FILM // ANMELDELSE – Den svenske bio-dokumentarfilm Den sidste rejse handler om en søn, der tager sin far – og en tv-kollega – med på en måske sidste rejse til yndlingslandet Frankrig, og er blevet en kæmpesucces i Sverige. Den er absolut værd at se, også selvom man ikke kender til de to tv-kändisar bag filmen.
Jeg er nødt til at begynde denne anmeldelse med en afsløring: Nogle gange inviterer filmselskaber og filmdistributører til forpremiere, hvor de serverer alkoholiske drikke før eller efter for at gøre folk i bedre humør. De sørger også tit for, at nogle af folkene bag er til stede for at give det hele et anstrøg af glamour.
Ideen er selvfølgelig at skabe en god stemning og hype om en given film, så folk vil anbefale den til hinanden. Ellers ser filmanmeldere gerne en ny film til en komplet festivitas-fri pressevisning i en støvet biograf en tidlig morgen, hvor man får serveret lidt lunken kaffe og en tør croissant som plaster på såret for at toget var forsinket og/eller aflyst, eller at det regnede og var modvind på samtlige cykelstier mellem anmelderens hjem og biografen. Ikke underligt, at film en gang imellem bliver surt anmeldt.
Det er ifølge en distributør, jeg talte med for nylig, umuligt at sælge mange billetter på instruktørnavne og åbenbart også svært med selv kendte skuespillernavne. Der skal en helt speciel og heldig PR-strategi til virkelig at sælge billetter (for eksempel den såkaldte Barbenheimer, hvor filmene Barbie og Oppenheimer havde samtidig premiere). ”Men betyder omstændighederne omkring en filmvisning noget for en professionel kulturarbejder,” spørger du, og det gør det selvfølgelig ikke. Siger jeg!
Den sidste rejses populære instruktører
Denne gang drejede det sig om en dokumentarfilm beregnet til biograferne, og der var indløbet en invitation til gallapremiere på Den sidste rejse. Der var samtidig arrangereret lignende forpremierer i biografer landet over. Vi havde dog instruktørerne til stede hos os. Jeg havde læst op på dem, og det viser sig, at de er ret store navne i Sverige, hvor de har lavet en del underholdnings-tv. Og så gik det op for mig og min ledsager, at mindst to tredjedele af biografen var svenskere, for det var tydeligt, at det er to populære skikkelser.
Den sidste rejse handler om Filips far Lars, den gamle fransklærer, der i sin alderdom har mistet livsgnisten. Han fejler sådan set ikke noget, men han orker ligesom ikke noget mere. Sidder bare i sin lænestol. Hans kone er stadig rørig, og Filip har virkelig svært ved at se på det. Vi lærer hurtigt, at faren var en meget afholdt lærer i sin tid, og at hans interesse for Frankrig og det franske var meget stor.
Filip får den idé, at han vil køre sin far ned til det sted på den franske riviera, hvor familien altid tog på sommerferie. Han finder en gammel Renault 4 mage til den, de havde i sin tid. Han får overtalt både sin far og sin kollega og medinstruktør, Fredrik, til at tage med.
Det er en feel-good-and-a-little-bit-bad-roadmovie
Det går selvfølgelig galt allerede i Malmø, men jeg kan love, at vi og de kommer til Beaulieu-sur-Mer, og at faren får set sin yndlingsby en gang til. Der er mange herlige scener undervejs, og det er let at identificere sig med enten Filip eller hans far. Det er tydeligt, at det er vigtigt for Filip at gøre noget, og at han har det svært med at acceptere, at hans egen far har mistet – ikke sine åndsevner, bestemt ikke – men noget af sin vigør. Det giver nogle rørende situationer, blandt andet den bevægende og velopbyggede scene, hvor Lars skal lave sin (selv-)berømmede ratatouille, men ikke har kræfter til at skære grøntsagerne ud.
