CORONAKRISEN // REPORTAGE – “Der er ikke længere nogen del af vores liv, som ikke er mærket af coronakrisen. Den lille lejlighed er begyndt at føles som at leve i orkanens øje”. Dramaturg og manuskriptforfatter Ida Victoria Biering skriver fra et forvandlet Manhattan, der lige nu er både en spøgelsesby og den globale pandemis epicenter. Hun lever midt i det hele, og alligevel føler hun også et kæmpe “disconnect”. For hvordan står man sammen i New York, når alle helst skal blive hjemme? Grydelåg, fællessang og klapsalver er hjertevarmende, men kan ikke erstatte masker og sengepladser – eller trylle udmattelsen hos sundhedssektorens frontsoldater væk. “Vi er i en krigszone”, siger sygeplejerskerne – de ved ikke, hvor længe, de kan holde stand i krigen mod Covid-19.
NEW YORK – Hver aften kl. 19 starter det. Lyden er øredøvende, når borgerne i USA’s største by klapper i deres hænder og slår på grydelåg, potter og pander for at hylde aftenens krigere ved coronafronten: lægerne, sygeplejerskerne og de andre first responders, der arbejder på hospitaler, som er blevet forvandlet til dødens forgård.
Jeg kan se dem fra mit vindue i Upper West Side, hvor jeg bor.
Et efter et bliver vinduerne rundt omkring mig åbnet, mens flere og flere ansigter pipper ud af deres lejligheder. Der bliver klappet, hujet – og vinket. Et kort øjeblik er isolationen brudt
Nogle gange har jeg hørt Frank Sinatras ”New York, New York” blive spillet fra naboens altan “Come on, come through New York, New York”:
Probably the loudest cheering night so far. #newyorkstrong #NewYorkTough @NYTMetro pic.twitter.com/eKVvc7O45u
— Abe Rothstein (@RothsteinAbe) April 5, 2020
På Twitter deler new yorkere optagelser og videoer af det daglige ritual: ”I en by, hvor instinktet er at samle os, er jubelråbene en måde, hvorpå vi stadig kan føle os forbundet.” Også dette må vi klare.
Jeg kigger ud og ser en nabo til den anden side, med stegepande og grydeske. Et efter et bliver vinduerne rundt omkring mig åbnet, mens flere og flere ansigter pipper ud af deres lejligheder. Der bliver klappet, hujet – og vinket. Et kort øjeblik er isolationen brudt.
De udsatte: ældre, hjemløse og sundhedspersonalet
USA er det land i verden, hvor flest mennesker er afgået ved døden af Covid-19 og 8.627 af ofrene er fra min by, New York. I går døde 783 i løbet af 24 timer, de fleste alene og alle uden deres familie eller venner.
Værst er det for de ældre, 2.000 af virussens ofre boede på plejehjem i residents i ’ the New York region’. Og lige nu er en kæmpe krise undervejs for de mange shelters (herberger, red) for byens 79.000 hjemløse indbyggere. Der er allerede 2500 positive, mange af dem over 70, og de fleste er mænd. Nu rykker mange af dem ind i tomme hoteller, siger borgmester Bill de Blasio, efter at 20 hjemløse er døde i herbergerne.
Det er svært at fatte, hvad der foregår lige nu i den by, jeg flyttede til for 10 år siden for at påbegynde mine studier i USA
Og mens sundhedspersonalet kæmper, hvad der føles som en ulige kamp, protesterer sygeplejersker over, at de ikke kan beskytte sig selv mod at blive smittet. Her hjælper klapsalver ikke – der skal masker og andet udstyr til:
'If we're essential we deserve masks' – #NYC nurse tells vigil attendees pic.twitter.com/wgwPhjW6wX
— Ruptly (@Ruptly) April 11, 2020
Det sidste farvel til Uncle Dan skete via video
Det er svært at fatte, hvad der foregår lige nu i den by, jeg flyttede til for 10 år siden for at påbegynde mine teaterstudier i USA.
