LYDTEATER // ANMELDELSE – Engang kunne det samle familien, når kendte skuespillere lagde stemme til dramaer opført i radioen. Siden har vi fået så meget at vælge imellem, men med opblomstringen af podcasts om hvad som helst, er der også opstået en niche for ”lydteater” som krimidramaet Containerkoden og musicalen Syng for mig. Potentialet for eksperimenter er bestemt til stede, skriver Steen Blendstrup.
One-two, one-two … one-two-three-four. Dette er en lydprøve. Syng for mig er en håndfuld gode popsange, men virker også som en test – i hvert fald i forhold til musical-begrebet. Som Musical Reading Festival på årets CPH Stage var det. Derimod lyder det lidt som en genopfindelse af den dybe tallerken, at krimidramaet Containerkoden lanceres som ”film for ørerne”, når vi har ordet hørespil eller simpelthen radioteater.
Med det korte format – en lille time inklusive handlingsbærende dialoger og indre monologer – kunne man også tænke konceptalbum
Altså bortset fra, at det ikke foregår i radioen, men derimod på en valgfri platform og med diverse apps. Som mængden af podcasts viser, så er det teknologisk let at komme i gang. Udfordringen for dramaet – med eller uden musik – er, at det skal være skrevet, så vi i vores fantasi ”ser”, hvad der sker. Det skal vel at mærke gøres sådan, at det ikke virker (alt for) kunstigt.
Testversion eller nyt format
Beviser Syng for mig, at Kristoffer Rahbek og Maj Rørbæk Damgaard skal have chancen som musicalskabere på scenen i stort format? Eller har de opfundet et nyt?
Musicalgenren er faktisk ret bred. Fra de gennemkomponerede operalignende musicals som the Phantom of the Opera til jukebox-musicals, der bygger historien op omkring et udpluk af populærmusik, som i øvrigt ikke har noget til fælles.
Nok indgår Kristoffer Rahbeks nykomponerede sange i handlingen, men de fremstår også som selvstændige popmelodier. Nogle vrede, nogle desperate og smertefulde, nogle glade. Det er ikke så svært at fornemme, at sangene også er skrevet som hans egen sorgbearbejdning. Alt i alt læner Syng for mig sig nok mest op ad jukebox-modellen.
Med det korte format – en lille time inklusive handlingsbærende dialoger og indre monologer – kunne man også tænke konceptalbum. Men det er alligevel svært ikke at se Syng for mig som en slags “optagelsesprøve” til at få lov til at slå sig løs i det store format på scenen, hvor kulissen ikke blot skal skabes i vores fantasi.
Syng for mig i første person
Hovedpersonen er en utilpasset ung mand, Jacob, med et udtalt faderkompleks. Den kærlige, musikalske far er forsvundet fra familien. Måske død, men hans skæbne kendes ikke. Jacobs mor prøver at få tingene til at hænge sammen med storesøsteren og altså Jacob, som nu hele tiden får ballade på skolen.
Det ender med bortvisning fra skolen i 14 dage, hvor han så skal arbejde på et plejehjem. Skolepsykologen, der har arrangeret det, virker lige lovlig interesseret i Jacobs mor, så Jacob er modvillig fra start. Men en ældre mand med hukommelsestab bliver interesseret i hans kompositioner. De finder hinanden, og pludselig er ”straffen” ikke så slem.
Det er egentlig sympatisk at ville skabe en musical om en utilpasset, sorgramt ung mand
Men så … ja, i formatet på 50 minutter er handlingen lige lovlig komprimeret. Der er nogle slemme huller i det krimiplot, som får brikkerne til at falde på plads til sidst, og bipersonerne er ikke fuldt foldet ud. Hullerne skyldes måske, at alt først og fremmest ses fra den unge mands synspunkt. Det er en førstepersons-musical.
Det er egentlig sympatisk at ville skabe en musical om en utilpasset, sorgramt ung mand. Med eller uden lighedspunkter med Kristoffer Rahbek selv. Socialrealismen passer bare ikke til, at de løse tråde til sidst skal samles i en fart. Men med lidt mere dybde i karaktererne. Og hvis vi så tilføjer en flok dansere, nogle flotte kulisser …
True crime som fiktion
Containerkoden har valgt et format, der naturligt leder tanken hen på den populære true crime-genre. Der er endog faktatjekket med journalister og kriminalpoliti. Handlingen er klippet op i fire episoder. Hvor det klassiske radiodrama skulle klippes, så det passede ind i programmet, altså med episoder af samme længde, kan Containerkoden nyde friheden på de nye medier, så hvert kapitel får lov til at fylde det, det skal.
Lad det være sagt med det samme, at Containerkoden ikke gør sig større umage med at undgå krimigenrens klicheer
Helten er som i mange moderne krimier – især herhjemme, hvor kæderygende, hattebærende og pistolbevæbnede privatdetektiver ikke hænger på gadehjørnerne – en journalist. Eller rettere sagt en ung kvindelig journalist, Maria, og hendes gamle mentor fra Journalisthøjskolen, Thomas Højer. Hver især lidt desillusionerede i forhold til deres fag i disse AI-, spindoktor- og clickbait-tider.
Maria har lavet et fødselsdagsportræt af en fremtrædende erhvervskvinde i shippingbranchen, som imidlertid bliver overfaldet i forbindelse med sin jubilæumsreception. Pludselig er Marias interview forsidestof. Men samtidig bliver hun ringet op af en mystisk fremmed, der prøver at true hende til at udlevere optagelsen af interviewet.
Det får hende til at høre optagelsen igennem, og det viser sig, at hun har ladet optageren på sin telefon køre, mens interviewet blev afbrudt af en ukendt gæst. Hvem han er, og hvad en containerkode er, er herefter omdrejningspunktet. Maria er bange, og søger så hjælp hos Thomas, der lidt modstræbende hjælper sin gamle yndlingselev.
Containerkoden og andre letfordøjelige klicheer
Lad det være sagt med det samme, at Containerkoden ikke gør sig større umage med at undgå krimigenrens klicheer. Heller ikke den om, at journalister går efter historien, hellere end de går til politiet. Ellers havde der sådan set heller ikke været en historie, så …
Jeg kunne dog godt have undværet fiktionen om, at ingen af de to skarpe journalister fatter mistanke om, hvorfor en pæn pige af det bedre selskab bliver sendt syv måneder på kostskole i Schweiz uden nogensinde at dukke op til undervisningen.
Vi samles nok ikke foran radioen igen, men vi kan sagtens have Containerkoden i øret, mens vi laver havearbejde, gør rent, løber eller har gang i en anden fysisk aktivitet
Du har allerede gættet det, ikke? Men sådan er det jo med konventioner. Vi må også antage, at smukke, unge kvinder aldrig har set gyserfilm. Ellers er det svært at forklare, hvorfor de altid går alene ned i den mørke kælder.
Men det skal nu være Containerkoden undskyldt. Det er en letfordøjelig krimi, som opfylder sit formål som underholdning. Det er naturligvis en forudsætning, at de skal være to om opklaringen. Ellers kan de ikke lægge regibemærkninger ind i dialogen, så vi kan høre det, vi ikke kan se.
Vi samles nok ikke foran radioen igen, men vi kan sagtens have Containerkoden i øret, mens vi laver havearbejde, gør rent, løber eller har gang i en anden fysisk aktivitet. Mange vil sikkert også falde for sangene i Syng for mig. Om plottet også vil fange, er lidt mere usikkert. Måske de to producenter kunne lære noget af hinanden.
Du kan selvfølgelig også lytte til POV med podcasts om dansk og international politik, musik, teater og meget mere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
