Woke læsning af Moby Dick

Kære Woke, læs en stødende bog i sommerferien

i Bøger/Debat af
LITTERATUR // KOMMENTAR – I litteraturen kan man ikke forvente at finde sine normer og holdninger bekræftet. Når vi læser, risikerer vi at få udfordret vores fornemmelser for rigtigt og forkert. Derfor opfordrer Claus Agø Hansen til at gå på opdagelse i ikke politisk korrekt litteratur … især hvis du identificerer dig som ”woke”.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Kære Woke.

Har du valgt bøgerne til din sommerkuffert?

Ellers er her et bud på, hvad du bør læse, hvis du vil undgå at stivne i din endelige form og måske endog tør tage chancen for at blive klogere på vores fælles fortid. Af respekt for dit sårbare jeg får du læseradvarsler til hvert af de nedenfor nævnte værker. De kan nemlig både virke sårende og burde måske også i dit perspektiv for længst være brændt på bålet i cancel cultures lutrende navn.

Har jeg ødelagt spændingsmomentet for dig ved at afsløre slutningen på romanen, så er der mange andre gode valg

Forslagene er valgt fra den amerikanske litteraturkanon, som har givet så meget til verdenslitteraturen. Den kanon er imidlertid besluttet af privilegieblinde hvide mænd. Du vil derfor nok bedre kunne lide som argument, at du skal læse amerikansk litteratur, fordi det er i USA, man har forædlet den tidligere uglesete politiske korrekthed til den nu populære politisk aktivistiske cancel culture.

Den hvide hval

Her er forslag til værker:

Moby Dick er historien om den hvide hval og kaptajnen Ahab, som jagter den, fordi den engang har taget det ene ben fra ham. Han forfølger hvalen på verdens have, mens han humpende rundt på sit træben terroriserer besætningen på hvalfangerskibet Pequod.

Ud over god underholdning er det også en amerikansk klassiker, der med sin fortælling om barske mænd og en endnu barskere natur udgør en grundsten i den amerikanske selvforståelse. Nemlig at man skabte verdens største nation ud af de gaver, Gud gav os i naturen.

Woke?
de behandlede værker fra forfatterens eget raritetskabinet over stødende romaner

Læseradvarsel: Woke, du vil kunne lide den diversitet som præger besætningen på hvalfangerskibet. Den første person, vores fortæller møder, da han påmønstrer, er den tatoverede kannibal Queequeg.

Han har kun haft mavepine en gang i sit liv – efter en stammefest, hvor de åd 50 dræbte fjender. Som ypperlig drabsmand er han skibets førsteharpuner. Det vil du måske finde er fornærmende og en ulidelig reduktion af kannibalismens inderste ånd og væsen.

Plotspoiler

Alle på nær fortælleren Ishmael lider druknedøden, da det til sidst lykkes dem at harpunere den hvide Moby Dick. I disse klimatider kunne det vist godt være en metafor for, at ikke alt i vores omgivelser bør tingsliggøres og underlægges vores kontrol og nyttefilosofi. Så måske er bogen alligevel værd at spare for bålet.

Har jeg ødelagt spændingsmomentet for dig ved at afsløre slutningen på romanen, så er der mange andre gode valg.

Et bud kunne være Norman Mailers debut fra 1948, De nøgne og de døde.

Det er den store roman om amerikanernes Stillehavskrig, hvor USA’s marinesoldater ø for ø måtte kæmpe sig frem mod Japan, inden USA tabte tålmodigheden og smed to racistiske atombomber over de asiatiske japanere, så de kunne lære, at den hvide mand bestemmer. Vi følger en patrulje, som er sendt på en mission, hvor de skal passere et uvejsomt bjergpas for at studere japanernes stillinger.

En litterær tidsmaskine

Mailer indfører et litterært greb, som han kalder ”tidsmaskinen”. I tilbageblik ser vi, hvordan hver af disse unge mænd er blevet til i 1920’erne og 30’erne, hvad enten det er i det ufrugtbare texanske ørkenlandskab eller i østkystens minebyer.

