KLIMAFORANDRINGER // AFRIKA – Landskabet er djævelsk smukt, men synet bedrager. Lige bag skønheden truer den værste sultkatastrofe siden 1980’erne.
KENYA – Engang virkede det så utroligt langt væk, når jeg hørte om tørke og hungersnød på det afrikanske kontinent. Det var noget, der skete i en anden verden, så fjernt fra den dagligdag, jeg levede i.
Billedet af den lille afmagrede dreng, der med sit lille tinkrus bankede på hele Danmarks tv-skærme tilbage i 1984, står klart og tydeligt på min nethinde, når jeg husker tilbage på, hvornår og hvorfor ilden i mig til at gøre en forskel blev tændt.
I de år, jeg har boet i Kenya, kan jeg se, at tørken bevæger sig hurtigere, og længere og længere sydpå
Billederne af hungersnødkatastrofen i Etiopien står lysende klart for de fleste, og de fik i den grad vendt verdens interesse til at hjælpe. Jeg tror, vi alle husker de internationale indsamlinger med Bob Geldorf og Band Aid i spidsen, og ej at forglemme vores danske Nannas musikalske bidrag ”Giv en hånd til Afrika”, hvor det bl.a. blev sunget ”Afrika – det land som alle børn kender”.
Ud over sangens lidt slørede forhold til virkeligheden, som næsten bringer associationer til eventyrets gådefulde fabelrige, så var det meget sigende for den viden, vi havde om det kæmpe kontinent syd for Europa på daværende tidspunkt. Et kontinent, som i størrelse både kan rumme USA, Kina, Indien og store dele af Europa.
Tørken bevæger sig hurtigere
Pludselig er billederne kommet langt tættere på – både rent geografisk og i mit liv. Jeg besøger et af de områder i Baringo County, Kenya, der ikke har oplevet regn i mere end 3 år. Det er kun halvanden times kørsel fra det område, jeg normalt arbejder i.
I de år, jeg har boet i Kenya, kan jeg se, at tørken bevæger sig hurtigere, og længere og længere sydpå. Billedligt talt er det næsten, som om djævlen støder sine brændende flammer fra helvede foran sig.
Landskabet er djævelsk smukt med sine kaktusser og grønne træer. Men synet bedrager – for her er så tørt, at det ikke er muligt at dyrke noget, som mennesker reelt set kan leve af.
Floden, som tidligere var garant for livgivende dråber, er i dag tørret ud. Når jorden tørrer ud, har den svært ved at optage vand. Det betyder, at hvis et område bliver udsat for tørke, vil jorden ikke kunne opsuge senere kommende regn. Regnen vil derfor løbe væk som overfladevand og ikke være tilgængelig for planter, dyr og mennesker.
Tæt ved den tidligere flod møder jeg nogle kvinder, som er ved at tilberede dagens måltid – vilde grønne bær. En af kvinderne bider skallen af og viser mig indholdet – en lille grøn ært, som jeg uforvarende tager i munden. Den er utrolig bitter og på trods af de alvorlige omstændigheder, griner kvinderne, da de ser mit forvredne ansigtsudtryk.
”Du kan ikke spise dem sådan – de skal koges i mindst 12 timer,” siger den ene af dem med en meget forstående mine.
Kvinderne går op til 40 kilometer for at finde vand. Vand, der i de fleste tilfælde er fyldt med mange bakterier og parasitter, der kan forårsage tyfus, kolera, dysenteri og leverbetændelse.
”Ja, vi får ondt i maven af det og bliver også syge, men hvad skal vi gøre?” – Svaret hænger i den manglende vind, og jeg får også ondt i maven. Ikke af vandet, men af at se, hvad nogle mennesker lever af. Mennesker, som er født ind i en virkelighed, de ikke selv har været med til at bestemme.
Spiller klimaforandringer en rolle?
Denne del af Afrika er afhængig af to regnsæsoner – perioden marts-juni, hvor 70 % af al regn falder, og perioden oktober-november. Hvis der ikke falder regn til oktober, så er det fjerde år i træk, at der ikke falder noget regn. Dermed står vi over for den værste sultkatastrofe siden begyndelsen af 1980’erne.
