MUSICAL // ANMELDELSE – Sagnet om Atlantis er alle undergangsmyters moder (i vores del af verden). Den har en del til fælles med Mellemøstens syndflodsmyter, men dertil det græske yndlingsmotiv; Hybris og Nemesis. Men som sig hør og bør i en musical får kærligheden en chance i Atlantis, der faktisk klæder scenen i sin genopstandelse 28 år efter urpremieren.
Der er intet nyt under solen. Atlantis vil gå under. Også i aften. Det ved du lige så vel som jeg – uanset om du har hørt efter i oldtidskundskab eller ej. Og ellers fortæller den blinde seerske, Livilla, os det.
Men herfra er det frit slag for at fortolke, hvad det er, der nedkalder gudernes vrede over sagnriget. En skurk må der til. Så vi lægger ud med at præsentere Jabbadoor, der i bedste faustiske stil forskriver sig til Djævlen (bogstavelig talt; guden Beelzebub).
Det minder om noget
Dernæst det klassiske herskertema, hvor kong Atlas står tilbage uden mandlig arving og derfor må tvinge sin elskede datter Adalena til et ægteskab med en passende kandidat. Mod hendes vilje naturligvis. Desperat flygter hun fra paladset og møder på markedspladsen den unge Silvan, der redder hendes fra nogle bøller.
Man kan smile lidt ad denne konstruktion, der også forekom i Disneys Aladdin året før urpremieren på Atlantis i 1993. Ligesom Jabbadoors sleske rådgiver Zan-Zan får en vidunderlig drikkevise, om hvordan han er kommet frem i verden ved at følge i kølvandet på helte, som minder ikke som lidt om Gastons vise i Disneys Skønheden og Udyret.
Herefter følger ung, umulig kærlighed. Rænkespil, snigmord og magtbrynde. Silvan anklages for mordet på Atlas og må flygte. Adalena ved ikke, hvad hun skal tro på, for hendes fars elskerinde/slavinde lyver for hende, fordi den egentlige morder, Jabbadoor, har belønnet hende med stillingen som ypperstepræstinde.
Der er en smuk historie i, at Pernille Petersson, der spiller Silvans mor, faktisk spillede Adalena ved uropførelsen i 1993
Adalena lader sig forføre af Jabbadoor, men får sandheden at vide af Silvans mor, og så venter vi ellers på det store tæppefald – og selvfølgelig på undergangen.
Og skøn musik
Nu er plottet i musicals underordnet musikken. Vi må gerne følge spændt med i, hvordan det nu går de unge elskende, men først og fremmest skal det føre os frem til nogle iørefaldende sange, som lige så godt kan ligge i munden på skurkene som på heltene.
Og det er de. Iørefaldende. Atlantis er en velsungen musical til smukke melodier. Det er – som man også kan læse i programmet – langt fra den første danske musical, men det er den første såkaldte sing-thru-musical, hvor alle replikker som i opera (eller snarere pop-opera) synges.
Der er med andre ord en masse sunget recitation mellem de ”store numre”, hvor den ene eller den anden solist (eller flere i samklang) fremfører en … ja, lad os bare sige en arie. De bedste er virkelig showstoppers, hvor publikums bifald sætter handlingen i stå.
Solisternes aften
En ulempe med den sungne libretto – selv på dansk – er, at det indimellem kan være svært at få det hele med. Der forsvinder let et ord, og det kan være svært at få alle navne med. Men heldigvis er plottet så let at forstå, og slutningen som nævnt givet på forhånd. Så går det lettere i ”arierne”, selv om solisterne også får lov til at brillere med store stemmer.
I den aktuelle opsætning i Tivolis Koncertsal har et stjernecast. Almindelig kendte er Stig Rossen som Jabbadoor og Kaya Brüel som Miranda. Genrefans vil genkende langt flere i castet – og der er en smuk historie i, at Pernille Petersson, der spiller Silvans mor, faktisk spillede Adalena ved uropførelsen i 1993.
Og så er der Johanne Milland, der springer ud som den nye Adalena. Hun har faktisk medvirket i en række musicals, men nu træder hun for alvor frem i rampelyset. Det gør hun med bravour. Thomas Høj Falkenberg indtog allerede rollen som Silvan i turnéopsætningen i 2005 og gentager rollen her.
Man kan godt sidde med en fornemmelse af, at forfattere og komponister af og til sidder og kigger på stopuret og fornemmer, at de er ved at løbe tør for tid, og der er mange løse ender, der lige skal bindes knude på
Det sjove er, at der egentlig ikke skelnes mellem helte og skurke, når de gode sange skal fordeles. Og hvis nogen husker en sang fra Atlantis, så er det snarere ensemble-sange som ”Hil Atlantis” (med Jabbadoor i front) eller ”Morgen på Atlantis” (sungen af Poseidon-præsten Koptos, Jonas Rasmussen).
Den helt store undergang
Og apropos ensemblet, så er en del af fornøjelsen – en meget stor del af fornøjelsen – ved musicals af denne type den overdådige opsætning. Det er overdådigt i Tivolis Koncertsal med stort orkester og et kor, der fylder scenen med dans og masseoptrin. Altså den vidunderlige illusion af, at vi er i et Atlantis, der myldrer af liv. Der er mange medvirkende – de virker som dobbelt så mange.
Cadeau til instruktøren Thomas Agerholm, koreografen Tim Ace Nielsen og scenograf Philip Witcomb.
Og når intrigen efterhånden har tilladt solister og kor at levere alle de smukke sange og flotte optrin, så skal vi lige have det store opgør og Atlantis’ undergang. Det virker nærmest som en parentes. Vi ved jo, hvordan det skal gå. Måske med det lille moderne twist, at Adalena lige får lov til at lave et lille ligestillingsoprør (om end med Medea som forbillede).
Man kan godt sidde med en fornemmelse af, at forfattere og komponister af og til sidder og kigger på stopuret og fornemmer, at de er ved at løbe tør for tid, og der er mange løse ender, der lige skal bindes knude på. Det gælder plottunge musicals som Jordens søjler og Den evige ild efter Ken Follets romaner. Og det gælder Atlantis.
Men lad os kalde det en skønhedsfejl. Alle sejl (!) er sat til på Atlantis, og den leverer det, en moderne musical af denne type skal. Ja, der er lånt fra forbilleder ude i den store verden. Men uden at der skal gå dansk klaphat i den, så behøver vi heller ikke blive ved jorden, når vi Atlantis faktisk kan flyve på sangens vinger, så i sin egen genre er det en femstjernet oplevelse.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Atlantis spiller i Tivolis Koncertsal til 25. september og igen 26.oktober – 6. november, desuden i Musikhuset Aarhus, Musikteatret Holstebro og Odeon Odense i den mellemliggende periode.
Med: Johanne Milland, Thomas Høj Falkenberg, Stig Rossen, Kaya Brüel, Pernille Petersson, Jakob Zethner, Kim Hammelsvang, Annalouise Gomard,
Dialog og sangtekster: Thomas Høg og Sune Svanekier
Musik: Peter Spies
Iscenesættelse: Thomas Agerholm
Fotos: Søren Malmose
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