Det er et sjælefrysende portræt af mænd fra tiden før det store vækst- og velfærdsboom, hvor social usikkerhed, fattigdom, racisme og mangel på kærlige relationer er dominerende. På klassisk vis stiller romanen spørgsmål ved, hvad der egentlig binder os sammen, når det for alvor gælder.

På minussiden vil det nok støde dig, at Norman Mailer på et tidspunkt stak sin kone med en kniv, så hun næsten mistede livet

Nåh ja, og behandlet lidt skematisk, så dør vores sympatiske hovedperson hurtigt, fordi han repræsenterer et liberalt og humanistisk ideal. Derimod overlever den kuldslåede og fascistoide general lige som den psykopatiske patruljefører, som på bogens første sider begår et unødvendigt mord på en japansk fange, fordi han har lyst.

Fremtiden for demokratiet og humanismen ser med andre ord ikke godt ud, selvom USA vandt krigen.

Rehabilitering og mord

Læseradvarsel: Woke, du vil kunne lide, at Norman Mailer var stærkt optaget af sociale undertrykkelsesmekanismer. De kriminelle skulle fx hurtigt ud af fængslet, for det var jo samfundets skyld, at det var gået dem galt. Derfor gav Mailer den belæste og vanekriminelle Jack Henry Abbott et assistentjob, fordi han så kunne blive prøveløsladt.

Den ældre Norman Mailer (2006),

Seks uger senere dræbte Abbott en tjener, fordi han ikke ville lade Abbott bruge de ansattes toilet på restauranten. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at Mailers sag var rigtig og retfærdig, selvom hændelsen desværre fik USA til at se anderledes på kriminalitet, ofre og rehabilitering.

På minussiden vil det nok støde dig, at Norman Mailer på et tidspunkt stak sin kone med en kniv, så hun næsten mistede livet. Det er i overensstemmelse med hans fokus på Machismo, som du ud fra Queer-perspektiver vil finde frastødende. Norman Mailer kommer for dig nok højt op på listen over forfatterskaber, der måske burde fjernes fra i hvert fald de offentlige bibliotekers hylder.

På tærsklen til den store kløft

Nu synes du vist det kan være nok med alle de mandlige forfattere, så her er et fænomenalt værk af en kvinde.

Læs Klogt blod af Flannery O’Connor. Hun er helt uden for nummer i den forstand, at hun er samtidig med realistiske forfattere som Hemingway og Steinbeck (de er i øvrigt mænd). Men O’Connor er et helt andet sted, i religiøsiteten og sit eget gys over, hvor den moderne verden har ført os hen.

Klogt blod er fra 1952, det vil sige på tærsklen til den store kløft, hvor religiøsiteten for alvor adskilles fra det verdslige, offentlige liv i mange vestlige samfund. Hvor materialismen, forbrugerismen, plastikken og frysemaden er på vej til at gøre sit indtog i den daglige tilværelse, der til gengæld bliver drænet for åndelighed og spiritualitet.

På plussiden tæller, at Flannery var både kvinde, overbevist katolik og enten aseksuel eller ikke performativ queer og derfor præsenterer andre perspektiver på verden

I Klogt blod vender Hazel Motes hjem fra krigen, og hans plan er at blive profet som sin bedstefar. Vi befinder os i sydstaternes USA, hvor racisme, vold og uvidenhed florerer.

Hazel er en næsten analfabetisk ung mand, som er fanatisk optaget af religiøsiteten og om at overbevise andre om troens vigtighed. Han møder et afstumpet samfund, hvor ingen har tillid til hinanden, og alle menneskelige relationer er baseret på, hvad man kan få ud af den anden. Og hvor han er i skarp konkurrence med andre selvbestaltede profeter, der skyr det almindelige liv og lønarbejde for at leve af almisser.

Blinde profeter

Hazel indleder et forhold til den purunge pige Sabbath Lily, hvis far er en svindlende tigger, der lader, som om han er blind. Det ender skidt. Hazel vakler konstant i troen, og efter mange mærkelige hændelser, hvor han blandt andet slår en anden gadeprofet ihjel, blinder han sig selv med læskekalk og ender som handicappet logerende hos en kuldslået enke, der misundeligt betragter hans månedlige kuverter med pensionschecken fra det amerikanske militær.

