New York

Epistel fra New York: Den Nye Normal 

i USA/Politik & Samfund af
USA // REPORTAGE – “Vagtsomhed over for naboen, over for de andre, dem med anden hudfarve, immigranter, myndigheder – over for verden – er nu den nye normal”.  New York er ikke den samme by som før og USA er også forandret efter en coronakrise, der fortsat er i udbrud og på ingen måde er under kontrol. Alligevel er indbyggerne nu på vej udenfor – bevæbnet med masker, håndsprit og en ny forsigtighed, der er både fysisk og mental. Ida Victoria Biering skriver reportage fra et forandret Manhattan.

NEW YORK – Jeg træder ud af min lejlighed og lukker døren. Går tjeklisten igennem: håndsprit, maske, to par gummihandsker…

Jeg åbner hoveddøren og ser mig omkring. En dame kommer gående ned ad gaden. Jeg venter på det øverste trin af hovedtrappen, så hun kan passere, med afstand – mindst to meter – mellem os.

Alt nærmer man sig med ny forsigtighed. Taxaen er det forsigtige – og dyrere – valg. Det handler om at være omgivet af så få mennesker som muligt

Efter ti år i NYC mestrede jeg kunsten at væve ind og ud og mellem de mange mennesker, som fisk i strømmen. Nu handler det brutalt set om det modsatte. 

Foto: Bibs Carlsen.

Min taxa venter på mig. Før tog jeg altid metroen for at komme rundt i byen, men det her er min første tur efter næsten fire måneder i isolation.

Alt nærmer man sig med ny forsigtighed. Taxaen er det forsigtige – og dyrere – valg. Det handler om at være omgivet af så få mennesker som muligt. Ikke lige det første, man normalt tænker på, når det drejer sig om en by som NYC.

Forsigtigt prøver jeg at røre ved så lidt som muligt. Også chaufføren er forberedt på en ny virkelighed: beskyttelsesbriller, gummihandsker, og mundbind og en liter håndsprit ved hånden. 

Turen går down town til mit kontor i Midtown, som jeg heller ikke har set i månedsvis. Vi passerer et hospital, hvor jeg for første gang med egne øjne ser de hvide kølebiler, parkeret med nærmest militærisk præcision på pladsen bagved selve hospitalsbygningen.

For første gang er den uvirkelighed, som jeg har følt de sidste par måneder, brudt. Ting virkede uhyggelige, men fjerne, mens jeg sad isoleret og beskyttet i min lille lejlighed på Upper West Side. Jeg kunne høre krisen – de mange sirener – men så den ellers mest som et news flash.

Her er så pludselig et af de helt konkrete fysiske beviser på de 18,872 døde new yorkere, der tabte kampen mod coronavirus. Ligesom tomheden i himlen og skyerne efter 9/11 var det, er kølebilerne symbol på lidelse, der trak livet ud af New York. 

Lobbyen i kontorbygningen på det sydlige Manhattan plejer at være fyldt med mennesker. Nu er den fuldstændig tom.

Nu er der ikke længere noget, der kan køres på autopilot. Hver bevægelse kræver, at jeg tænker mig om

Jeg trykker – igen forsigtigt – på elevatorknappen. Stiger ind sammen med to andre, der begge har masker på.

Vi prøver alligevel at holde afstand, men i elevatorens trange rum er det svært.

Det er fem mærkelige og intense minutter. Før var alt det her rutine, en del af min daglige  commute til arbejde, som jeg for det meste kørte på autopilot, mens jeg drak morgenkaffen af min termokande. Selvom jeg tog den samme tur på samme tidspunkt hver dag, var jeg ofte omgivet af ansigter, som jeg aldrig havde set før.

Nu er der ikke længere noget, der kan køres på autopilot. Hver bevægelse kræver, at jeg tænker mig om. Og nu er det sært at skulle se et andet menneske i øjnene, som jeg ikke kender. 

På kontoret er det som at træde ind i en tidsmaskine. Alting ligger, som jeg forlod det.

Der stod jeg i marts i vinterfrakke og tænkte, om jeg havde fået alt med til de par uger, hvor vi skulle arbejde hjemmefra. Havde jeg glemt noget? Hvis jeg havde, så var det nok ikke vigtigt. Jeg var jo snart tilbage.

Mindst 157.000 amerikanere er døde, over 4 millioner er smittedeNew York City blev pandemiens epicenter. Da det var værst, døde over 1000 mennesker af corona på bare et døgn

Fire måneder efter står jeg her igen for første gang, med maske for ansigtet i 30 graders varme, og skal tage mig sammen til at køre i elevator med fremmede; fire ufatteligt tunge måneder, hvor USA blev det land i verden, hvor flest mennesker afgik ved døden af COVID-19.

