KATTE & KATTEMENNESKER // ESSAY – Mikkel Stolt har svært ved at forklare, hvordan han er blevet kattemenneske. Efter vi i første del af essayet fik historien om, hvordan katten Mackenzie kom ind i hans og hustruens liv og revolutionerede dagligdagen, er det nu Lillefix, Mackenzies efterfølger, som spinder dagsordenen og leder den håbløst fortabte skribent til at agere på måder, han aldrig havde drømt om.
Man skal passe på med, hvad man siger. Når jeg tidligere har skrevet, at det at få en hund i huset blev over mit og katten Mackenzies lig, så kom jeg til at fortryde det ganske betydeligt. Da Mackenzies mystiske sygdomsforløb ikke havde nogen udsigt til forbedring, tværtimod, måtte vi ty til den ultimative løsning, som dårligt kan kaldes dét: en løsning. Det er noget andet og meget mere frygteligt.
Jeg vil ikke udpensle detaljerne her, for det kan hverken jeg eller I tåle, men i ugerne efter hørte vi ofte hendes klikkende fantomskridt på linoleumsgulvet eller så hendes spøgelsesskygge ud af øjenkrogen i vinterskumringen. Det kærlige væsen gav sig nærmest til kende fra en anden dimension, og vi længtes med sorg efter hende – ikke bare hver dag, men hver time. Og vi græd – ikke hver time, men hver dag. Noget som mit før-kattelivs-jeg ville have anset som både højst usandsynligt hvis ikke direkte følelsesfanatisk.
Især når jeg sad ved klaveret og spillede, kunne jeg ikke lade være med at snøfte lidt, for Mackenzie lod på en eller anden måde til at sætte pris på mit spil. Men sangen ”Picture in a Frame” af Tom Waits kunne jeg hverken spille eller høre i tiden efter hendes bortgang, hvilket var særligt uheldigt, da jeg skulle lære den, så den kunne indgå i mit Tom Waits-foredrag, som der var booket et par stykker af på det tidspunkt.
Aldrig mere kat?
Dyrlægen havde allerede kig på en hvalp fra en bestemt tæve hos en bestemt opdrætter, men der var jo lang ventetid, og imens var der bare så tomt hos os. Og så kunne hun ikke mere, dyrlægen. Jeg var selv efter nogle uger kommet nogenlunde overens med, at Mackenzie ville forblive katten i mit liv (hun var trods alt min muse og den direkte inspiration til en hel roman og adskillige filmscener), og jeg var sådan set også indstillet på, at en hund kunne blive en ny oplevelse. Bevares, hunde har måske ikke samme værdighed som katte og kan, så vidt jeg har oplevet det, også virke ganske needy.
Men jeg købte præmissen om, at en hund ved man altid, hvor man har, hvorimod katte – ja, det er en del af charmen ved dem, at de er så selvstændige, men det er også hårdt for ens nerver. Når Mackenzie havde været væk i kortere eller længere tid, gik jeg altid og var bekymret – især hvis hun og jeg var alene hjemme i flere dage, og hun ikke rigtigt gav lyd for sig i timevis. Men bortset fra en enkelt gang, hvor hun viste sig at være lukket inde i naboens anneks, så kom hun jo altid tilbage, men ikke desto mindre kunne jeg godt undvære de ubehagelige udsving i min sindstilstand. Den slags kan jeg sagtens klare at fremmane på egen hånd.
Reboundkatten
Dyrlægen syntes altså, at der var alt for lang tid til, at vi ville kunne få en hvalp, så i hemmelighed kiggede hun på forskellige internaters hjemmesider, hvor de havde katte, der savnede et kærligt hjem. Hun fandt frem til en rødstribet hun på ca. fire måneder, der så mægtig sød ud. Og det var vigtigt for hende, at den ikke lignede Mackenzie, for de to havde virkelig haft et tæt og helt specielt forhold.
Jeg tænkte, at hun nok havde ret: At vi havde brug for noget til at fylde tomrummet, og selvom jeg havde foreslået rødvin som erstatning, så var beslutningen taget. Eller rettere, det blev den, da vi sidste efterår tilfældigvis var en tur i Kerteminde. Sagen var nemlig, at den lille, røde kat af internatet var blevet navngivet Amanda-Sascha (ja, internatet lå i Brøndby), og Amanda er jo netop fra Kerteminde. ”Min Amanda var fra Kerteminde,” lyder sangen, og var katten ikke dérfra, så var det alligevel et tegn, syntes vi.
Så da vi kom hjem til Hornsherred igen, tog dyrlægen dagen efter til Brøndby og hentede en nysteriliseret og vaccineret lille kat. Vi havde afhændet alt katteudstyr ved aflivningen af Mackenzie, så hun måtte stoppe på vejen og købe kattebakke og kattegrus og legetøj, og hvad ved jeg, og så var vi pludselig tre i husholdningen igen.
Hun var noget sky, men meget yndig og kær, og ja, man falder lige i igen og bliver knyttet til det lille dyr. Men et navn skulle hun jo have, for Amanda-Sascha kunne ikke komme på tale. Via Kerteminde kom vi straks til at tænke på Asterix-karakteren Minamandavarfrakertemix, og derfra var det bare at tænke, hvem der er den yndigste i de tegneseriealbum. Det er uden tvivl den let orange-hårede, unge kvinde Lillefix, og derfor kom vores nye kat til at hedde netop dét.