Han vandrer hver dag rundt om boligkarreen med sten i skoen og pigtråd spændt rundt om brystet. Så dør den unge mand af generel svækkelse, måske tuberkulose og et ubegrundet slag i hovedet fra en politiknippel. Det er gotisk, og det er rystende uforglemmeligt.

Flannery O’Connor skrev kun to romaner i sin levetid. Hun led af den uhelbredelige sygdom Lupus og kom stort set aldrig uden for sit barndomshjem, hvor hun døde som 39-årig pebermø. Læs hende før din nabo i sommerhuset, og du vil ikke fortryde det.

Kvinde, katolik, aseksuel… og racist

Læseradvarsel: På plussiden tæller, at Flannery var både kvinde, overbevist katolik og enten aseksuel eller ikke performativ queer og derfor præsenterer andre perspektiver på verden, som hun alene måske ved noget om i kraft af sin natur og sit væsen. Allerede som barn viste hun usædvanlige evner og kom på nationalt TV, fordi hun lærte en høne at gå baglæns.

Men i USA synes de nu, at hun lugter dårligt. Man har nemlig opdaget, at hun i et privat brev i fra 1946 skrev følgende: ”Blandt negrene er der en type, jeg ikke kan lide; det er den filosoferende, profeterende, paveagtige type som James Baldwin typen (afroamerikansk forfatter) … mit spørgsmål er sædvanligvis, om denne person ville være til at holde ud, hvis han var hvid” (min oversættelse, CAH).

Det er slemt, meget slemt. Det er også dødærgerligt, fordi Flannery er en af de fineste forfattere, USA nogensinde har produceret.

Måske vil du overveje, om man med Flannery O´Connor kan gøre en undtagelse i forhold til bålbrændingen, fordi hun var en undskyldelig kvinde, som levede i det sydlige USA under indflydelse af racismen?

Skæbnens ironi

Jeg synes også, du bør læse Herzog, et hovedværk af nobelpristageren Saul Bellow. Han er en af de amerikansk-jødiske forfattere, som efterkrigstiden er spækket med, og som minder os om, at de mange millioner østeuropæiske jøders emigration til USA før den anden verdenskrig stadig må være verdens mest succesfulde integrationshistorie.

Når vi selv er ansvarlige for vores eget liv, eksistentialismens grundvilkår, så er det så meget mere vanskeligt at møde livets skuffende tildragelser med stoisk ro, på trods af hvad selvhjælpspsykologen Svend Brinkmann i øvrigt måtte sige om den sag

Saul Bellow skal du læse, hvis du føler dig fremmedgjort i det moderne liv.

Vores hovedperson, universitetsforskeren Moses Herzog er blevet gjort til hanrej, og hans kone har forladt ham efter en affære med hans bedste ven. I øvrigt forlod han sin første kone for denne tøjtes skyld.

Det gør selvfølgelig ondt, og vores hovedperson er da også på sammenbruddets rand. Som moderne menneske nægter Herzog nemlig at leve et skuffende liv.

Når vi selv er ansvarlige for vores eget liv, eksistentialismens grundvilkår, så er det så meget mere vanskeligt at møde livets skuffende tildragelser med stoisk ro, på trods af hvad selvhjælpspsykologen Svend Brinkmann i øvrigt måtte sige om den sag.

Og Moses er sin egen fører samtidig med, at han er en åndsfyrste (Herzog er tysk for fyrste), som tror, at meningen med livet ligger i skriften og litteraturen.

Brev til afdøde

Herzogs nerver er flossede, og hans hjerne synes at have taget skade. Det må vi i al fald tro, når han begynder at skrive breve til afdøde personer, både fra den private vennekreds og fra de kendtes verden.

Han er også ud af en amerikansk pragmatisk, filosofisk tradition, hvor man har vanskeligt ved at tage opstyltede europæiske filosoffer seriøst, sådan for alvor

Uforglemmeligt er et brev til den tyske filosof Heidegger, forfatter til hovedværket Væren og tid. Han betragtes af mange som det 20. århundredes største filosof.