Iscenesættelser
Visuelt er stilen som vi kender det fra tv-dokumentarer med et kamerahold, der kommer tæt på uden at være påtrængende, og dertil er der lidt hjemmevideo, flotte tableauer og dronebilleder og animeret grafik. Vi undgår stort set opstillede interviews, når vi undtager en film i filmen med Lars’ gamle elever.
Det mest påfaldende og interessante er derfor, at Filip og Fredrik undervejs benytter sig af forskellige orkestreringer og iscenesættelser af virkeligheden, som jeg kan forstå har været et af deres kendetegn i tidligere tv-produktioner. Den gamle bil, de kører i, er bare én ting. De prøver også at virkeliggøre nogle af Lars’ gode minder ved – uden hans vidende – at genopføre hans fortælling af en gammel anekdote, der ligesom for mange år siden skal afbrydes af et forbikørende tog. De opfører også et helt teaterstykke med et skænderi mellem franske bilister. Lars sidder på fortovscaféen og tager det hele ind. Filmens morsomste scene.
Det er klart, at filmen med disse formgreb kunne bidrage til en intellektuel diskussion om virkelighed og iscenesættelsen af samme i film og tv, især fordi Filip Hammar efter filmen fortalte, at han på et tidspunkt – efter forgæves at have forsøgt at overtale sin far om en tur sydpå – havde sagt til sin kollega: ”Vi er nødt til at filme det her – ellers kommer det ikke til at ske.”
Men det er ikke selve filmens ærinde. Det er en feel-good-and-a-little-bit-bad-roadmovie, og selvom den måde, den har organiseret sit stof på, kan virke en lille smule bastant og den er en anelse rørstrømsk mod slutningen, så er det nok den måde, den skulle laves på. Filmen har nemlig slået rekorden som den mest sete dokumentarfilm i svenske biografer, og er nu også udvalgt som det svenske bidrag til en Oscar-nominering for spillefilm.
400.000 svenskere kan ikke tage fejl
Så måske er det ikke helt rigtigt, at man ikke kan sælge billetter til film med kendte ansigter. Det bliver spændende at se, hvordan den vil klare sig herhjemme, og i samtalen med instruktørerne bagefter blev det i hvert fald klart, at de aldrig havde forestillet sig, at den kunne vises uden for Sverige. Men den er solgt til adskillige lande, og det ér også en universel historie om slægtskab, alderdom og afmægtighed, fortalt med et overvejende godt humør.
Lars er godt selskab – det meste af tiden – og det er naturligvis Filip, der som sønnen tiltrækker sig mest opmærksomhed og som den eneste reelt har noget på spil. Han kæmper undervejs både med faren, med sig selv og med filmen, som også giver de to instruktører mulighed for at diskutere og reflektere undervejs. Okay, de scener kan godt virke lidt vel konstruerede til tider, og man savner vel også en mere filosofisk funderet dybde, men bare glem det: 400.000 svenskere kan ikke tage fejl, og filmen lever og ånder da også på en måde, som der ikke er nogen gyldig grund til at ignorere.
Filmen virker!
Forleden tog jeg min egen far – som også er gammel fransklærer og dårligt til bens – på en lille gåtur ned til den lokale strand, hvor vi sad og kiggede ud over Øresund og talte om de lokale forhold og gamle dage og fik os en vaffelis. Noget vi aldrig har gjort før – i hvert fald ikke siden 1978. Det var først, da jeg kørte hjem, at sammenhængen gik op for mig. Filmen havde påvirket min væremåde direkte – uden at jeg vidste det. Så hvis du har gamle i din familie, der trænger til oplevelser – eller du selv gør – så skal du se denne film.
Og hvis du nu tror, at jeg primært roser denne film, fordi den svenske ambassade serverede et glas vin for os inden forestillingen, så prøv at forestille dig, hvad jeg ville have skrevet, hvis de også havde serveret et glas efter filmen. Men forhør dig selv i din lokale biograf, om de indimellem også bliver udvalgt til forpremierer af aktuelle film, og om du kan komme på en liste, der får tidligt besked.
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser på POV International lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