Alle er ramt. Keith, min amerikanske kærestes familie har netop mistet deres elskede Uncle Dan på 76 år, der boede sammen med sin familie i Quincy, Massachusetts.
Dan Dewey fik corona samtidig med sin hustru. Efter de begge fik det værre, blev de også indlagt samtidig. Hun kom hjem fra hospitalet – han gjorde ikke. Og hverken hans hustru eller datter måtte besøge Dan i hans sidste dage. I stedet sagde de deres sidste farvel i en video conference.
De var heldige, at de fik talt sammen. De fleste Covid-19 ofre dør alene.
Nu er Uncle Dan væk ligesom de 20.229 mennesker, der i skrivende stund er afgået ved døden efter at være blevet ramt af Covid-19 i USA
Dan var Vietnam-veteran og da der ikke kunne holdes en traditionel begravelse for ham, mødte nogle af de andre veteraner fra Quincy (MA) Veterans Council op med deres sækkepiber og spillede “Amazing Grace” på fortovet udenfor familiens hus – med 6 meter imellem sig:
https://twitter.com/kimberl69108739/status/1247286004563623936
Uncle Dans dødsannonce fortæller om en mand, der gav meget til sin familie og sit land. Nu er han væk ligesom de 20.229 mennesker, der i skrivende stund er afgået ved døden i USA efter at være blevet ramt af Covid-19.
NYC-kriser fra 9/11 og Superstorm Sandy til Covid-19
Ikke at New York har været uberørt af kriser i de år, jeg har boet her. I 2012 var jeg studerende på Barnard College, jeg havde fået nye venner og var så småt ved at vænne mig både til Manhattans bykort og den til tider nærmest uforståelige subway, da superstormen Sandy ramte New York.
Sandy blev opgraderet fra orkan til superstorm, blot få timer, før den ramte New York. Man var simpelthen ikke forberedt. Ligesom orkanen Katrina, der blæste New Orleans omkuld i 2005, var det de medfølgende oversvømmelser, der forårsagede mest skade. Dele af subway-systemet blev fuldstændig ødelagt. Strandene ude ved Far Rockaway, ved JFK-lufthavnen, blev skyllet væk. Mange, der boede ved kysterne eller på det sydlige Manhattan, mistede deres hjem, andre levede uden strøm eller vand i dagevis.
Selv fik jeg mere at vide om ødelæggelserne gennem nyhederne end med egne øjne. Fra mit kollegieværelse på Upper West Side lignede superstormen en ordentlig regnskylle. Der var ingen strømsvigt, og da jeg vågnede næste dag og læste om ødelæggelserne, var det svært at forstå, hvordan man kunne bo i samme by, men alligevel opleve en helt anden side af den samme katastrofe.
Allerede dengang sagde man: we are all in this together, men fra mit lille kollegieværelse med udsigt mod Down Town, hvor jeg lige kunne skimte den bygning, der er kendt som Freedom Tower, følte jeg egentlig det stik modsatte. Jeg havde både oplevet og ikke oplevet Sandy
’Manhattan’ er oversat fra Lenape-folkets ord, manahatta, og betyder ”byen med de mange høje.” Jeg boede netop på en af de høje, så det var logisk, at jeg og andre, der boede i den øvre del af Manhattan, ikke en gang fik fødderne i vand. Vi var heldige.
Allerede dengang sagde man: we are all in this together, men fra mit lille kollegieværelse med udsigt mod Down Town, hvor jeg lige kunne skimte den bygning, der er kendt som Freedom Tower, følte jeg egentlig det stik modsatte. Jeg havde både oplevet og ikke oplevet Sandy.
Og nu under Covid-19 pandemien, hvor jeg stadig bor på Upper West Side med fast arbejde i teaterbranchen og i en lejlighed sammen med Keith, står jeg som alle andre new yorkere, overfor en krise, der ikke overstået på én morgen som terrorangrebet 9/11 eller én nat som Superstorm Sandy.
