TEATER // ANMELDELSE – Bellevue Teatret har sine papirer i orden som musicalteater. Det var for eksempel her Atlantis i sin tid havde premiere, før den blev opført på Østre Gasværk. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at trioen Aagaard, Høg og Svanekier nu får deres anden musical-versionering af Ken Follett, Den evige ild – opført her frem for på Østre Gasværk, hvor de tog hul på Follett med Jordens søjler – viser, at de har fået bedre styr på det episke materiale.
Ken Follett skriver vist af princip murstensromaner. Hans beretninger om beboerne i det fiktive Kingsbridge belyser dramatiske perioder i engelsk historie og dækker som regel hele livsforløb fra tidlig barndom til alderdom for bøgernes hovedpersoner.
Lidt (baggrunds) historie for Den evige ild
Det gælder også Den evige ild, der spænder fra før Elizabeth I’s tronbestigelse i 1558 til efter Marie Stuarts henrettelse i 1587.
I den periode bliver hovedpersonerne selvfølgelig ældre, og deres børn kan nå at blive voksne.
Derfor skurrer det noget, når Ned Willards elskede Margery kan gå rundt med et spædbarn på armen i en periode, der strækker sig over – mindst – 15 år.
Okay – jeg måtte også lige tjekke kronologien med et par opslag. Men selv øjne, der ikke er historiekyndige, lægger mærke til det.
Dramaets logik – og mulighederne på en trods alt begrænset scene – stiller andre krav til det episke tilsnit i Folletts romaner.
Set fra en moderne dansk horisont er England og Frankrig to meget forskellige lande, men en pointe i alle Folletts Kingsbridge-romaner er, at de to lande kulturelt og politisk har været stærkt sammenflettede
Og her slipper Den evige ild bedre afsted med at fastholde den centrale kærlighedshistorie end Jordens søjler.
For samtidig at holde styr på den historiske udvikling og hjælpe publikum, der ikke har deres europæiske politiske historie helt præsent, træder Ned Willard nogle gange ud af rollen og fungerer som fortæller.
Tak for det.
Reformation og romantik
For de fleste er det sikkert ukendt, at Frankrig var lige så splittet mellem protestanter og katolikker som England.
Udfaldet blev bare et andet. Set fra en moderne dansk horisont er det to meget forskellige lande, men en pointe i alle Folletts Kingsbridge-romaner er, at de to lande kulturelt og politisk har været stærkt sammenflettede.
Mens Elizabeth I prøvede at forlige protestanter og katolikker, fiskede Caterina de Medici i rørte vande for at sikre sin slægt kongemagten i Frankrig og forårsagede sammen med Guise-familien nedslagtningen af tusindvis af protestanter i Paris under ”Bartholomæusnatten” i 1572.
Med i begge landes spil var den unge Marie Stuart, der først var gift med den franske konge og siden som enke forsøgte at regere selvstændigt som skotsk dronning.
I modsætning til Schillers drama om Maria Stuart og også den aktuelle film om Maria Stuart – dronning af Skotland (premiere 13. marts) bøjer Den evige ild sig i øvrigt ikke for den ”dramatiske sandhed”, at de to dronninger (halvkusiner og rivaler) selvfølgelig må mødes, men holder sig til kildernes sandhed, at Marie Stuart og Elizabeth aldrig mødtes ansigt til ansigt.
Lad musikken begynde
Midt i dette historiske drama udspiller helten Ned Willards romantiske drama sig – splittet mellem ungdomskæresten Margery, der bliver gift med en anden og i øvrigt er katolik, og Sylvie, der er huguenot, altså protestant.
Der er i mindre grad brug for ”stjerner” til at spille et spøgelse i operaen eller lignende hovedrolle
Og lad så musikken begynde: Også her lykkes Den evige ild. Den præsenterer smukke melodier og tilbagevendende temaer i Andrew Lloyd-Webber-traditionen.
Alle synger fremragende og dramatisk, selv om der mangler et decideret hit – en sang, som man nynner på vej ud af teatret og vil lytte til på Spotify senere, om man vil.
Ensemble frem for stjerner
Hvor Den evige ild rammer rent er imidlertid i castet. Historiens mylder af figurer kræver, at alle spiller flere roller – eller i det mindste fylder i ensemblet, når andre har hovedrollen.
Der er i mindre grad brug for ”stjerner” til at spille et spøgelse i operaen eller lignende hovedrolle.
Silke Biranell, Xenia Lach Nielsen, Monica Isa Andersen og Camille-Cathrine Rommedahl forsvinder ind i deres roller som (især) Margery, Elizabeth I, Mary Stuart og Sylvie Palot, Neds anden kærlighed. Christian Collenburg er den typiske Follett-helt Ned Willard, der er splittet i kærligheden og foretager en social opstigning – med den pris, det har.
Salen er mindre, der er mindre plads at gøre godt med på scenen, men den udnyttes simpelthen optimalt
De øvrige mænd er først og fremmest skurke. Karsten Jansdorf spiller ganske vist begge sider medaljen som den gennemført usympatiske Lord Swithin, og den elskelige bogtrykker Giles Palot. Søren Bech-Madsen er magtmennesket Kardinal de Guise, mens Kasper Dalsgaard er den gennemførte opportunist Pierre Aumande.
Stor scenografi
Det fungerer fint med tre spillemænd på scenen (med historiske instrumenter), ligesom Bellevue Teatret med drejescene og bevægelige sætstykker hele tiden ændrer karakter, så vi både kan befinde os blandt uldgrossister i Kingsbridge, på slotte i London og Paris, i fangekældre, på markedspladser og ombord på skibe midt i Den engelske Kanal.
Også her falder sammenligningen med scenografien på Østre Gasværk ud til Bellevue Teatrets fordel. Salen er mindre, der er mindre plads at gøre godt med på scenen, men den udnyttes simpelthen optimalt.
Det er stadig muligt at blive væk i de politiske intriger og visse handlingstråde bliver kappet utilfredsstillende, fordi der er alt for meget, der skal presses ind på for kort tid – selv om Den evige ild med sine tre timers længde hører til de lange musicals.
Men dampen holdes oppe, og selv uden det der hit er Den evige ild vellykket som en original dansk musical, så som god underholdning inden for sin genre får den fem stjerner.
Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler, bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.
Fotos: Robin Skjoldborg/Bellevue Teatret
Den evige ild spiller på Bellevue Teatret til 31. marts (måske længere)
Medvirkende: Silke Biranell, Xenia Lach-Mielsen, Pernille Petersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille.Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansdorf, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech.Madsen, Daniel Hansen, Victoria Elvirose Rishøj – kapellet: Olof Ander, Diotte Fromseier, Dan Selchau.
Instruktion: Mads M. Nielsen
Scenografi: Benjamin La Cour
Dramatisering og musik: Lasse Aagaard
Dramatisering og tekst: Thomas Høg, Sune Svanekier
Romanforlæg: Ken Follett
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
