POLITIK // ANALYSE – Der skete noget vigtigt på stengangen i Finansministeriet. Samtidig har Mette Frederiksens midterregering skiftet stil i sin arbejdsform – næsten uden at medierne har opdaget det.
Begge dele tilsammen er lovende for regeringen på trods af de historisk lave meningsmålinger.
Først skal vi til stengangen. Her stod finansminister Nicolai Wammen omgivet af hele syv partier og præsenterede finansloven for i år, flere måneder forsinket pga. valget og regeringsskabelsen.
Det er lykkedes den ferme finansminister sammen med Venstre-vikaren, fungerende økonomiminister Stephanie Lose, at skabe den bredeste samling i mange år og splitte både blå og rød blok, og det endda for et meget lille beløb.
Det er en mere Løkkesk tilgang til samarbejdet end Frederiksensk. Løkke er meget mere spontan i sin regeringsledelse, hvor Frederiksen tænker langsigtet
SF, LA, DF og De Radikale skriver under. Mens Enhedslisten, Alternativet, Konservative og Danmarksdemokraterne takker nej.
Normalt har Finansloven nogle milliarder at gøre godt med til at forhandle nye initiativer på plads for. Denne gang var beløbet uhørt lavt: 200 mio., forøget til 350 mio.
For disse småpenge fik Wammen fire røde og blå partier til at skrive under på finansloven.
SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale indgik finanslovsaftale med regeringen trods meget beskedne beløb at forhandle om. Der var hjælp til tvillingeforældre på foranledning af SF og Dansk Folkeparti, lidt skattelettelser til unge og aktiesparere til glæde for Liberal Alliance, en taskforce for unge højtbegavede til ære for Martin Lidegaard og mere i samme stil, hvor symbolværdien er langt vigtigere end den økonomiske belastning for statskassen.
Wammen nu klar nummer to
For regeringen er finansloven en manifestation af, at man er i stand til at manøvrere smidigt i det nye folketing. I tre år indgik den tidligere S-regering kun aftaler om finansloven med sine støttepartier i rød blok. Nu står syv røde og blå partier bag finansloven – 132 mandater.
Tidligere har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og den populære undervisningsminister Mattias Tesfaye været vurderet som kronprinser i Socialdemokratiet. Men Nicolai Wammen fremstår nu som en klar nummer to.
“Han tilbød os alle at lave ting for 50 mio. Det er godt klaret, at han kan lave aftaler for så lidt,” siger Inger Støjberg (DD) til Jyllands-Postens podcast Under gulvtæppet.
Politisk kommentator Bent Winther skriver i Berlingske:
“Med sin fortid som borgmester i Aarhus og de traditioner om det brede kommunale samarbejde, som knytter sig til den post, bliver Nicolai Wammen i stadig højere grad selve billedet på SVM-regeringen. Også mere end hans partiformand, statsminister Mette Frederiksen (S).
Wammen er i dag Socialdemokratiets ubestridte nummer to og vil relativt smertefrit kunne flytte ind i Statsministeriet, hvis det skulle blive aktuelt i den nærmeste fremtid.”
Den omklamrende hånd fra Statsministeriet oplever vi ikke
Anonym regeringskilde til Børsen
Mette Frederiksen har skabt en flertalsregering hen over midten, og det er i sig selv historisk.
Men hun har også skabt andre forandringer, som er gået mere under radaren.
Før Mette Frederiksen blev statsminister, havde hun en stabschef ved navn Martin Rossen. Han havde langsigtede planer for partiet, som hang på en opslagstavle på hans kontor. Efter at han stoppede, fortsatte Socialdemokratiet hans planer, og da Mette Frederiksen dannede sin første et-parti-regering, lagde hun planer for hele regeringsperioden, som blev topstyret med hård hånd.
I den nye SVM-regering har Mette Frederiksen etableret en ny form for internt samarbejde, skriver Børsen. Der er meget mindre topstyring, og Statsministeriet blander sig meget mindre end under S-regeringen.
“S-regeringen var overstyret, men SVM-regeringen har i den første tid været understyret,” siger en anonym regeringskilde til Børsen.
“Den omklamrende hånd fra Statsministeriet oplever vi ikke,” siger en anden.
Det er en mere Løkkesk tilgang til samarbejdet end Frederiksensk. Løkke er meget mere spontan i sin regeringsledelse, hvor Frederiksen tænker langsigtet.
Kritikken af Mette Frederiksen for at være magtfuldkommen må derfor forventes at aftage.
Begge blokke skal genopfinde sig selv for at blive regeringsduelige
Målingerne er et mareridt for regeringen. Hverken Socialdemokratiets eller Venstres vælgere har forstået meningen med midterregeringen, og desuden har fjernelsen af store bededag skabt en meget voldsom uvilje, som man ikke havde forventet i regeringen.
I den nyeste måling fra Epinion på DR mister Socialdemokratiet 12 mandater i forhold til valget, Venstre mister syv og Moderaterne fire.
Resultatet er værst for Venstre, hvis formand, Jakob Ellemann-Jensen, er gået ned med stress, og partiledelsen har sendt vikarerne, fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen og fungerende økonomiminister Stephanie Lose, rundt i landet for at forklare begrundelserne.
I en meningsmåling fra Voxmeter 6. marts gik Socialdemokratiet så meget tilbage, at instituttets analysedirektør, Anna Midtgaard Christensen, ikke erindrer at have set noget lignende.
I målingen stod S til at få 18,6 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Det var en tilbagegang på 8,9 procentpoint sammenlignet med valgresultatet 1. november, og det svarer til, at Socialdemokratiet går 17 mandater tilbage fra 50 til 33.
Ugen efter var tabet 12 mandater, men det har også skabt panderynker i Socialdemokratiet, hvor man lægger op til at undlade at fjerne seniorpensionen.
Valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen siger til Berlingske:
“Det er vildt, hvor meget regeringen har sat over styr på så kort tid. Jeg tror ikke, jeg kan finde noget eksempel i historien på, at en regering er gået så meget tilbage så hurtigt som den her regering.”
Man skal tilbage til perioden efter valget i 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen svigtede sit løfte om efterløn, for at finde et lignende dyk i meningsmålingerne kort efter et valg.
Alligevel kan Socialdemokratiet se frem mod næste valg med en vis fortrøstning. Finanslovsforliget viser, hvordan det er lykkedes regeringen at splitte både den blå og den røde opposition. Især blå blok er alvorligt splittet.
“Finansminister Nicolai Wammens finanslov blev som politisk signal en understregning af, at der ikke findes én opposition, men en række fraktioner, som samarbejder og bekæmper hinanden på kryds og tværs. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har svært ved at være i stue sammen, Radikale samarbejder med partier i blå blok, SF gør det samme på området videregående uddannelser. Her er folkesocialister, Konservative og Liberal Alliance gået sammen om at få en mindre omfattende beskæring af kandidatuddannelser, end regeringen ønsker. Blokkene er brudt op,” skriver Weekendavisen.
Meget tyder på, at begrebet midterregering er kommet for at blive, og at både rød og blå blok skal genopfinde sig selv for at blive regeringsduelige.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