En atypisk fjende sætter sammenholdet på prøve
Mareridtet varer ved. Der er for længst flere døde af coronavirus i USA end ved 9/11. Ground Zero er blevet verdens epicenter. Og igen føles det på en og samme tid uvirkeligt og meget voldsomt.
New Yorkers er ellers kendt for at være tough. Det skal man være, hvis man skal klare sig her. Det er til en vis grad en kliché, oppustet til en karikatur i utallige serier og film, men også med mange grader af sandhed. Det betyder noget at identificere sig selv som en indfødt. Man føler sig som medlem af en helt særlig klub og ud af den toughness, der er klubbens mærke, kommer der også en utrolig viljestyrke.
New Yorkere står sammen, når det virkelig gælder. Det gjorde de efter 9/11 og efter Sandy. Normalt går alle på gaderne for at hjælpe hinanden.
Livet er gået på mindre end halv mast. Restauranter og barer er lukket, Broadway har slukket lysene på The Great White Way. Koncerter og sportsbegivenheder i det ikoniske Madison Square Garden er aflyst eller udsat. Byen, der aldrig sover, er blevet til en spøgelsesby. Men sirenerne hører man igen og igen
Men når slaget skal slås mod coronavirus, dur den metode som bekendt ikke. Coronavirus er den atypiske, usynlige fjende, der ikke viser sig i én bestemt begivenhed med en begyndelse og en slutning.
Den bliver ved og ved. Den er svær at forholde sig til og sætter new yorkernes fælles instinkt til at samles under en krise på prøve.
Sygeplejersker, læger og andre hospitalsmedarbejdere udgør fronten i denne kamp. Vi andre må og skal blive hjemme, mens de sætter helbredet på spil – som den unge mandlige sygeplejerske Kious Kelly, der arbejdede på den overbelastede intensivafdeling på Mount Sinai Hospital, Madison Avenue i New York. Og som netop har mistet livet:
Det store disconnect
Som mange andre arbejder jeg nu selv hjemmefra. Mit spisebord i min lille lejlighed er min nye arbejdsplads. Hver morgen, før jeg læser mine arbejdsmails igennem, læser jeg de seneste nyheder.
Før i tiden var det det sædvanlige morgenritual, nu er det blevet en daglig kamp med mig selv: Som situationen forværres, kan jeg næsten ikke holde ud at læse mere, men på den anden side kan jeg heller ikke lade være.
Man behøver ikke engang rigtigt at søge mere: alle nyheder handler på en eller anden måde om coronavirus. Alle verdens øvrige problemer og genvordigheder er trængt i baggrunden. Var der ikke også noget med et præsidentvalg?
Forsiden på New York Times’ hjemmeside har de seneste opdateringer om situationen i New York. Den er min go-to kilde for viden om min egen by, også selvom jeg bor på Manhattan.
Nogle gange tænker jeg over, om jeg – hvis jeg lod være med at læse eller høre nyhederne eller undlod at benytte mig af internettet eller min smartphone med FaceTime – så ville kunne mærke styrken af og alvoren i det kaos, der udfolder sig udenfor min dør?
Svaret er: Nok ikke.
Mens jeg henter morgenkaffe, er der er hospital i Queens – en halv time fra, hvor jeg bor – der er så overvældet, at de må sætte flere mennesker op til samme respirator flere uger ad gangen. De har ikke nok udstyr og ikke nok senge. Fra den ene dag til den anden tredobles dødstallet
Det er tankevækkende. Der er noget, der ikke klikker, et disconnect. For den realitet jeg hører om, og den realitet, jeg lever i hver dag, kunne ikke være mere anderledes. Og alligevel befinder jeg mig midt i den.