Mindst 157.000 amerikanere er døde, over 4 millioner er smittedeNew York City blev pandemiens epicenter. Da det var værst, døde over 1000 mennesker af corona på bare et døgn. 

Men en varm sommerdag i juli skete det endelig: for første gang siden udbruddet i marts blev der registeret ingen døde af corona-relaterede årsager. Borgmester Bill de Blasio kaldte det en milepæl og “et eksempel på hvordan denne by kæmper tilbage og aldrig overgiver sig.” 

Kolleger og venner i mit netværk reagerede påfaldende forskelligt. Nogle skriver jublende på sociale medier, “New York, we did it.”

Efter flere måneder i vores skoæske-lejligheder, med daglige nyheder om overvældede byhospitaler, plejehjem, herberger, om massegrave, hospitalsskibe i havnen, og midlertidige hospitaler i byens grønne parker og store kongrescentre, føles det, som om vi endelig har fået hovedet oven vande. 

Nyheden cirkulerer og bliver delt vidt og bredt, men selve dialogen virker næret af en nervøs forsigtighed. Der er den igen, den nye forsigtighed.

Min ven Matt, som er manuskriptforfatter, og kendt for sine lange (og velformulerede) Facebook-opslag om alt fra kunst til politik, lægger linket til nyhedsartiklen op på Facebook – men har ukarakteristisk intet at sige om det:

Presented without comment.” Præsenteret uden kommentar. At han ikke har noget at sige om en nyhed af denne størrelse, er ikke sædvanligt.

Nyheden bliver ikke modtaget – i hvert fald i mit netværk – med en jublen, men med en hvisken. Nærmest som om at hvis man talte for meget og for højt, kunne man komme til at skræmme det væk

På den anden side er der jo heller ikke meget tilbage længere af vores liv, der føles sædvanligt. 

Nyheden bliver ikke modtaget – i hvert fald i mit netværk – med en jublen, men med en hvisken. Nærmest som om at hvis man talte for meget og for højt, kunne man komme til at skræmme det væk.

Når man tænker på, hvor vi var, virker det for godt til at være sandt. Det var det også: de officielle tal viser nu, at mindst 13 personer døde af corona den dag, hvor de lokale medier rapporterede om ingen døde. En new yorker er ukuelig, men ikke naiv. Forsigtigheden er den nye norm. Den var berettiget i dette tilfælde. 

Selvom milepælen stadig ligger ude i fremtiden, går det i det mindste i den rigtige retning. Vender man blikket mod resten af landet, er det en anden historie. Der er amerikanerne ikke ved at vinde kampen på samme måde som new yorkerne – de er ved at tabe den. 

Det er ikke længere én bestemt by eller område, der er ramt. Det er hele USA.

Fra døgn til døgn bliver den ene dystre rekord fulgt af den anden. Det gælder især den sydlige og vestlige del af USA: staterne langs det såkaldte ”Sun Belt” som Texas, Florida, Arizona og Californien, er nu blevet til de nye hot spots.

I New York City er der så småt ved at komme liv i byen igen. Men det er ikke længere den samme by. Den er corona-mærket, og vi er mærket med og af den

Omkring Miami, Phoenix og Los Angeles er der i gennemsnit 2,000 nye tilfælde om dagen. Florida registrerede for nylig hele 15,000 nye tilfælde i løbet af bare én dag. De lokale hospitaler og lighuse er igen overvældede – snart må man tage kølebiler i brug. 

Der er et opgør i gang, ikke kun mellem politikere og den lokale befolkning, men også mellem det konservative og liberale USA. Krisen er blevet til et politisk stridspunkt. Er påbud eksempelvis illiberale?

Er mundbind? 

Hvor lang tid tog det lige for en præsident at vise sig offentligt med maske på? 

Er coronavirus ægte eller opspind:

Det hele udspiller sig på en baggrund af de tragisk mange syge og døde. 

I New York City er der så småt ved at komme liv i byen igen. Men det er ikke længere den samme by. Den er corona-mærket, og vi er mærket med og af den.

Næsten alle museer er fortsat lukket. Madison Square Garden er lukket. Alle koncerter og sportsbegivenheder er aflyst. Lysene på Broadway bliver ikke tændt igen før 2021. Og bevæger man sig rundt omkring i byen, er det med alle mulige forbehold. 

Restauranter er åbne, men kun til at sidde udendørs. Som gæst skal man holde to meters afstand og have maske på, indtil man har sat sig til bords.

De nye regler har været en udfordring for de allerede pressede restauranter, der nu må bruge penge på at lave deres virksomheder ”covid-venlige” efter at have været lukket ned i flere måneder.

