vil lave deres arbejde, at de bliver nødt til at løse det på alle mulige andre tidspunkter”.
Det performer sådan set kun, fordi der er nogle samvittighedsfulde mennesker, der hele tiden gør noget andet, lapper på det, eller forsøger at redde systemet fra sig selv
Med andre ord, folk tyer til skyggearbejde. Problemet viser sig for alvor, når der ikke er tid til at udføre de kerneopgaver, som medarbejderne identificerer sig med og oplever som reelt meningsgivende.
“Mennesker bliver ulykkelige og deprimerede af ikke at være i sving og ikke at gøre det, de er gode til. Og derfor er der i os alle sammen en drift til at gøre det. Når vores ledere og vores systemer beordrer os til at gøre ting, vi synes er hul i hovedet, men som vi ikke desto mindre ikke kan slippe for, og hvor vores ansættelsesvilkår og vores karriere er afhængige af, at vi følger de her systemer, uanset hvor tåbelige de forekommer os, så gør vi det.
Fordi vi trods alt også har et hus, vi skal have betalt og børn, der går i børnehave, og en termin og alle mulige andre ting. Så gør vi det, selv om vi synes, at det, systemet beder os om, er åndssvagt. Og så udfører vi de rigtige arbejdsopgaver ved siden af som skyggearbejde”, fortæller antropologen.
Når for eksempel sygeplejersker tyer til skyggearbejde, så er det ifølge Dennis Nørmark et udtryk for, at man er enormt god til at finde nogle veje uden om regler og systemer, som gør, at man kan se sig selv i øjnene. Problemet er bare, at man ikke får gjort op med systemet og pseudoarbejdet.
“Udadtil får man en fornemmelse af, at systemet simpelthen performer, men det gør det grundlæggende ikke. Det performer sådan set kun, fordi der er nogle samvittighedsfulde mennesker, der hele tiden gør noget andet, lapper på det, eller forsøger at redde systemet fra sig selv”.
På den måde er skyggearbejdet ifølge Dennis Nørmark med til at opretholde et potentielt dysfunktionelt system.
“Det er sgu det, vi strejker for i virkeligheden”
Problemet er imidlertid, at det kan være svært at trænge igennem, hvis man som sygeplejerske over for ledelsen gør opmærksom på skyggearbejdet, lyder det konstaterende fra Dennis Nørmark.
Han mener, at en vigtig årsag til at skyggearbejdet ‘trives’ er, at mange ledere har mere travlt med at servicere deres egen ledelse og pleje deres egen karriere, frem for at servicere deres medarbejdere. Han henviser i den forbindelse til en undersøgelse fra DJØF, hvor blandt andet offentlige mellemledere blev spurgt om, hvilke typer af ledelsesaktiviteter, som de vurderede var vigtige rent karrieremæssigt. Her udgjorde ledelsesaktiviteter rettet mod medarbejdere en andel på 25%.
“Mange ledere er for dårlige til at tage deres medarbejdere i forsvar og for dårlige til at være ambassadører for ‘den sunde fornuft’, når frontpersonalet for eksempel gør opmærksom på, at ‘systemet ikke fungerer’, at opgaveløsningen ikke er fagligt forsvarlig, eller at ressourcerne bliver brugt forkert”, lyder det fra Dennis Nørmark.
Jeg synes, de i virkeligheden skulle træde mere i karakter og forsvare de ansattes ret til et meningsfuldt arbejde, og til at gå op i mod ledelsen og sige: ‘Vi vil ikke være med til det her længere, og det er sgu det, vi strejker for i virkeligheden’
Men hvad gør man så, når man som menig sygeplejerske forgæves har prøvet at ruske op i sin ledelse?
Ifølge Dennis Nørmark så har fagforeningerne faktisk en vigtig rolle at spille her. Og uden at ville blande sig i den aktuelle kamp for ligeløn, så peger han på, at der måske godt kunne være brug for, at fagforeningerne begyndte at tænke i andre baner.
Han mener, at fagbevægelsen skal kæmpe for medarbejdernes ret til ytringsfrihed og deres ret til at stille relevante og kritiske spørgsmål uden at blive presset ud, som man ofte oplever, hvis man som offentlig ansat går op i mod ledelsen og systemet.
“Jeg synes, at fagbevægelsen mangler at komme ind i kampen på det her område. Den har tendens til at kæmpe for de samme ting igen og igen. Jeg synes, de i virkeligheden skulle træde mere i karakter og forsvare de ansattes ret til et meningsfuldt arbejde, og til at gå op i mod ledelsen og sige: ‘Vi vil ikke være med til det her længere, og det er sgu det, vi strejker for i virkeligheden’”.
To typer af pseudoarbejdereIfølge Dennis Nørmark kan man i princippet tale om to typer af pseudoarbejdere. “Der findes den type, der måske er i en stilling med usædvanligt svagt defineret indhold. Og som ender med at lave projekter og initiativer, som der ikke er et voldsomt behov for. Men tiden skal jo ligesom gå med et eller andet”. “Så er der ‘de andre’, som egentlig har et job, hvor de skal lave noget, der er vigtigt, og hvor de skaber en reel værdi. Men de bliver belemret af den første gruppes gode idéer og initiativer og af 117 andre ting, såsom målinger, ledelsens behov for dokumentation og rapportering, flytte data ind i et eller andet system, kvalitetssikre eller gå til møde, læse e-mails og så videre. De har meget ofte et kald i forhold til deres arbejde, og de føler, at der er nogle rigtige mennesker, de skal servicere. Om det så er patienter eller borgere i kommunen eller kunder, eller hvad det måtte være.” |
Solveigs og Michaels arbejde på POV International er ulønnet. Hvis du gerne vil kvittere for deres arbejde og bidrage til, at der kommer flere spændende historier fra deres hånd på POV International, kan du donere direkte til dem på Mobile Pay: +45 23 26 60 19
LÆS MERE AF SOLVEIG AUTZEN OG MICHAEL MARTINI HER
Tekst og billeder af Michael Martini & Solveig Autzen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