Mens jeg henter morgenkaffe, er der er hospital i Queens – en halv time fra hvor jeg bor – der er så overvældet, at de må sætte flere mennesker op til samme respirator flere uger ad gangen. De har ikke nok udstyr og ikke nok senge. Fra den ene dag til den anden tredobles dødstallet.
Billederne af kølebiler med døde og umærkede kister på Hart Island virker som noget fra en film. Og for en gangs skyld er det ikke en overdrivelse.
Amerikanske dommedagsfilm bruger ofte New York City som byen, der er symbolet på selve menneskeheden i krise: The Day After Tomorrow, Deep Impact, Vanilla Sky.
Men nu spejler virkeligheden sig i fiktionen. Folk er syge, døende, i karantæne eller selv-isolering.
Livet er gået på mindre end halv mast. Restauranter og barer er lukket, Broadway har slukket lysene på The Great White Way. Koncerter og sportsbegivenheder i det ikoniske Madison Square Garden er aflyst eller udsat.
Lukket er MOMA og The Met, ingen kan se New York City Ballet eller lytte til The New York Philharmonic, i hvert fald på fysisk samme sted. De sædvanligvis overfyldte gader er tomme. Byen, der aldrig sover, er blevet til en spøgelsesby. Men sirenerne hører man igen og igen:
Arbejdsløshedstal fra 3,5 til 13 % på 2 uger
Det er en krise med mange ofre. Ikke blot dem, der bliver syge. Men også dem, som må se deres livsgrundlag forsvinde.
På bare to uger er der forsvundet over ti millioner jobs fra det amerikanske arbejdsmarked, oplyser Department of Labor. Arbejdsløsheden er nu steget fra 3,5% før krisen til næsten 13%. Det er især gået hårdt ud over New Yorks mangfoldige serviceindustri.
To tredjedele af New Yorks befolkning er lejere, dvs. omkring 5.4 millioner indbyggere, hvor rigtig mange nu spørger: Hvordan skal vi kunne købe mad og betale husleje, når vi ikke har mulighed for at arbejde? Regeringens støtteprogrammer rækker ikke langt for den almindelige lønmodtager i det her land.
På YouTube har musikere fra The New York Philharmonic hver fra deres hjem på fantastisk vis fået stykket Ravels Bolero sammen som en hyldest til sundhedssektorens helte
Vi er kollektivt flyttet over i et virtuelt rum. Det gælder også mange teatre og kulturelle institutioner. TV-serier og uafhængige teater-folk finder vej til ”live table reads” via Zoom eller FaceTime, der bliver lagt ud på YouTube og Instagram.
Musikere optræder med akustiske koncerter fra deres hjemmestudier under hashtagget #TogetherAtHome eller #HomeFest:
https://www.instagram.com/p/B920EARl9XS/
På YouTube har musikere fra The New York Philharmonic hver fra deres hjem på fantastisk vis fået stykket Ravels Bolero sammen som en hyldest til sundhedssektorens helte:
Tre af mine studiekammerater fra teatervidenskab på Columbia har startet et initiativ på Instagram under navnet ”Theater Without Theaters”, hvor de uploader interviews med lokale skuespillere, instruktører og forfattere, med særligt fokus på de 31 stykker og musicals, der er blevet aflyst, og de millioner af penge og jobs, som er gået tabt, da Broadway og teaterdistriktet lukkede ned.
Blot tre dage efter de lancerede, var de nået op på 5,000 følgere og resten af branchen er nu fulgt efter. Men selv om man stadig kan optræde, er indtægten for enormt mange i denne by af teater og musik væk.
“Hvordan skal jeg betale husleje”?
Og offentlig hjælp er ikke lige sådan at få trods præsidentens forsikringer om det modsatte.
“Jeg har ringet i tre dage til arbejdsløshedskontoret uden at komme igennem. Hver gang venter jeg op til flere timer,” fortæller min gamle universitetsveninde, Alexandra. ”Jeg kom endelig igennem, men fordi for mange ringede på samme tidspunkt, blev der bare lagt på igen,” beretter min kærestes bedste ven, Nick.