Det er muligt at få en tilladelse til at inddrage udendørs områder til servering, som del af byens Open Streets program. Men reglerne er strikse. Bryder man dem, får man en bøde, og det koster flere penge. 

New York
I den lokale coffeshop er der plexiglas imellem, når man betaler ved døren – indenfor kan man ikke være og man kan ikke betale kontant. Foto: Ida Victoria Biering.

Coronakrisen skabte en form for fællesskab på tværs af alle skel, og på tværs af isolationen. We are in this together. Hver aften i månedsvis åbnede vi vores vinduer kl 19 og jublede for hylde sundhedspersonalet ved fronten af coronakrisen.

Det var også en måde, hvorpå vi kunne samles og føle os forbundet midt i isolationen, som jeg tidligere har skrevet om i POV:

Fra pandemiens epicenter: New York overgiver sig aldrig

Men nu hvor vi igen kan bevæge os ud af vores hjem, er det anderledes. Fællesskabet i den fysiske verden har ændret sig.

Damen, der passerer mig, når jeg træder udenfor min hoveddør på vej ned til min taxa, har ingen maske på. Hun ser mig vente og giver mig et utålmodigt vink.

Jeg mærker et prik af raseri: de sidste måneder taget i betragtning, hvordan kan man så forsvare at gå udenfor uden maske eller at blive sur på andre, når de prøver at holde afstand?

Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg mærker et prik af raseri: de sidste måneder taget i betragtning, hvordan kan man så forsvare at gå udenfor uden maske eller at blive sur på andre, når de prøver at holde afstand? Det har jo intet med personen selv at gøre.

På den anden side, hvis jeg kom gående ned ad gaden, og nogen gik langt udenom mig, ville jeg så ikke instinktiv finde det ubehageligt? 

Samtidig har krisen har også understreget de allerede eksisterende uligheder i det amerikanske samfund: over hele landet ramte corona uforholdsmæssigt minoriteter hårdest. 

De fleste, der er døde i New York City, bor ikke i Manhattan. Det er de minoriteter, der bor i Bronx, Queens og Brooklyn. 27.2% af alle COVID-19 dødsfald i byen var sorte indbyggere, 28.7% var latinamerikanere. Bronx, Queens, og Brooklyn var de områder i staten New York, hvor dødsfald per 100,000 indbyggere var højst.

Den økonomiske og sociale ulighed har sjældent været tegnet skarpere: efter den sorte amerikaner George Floyd mistede livet under en voldsom politianholdelse i Minneapolis i maj, er vreden mod politivold, racisme og racediskrimination i USA eksploderet. Tusindvis af demonstranter i amerikanske byer er gået på gaden, selvom corona stadig rasede. Black Lives Matter-bevægelsen, der begyndte i 2013, sætter nu igennem alle vegne.

Der er næsten ikke en eneste samfundsgren – inklusiv min egen, teaterbranchen – der ikke har mærket effekten. 

I alle dele rives og flås der – i nogle byer helt bogstaveligt talt – i det fællesskab, som skulle være USA’s.

Nationens uofficielle motto er pluribus unum: ”ud af de mange, ét.”

Hvor blev det af?

Foto: Bibs Carlsen

De sidste fire år i Trumps Amerika, de sidste fire måneder i dyb sundhedskrise og de voldsomme opgør med den dybe ulighed mellem racer, tegner på den tristeste måde billedet af et andet land. Tilliden og følelsen af samhørighed er svær at finde.

Det kommer frem, når det virkelig gælder, men det almindelige fællesskab, hvordan vi forholder os til hinanden, er brudt ned. Og debatterne bliver ved. Vagtsomhed over for naboen, over for de andre, dem med anden hudfarve, immigranter, myndigheder – over for verden – er nu den nye normal.  

LÆS MERE FRA NEW YORK FRA IDA VICTORIA BIERING HER


Topbillede: Et nyt Manhattan. Foto: Bibs Carlsen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Ida Victoria Biering er uddannet Bachelor of Arts i engelsk litteratur og teater fra Barnard College, og Master of Fine Arts i teatervidenskab og manuskript formidling fra Columbia University. Hun har også tilbragt et år ved Durham University i England, hvor hun læste sociologi og antropologi. Fra 2015 - 2020 var hun redaktør på TCG Books, den største forelægger af teaterstykker og bøger om teater i USA. I dag er hun repetoiredramaturg og literary manager for teaterkompagniet Scandinavian American Theater Company i New York. Som freelance produktionsdramaturg og manuskript konsulent har hun igennem de sidste ti år samarbejdet med flere kendte teatre i New Yorks teaterdistrikt og filmindustri.

Seneste artikler om USA