EU50 // ØKONOMI – Genopretningsfonden synes i første omgang at favorisere Sydeuropa, men tal fra EU-Kommissionen viser, at især små eksporterende lande – som eksempelvis Danmark – er de største vindere i spillet om det indre marked.
Allerede ved EU’s stiftelse opstod problemstillingen nord/syd i det europæiske samarbejde.
“De 6”, som EU-samarbejdet blev døbt i 1957, var ikke en samling homogene lande, der var enige om en fælles politik. Italien havde særkrav under forhandlingerne om Romtraktaten og ønskede, at der fra starten skulle åbnes for italienske arbejdere i de andre medlemslande, og at der skulle oprettes en europæisk investeringsbank, der kunne sikre europæiske investeringer i Italien.
Ydermere skulle der etableres en socialfond, som skulle uddanne arbejdere til de nye krav på det fælles indre marked.
Senere, da Grækenland kom med i fællesskabet i 1981 og Portugal og Spanien i 1986, blev problemstillingen mellem nord og syd for alvor synlig. Disse sydeuropæiske lande blev netop optaget i fællesskabet, da der var økonomisk krise og høje arbejdsløshedstal overalt i EU.
De nye medlemslande stillede krav om, at det fælles EU-budget skulle øges betragteligt, således at investeringer kunne udligne forskellen i det økonomiske gab mellem nord og syd
De nye medlemslande stillede krav om, at det fælles EU-budget skulle øges betragteligt, således at investeringer kunne udligne forskellen i det økonomiske gab mellem nord og syd – ikke mindst fordi deres økonomier først skulle tilpasses til det indre marked og senere til ØMU-kriterierne.
Derfor blev medlemslandene i 1989 enige om at lave en reform af strukturfondene, som resulterede i, at der nu blev afsat flere penge til både Regionalfonden fra 1974 og Socialfonden. Samtidigt blev der skabt en helt ny fond, Samhørighedsfonden, som skulle stå for investeringer i infrastruktur i de nævnte lande og i Irland. Pengene blev blandt andet brugt til bygning af nye veje, lufthavne og uddannelsesinstitutioner.
Med pengene fulgte der krav om tilpasning og moderniseringer af den offentlige sektor, pensionsreformer og mere effektiv skatteinddrivelse.
Magnet for immigranter
De mange penge, der tilflød de sydeuropæiske lande i 1990’erne, medførte en hurtig vækst i økonomien og som konsekvens heraf mangel på arbejdskraft.
Det betød, at Sydeuropa kom til at virke som en magnet på immigranter fra ikke mindst Ukraine, hvor arbejdsløsheden var eksploderet efter Sovjetunionens sammenbrud. Alene til Spanien ankom der over 100.000 ukrainere for 20 år siden og 40.000 til Portugal.
De gode tider varede imidlertid ikke evigt. Da den økonomiske vækst toppede, holdt den socialistiske spanske statsminister José Luis Zapatero tale i EU-Parlamentet under det spanske formandskab foråret 2008. Her forklarede han, at fremtiden var lys, og hvis ikke det havde været for 8 millioner indvandrere i Spanien siden 1998, havde landets økonomi slet ikke nået de højder, som vi nu var vidner til.
Men de mørke skyer begyndte hurtigt at trække sig sammen. Finanskrisen så dagens lys i løbet af august 2008, og de mindre robuste økonomier i Sydeuropa blev hårdt ramt.
Det medførte, at EU måtte lave redningspakker til Portugal og Grækenland og sende hjælp til bankerne i Spanien. Krisen medførte store nedskæringer i den offentlige sektor, som landene først begyndte at overvinde i 2017, da økonomierne igen gik fremad. I Portugal har krisepolitikken medført, at landet ikke kunne ansætte nye offentligt ansatte i mange år, og nu kan der ansættes én, hver gang to går af. Man kan nemlig ikke fyre offentligt ansatte, så derfor må de vente på naturlig afgang.
Kriselandene
For at modstå fremtidige kriser og rod i de enkeltes landes økonomier skulle der nye boller på suppen. Så på initiativ af Portugals statsminister António Costa blev de værst ramte europæiske kriselande (Frankrig, Spanien, Portugal, Malta, Cypern, Grækenland og Italien) samlet i en fælles front for at få etableret et nyt EU-budget, der skulle komme kriselande i møde, inden det var for sent.