”Jeg kom igennem med det samme, men der er gået to uger, og jeg har stadig ikke fået nogen penge,” siger Matt, min tredje ven. ”Så hvordan jeg betaler husleje, ved jeg ikke.”
Og selvom mange gerne går online i USA, er det ikke sådan at flytte alt over i cyber-universet. Det er næsten umuligt at bestille varer fra supermarkederne på nettet, lige meget om man benytter Freshdirect, Instacart, eller Amazon Fresh, i partnerskab med Whole Foods Market.
Vores lokale Whole Foods på Columbus Avenue holder åbent i kortere tid for at beskytte ansatte. Med to meters afstand mellem hver kunde snor en kø sig rundt om boligblokken, mens man venter på sin tur. I denne uge ventede jeg selv iført hjemmelavet maske og handsker i 45 minutter for at komme ind
Efterspørgslen er enorm af indlysende grunde. Devisen for at stoppe virussens dødsmarch består som bekendt i at holde sig indendørs, ikke i at tage en tur i supermarkedet, selvom man gerne må gå ud for at købe mad.
Vores lokale Whole Foods på Columbus Avenue holder åbent i kortere tid for at beskytte de ansatte. Med to meters afstand mellem hver kunde snor en kø sig rundt om boligblokken, mens man venter på sin tur. I denne uge ventede jeg selv iført hjemmelavet maske og handsker i 45 minutter for at komme ind.
Jeg forstår den bekymrede studerende, der har opfundet en særlig app, som oplyser om et nyt betalingsvindue. “Jeg var bekymret for mine forældre”, fortæller Adrian Hertel om initiativet. “De er begge ældre, med svækket immunforsvar. De havde ikke fået friske varer i dagevis.”
Vi lever i en krigszone – men vi kan intet gøre
Der er ikke længere nogen del af vores liv, der ikke er mærket af coronakrisen. Den lille lejlighed er begyndt at føles som at leve i orkanens øje.
For nok er her stille og roligt – min kæreste og jeg nyder (stadigvæk) hinandens selskab, og som alle andre, der er indendørs på tredje uge, laver vi mad, spiller spil og ser Netflix, mens vi tjekker, hvordan venner og familie har det, så vi ikke sidder fast i nyhedsstrømmen hele tiden.
Men bekymringen vokser sig påtrængende og beretningerne om lidelserne gør indtryk, uanset om man selv er sund og rask. Det mentale pres vokser under isolation og under påvirkning af de prøvelser, som dem i epidemiens første række skal igennem.
Udenfor findes epicenteret for den største sundhedskrise i både verden og USA i årtier. Men vi kan ikke gøre noget. I hvert fald ikke noget, der kræver, at vi forlader vores hjem. I stedet åbner vi vinduet hver aften kl. 19. Og håber, at kurven snart vender
“Vi er i en krigszone”, siger sygeplejerskerne. De ved ikke, hvor længe, de kan holde i den krig:
”Jeg forestiller mig, at det må føles sådan at sidde i en ubåd, eller et rumskib,” siger min kæreste over eftermiddagsteen. ”Man ved, at der foregår en masse ting lige udenfor, men man sidder herinde, isoleret.”
Udenfor findes epicenteret for den største sundhedskrise i både verden og USA i årtier. Det er stærkt opmuntrende, at 82.000 mennesker nu har meldt sig frivilligt som en del af staten New Yorks reserve force of medical workers. Men de fleste af os kan ikke gøre noget.
I hvert fald ikke noget, som kræver, at vi forlader vores hjem. I stedet åbner vi vinduet hver aften kl. 19. Og håber, at kurven snart vender.
LÆS MERE I POV OM CORONAKRISEN HER
Topillustration: New York, CalvaryCemeteryQueens, 29 juni 2006. Foto: Wikipedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