Vor lille glade ven – og inspiration
Hun tøede forholdsvis hurtigt op og blev mere og mere legesyg og kælen, men hun havde selvfølgelig et andet temperament end den forrige. Jeg fik den nye oplevelse at bo sammen med en killing, som der var umådelig fart på, og som var virkelig skæg, og til en vis grad udfyldte hun savnet efter forgængeren. Ligesom denne blev Lillefix straks en inspirationskilde, men det var en helt anden og uventet genre, hun fremelskede, nemlig børnerim, som jeg aldrig rigtigt ellers har beskæftiget mig meget med – og nok også skal holde mig fra, som man kan se her:
Luskefisen Lillefix
Er ikke altid lusket
Om dagen er hun en raket
Når vi har maden husket
Så derfor hedder Lillefix
Da også tit RaKatten
Og Vildefix og Lillefis
Men Luskefis om natten
Vi holdt hende inde julen og vinteren over, for hun skulle lige vokse sig stor nok til at kunne være udekat. For eventuelle græmmelser og byttedyrs-tragedier desuagtet, så er et udendørs katteliv det, vi ønsker for vores ’børn’. Det er så fascinerende at se dem være et rigtigt dyr, når de bevæger sig rundt i terrænet. At se hvordan muskler, ører, øjne, næse og nervetrådene i knurhårene hele tiden (altså når katten ikke lige sover) er på arbejde med at registrere omgivelserne. Det kan jeg kigge længe på.
Og man mærker den der kærlighed både til og fra det lille dyr – selvom man inderst inde aner, at en kats kærlighed kun er til låns. Men det fortrænger man naturligvis, fordi man er et godtroende fæ.
Snorlige opdragelse
I løbet af foråret begyndte dyrlægen at træne lidt med hende ude i haven med en snor. Lillefix ville både gerne ud OG ind igen. Til sidst hen ad påskeferien åbnede vi kattelemmen på ny, og den lærte hun hurtigt at bruge. Tjep-tjuhej, ind og ud, og der var alligevel rarest indenfor, hvor madskålen stod, og hvor der vankede kyllingepølse, når man kom, når de voksne kaldte.
Som tiden gik, blev Lillefix modigere og modigere, og det var jo bare herligt. Hun var stadig skæppeskæg, og hun blev også sødere og sødere. Altså forstået på den måde, at hun så ud til at kunne lide mig og dyrlægen rigtigt meget. Da vejret også var til, at hun og jeg opholdt os i haven, var Lillefix næsten altid i nærheden af os, og natten tilbragte hun altid indenfor. På den anden side virkede hun også frygtløs, og det lod overhovedet ikke til at genere hende, at det pissede ned eller ligefrem tordnede.
Men så en uge i foråret er dyrlægen på arbejdsrejse, så jeg og Lillefix er derfor alene hjemme i flere dage. Og hvad sker der? Den første nat kommer hun for første gang først ind ved 02.30-tiden, og jeg havde selvfølgelig nået at blive nervøs. Men hun kom og lå på dyrlægens dyne, og så kunne jeg sove igen. Hele næste dag er hun hos mig med små svinkeærinder, klokken 16 ser jeg hende på havegangen, og alt er godt.
Lillefix tester mine nerver
Men om aftenen kommer hun ikke ind, og hun kommer ikke ind hele natten. Jeg er søvnløs og meget nervøs, og jeg ved i hvert fald én ting: Jeg kan ikke byde dyrlægen, at hun skal komme hjem til en forsvunden kat. Husk på, at Lillefix altid er inde om natten og så godt som altid har holdt sig lige i nærheden (steriliserede hunkatte har normalt ikke et ret stort revir) og så godt som altid er kommet, når vi kaldte. Jeg går om morgenen rundt og kalder og kalder, sender efterlysninger ud på Facebook, hænger sågar sedler op på lygtepæle i landsbyen, men ingen har set hende.
Hele dagen går, uden at jeg kan foretage mig andet end at lede og kigge i udhuse, for jeg skal hente dyrlægen i lufthavnen næste dag. Sangen ”Hvor er du nu, min lille glade ven?” med Raquel Rastenni dukker op i mit hoved, og det hjælper ikke på humøret. Naboen hjælper med at lede, og en anden ringer og fortæller, at han har set en rødstribet kat i sin have. Jeg undersøger stedet, men opdager, at der i huset ved siden af vedkommende bor en anden rød kat, en stor han, så sporet er stadig koldt. Vores naboer inviterer mig på et glas vin til nerverne, og det dulmer lidt.
Ud og hjem og ud igen
Klokken 23.45 beslutter jeg at gå ud en sidste gang med en lygte, og jeg er dårligt kommet ud, før jeg ser hende i vinduet til naboens store kælderrum, som vi har tjekket snesevis af gange hele dagen og natten. Det er helt uforståeligt, men hun sidder der og ligner en, der siger: ”Øh, nu vil jeg egentlig gerne ud.”
Jeg åbner døren og tager hende op, mens hun udstøder et lille fornærmet miav, og jeg mærker et åg blive løftet fra mine skuldre, og derefter nogle blide små kløer samme sted. Jeg er Lillefix’ helt hele natten og næste dag, indtil jeg skal til lufthavnen. Jeg fortæller først dyrlægen historien, da vi kommer hjem, og jeg har sikret mig, at katten stadig er der.
Så går der igen nogle helt normale uger, men Lillefix er ikke færdig med at teste os. En tirsdag nat kommer hun ikke hjem, og selv om vi kalder og kalder, så er der ingen respons. Jeg magter det ikke igen, tænker jeg, og selvom dyrlægen også som barn og ung har prøvet, at hendes katte forsvandt sporløst, så er det ikke noget, man vænner sig til. Er katten lukket inde et sted igen? Er hun blevet trafikdræbt? Eller er hun påkørt, blevet skadet og er kravlet ind i noget buskads for at dø i fred?
Ja, det er ikke sjove ting, man tænker på, og jeg får ikke point hos dyrlægen for at minde hende om den der Raquel Rastenni-sang. Men hvor fanden er du, Lillefix?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