Klimaforandringerne spiller en væsentlig rolle i denne kontekst. En global opvarmning er i gang, som især mærkes i landene på Afrikas horn. De højere temperaturer betyder, at mere fugt fordamper fra såvel jordoverfladen som fra planter og vegetation.
Det sætter en ond cirkel i gang: Når der er fugt på jorden, bruges noget af solens energi til at fordampe den, hvilket betyder mindre energi til at opvarme jordoverfladen og den omgivende luft. Men når jorden er knastør, bruger solen al sin energi til opvarmning, så jorden og luften bliver endnu varmere, og den smule fugt, der er tilbage, fordamper hurtigere, og tørken bliver værre.
Ifølge FN er Afrika det kontinent, der er mest sårbart over for virkningerne af klimaændringerne. Dette på trods af at kontinentet kun bidrager med 4 % af de globale kulstofemissioner.
Sulten er vores følgesvend
Kenya står over for en katastrofe i et omfang, der ikke er set siden begyndelsen af 1980’erne. Mere end 3,5 millioner mennesker (svarende til 60 % af Danmarks befolkning) står over for hungersnød. Denne tavse katastrofe er blevet overskygget – og i væsentlig grad forstærket – af krisen i Ukraine.
Bag de alarmerende tal gemmer der sig skæbner, som Ruth, som jeg kigger direkte i øjnene.
”Mine børn og jeg er meget sultne,” siger hun. ”Jeg håber på at kunne få noget mad og vand. Jeg har ingen plan ud over det. Min mand er død af sult, så jeg håber, nogen kan hjælpe os. Men vi har ikke modtaget nogen hjælp i de sidste 3 år. Vi begynder at tro, at det er meningen, at vi skal sulte – at sulten er blevet vores følgesvend.”
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg tager hende i hånden og ser direkte ind i hendes mørke øjne. Øjne, som er fortvivlede, og hvor håbet er svundet ind. Som menneske føler jeg mig så lille. Uden håb er der intet liv. Uden håb visner du, som det landskab, vi står midt i. Jeg ønsker, jeg kan give hende, børnene og alle de andre håbet tilbage. At det kan blive bedre. Bare ved vores besøg og udelte opmærksomhed har vi gjort noget. Vi har givet dem troen på, at de ikke er alene, og de ikke er glemt.
Jeg overrækker Ruth mel, ris, madlavningsfedt, sukker og salt. Hun tager det ud af hænderne på mig, som om hun frygter, jeg vil fortryde og bringe det med mig tilbage.
Jeg bliver så uendelig trist, når jeg møder disse skæbner. Mennesker, som uforvarende og uden skyld bliver ramt af klimaforandringerne, der ødelægger alt for dem. Det gør ondt helt inde i sjælen på mig, og det er den følelse af uretfærdighed, der er min drivkraft.
Solen står i zenit, da jeg langsomt bevæger mig tilbage. Den tørre jord, der knaser under mine tyndslidte sko, er den eneste lyd, jeg hører. Landskabet domineres af tør savanne og stenede kratområder, der brydes af store enklaver af kaktusser og de tornede akacietræer, der med deres karakteristiske paraplyformede kroner knejser majestætisk mod himlen og nærmest er ikoniske for Afrika.
Jeg nærmer mig den lille hytte, der er hjem for Ruth, hendes mor og hendes 3 børn. De flettede grene og den sorte plastik, der udgør taget, giver beskyttelse for natten. Ruth inviterer mig indenfor i sit hjem, selv om hun ikke kan byde mig på noget. Selv her i det glohede område, hvor intet kommer af sig selv, og naturen er i sit mindst gavmilde hjørne, er den kenyanske gæstfrihed nærværende.
Carsten J. Le Blond Willersted er Country Director i Kenya for NGO’en Periamma. Læs mere om, hvordan du kan hjælpe her.
Læs mere om Carsten J. Le Blond Willersteds arbejde i Kenya her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