På topmødet i juli 2021 blev alle de europæiske ledere dog enige om, at ikke bare skulle EU’s budget øges, men der skulle optages lån til en såkaldt genopretningsfond, så de hårdest ramte kriselande kunne investere sig ud af coronakrisen
ØMU-kriterierne havde vist sig som en spændetrøje under finanskrisen, og der måtte andre foranstaltninger til. Det ville tyskerne ikke være med til i første omgang, men da coronakrisen kom, og sydeuropæerne igen kom med deres krav om flere penge, var det kun de sparsommelige fire (Danmark, Sverige, Østrig og Holland), der i første omgang satte sig imod, at EU skulle tage lån og uddele mange penge til Sydeuropa.
På topmødet i juli 2021 blev alle de europæiske ledere dog enige om, at ikke bare skulle EU’s budget øges, men der skulle optages lån til en såkaldt genopretningsfond, så de hårdest ramte kriselande kunne investere sig ud af coronakrisen.
Pengene skulle blandt andet bruges på grøn omstilling og digitalisering.
Genopretningsfond nytter
Siden da er krigen mellem Rusland og Ukraine brudt ud, og en ny krise i form af stigende energipriser og inflation præger nu dagligdagen og politikken i medlemslandene.
Her har den nye genopretningsfond vist sin nytte, idet økonomien kan holdes på sporet med de mange nye investeringer i de enkelte lande. Den socialistiske portugisiske regering mener, at midlerne fra genopretningsfonden har været med til at sikre, at landet ikke igen blev kastet ud i en økonomisk krise.
De såkaldte sparsommelige fire er gået lidt i opløsning, efter Rutte i Holland er begyndt at støtte op om en økonomisk politik, der mindsker kriserne i Sydeuropa. I Østrig er Kurz ikke længere ved magten, og med valget af svenske Stefan Löfven som formand for de europæiske socialdemokrater bakker svenskerne nu også op om den fælles socialdemokratiske politik, som går ind for mere omfordeling mellem nord og syd.
I Danmark skriver DI på sin hjemmeside, at EU’s genopretningsfond på 750 mia. euro i første omgang lander hovedsageligt i Sydeuropa. Til gengæld kan de mange milliarder skabe udvikling, der spiller lige ind i Danmarks største styrker.
Selv om pengene altså i første omgang lander sydpå, skal mange af dem nok finde vej til Nordeuropa og Danmark, mener DI.
Sydeuropæiske lande som Italien, Spanien, Portugal og Grækenland vil søge og få langt størstedelen af pengene. Udbetalingerne begyndte i 2021.
Men selv om pengene altså i første omgang lander sydpå, skal mange af dem nok finde vej til Nordeuropa og Danmark, mener DI. Blandt andet fordi fokus er på grøn omstilling og digitalisering, som er danske styrkepositioner.
Så hvis en italiensk kommune vil investere i et nyt rensningsanlæg, skal det i udbud i hele EU. Det vil altså være mere end svært for landene at favorisere egne løsninger, og tal fra EU-kommissionen viser, at især små eksporterende lande er de største vindere i spillet om det indre marked.
Lufthavne som ikke er taget i brug
Debatten om finansiering har præget relationerne mellem nord og syd.
Hvert enkelt land har forsøgt at få flest mulige penge til sig selv. Der er bygget lufthavne i Spanien, som aldrig har været taget i brug, og motorveje i Portugal, som ingen kører på, mens nettobidragsyderne har holdt mest muligt igen.
Der er gået nationalstatspolitik i fordelingen frem for at se, hvordan man udvikler hele unionen, så europæisk økonomisk politik bliver fleksibel nok til at sikre fremgang og velstand over hele regionen og kan være med til at understøtte EU’s rolle som en global spiller.
Det kræver, at EU begynder at tænke mere i en overnational økonomisk politik og et større budget, som kan bruges til at forbedre de sydlige landes konkurrenceevne, men der skal til gengæld stilles krav til dem fra EU. De skal også flytte sig fra det nationale perspektiv til, at det skal handle om den europæiske integration politisk og økonomisk, og de skal gøre en meget større indsats imod korruption.
Det handler ikke kun om, hvad EU kan gøre for Sydeuropa, men hvad Sydeuropa kan gøre for EU
Når vi tager alt i betragtning, er Sydeuropas problem ikke bare mangel på finansiering, men også den forståelse, at EU skal løse deres økonomiske problemer i et nationalt perspektiv.
I stedet bør de kigge på et perspektiv, hvor det handler om bedre politisk og økonomisk integration i en blomstrende europæisk union, skriver den tyske professor José Magone i bogen Constraining democratic governance in Southern Europe (New Horizons in European Politics, Edward Elgar Publishing, 2021).
Han slutter med at omskrive Kennedys ord: ”Det handler ikke kun om, hvad EU kan gøre for Sydeuropa, men hvad Sydeuropa kan gøre for EU.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her