Et centralt begreb hos Heidegger er ”kastetheden” – geworfenheit. Kastetheden er Heideggers udtryk for, at mennesket selv må finde svar på eksistentielle spørgsmål, selv finde meningen med en tilværelse, hvor Gud ikke længerere er det givne udgangspunkt.

Herzog spørger i brevet til den store eksistentialistiske filosof, hvorfra mennesket i givet fald blev kastet ind i tilværelsen, hvor faldt det fra? På den måde bliver det aldrig alt for alvorligt.

Saul Bellow er godt nok en moralist, som har vanskeligt ved at acceptere fravær af ydre mening, men han er også ud af en amerikansk pragmatisk, filosofisk tradition, hvor man har vanskeligt ved at tage opstyltede europæiske filosoffer seriøst, sådan for alvor.

Livets mening midt i kaos

Herzog kommer ud på den anden side, da han indser, at meningen med livet må findes midt i kaosset. Han ligger ved romanens slutning i sin tilgroede have og nyder naturens sanselighed, giver sig hen i det øjeblikkelige og givne.

Der skal ikke skrives flere intellektuelle breve til afdøde personer. Desuden satser han nu på et forhold af særdeles robust karakter til en succesfuld forretningskvinde med stor seksuel appetit. Så det går nok alt sammen.

Saul Bellow på sit kontor i interview med Dejan Stojanovic 1992, foto

Læseradvarsel: Woke, Bellow vil du måske have det svært ved. For det første er der hans syn på kvinder. Dem ville han gerne i bukserne på. Til forfatterkollegaen Philip Roth sagde han, at et par af hans fem ægteskaber i virkeligheden var indledt, fordi det var den eneste måde han kunne erobre kvinderne seksuelt.

Det spiller på den amerikanske angst for den afroamerikanske krop, modsat stereotypen om den ikke-kropslige intellektuelle storbyjøde

At det var før p-pillen og den fri aborts tid, undskylder bestemt ikke Bellow. Allerværst er dog, at Bellow i sit persongalleri også har romanpersoner af afroamerikansk oprindelse, som beskrives på sårende og helt uacceptable måder. Fx er der en lommetyv, som opdages af den ældre Mr. Sammler, en jødisk Holocaustoverlever.

Den amerikanske frygt for den afroamerikanske krop

Lommetyven følger efter Sammler og ser, hvor han bor. En dag står tyven i opgangen, og han presser nu vores hovedperson op ad væggen, siger ingenting, men bruger sin enorme og overlegne fysik til at fastholde vores hovedperson, lyner gylpen op og viser ham sit kæmpestore lem.

Det er ubehageligt og skræmmende. Og det spiller på den amerikanske angst for den afroamerikanske krop, modsat stereotypen om den ikke-kropslige intellektuelle storbyjøde. Teoretisk set kan det give indsigt i et element af den strukturelle racisme i USA.

Det gør det dog ikke undskyldeligt, for der er simpelthen for meget ulidelig Mandingo over det. Scenen foregår i det værk, der hedder Mr. Sammlers planet, som vandt den prestigiøse National Book Award. Du bør nok undgå at læse den bog.

God – udfordrende – sommer

Kære Woke, jeg håber, du er blevet inspireret.

Hvis du imidlertid allerede har pakket grillvæsken for at kunne antænde det store bogbrændingsbål, så husk blot en ting: Guden Baal er umættelig. Begynder du først at fodre hende/ham/hen, så har du beskæftigelse din tid ud.

Jeg ønsker dig en god sommer med masser af læsning, gerne af den krænkende, udfordrende slags.


LÆS FLERE ARTIKLER AF CLAUS AGØ HANSEN HER


Topfoto: Gregory Peck som Captain Ahab i 1956-versionen af “Moby Dick”, pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har især bibeholdt sin interesse for historiske og geopolitiske sider af geografien.
Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger. Claus arbejder ud fra tesen om, at litteraturen giver supplerende og til tider mere sammenhængende beskrivelser af samfundsudviklingen end samfundsvidenskabernes kaloriefattige analyser. Privat har han en forkærlighed for litteratur, rejser, idræt, skak og vandringer i de høje bjerge.

Seneste artikler om Bøger